Leuven
Leuven er en belgisk by i regionen Flandern. Den er hovedstad i Flamsk-Brabant. Byen har 100.000 indbyggere. Den er først og fremmest kendt for sit universitet – Katholieke Universiteit Leuven, samt for dets smukke bybillede med dets gotiske rådhus og Grote Markt med fornem flamsk byggekunst. Derudover er byen hjemsted for firmaet Anheuser-Busch InBev, verdens største bryggerigruppe – med kendte mærker som Stella Artois, Corona, Budweiser, Beck´s, Leffe, Hoegaarden. Byen hedder Löwen på tysk og Louvain på fransk.
Geografisk Beliggenhed
Leuven ligger cirka 20 kilometer øst for Bruxelles ved floden Dijle i provinsen Flamsk-Brabant. Rundt om Leuven ligger Rotselaar, Holsbeek, Lubbeek, Bierbeek, Oud-Heverlee, Bertem, Herent og Haacht.
Navnets oprindelse
Dagens navn “Leuven” kan man føre tilbage til skrifter fra det 16. århundrede. Før denne tid kendte man formerne “Loven” – “Lovenne” og “Loevenne”. Man er usikker på, hvor navnet kommer fra. Sandsynligvis er navnet en forbindelse mellem de to ord Lo (skov) og Ven (sump), hvilket beskrev en sumpet skov. Dette må formodes at henvise til dalen ved floden Dijles sumpe og skove.
Derudover er der en lang række legende-baserede forklaringer. Navnet “Loven” skulle komme fra den skotske Prins Lupus, som skulle have grundlagt byen – hvilket der intet bevis er for. En anden fortælling går på, at navnet skulle være afledt af et hedensk tempel i området, og at navnet “Loven” på nederlandsk kan betyde lovprise. Andre spekulationer går på, at det var vikingerne og normannerne, som bragte navnet med sig fra Skandinavien og i første omgang gav navn til floden Dijle, men siden kaldte bosættelsen ved siden af.