Ludwig-Nissen-Haus
Bygningen på tre etager blev opført i årene 1934-37 efter planer, der var 10 år gamle. Stifteren Ludwig Nissen havde i hans sidste leveår i 1924 udskrevet en arkitektkonkurrence for opførelse af en museumsbygning. Der indløb 118 forslag fra hele Nordtyskland. Det var forudsat, at portalen skulle være en søjlegang med en triangulær overlægger. Imidlertid var forslagene ikke monumentale nok. Valget faldt på arkitekten Georg Rieve fra Eiderstedt. Han videreudviklede facaden, og placerede den utraditionelt i den vestlige del af bygningen, hvor den fik tre rundbuer over indgangsdørene. Hver af rundbuerne fik et symbolbærende ekspressionistisk udført dyr, der symboliserer sindbilleder fra området, en ørn og Triton (den græske mytologis havgud). De er udført af billedhuggeren Alwin Blaue fra Kiel. De er blevet restaureret flere gange.
I Østfløjen havde man længe forudset, at der skulle ligge et teater, hvilket gjorde, at den ene del lå tom. I 1986 fik man med hjælp fra Husum by afsluttet byggeriet indvendigt. Det blev ikke et teater, men derimod en udvidelse af museet. Ludwig Nissen havde testamenteret hele sin enorme kunstsamling fra Amerika, Afrika, Asien og Europa til sin fødeby Husum. Han var udvandret i 1872, og arbejdede sig fra opvasker op til en af de vigtigste diamanthandlere og kunstmæcener i Amerika i starten af det 20. århundrede. Testamenteringen var givet via en fond, der skulle sikre kunstudstillingen en permanent base uafhængig af forskellige politiske strømninger.
Imidlertid blev bygningen opført under nationalsocialismen, og styret tillod på den ene side, at man udstillede kunst fra fjerne kontinenter, men på den anden side var der også en massiv repræsentation af folkekunst fra Schleswig-Holstein, der mere var i nazisternes såkaldt Völkischer smag. Lige efter krigen brugte engelske og amerikanske soldater bygningen som internering frem til slutningen af 1946. I efterkrigstiden var udstillingerne stærkt naturvidenskabelige, og først i 1970´erne begyndte man igen at integrere de kunstneriske værker i udstillingen. I rotunden befinder sig gravmælet og asken efter Ludwig-Nissen og hans enke Katharina.
Historiske Rejser ved Anders Bager Eriksens Råd:
Når man træder ind af døren finder man museumsbutik på højre hånd. I indganghallen kan man enten gå nedenunder, hvor der findes skulptursamling og udstoppede fugle. Ligeud findes biblioteket. Til venstre findes kunstindretninger. På 1.sal findes den store udstilling om det forsvundne Rungholt, byen der lå på den frisiske vestkyst indtil den store Mandsdrukning i 1362.
Der findes derudover en café ved navn Café Brütt samt Nordsømuseet.