Luxembourg
Luxembourg eller officielt Storhertugdømmet Luxembourg er et lille landomsluttet land i Vesteuropa. Det grænser til Belgien mod vest og nord, Tyskland mod øst og Frankrig mod syd. Landets hovedstad er Luxembourg By –Stad Lëtzebuerg – der sammen med Bruxelles og Strasbourg er en af de tre officielle hovedstæder i EU og sæde for Den Øverste Domstol i den Europæiske Union, den højeste juridiske autoritet i EU. Dets kultur, folk og sprog er i høj grad påvirket af dets naboer, hvilket gør landet til en blanding af fransk og tysk kultur, hvilket også landets tre officielle sprog vidner om: fransk, tysk og det nationale letzeburgesch. De gentagne invasioner fra tysk side, særligt Anden Verdenskrig, resulterede i landets stærke engagement i at bringe Tyskland og Frankrig tættere på hinanden, som var med til at føre til dannelsen af den Europæiske Union.
Det er med 2.586 kvadratkilometer en af de mindste suveræne stater i Europa. Landet har en befolkning på 576.249, der gør det til et af de mindst befolkede lande i Europa, dog med en stor befolkningsvækst. Udlændinge udgør over halvdelen af landets befolkning. Det er et repræsentativt demokrati med en konstitutionel monark i form af en storhertug og er verdens eneste tilbageværende selvstændige storhertugdømme. Luxembourg er et meget veludviklet land med en af de højeste levestandarder i verden. Stad Luxembourg blev erklæret UNESCO Verdenskulturarv grundet byens gamle kvarterer og forsvarsværker, som er bevaret på fornemste vis.
Luxembourgs historie menes at begynde i år 963, da grev Siegfried I. krævede ret over et forbjerg og dets romerske forsvarsværker kendt som Lucilinburhuc – det lille slot – samt det omgivende område fra Rigsklosteret Sankt Maximin i det nærliggende Trier. Siegfrieds arvinger øgede dette område igennem ægteskab, krig og vasalforhold. I slutningen af det 13. århundrede regerede greverne af Luxembourg over et betragteligt område. I 1308 blev greve Heinrich VII. udnævnt til tysk konge og hellig tysk romersk kejser. Luxembourg slægten producerede fire kejsere i løbet af middelalderen. Kejser Karl IV. ophøjede grevskabet til et hertugdømme i 1354. Da den sidste luxembourg-kejser Sigismund døde uden mandlige arvinger i 1437, blev Luxembourg del af Burgund/Bourgogne og siden en af de 17 provinser i de Habsburgiske Nederlande. I løbet af århundrederne kom byen Luxembourg med dens stærke fæstninger til at indtage en vigtig strategisk position mellem Kongeriget Frankrig og de habsburgiske områder. Området hørte først til Frankrig under Ludvig XIV. og siden til Maria Theresias Østrig, og Luxembourg blev del af den første franske republik under Napoleon.
Dagens stat Luxembourg opstod under Wienerkongressen i 1815. Storhertugdømmet med dets vigtige fæstninger blev en uafhængig stat og direkte ejet at Kong Willem I. af Holland med en preussisk garnison fast udstationeret i byen for at beskytte den mod endnu en fransk besættelse. I 1839 efter tumulten under den belgiske revolution blev den del af Storhertugdømmet, der udelukkende taler fransk, overdraget til Belgien, mens den del, der taler luxembourgisk, blev til dagens stat. Undtagelsen var Arelerland rundt om Arlon, der også taler luxemburgisk, men de blev også belgiske.
Pingback: Belgien | Historiskerejser.dk
Pingback: Frankrig | Historiskerejser.dk
Pingback: Burgund Hertugdømme | Historiskerejser.dk