Monarkiet i Storbritannien

Monarkiet i “Det Forenede Kongerige og Nordirland”, der normalt bare refereres til som det Britiske Monarki, er det konstitutionelle monarki for det Forenede Kongerige, dets kronområder og dets oversøiske territorier. Den nuværende monark er Dronning Elizabeth II., som besteg tronen 6. februar 1952, da hendes fader Kong George VI. døde. 

Monarken og hans/hendes familie varetager forskellige officielle, ceremonielle, diplomatiske og repræsentative pligter. Da monarkiet er konstitutionelt, er monarken begrænset til u-partiske funktioner såsom at uddele ordener og at godkende premierministeren. 

Monarken er den øverste leder af de britiske væbnede styrker. Selvom den formelle udøvende magt over regeringen i det Forenede Kongerige stadig er en kongelig beføjelse, så er denne magt kun noget, der kan bruges ud fra love, som er vedtaget og godkendt af parlamentet. I praksis er det også kun konventionelt. 

Det britiske monarki kan spore sin oprindelse tilbage til de små kongeriger  i det middelalderlige Skotland og det angelsaksiske England, der siden konsoliderede sig som magter i kongerigerne England og Skotland omkring det 10. århundrede. I år 1066 blev den sidste angelsaksiske monark kronet – Harold Godwinson – men også besejret og drænet under den normanniske invasion af England. De efterfølgende engelske konger kan spore deres rødder tilbage til den sejrende normanniske leder Wilhelm Erobreren.  

I 1080´erne blev herredømmet i det sydlige Wales regeret af normanniske familier, der havde giftet sig ind i gamle walisiske familier, som var loyale overfor den engelske trone, hvoraf at en del af områderne var direkte ejet af den engelske konge. Wales blev endegyldigt et herredømme under de engelske konger i årene 1277-83. I år 1215 vedtog man i England Magna Carta, der omvendt var med til at indskrænke de engelske kongers fuldstændige magt. 

Fra 1603 arvede den skotske konge James VI. den engelske trone, hvor han tog navnet James I. Det betød, at de to kongeriger var under samme regent. I årene 1649-60 ophørte det engelske kongerige med at eksistere og i stedet blev det erstattet af Commonwealth of England, der var et resultat af borgerkrigen Wars of the Three Kingdom.  I 1701 vedtog parlamentet en lov – Act of Settlement 1701 – hvor katolikker eller de, der giftede sig med katolikker, kunne arve den engelske trone. I 1707 skabte kongerigerne England og Skotland et fælles kongerige kaldet Det Forenede Kongerige, som vi sjældent bruger på dansk, hvor vi enten siger United Kingdom eller Storbritannien. I 1801 blev kongeriget udvidet med Kongeriget Irland som del af det. De britiske monarker blev også ledere af det Britiske Imperium, der bredte sig udover en fjerdedel af verden i 1921, hvor de var størst. 

I de tidlige 1920´ere løsrev 5/6 af Irland sig fra unionen og skabte den Irske Fristat – Balfour Deklarationen anerkendte, at de mange dele – dominioner  -kunne udvikle sig til selvstyrende lande i Commonwealth of Nations. Efter 2. verdenskrig blev hovedparten af de britiske kolonier og territorier selvstændige, hvilket gjorde, at imperiet ophørte med at eksistere. Kong George VI. og Dronning Elizabeth II. overtog titlen Head of Commonwealth som en titel, der anerkender de uafhængige medlemsstater. 

Det Forenede Kongerige og 15 andre Commonwealth monarkier deler den samme monark og kalder sig Commonwealth realms. Begrebet British monarchy og British monarch bruges hyppigt som det samme; men hvert land er suverænt og uafhængigt af de andre, monarken har forskellige pligter og nationale titler for hvert af dem. 

Print siden her