Muckross Abbey
Franciskansk munkekloster grundlagt i 1448, men har stået som ruin siden Oliver Cromwells hære nedbrændte det i 1653. Den ansvarlige var den engelske parlamentariker Lord Ludlow.
Abbediet ligger i nationalparken Killarney i County Kerry og passeres ofte på gåturen mellem Muckross House og byen Killarney. Klosteret står som en velbevaret ruin. Der er intet tag, men en ret velbevaret klostergård med omsluttende klostergange. I midten står et meget fint takstræ.
I det 17. og 18. århundrede fungerede det som begravelsesplads for flere prominente poeter fra Kerry. Det gælder O´Donoghue, O´Rathaille og O´Súilleabhain. Kirkegården bruges stadig som begravelsesplads.
Anders anbefaler
Du møder typisk Muckross Abbey, hvis du vælger at gå mellem haven ved Muckross House og tilbage til Killarney, hvor man ofte bor, når man er i dette område. Man kan roligt gå indenfor i ruinen, den er helt afstivet og ualmindelig fotogen, da den ligger i smukke omgivelser.