North Channel (Skotland og Nordirland)
The North Channel er et stræde mellem den nordøstlige del af den irske ø (Nordirland) og det sydvestlige Skotland. På irsk og skotsk gælisk kendes det som Sruth na Maoile, på skotsk som Sheuch og til tider omtales det på engelsk som Straits of Moyle eller Sea of Moyle. Det forbinder det Irske Hav med Atlanterhavet og er klassificeret som indre havområder ud for Skotlands vestkyst.
Den sydlige afgrænsning for strædet er en linje, der går fra Mull of Galloway i Skotland og Ballyquintin Point i nordirske County Down, som går nord for Isle of Man. Den nordlige afgrænsning er Portnahaven på skotske Jura og Benbane Head, der udgør Nordirlands nordligste punkt meget tæt på Giants Causeway. Det smalleste sted er en linje, som trækkes fra Mull of Kintyre i Skotland og Torr Head syd for Ballycastle og Fair Head i County Antrim.
Det dybeste punkt hedder Beaufort´s Dyke, som ligger ud for Mull of Galloway og næsten 300 meter dybt. Det har igennem tiderne været brugt af britisk militær til at dumpe militært forfaldent isenkram samt atomaffald, hvilket har fået miljøaktivister til kraftigt at kritisere dette.
Kulturhistorisk har strædet bundet det sydvestlige og det nordøstlige Skotland sammen. Der menes at være kommet skotske indvandrere til Irland ad denne vej så langt tilbage som for 6000 år siden. Fra det 5.-7. århundrede eksisterede det fælles skotsk-irske rige Dal Riada, og der var nære relationer mellem klanerne i Ulster og i denne del af Skotland. I 1315 forsøgte de skotske Bruce-brødre at erobre Irland ad denne vej, omend det mislykkedes. Siden skulle det blive de engelske og skotskes vej til massiv indvandring, bosættelse og kolonisering af det nordlige Irland, hvilket i det 17. århundrede førte til den protestantiske bosættelse af Ulster.
Kanalen var i det 19. århundrede ramme om en omfattende og overvejende katolsk irsk piratvirksomhed overfor britiske handelsskibe. I 1778 foregik ydermere et slag under den amerikanske uafhængighedskrig mellem den amerikanske John Paul Jones og den kongelige engelske flåde. Kanalen krydses af en række færgeforbindelser. Færgen Princess Victoria sank på strækningen Larne – Stranraer i 1953 med 133 dødsofre til følge, den værste ulykke i britisk efterkrigshistorie.
I Nordirland har i særdeleshed unionistiske politiske ledere i årtier forsøgt at påvirke den britiske regering til at konstruere en jernbanetunnel under kanalen for at forbinde Nordirland bedre med det øvrige Storbritannien. Denne diskussion om tunnel eller bro går helt tilbage til viktoriansk tid. En af de største forhindringer er de meget dybe bundforhold ud for Mull of Galloway.
Strædet blev tidligere kaldt Irish Channel, og i det 19. århundrede foreslog Alexander Keith Johnston at kalde kanalen Sankt Patricks Channel, hvilket imidlertid blev afvist.
Adskillige svømmere har taget turen over strædet igennem tiderne.
Pingback: Larne | Historiskerejser.dk