Regionen Toscana
Kort over Toscana og dens provinser
3.679.000 og et areal på 22.990 km2 og med hovedstaden Firenze. Regionen er kendt for dens maleriske landskaber og dens kunstneriske arv, hvoraf hele 7 steder er på listen over UNESCO´s verdenskulturarv. Stederne gælder de historiske centre i Firenze (1982), Siena (1995), Katedralspladsen i Pisa (1987), San Gimignano (1990), Pienza (1996), det smukke landskab Val d´Orcia (2004) og endelig Mediciernes villaer, der er spredt rundt i Toscana (2013).
Regionen dækker over en del af den vestlige italienske kyststrækning ved det Tyrrhenske Hav. Hertil kan regnes flere øer, hvoraf Elba er den største. På det italienske fastland grænser regionen i nordvest til Ligurien, og i nord danner Appeninerne grænse til Emilia-Romagna, mens provinserne Umbrien og Laziodanner grænsen mod syd. Toscana har form som en trekant, der i den nordlige del gennemkrydses af Appeninerne nord om byerne Lucca, Pistoia, Prato og Firenze (bjergene udgør omkring 25 % af landskabet), 8.4 % af området udgøres af flade marker og de resterende godt 66 % er præget af de berømte toscanske bakker. Klimaet er meget mildt nær kysten, mens det i den indre del kan variere stærkt mellem sommer og vinter, hvilket har skabt en god jord, som tidligere gjorde området til det romerske riges brødkurv.
Navnet Toscana er afledt af romernes betegnelse for de oprindelige beboere i området, etruskerne, der betød tårnbyggere, – hvilket tydeligt ses i landskabet, hvor mange byer ligger på bakker med knejsende tårne. Romerne kaldte tårnbyggere for tuscere, hvorfor provinsen blev til Tuscia, der siden blev til Toscana. Den toscanske historie har været præget af etruskere, siden romere, folkevandringsperiodens forandringer, de fri bystater som Siena, Pisa, Lucca og Firenze med deres interne kampe, tvisten mellem pave og kejser i form af guelfere og ghibellinere, Mediciernes magtvælde, renæssancen og de store tænkere, storhertugdømmet Toscana og endelig den italienske samling og den moderne tids turisme.
Regionen er inddelt i 10 provinser; Arezzo, Firenze, Grosseto, Livorno, Lucca, Massa-Carrara, Pisa, Pistoia, Prato og Siena. Regionen er tyndere befolket end det øvrige Italien, dog med store regionale forskelle, hvor de tættest befolkede områder er i det nordlige og vestlige Toscana omkring Firenze, Prato, Lucca og Pisa. Omkring byerne Siena, Arezzo og specielt Grosseto er der omvendt meget tyndt befolket.
Landbrug og turisme er normalt de eneste indtjeningskilder i disse områder. Økonomisk nyder regionen godt af at være rig på mineraler, særlig udpræget i Collini Metallifere i den sydvestlige del, hvor man finder jern, kobber, merkur, brunkul, og ved Larderello udvindes der gas af fumarolske huller. Ved Versilia og Carrara brydes der marmor. Landbrug er det største erhverv, og her dyrkes der grønsager, ris, tobak, solsikker, rødbeder, oliven, korn, kartofler og vindruer (særlig kendt er distrikterne Chianti, Vino Nobile fra Montepulciano, Brunello fra Montalcino og Morellino fra Scansano). Industrielt ernærer toscanerne sig ved den allerede nævnte minedrift samt maskinbyggeri, kemikalie/farmaceutisk industri og stålforarbejdning (størst ved havnene i Pisa og Livorno), tekstilindustri (Prato) samt glasfremstilling, keramik og papirfremstilling (Lucca), smykker, læder- og skofremstilling (sydlige del af Firenzeprovinsen), drivhuse (Pistoia), møbelindustri (Cascina) og endelig den vigtigste industri, som hele regionen kan frembyde – turisme. De fleste indvandrere er kommet fra Kina, men også en del englændere og amerikanere, som efter et langt arbejdsliv tilbringer deres otium i Toscana.
