Slaget på Isted Hede 25.juli 1850
Slaget på Isted Hede var blandt de sidste under Treårskrigen og Danmarkshistoriens største.
Treårskrigen, også lyder navnet Første Slesvigske Krig, var et resultat dels af nationale modsætninger i Hertugdømmerne Slesvig og Holsten, hvor den havde karakter af en borgerkrig, dels af en kamp for og imod demokrati og endelig som en kamp mellem en regional Slesvig-Holstensk bevægelse og mere nationale kampe mellem de tysksindede i det Tyske Forbund og Danmark samt et spørgsmål om arveforholdene i henholdsvis Kongeriget Danmark som i Hertugdømmerne. I et bredere og internationalt perspektiv var der også stormagtspolitiske interesser, hvor det blandt andet var storpolitiske interesser, der gjorde, at Slesvig-Holsten stod alene mod den danske hær i juli 1850, hvilket førte til en dansk sejr omend så smal, at den ikke helt kunne afgøre krigen.
Styrkeforholdet og de militære mål
I juli 1850 havde den Slesvig-Holstenske hær taget opstilling lige nord for byen Slesvig. Der var ikke en decideret plan hos den danske overkommando på dette tidspunkt, men man så oprørshærens placering som en pludselig opstået mulighed: oprørshæren gik i forsvarsstilling på Isted Hede, hvor de mange søer og vådområder var velegnet til forsvar, da oprørshæren ikke bare havde til hensigt at forsvare sig, men rent faktisk at omslutte den danske hær og indfange den.
De to jævnbyrdige hære nærmede sig hinanden, omend danskerne var talmæssigt overlegne under ledelse af overgeneral Christoph von Krogn med sine 37.000 mand, mens Slesvig-Holstenernes overgeneral Wilhelm von Willisen kom med 27.000 mand. En neutral betragtning fra den britiske generalkonsul Oberst G.L. Hodges vurderede,at Slesvig-Holstenerne var overlegne i forhold til udrustning og hærførerens erfaring, men danskerne derimod besad en bedre moral og var mere disciplinerede.
Slagets gang
Allerede tidligt den 24. juli var der skudvekslinger, hvor den danske hær mødte forposterne for de Slesvig-Holstenske hære. Resten af dagen blev Slesvig-Holstenerne presset tilbage,og en større fægtning ved Helligbæk fandt sted. Det egentlige slag begyndte natten til den 25. juli, hvor den danske hovedstyrke fortsatte fremrykningen. Der opstod hårde kampe nord for Isted Sø ved Bøgmose og tæt ved Langsø – det var kampe,der vekslede frem og tilbage.
Længst mod øst kom fremrykkende dansker styrker i kamp med en Slesvig-Holstensk fortrop i området mellem Bøglund og Nørre Farensted. Her blev Slesvig-Holstenerne kastet tilbage, og de satte sig i stedet fast ved Vedelspang.
Om morgenen skiftede vejret fra mange dage med solskin til nu at slå om i silende regn, hvorved overblikket over Slagmarken forsvandt. Slesvig-Holstenerne udnyttede dette til to modangreb ved Isted By og ved Stolk – I byen var der tale om kampe fra hus til hus, mens det i Stolk førte til, at den danske General F.A. Schleppegrell faldt. Danskerne trak sig tilbage, men genvandt området omkring klokken 8.00. Danskerne afblæste på dette tidspunkt et flankeangreb, der ellers var på vej mod succes.
Over middag beordrede General Krogh et nyt dansk angreb. Det var de danske fodfolk, der gik frem, og angrebet kom på et heldigt tidspunkt, da Slesvig-Holstenernes kavalleri var i gang med at trække sig tilbage. Det betød, at man var i stand til at indtage Isted by uden modstand, hvorefter danskerne indsatte kavalleriet, dsom forfulgte Slesvig-Holsterne syd ud af byen Husby. Den danske hovedstyrke kunne efterfølgende besætte Slesvig by og jage Slesvig-Holstenerne på flugt.
Resultat og efterspil
Resultatet var en smal dansk sejr, men det var også danskerne, der havde lidt de største tab. Slaget var i høj grad præget af at være blevet udkæmpet på et større område, et svært /vådt terræn, dårlige kommunikationsforhold og dårligt vejr, hvilket altsammen gjorde, at det var svært at lede slaget. Begge parter havde håbet at afgøre krigen ved Isted, men dertil var afgørelsen for svag. Slesvig-Holstenerne forsøgte at sætte over Slien ved Mysunde i september 1850 og belejrede og bombarderede Frederiksstad/Friedrichstadt i oktober. Dette førte heller ikke til en afgørelse, men nærmere, at krigshandlingerne gik i stå. I januar 1851 opløste Slesvig-Holsten sin hær efter pres fra stormagterne Preussen, Rusland og Østrig, hvilket førte til krigens afslutning.
Slagplanerne har efterfølgende været kritiseret, hvor Oberst Baggesen blev anklaget for panikagtige beslutninger efter Schleppegrells fald. Imidlertid førte det danske fodfolks høje moral til sejren.
I Danmark kender vi særlig slaget for det efterfølgende monument af Heinrich von Bissens Istedløven, som står på kirkegården i Flensborg. Det var det sidste slag i historien, hvor en dansk hær stod overfor en jævnbyrdig hær, og indtil Vinterkrigen mellem Finland og Sovjetunionen var det tillige det største slag på nordisk grund.
