Ulster Hall
Viktoriansk koncerthal samt konferencecenter i det centrale Belfast. Den er kendt for at huse mange af de vigtige koncerter afholdt i byen, samt for markante politiske kongresser.
I anden halvdel af 1800-tallet ekspanderede Belfast enormt, og det var derfor oplagt, at der i byen blev bygget en koncerthal. Arkitekten bag var William J. Barre i årene 1859-62 – et par år senere stod han også bag byggeriet af Albert Clock Hall.
Stedet blev straks populært, og der blev bl.a. arrangeret oplæsninger af Charles Dickens og skuespil af sir Henry Irving. Stedets popularitet blev også udnyttet af politikere til at komme med politiske proklameringer, som da Lord Randolph Churchill og Sir Edward Carson i 1886 udtrykte deres modstand mod den engelske premierminister Gladstones ønske om at give Irland Home Rule. I 1860´erne forærede overborgmesteren i byen, Sir Andrew Mulholland, stedet et pibeorgel, der stadig kan ses den dag i dag.
I 1902 blev spillestedet opkøbt af byen og har siden været i offentlighedens eje. I den sammenhæng fik man den lokale kunstner Joseph W. Carey til at male 13 motiver, der beskrev Belfast. Motiverne trækker på mytologi, geografi og historie. Malerierne er blevet restaureret i såvel 1989 som 2009 og fremstår strålende i dag.
Under 2. verdenskrig var hallen dansehal til underholdning for de amerikanske tropper, der opholdt sig i Nordirland. Mange store musiknavne som U2, Metallica, Coldplay, Slayer, Rory Gallagher og AC/DC har optrådt i bygningen. Mest berømt er den koncert, som Led Zeppelin gav 5. marts 1971 – uropførelsen af deres mest kendte nummer Stairway to Heaven.
I 1986 blev den paramilitære organisation Ulster Resistance lanceret ved et møde i hallen som reaktion på den Anglo-irske-traktat fra Hillsborough af 1985. I 2002 markerede Sinn Féin deres modstand modstand mod fredsaftalen fra 1998 ved, at flere tusinde sang den gamle nationalistiske kampsang Soldiers Song. I perioden 2007-09 er hallen blevet gennemgående restaureret. Den er stadig lige så hyppigt brugt til forskellige events som de to moderne centre Waterfront Hall og Odyssey, idet den regnes for at eje væsentligt mere atmosfære.
Historiske Rejser ved Anders Bager Eriksen fortæller:
Jeg har aldrig selv besøgt hallen, men ved, at den kan besøges i hverdage for offentligheden i tidsrummet 10-17. Derudover foregår der jævnligt arrangementer i bygningen, som det også er muligt for offentligheden at booke sig ind til. Den er blandt de fremhævede oplevelser i Belfast. Der findes en café i foyér-området. Hjemmeside for Ulster Hall.
Pingback: Belfast A-Z | Historiskerejser.dk