Friedhof der Märzgefallenen
Kirkegården for de faldne i marts
Gravsten på Friedhof der Märzgefallenen. Foto: Wikipedia
Begravelse og velsignelse af de faldne 18. og 19. marts 1848. Litografi af Wilhelm Loeielot. Kilde: Wikipedia
Kirkegården for de faldne i marts ligger i Volkspark Friedrichshain i bydelen Friedrichshain i Berlin. Den blev anlagt til ofrene for Martsrevolutionen 18. marts 1848. I 1925 ændrede den berlinske arkitekt Ludwig Hoffmann anlægget således, at det overordnet set fik en trekantet form. Der blev desuden foretaget yderligere ændringer i 1948 og igen i 1957.
Efter Novemberrevolutionen i 1918 begravede man de faldne fra Berlin. I 1960 opstillede Hans Kies en bronzefigur Roter Matrose (Den Røde Matros) til erindring herom.
I 1948 blev der opstillet en mindesten, som skulle markere 100-årsdagen med navnene på de faldne. I dag eksisterer der stadig 18 gravplader, 3 jernkors, 1 stele og 2 gravmindesmærker af smedejern. Kirkegården for de faldne i marts er i dag mindesmærke og havemindesmærke.
Indholdsfortegnelse
Historie
Forberedelse og begravelserne i 1848
Plan over gravstederne. Kilde: Wikipedia
De første bisatte på Kirkegården for de Martsfaldne var 183 civile ofre, der havde mistet livet under barrikadekampene under Martsrevolutionen 18. marts 1848. De blev begravet 22. marts 1848 på Lindenberg, der i folkemunde blev kaldt Kanonenberg, det dengang højeste punkt i den folkepark, som stadig var under opførelse. Den lå lige uden for Berlin, men hørte dengang endnu ikke til byen. Det var typisk at placere kirkegårde lige på den anden side af byen.
Det berlinske byråd besluttede at anlægge en ny kirkegård på 2,3 hektar dagen før begravelsen. Byrådet forudså, at de faldne soldater ville blive begravet ved siden af de civile ofre. Beslutningen om at begrave de civile side om side med soldaterne blev bredt diskuteret i befolkningen og blev overvejende afvist. Afslutningsvis afviste militæret en sådan fælles begravelse og nægtede prompte at udlevere ligene af de døde soldater. På det tidspunkt befandt der sig 2 vindmøller på Lindenberg, der skulle rives ned for at gøre plads til begravelsesstederne. Det var kun den ene mølle, der blev nedrevet, den anden brændte i 1860. Soldaterne blev begravet på Berlins Invalidekirkegård i byens militærområde i centrum. Soldaternes fravær blev efterfulgt af, at monumentet aldrig blev opført. Den oprindelige kirkegård var kvadratisk anlagt og havde diagonalveje ført igennem og imellem gravene. I den centrale del af anlægget er der en rondel med en storbladet lind i midten.
Skitse over den oprindelige mindekirkegård i 1848. Kilde: Wikipedia
På kirkegården holdt præsten Adolf Sydow først en prædiken, og derefter holdt Georg Jung, der var ordfører for Die Berliner Demokraten en tale for forsamlingen. I de følgende uger blev flere af de sårede fra kampene 18. marts begravet på kirkegården, da de ikke overlevede i deres sår. Det endelige antal grave steg til 254.
1848-49
En ukendt grav på kirkegården. Foto: Wikipedia
Kirkegården for de Martsfaldne blev efter 1848 et symbol på den tyske demokratibevægelse. Kirkegårdsområdet blev grundet dette regelmæssigt brugt til vigtige mindeoptog og demonstrationer af forskellig slags.
I juni 1848 holdt berlinske studenter en første demonstration på stedet. De ville både mindes de døde og samtidig påminde regeringen om ikke at tilbagerulle revolutionens ændringer igen.
Allerede 25. marts 1848 så man ideen, om at offentligheden skulle samle sammen til et mindesmærke på kirkegården. Det skulle opstilles på årsdagen for revolutionen. Denne opfordring henvendte sig til alle tyskere, da Martsrevolutionen var et nationalt anliggende og skulle forpligte hele det tyske folk og ikke bare berlinerne. De indsamlede penge skulle forvaltes af købmand og skofabrikant F. H. Bathow. Da det efterfølgende viste sig, at Bathow havde svindlet med disse penge, og at det krævede et polititilhold og lange tovtrækkerier at få pengene igen. Det endte med, at man i 1854 besluttede at bilægge ideen om et mindesmærke.
Gravsten fra en falden oprører. Foto: Wikipedia
På den første årsdag for revolutionen 18. marts 1849 var der altså intet mindesmærke; mange grave var ikke engang udstyret med almindelige trækors, da byregeringen ikke ville finansiere udsmykningen. I dagene mellem 18. og 22. marts 1849 iværksatte man en spontan indsamling, der sikrede, at de godt 60 grave uden kors, efterfølgende kunne få et sådant.
Allerede den 17. marts forekom byen at være i en belejringstilstand, hvor alle forholdsregler var truffet for at afværge, hvad der kunne forekomme. I byer og forstæder var der massiv forekomst af tropper, i særdeleshed i Friedrichshain og ved Landsberger Tor. De få bygninger beliggende ved indgangen til Friedrichshain var fyldt med soldater. Dragoner patruljerede vejene, og overalt i området var der forsvar.
På trods af den massive tilstedeværelse af politi søgte i tusindvis mod gravene 18. marts. Det var fortrinsvis arbejdere. Gravene var natten i forvejen blevet udsmykket med blomster. Arbejdere fra lokomotivfabrikanten Borsig (Borsigwerke) havde placeret nt stålsøjle i hvert hjørne af kirkegården, der hver bar 2 fakler. Om eftermiddagen 18. marts kom det til de frygtede sammenstød, men dog i langt mindre grad, end man havde forestillet sig.
I september 1849 besøgte Otto von Bismarck kirkegården og skrev i bitre vendinger til sin kone:
I går besøgte jeg kirkegården i Friedrichshain med min søster. Mit hjerte fyldtes med en sådan bitterhed, at jeg ikke engang kunne tilgive de døde. Den afgudsdyrkels,e som man ser på gravene, hvor indskrifter på korsene som “Frihed og Retfærdighed” praler som en hån mod Gud. Vel siger jeg, at vi er alle syndere, og kun Gud ved, hvad der vil ske med os; Men mit hjerte svulmer over af gift, når jeg ser, hvad de mordere har gjort mod vores fædreland, og hvordan de bruger gravene til afgudsdyrkelse.
Fra 1850 til 1900
Det følgende år forbød det Preussiske Statsministerium enhver form for betræden af kirkegårdsarealet 18. marts for at undgå sammenstød og optøjer. I 1850 lukkede man allerede kirkegården 17. marts. Den følgende dag mødte arbejdere op foran kirkegården og forlangte at komme ind for at nedlægge blomsterkranse. De fik ikke lov til at komme ind, og igen fandt der kampe sted.
20. marts 1850 meddelte den kongelige avis, at kirkegården skulle planeres, og ae de begravede skulle overføres til et andet sted. Pladsen måtte vige for et fremtidigt banegårdsbyggeri. Projektet blev dog aldrig realiseret, og demonstrerende arbejdere fandt igen vej til kirkegården 18. marts 1851, dog kun med mindre vold til følge. Op til 18. marts 1852 havde arbejdere sat blomster ved alle indfaldsveje til kirkegården med undtagelse af hovedvejen ved Landsberger Tor. Forinden havde der været en retslig proces mod kommunister i Køln, hvor omkring 10.000 demonstranter fandt vej til parken, og voldelige scener udspillede sig. I 1853 havde myndighederne afspærret parken totalt med et pigtrådshegn, hvilket forhindrede enhver form for forsamling på kirkegården.
I løbet af 1853 havde det været foreslået at bygge et vajsenhus, der var en tysk model for et ældre børnehjem. Det skulle ligge ved siden af kirkegården. Ideen faldt imidlertid til jorden, da man frygtede, at børnene med udsigt til de revolutionæres kirkegård selv kunne udvikle sig til rebeller. Indtil 1856 afholdt man årligt mindesammenkomster ved kirkegården til øvrighedens store irritation. I oktober 1856 foreslog politipræsidenten fra Berlins bymagistrat, at kirkegården skulle have plantet uigennemtrængelige tornehække rundt om sig, således at stedet ville gå i glemmebogen. Bymagistraten afviste dette og støttede ideen om, at man gravede de døde op i al diskretion og forlagde dem til et andet sted.
I oktober 1857 kom det presse og offentligheden for øre, at byrådet i Berlin ville indvillige i, at de døde skulle forlægges. I september 1858 vedtog magistraten en plan for en snarlig flytning af de døde. Et ukendt antal kister blev gravet op, men trods dette kom det ikke til en komplet flytning. 15. maj 1861 blev det offentliggjort i den Kongelige Avis, at der igen var uindskrænket adgang til kirkegården.
Plan over Volkspark Friedrichshain efter anlæggelsen af sygehuset. Kilde: Wikipedia
I årene 1868-74 byggede byen et sygehus Krankenhaus Friedrichshain som direkte nabo til kirkegården på Landsberger Allee. Denne lå direkte op til sygehusmuren. 18. marts 1873 skulle man fejre 25 år for opstanden i 1848, en dag der også markerede eksistensen af Pariser Kommunen i 1871. Der kom i titusindvis af demonstranter, og igen kom det til kampe med politiet, der slutteligt rømmede parken for mennesker. Mindedagene fortsatte med at finde sted og blev holdt i hævd af arbejdere fra socialdemokratiet og kommunisterne. I takt med, at socialdemokraterne blev politisk repræsenteret i Rigsdagen, valgte flere at nedlægge kranse på kirkegården. Under fejringen af 50-årsdagen i 1898 kom det til en strid mellem byrådet og Berlins politipræsidium om en nyetablering af kirkegården. Byrådet ville foretage en ombygning af denne, således at den ville få samme udseende som de øvrige kirkegårde i byen. En del af planen var at give indgangsportalen en jernport og lave en ny indhegning. Byrådet afviste at opstille en mindesten, da øvrigheden ikke ønskede at fremhæve revolutionen som mindeværdig, da de frygtede, at det kunne opfordre til nye opstande. I 1898 var Ludwig Hoffmann kommet med et udkast til en indgangsportal, der dog blev forsinket, da den ikke kunne godkendes. I 1899 fulgte en større strid om, hvorvidt en mindetavle skulle opsættes ved indgangsportalen, og hvor den i så tilfælde skulle placeres. Politipræsidiet afviste igen at give en byggetilladelse med begrundelsen, at:
man ikke kan give tilladelse til et byggeri, der ærer de begravede martsfaldne (Märzgefallene), da det politisk ville demonstrere en forherligelse af revolutionen og samtidig ville være til gene for opretholdelsen af den offentlige ro og orden
Gravstele på kirkegården. Foto: Wikipedia
Kirkegården blev indrettet efter logiske og praktiske principper uden hensyntagen til dens historiske særkendetegn, dette på trods af en klage fra et mindretal i byrådet, hvor flertallet igen havde afvist at ære de faldne revolutionære. Stridighederne over mindesmærket kan eksempelvis ses i følgende socialdemokratiske bemærkning til teksten på en krans:
“Vi har dog selv sat vores mindesmærke”
Den marxistiske historiker Franz Mehring sammenfattede empatisk kirkegårdens historie i sin bog om socialdemokratiets historie fra 1897/98:
“Burgøjserne har forrådt Revolutionen 18. marts og på ondeste vis ladet kirkegården forfalde, hvor de tapre kæmpere for folket er stedt til hvile. Rusten præger bogstaver og cifra på korsene, og over de sunkne gravhøje vokser græsset tæt. Men den dag kommer, hvor klassebevidstheden hos proletariatet vækkes, og den historiske betydning af Marts-revolutionen atter vækkes til live, og gravene i Friedrichshain på ny vil stråle”
1900 til 1945
I 1908 fejrede man 60-årsjubilæet, der denne gang faldt sammen med den politiske strid om valgret i Tyskland. Socialdemokraterne holdt afslutningsvis en tale ved gravene, hvor de bekendtgjorde deres resolution under temaet Märzresolution, hvor de krævede valgret, en almen, lige, hemmelig og direkte valgret for alle i Tyskland. Temaer på de mange nedlagte kranse viste i særdeleshed kravet om valgret. Eksempelvis fra avisen Vorwärts, der viste den første valgretskæmper. Politiet fjernede omkring 60 af disse udsagn, hvilket igen førte til sammenstød.
18. marts 1917 aflagde arbejdere en solidaritetserklæring for Februarrevolutionen i Rusland.
Mindesten for Novemberrevolutionens ofre i 1918. Foto: Wikipedia
I 1918 sluttede den 1. verdenskrig i Tyskland med et sammenbrud af den hidtidige sociale og politiske orden, det blev kaldt Novemberrevolutionen. 8 af de dræbte fra Novemberrevolutionen blev begravet i et selvstændigt afsnit på kirkegården, hvor man tydeliggjorde og underbyggede sammenhængen mellem de to revolutioner. Bisættelsen fandt sted på Tempelhofer Feld, hvor de forskellige talere betonede parallellerne mellem begge revolutioner. Sørgeoptoget der gik fra Tempelhofer Feld til Kirkegården, og blev fulgt af tusindvis af mennesker. Sørgetoget blev anført af et af de mest traditionsrige militære regimenter i Preussen, Alexander-Regimentet og derudover fulgt af en mængde kransebærere, repræsentanter for riget, delstater og byer, det socialdemokratiske parti samt fagforeningerne. Derefter fulgte vognene med kisterne samt et specialkompagni fra de tyske matroser, der havde spillet en særlig rolle under revolutionen. Arbejderne bar røde og sorte faner. Emil Barth og Luise Zietz, der begge var medlem af USPD (Unabhängige Sozialdemokratische Partei Deutschlands) holdt sørgetaler. Men de mest barske ord kom fra Karl Liebknecht fra det kommunistisk orienterede Spartakistforbund:
Vi lader os ikke bedrage. Den politiske magt, som proletariatet fik 9. november (1918), er i dag for størstedelen smeltet bort time for time…tøvende venter døden – revolutionens død.
I dagene 6. til 11. december 1918 kom det til sammenstød med tropper, der var modstandere af revolutionen. Disse tropper stødte 6. december sammen med revolutionære i Invalidenstrasse, hvor 14 revolutionære omkom samt et ukendt antal medlemmer fra soldaterforbundet. Ofrene fra dette angreb blev 21. december 1918 begravet på et tredje afsnit af kirkegården. 24. december angreb tropper fra den socialdemokratisk ledede regering den spartakistiske Folke-Marine-Division, der var stationeret på Berlins byslot. Det lykkedes matroserne at forsvare sig, men 11 mennesker omkom, og de blev begravet i et selvstændigt afsnit på kirkegården.
Novemberrevolutionens punktum blev den generalstrejke, der indfandt sig i dagene 5.-12.j anuar 1919, og hvor det kom til massive opstande, hvor det kommunistiske parti KPD og den venstreorienterede del af socialdemokratiet USPD stod i spidsen. Det var også de to partier, der efterfølgende foreslog, at 31 døde fra opstanden skulle begraves på kirkegården. Det gjaldt også den føromtalte Karl Liebknecht, der var død 15. januar 1919 under mystiske omstændigheder efter opstanden. Byrådet gav ikke tilladelse til dette, og i stedet blev de begravet på Zentralfriedhof Friedrichsfelde.
I tiden under Weimar Republikken (1918-33) besøgte arbejdere årligt kirkegården, dette gjaldt også repræsentanter fra SPD, KPD, fagforeninger og for den demokratiske bevægelse Rigsbanner Sort-Rød-Guld.
I starten af 1920 besad SPD og KPD flertallet af stemmerne i kommunalbestyrelsen i Friedrichshain. Det gjorde, at de besluttede sig for at give kirkegården et “værdigt udseende”. Den vigtigste ændring af kirkegården var en nyetablering af indgangsportalen efter tegning af Ludwig Hoffmann. 11. oktober 1925 blev den nye port indviet, og det var Hoffmanns sidste større projekt. Ifølge avisen Vorwärts deltog omkring 10.000 i indvielsen, hvor berlinske kammeratskabsforbund gik igennem porten med sænkede flag og til trommehvirvler. Porten var af smedejern, der blev holdt af to søjler, som begge knælede nøgne med en sænket fakkel for den græske dødsgud Thanatos. Avisen Vorwärts skrev:
Den republikanske barske enkelhed kommer til udtryk i de nye porte, der endelig har fundet en værdig form til indgangen på den lille kirkegård for de faldne i marts 1848. En simpel portal af hård sten og massivt jern er blevet overdraget til offentligheden
De forblevne gravsten og kors, der i dag stadig kan ses, blev flyttet, således at de er at se på tre af kirkegårdens sider.
Undet det nationalsocialistiske regime (1933-45) var der stort set ingen fokus på kirkegården, og i overvejende grad henfaldt den til kollektiv glemsel. En offentlig hyldest til de faldne i revolutionen kunne føre til politisk forfølgelse. Af frygt fraveg også socialdemokrater og kommunister fra kirkegården.
Efter 1945
Efter afslutningen på 2. verdenskrig rykkede kirkegården igen tilbage i offentlighedens bevidsthed. I 1947 havde det berlinske byråd lavet et udkast til en nyorientering af kirkegården i forbindelse med 100-årsjubilæet i 1948. Kommunalrådet i Friedrichshain foreslog at etablere en central plads med en mindesten i midten. Hoffmanns oprindelige udsmykkede portal eksisterede stadigvæk, men man ønskede at forsimple den og fjerne de sirlige figurer.
De døde i 1848/1918. Mindesmærket har de selv lavet – kun det alvorlige minde får vi fra denne sten/at vores folk ikke skal glemme, hvorfor de døde – for enhed og frihed.
En ny ombygning af kirkegården fandt sted i årene 1956/57 som optakt til 40. årsdagen for mindet om Novemberrevolutionen 1918. Under ledelse af Franz Kurth blev den vestlige del udstyret med tre gravplader med mindesten for ofrene fra 1918. Portalen blev også erstattet af en ny fire meter bred indgangsportal, der førte ud til den daværende Leninallee. I år 1960 udførte den berlinske billedhugger Hans Kies bronzefiguren Roter Matrose. Matrosen, der var på størrelse med en ægte matros, var bevæbnet og stod som symbol på novemberrevolutionen.
Roter Matrose – symbol på Novemberrevolutionen. Kilde : Wikipedia
I DDR-tiden (1949-90) fandt der årligt mindehøjtideligheder og kransenedlæggelser sted, der dog sjældent bød på overraskende indslag. Siden 1979 foranstaltede også den vestberlinske Aktion 18.März en kransenedlæggelse på kirkegården. Repræsentanterne for DDR brød sig ikke om dette, men tolererede det.
Pingback: Platz des 18. März | Historiskerejser.dk