Invalidekirkegården (Berlin)
Scharnhorst´ grav udført af Karl Friedrich Schinkel. Foto: Wikipedia
Er en af Berlins ældste og vigtigste kirkegårde. Den har fungeret som en militær kirkegård, hvor militært vigtige personer er stedt til hvile. Den fungerer som erindringssted for de preussiske Napoleonskrige 1813-15 og var udsat for ødelæggelser såvel under 2. verdenskrig som i DDR-tiden, da muren gik igennem kirkegården. Den er anlagt i forbindelse med veteranhjemmet Invalidenhaus, der ligger ved siden af.
Oprindeligt blev kirkegården anlagt i 1748 på et tilsandet område, da Frederik den Store anlagde Invalidenhaus til sine veteraner. Dette skete i forlængelse af de to slesiske krige (1740-42 og 1744-45). Mange af de tidligste grave er fra denne tid, men eksisterer ikke længere. De ældste nuværende grave er fra perioden 1774-90. Det gælder blandt andet flere af kommandanterne i Invalidenhaus. I den tidlige periode var det kun militære personer, der blev begravet.
Fra begyndelsen af det 19. årh. blev de fleste beboere i Invalidenhaus begravet i området. Det gjaldt også borgerlige, der havde virket i det nærliggende industriområde, som berlinerne kaldte Feuerland. I 1806 åbnede en sognekirke, hvis sognebørn rakte ind i Moabit, og som også blev begravet på kirkegården.
I 1824 besluttede kong Friedrich Wilhelm III, at der skulle indrettes et særligt afsnit til militære notabiliteter og en æreskirkegård til de kæmpende i Napoleonskrigene. Dette blev aldrig udført. I stedet kom der nogle æresgrave, hvortil General Scharnhorst, der ellers var stedt til hvile i Prag, blev overført i 1826 og er den mest imponerende af gravene. Denne grav er viet et helt kapitel i Theodor Fontanes berømte bog Wanderungen durch den Mark Brandenburg. Udformningen af de mange gravmæler kan man takke Karl Friedrich Schinkel, Friedrich August Stüler, Christian Daniel Rauch og Christian Friedrich Teick for.
Efter revolutionen i 1848 blev militærpersoner, som var ofre herfor, begravet. Ofrene fra krigen mod Østrig i 1866 blev begravet i en massegrav, som blev forsynet med et mindesmærke ovenpå. Mange store industribaroner blev også begravet på kirkegården. I 1868 grundlagde den senere kejserinde Augusta et hospital, og hun sikrede, at de døde herfra også fik gravpladser stillet til rådighed.
I 1913 blev Alfred von Schlieffen begravet. Den militære plan – Schlieffenplanen -, der blev opkaldt efter ham, førte til Tysklands 2-frontskrig og på sigt nederlag i 1. verdenskrig. Efter krigen mistede området sin militære betydning, da Invalidenhaus mistede sin militære forvaltning.
I de første år af Weimarrepublikken blev den kendte teolog og krigsmodstander Ernst Troeltzsch begravet på kirkegården. Sådanne personligheders begravelse var et symptom på den generelle modstilling mellem veteranmiljøet og Weimarrepublikken. I 1925 blev Manfred von Richthofen, kendt som den Røde Baron, flyttet fra den militære kirkegård ved Somme, hvilket blev betragtet som en forsoning mellem militæret og Weimarrepublikken. I årene derefter blev talrige veteraner fra 1. verdenskrig begravet på kirkegården.
Nazisterne brugte kirkegården i propagandamæssig henseende straks efter deres magtovertagelse, hvor Goebbels holdt store begravelsestaler i forbindelse med begravelsen af SA kommandanter. Imidlertid opererede Speer med en plan om at anlægge en Nord-Syd-akse tværs igennem kirkegården og overføre samtlige militære personer til en stort anlagt æreshal. Den mest kendte topnazist, der ligger begravet her, er Reinhard Heydrich.
Kirkegården oplevede ødelæggelser under 2. verdenskrig og kom efterfølgende til at ligge i Østberlin lige ved sektorgrænsen. DDR beordrede alle nazisters gravmæler fjernet. Det gik umiddelbart kun ud over Heydrichs grav. Indtil 1961 fungerede kirkegården stadig. Men da muren blev opført, blev en tredjedel af området sløjfet og i stedet udstyret med sikkerhedstårne, vagtposter, minefelter og Muren. Den Røde Barons grav, som var den mest kendte, blev sløjfet. Han blev overført til Wiesbaden, hvor hans familie stammede fra. 4 mennesker omkom i flugtforsøg på kirkegårdsafsnittet i årene 1961-89.
Siden genforeningen har en privat forening bekostet restaureringen af kirkegården, der både skal genskabe det ødelagte, men ikke skjule historiens sår.
