Gedenkstätte Lindenstrasse 54/55
Mindestedet på Lindenstrasse 54/55 skal erindre om den politiske forfølgelse, som fandt sted i de to diktaturer, der har hersket i Tyskland i det 20. århundrede: nazismen og kommunismen. Adressen ligger i det centrale Potsdam. Stedet har en fortid som beboelsesejendom, inden det i 1820 blev retsbygning og fængsel. I begge diktaturer brugte Gestapo, siden KGB og Stasi, det til at huse politiske modstandere, der skulle indrømme deres skyld. I 1989/1990 fungerede stedet som demokratisk rugekasse med navnet Haus der Demokratie i overgangen til demokratiet, og siden 1995 har det været mindested. I folkemunde var stedet kendt som Das Lindenhotel.
Grosses Holländisches Haus
Lindenstrasse 54/55 ligger i en sidegade til hovedgaden Brandenburger Strasse i Potsdam, og det er placeret kun 150 meter fra Brandenburger Tor på Luisenplatz og kun få meter fra det travle gågadeliv. Bygningen blev opført som et bypalæ i årene 1733-37 på ordre fra den preussiske konge Friedrich Wilhelm I (alias Soldaterkongen) til at huse kommandøren for hans livgarde. Det var mere end 2000 m2 stort og havde foruden beboelsesejendom også stalde tilknyttet. Huset gik under navnet ”Grosses Holländisches Haus”. Under Napoleons besættelse af byen i årene 1806-07 blev bygningen brugt som lazaret for heste og til opbevaring af tøj.
Den preussiske samfundsreform i 1808 førte tilsvarende til en omstrukturering af huset. Et vigtigt aspekt, der fik indflydelse på huset, var indførelse af kommunalt selvstyre. I 1809 var huset sæde for det første frit valgte kommunale byråd i Potsdam.
Fængsel og Retsbygning
Fra og med 1820 blev huset brugt til såvel retsbygning som fængsel. Hovedhuset blev retsbygning, og side- og baghusene brugt som fængsel. I årene 1907-09 afløste Amtsretten den tidligere funktion som Byret, og derefter flyttede retsinstansen andetsteds hen.
Nazismen
I 1935 indførte det nazistiske styre en lov for arvelige sygdomme, og de indrettede bygningen til at give retslige tilsagn, der kunne underbygge et større program for tvangssterilisation af bl.a. handicappede og personer fra andre end ariske racer. Retsprocessen var ofte blot en bekræftelse af anklagen mod disse personer.
I 1939 blev retsbygningen en del af den frygtede Volksgericht, hvilket gjorde, at politiske modstandere blev fængslet i Lindenstrasse, og den kom til at fungere som undersøgelsesfængsel, der skulle granske modstandsgruppernes motiver. Mange blev tortureret i fængslet for at blive henrettet andre steder.
NKVD, KGB og STASI
I 1945 overtog den sovjetiske efterretningstjeneste NKVD bygningen og dømte et utal af tyske borgere til døden eller til langvarige fængselsophold i GULAG. Der blev også fængslet mange personer, som havde forbindelse til nazismen, men som blev frifundet, da de viste samarbejdsvilje i forhold til den sovjetiske magt. Omvendt blev der fængslet mange uskyldige, som blev dømt som nazister uden at have været det.
I løbet af kort tid ændrede fængslingstyperne sig til at omfatte personer, der modstillede sig opbygningen af et sovjetisk diktatur i det østlige Tyskland. Fængslingerne kunne ikke forsvares med retsstatslige principper. Målet med fængslingen var at få fangerne til at bryde sammen som følge af umenneskeligt dårlige forhold i fængselscellerne. De underernærede indsatte modtog ingen medicinsk behandling under deres ophold i fængslet. Der var konsekvent ingen kontakt til omverdenen. Forhør af fangerne foregik grundlæggende om natten for at ødelægge den sparsomme søvn hos fangerne. Udover søvnmangel brugtes en række andre korporlige former for tortur, og det kom til en stribe af dødsfald blandt fangerne. Hvis man overlevede varetægtsfængslingen, fulgte for det meste årelange fængselsophold i egentlige fængsler, hvilket endvidere ofte resulterede i døden, i nogle tilfælde blev der afsagt direkte dødsdomme og kun i meget få tilfælde foregik der frifindelser.
I 1953 overtog Ministeriet for Statssikkerhed (MfS) fængslet. Hver af de 16 områder (Bezirke), som DDR var inddelt i, havde et Stasi-varetægtsfængsel, og Lindenstrasse 54/55 var Bezirk Potsdams udgave af dette. Mens samtlige andre Stasi-fængsler lå gemt af vejen i randområder, så lå dette i Lindenstrasse i centrum af Potsdam-by. NKVD havde forsøgt at skjule fængslet for offentligheden ved at indhegne bygningen med en over 2 meter høj beskyttende mur. MfS havde også forsøgt at skjule begivenhederne for offentligheden. Vilkårene i fængslet ændrede sig for de indsatte. Under KGB og MfS i 1950´erne havde det været fysisk tortur, herefter blev torturmetoden mere psykisk, og de fysisk objektive forhold ændrede sig. Antallet af indsatte i fængslet var ofte et barometer for de politiske forhold i landet, og det viste sig, at antallet af fængslede gik kraftigt op i forbindelse med opstanden 17. juni 1953, opførelsen af muren i 1961 og igen ved Tjekkoslovakiets reformforsøg i 1968.
Haus der Demokratie og Mindested
Foto: Historiske Rejser på besøg 2016
Efter Murens fald opløste man bygningens funktion som varetægtsfængsel og løslod de indsatte. Huset blev brugt som tilholdssted for nye politiske partier ved de første frie demokratiske lokalvalg i DDR i 1990 og fik navnet Haus der Demokratie. Her var partier såsom Neue Forum og Demokratischer Aufbruch repræsenteret. Huset havde dermed fået en mere positiv funktion, der knyttede an til dets funktion som repræsentationsforsamling for byrådet i Potsdam. Hele bygningskomplekset står i dag under mindesmærkebeskyttelse.
I 1995 blev hele bygningskomplekset endvidere gjort til mindesmærke (Gedenkstätte). Forvaltningen af stedet blev Potsdam Museums ansvar. Mindesmærket er åbent for offentligheden fra tirsdag til lørdag. Her kan man se fængselsceller, der fremviser forholdene for de indsatte i fængslet og fortæller om mange de enkeltskæbner. Siden 2011 blev der endvidere opsat en permanent udstilling, der fokuserer på flugten mod vest.
Ved indgangsportalen står en bronzeskulptur, Das Opfer, der er opført af Wieland Förster i 1995.
