Nazistiske Tredje Rige

Betegner Tyskland samt de områder man havde indlemmet i perioden 1933-45, hvor Adolf Hitler og det nazistiske parti – Nationalsocialistiske Tyske Arbejderparti (NSDAP) – kontrollerede landet i et diktatur. Under Hitlers styre blev Tyskland omdannet til et totalitært regime, hvor staten kontrollerede stort set alle aspekter af livet via en ensretning og omdannelse af det juridiske liv – kaldt Gleichschaltung. Det officielle navn var Deutsches Reich indtil 1943 og Grossdeutsches Reich fra 1943 til 1945. Det nazistiske Tyskland kendes også som det Tredje Rige, hvilket henviser til dets to forgængere som det Hellige Tysk-Romerske Rige og det Tyske Kejserrige. Det nazistiske regime ophørte med at eksistere, da de allierede under 2. verdenskrig besejrede Tyskland i maj 1945 hvilket afsluttede 2. verdenskrig i Europa. 

Hitler blev udpeget som rigskansler den 30. januar 1933 af Paul von Hindenburg, der var præsident i Weimarrepublikken. Derpå begyndte NSDAP at eliminere enhver politisk opposition og at konsolidere sin magt. Paul von Hindenburg døde den 2. august 1934, hvorefter Hitler blev diktator, da man sammenlagde præsidentens og kanslerens magt. Den 19. august 1934 afholdtes der i Tyskland en folkeafstemning om at give Hitler titlen der Führer. Al magt blev centraliseret i og omkring Hitlers person, og hans ord blev den højeste lov. Regeringen var ikke en koordineret sammensat og samarbejdende enhed, men en række forskellige enheder, der kæmpede om Hitlers gunst. I årene under den store depression i 1930´erne var nazisterne i stand til at genskabe økonomisk stabilitet og bringe massearbejdsløsheden til ophør ved at igangsætte massive investeringer i militær oprustning samt at understøtte en blandingsøkonomi. Der blev blandt andet sat massive offentlige arbejder i gang, heriblandt anlæggelsen af tyske motorveje. Den økonomiske succes var med til at sikre befolkningens støtte. 

Racisme og i særdeleshed antisemitisme var et centralt kendetegn ved regimet. Nazisterne opfattede det germanske folk som et herrefolk og den reneste gren af den ariske race. Diskrimination og forfølgelse af jøder og sigøjnere begyndte allerede i dagene efter, at nazisterne var kommet til magten. Den første koncentrationslejr blev etableret i marts 1933. Jøder og andre uønskede blev fængslet, og liberale, socialister og kommunister blev dræbt, fængslet eller flygtede. Kristne kirker  blev forfulgt og mange af deres ledere fængslet. Undervisning fokuserede på racebiologiske spørgsmål, befolkningspolitik – kvinder skulle gøres klar til at føde – og helbredet i forhold til at aftjene militærtjeneste. Karriere og uddannelse for kvinder blev stærkt begrænset. Ferie og turisme blev organiseret af statslige organisationer som Kraft Durch Freude, og afholdelsen af de Olympiske Sommerlege i Berlin i 1936 viste et Tyskland med international maner. Propagandaminister Joseph Goebbels gjorde effektivt brug af film, masseopbud og Hitlers næsten hypnotiske talegaver til at influere på den offentlige opinion. Regeringen kontrollerede den kunstneriske frihed, den promoverede nogle kunstformer og udelukkede andre. 

Det nazistiske regime dominerede sine naboer igennem militære trusler i årene op til 2. verdenskrig. Det nazistiske Tyskland blev gradvist mere aggressivt i sine territoriale krav og truede med krig, hvis ikke de blev efterkommet. Det annekterede Østrig og Tjekkoslovakiet i 1938 og 1939. Hitler lavede en ikke-angrebspagt med Josef Stalins Sovjetunionen og invaderede Polen i september 1939, hvilket blev starten på 2. verdenskrig i Europa. I det tidlige 1941 kontrollede det nazistiske Tyskland det meste af Europa. Rigskommissariatet tog kontrol over de erobrede områder, og tysk administration blev etableret i, hvad der var tilbage af Polen. Tyskland udnyttede råmaterialer og arbejdsstyrken i sine erobrede territorier og hos sine allierede. Millioner af jøder og andre folk, der var uønskede af staten, blev fængslet og myrdet i de nazistiske koncentrations- og udryddelseslejre eller skudt i Holocaust, i krigsforbrydelser og andre forbrydelser mod menneskeheden. 

Den tyske invasion i Sovjetunionen i 1941 var indledningsvis succesfuld, men den sovjetiske modreaktion og den amerikanske indtræden i krigen betød, at den tyske værnemagt mistede initiativet og blev i 1943 og i det sene 1944 skubbet tilbage til sine grænser fra før 1939. Tyskland blev bombarderet i stor målestok i løbet af 1944, og Aksemagterne blev drevet tilbage i Øst- og Sydeuropa. Efter den allierede landgang i Normandiet blev Tyskland erobret af Sovjetunionen fra øst og af andre allierede fra vest, inden det kapitulerede i maj 1945. Hitler nægtede at se sit militære nederlag i øjnene, hvilket medførte massiv ødelæggelse af den tyske infrastruktur og et meget højt antal døde i de sidste krigsmåneder. De allieredes sejr førte til en denazificering samt til, at mange af de ledende nazister blev sat for en krigsforbryderdomstol ved processerne i Nürnberg. 

Det nazistiske rige i fakta

Hovedstaden var Berlin, der blev anset som Welthauptstadt Germania – Verdenshovedstaden Germania. Det fælles sprog var tysk. Regeringen var baseret på et totalitært et-partistyre. Statsledere var Paul van Hindenburg (1933-34), Adolf Hitler (1934-45) og Karl Dönitz (1945) og kanslerne Adolf Hitler (1933-45) og Joseph Goebbels (1945). Den lovgivende forsamling var indledningsvis Rigsdagen og Rigsrådet, hvor sidstnævnte blev afskaffet i 1934. 

Riget eksisterede i mellemkrigstiden og under 2. verdenskrig. Man tog magten 30. januar 1933. Den 24. marts samme år satte man Rigsdagen ud af kraft. Den 12. marts 1938 indgik man en union med Østrig – den såkaldte Anschluss. Den 1. september 1939 startede 2. verdenskrig med angrebet på Polen. Den 30. april 1945 begik Adolf Hitler selvmord. Den 8. maj 1945 overgav riget sig betingelsesløst, og den 23. maj 1945 ophørte det Tredje Rige endegyldigt med at eksistere. 

I 1939 havde riget en geografisk udbredelse på 633.786 kvadratkilometer og en befolkning på 79.385.000 indbyggere. Valutaen var Rigsmarken. 

Det Tredje Riges forgængerstater var: Weimarrepublikken, Saar området, Østrig, Tjekkoslovakiet, Polen, den frie by Danzig, Jugoslavien, Den Tredje Franske Republik og Luxembourg. 

Det Tredje Rige blev efterfulgt af det besatte Tyskland, det besatte Østrig, Polen, Tjekkoslovakiet, Jugoslavien, den midlertige Franske Republik af frie franske, Luxembourg og Sovjetunionen. 

Nationalsangen var Lied der Deutschen og/eller Horst-Wessel-Lied. 

Navnet – Det Tredje Rige

Det officielle navn på staten var fra 1933-43 Deutsches Reich og fra 1943-45 Großdeutsches Reich. På dansk omtales det ofte som Nazi Tyskland eller “Det Tredje Rige”. Betegnelsen “Det Tredje Rige” blev første gang brugt i en bog af Arthur Moeller van den Bruck. Bogen omtalte det Hellige Tysk Romerske Rige (962-1806) som det Første Rige og Det Tyske Kejserrige (1871-1918) som det Andet Rige.

Baggrundene for fremkomsten af Det Tredje Rige

Tyskland var i årene 1919-33 kendt for at have en statslig konstruktion man kaldte Weimar Republikken. Det var en demokratisk Republik med et semi-præsidentielt system. Igennem dets korte levetid oplevede republikken utallige problemer, der omfattede hyperinflation, politisk ekstremisme med vold fra både højre-, og venstreorienterede paramilitære grupperinger, omstridte relationer med de Allierede sejrherrer fra Første Verdenskrig, samt en serie fejlslagne regeringer med politiske partier splittede i holdninger. Den tyske økonomi oplevede betydelige tilbageskridt efter den Første Verdenskrig, hvilket særligt skyldes de voldsomme krigsskadeserstatninger som fredstraktaten fra Versailles i 1919 krævede. Regeringen var nødsaget til at lade seddelpressen løbe for at kunne foretage sig betalingerne og betale landets krigsskyld, hvilket resulterede i hyperinflation med økonomisk kaos og kamp om maden. Da regeringen undlod at betale krigsskadeserstatninger i januar 1923, da invaderede franske tropper de tyske industriområder i Ruhr og det kom til civile opstande.

I 1920 blev Det Nationalsocialistiske Tyske Arbejderparti (NSDAP) grundlagt. Det blev kaldt efterfølgeren til det Tyske Arbejderparti, der var blevet dannet året forinden som et af mange yderligtgående højrepartier i Tyskland. NSDAP´s politiske mål var at afskaffe Weimar Republikken, afvise fredsbetingelserne i Versailles-Traktaten, radikal antisemitisme og anti-bolsjevisme. De lovede en stærk centralregering, at udvide det tyske leveområde mod øst – Lebensraum – at danne et nationalt fællesskab baseret på race, og at udrense uønskede racer ved aktivt at undertrykke jøder, der skulle fratages der statsborgerskab og civile rettigheder. Nazisterne lovede en national og kulturel fornyelse baseret på en folkelig bevægelse – Völkisch. Partiet – og specielt deres paramilitære organisation Sturmabteilung SA – brugte fysisk vold til at styrke deres politiske position ved at angribe deres rivaliserende organisationer og angribe dets medlemmer på gaden – hvilket også gjaldt jøder. Sådanne yderligtgående højreorienterede grupperinger var sædvanlige i Bayern og blev tolereret af den højreorienterede delstatsregering under Gustav Ritter von Kahr.

Da Børsen krakkede på Wall Street i USA den 24.oktober 1929 var de økonomiske konsekvenser hårde ved Tyskland. Millioner mistede deres arbejde og en lang række større banker kollapsede. Hitler og NSDAP forberedte sig på at udnytte situationens alvor til at samle yderligere støtte til deres parti. De lovede at styrke økonomien og skaffe jobs. Mange stemte på NSDAP da de anså dem som gode til at etablere orden, nedkæmpe den civile ulydighed og forbedre Tysklands internationale rygte. Efter valget til Rigsdagen 31.juli 1932 var NSDAP det største parti i den Tyske Rigsdag med 230 pladser og 37.4% af stemmerne.

Nazisternes Magtovertagelse

Ved Rigsdagsvalgene i 1932 blev det nazistiske parti det største, men havde dog ikke absolut flertal. Det betød at Adolf Hitler stod i spidsen for en koalitionsregering sammen med Deutschnationale Volkspartei. Den 30.januar 1933 udpegede præsident Paul von Hindenburg at Adolf Hitler blev Rigskansler efter et massivt pres fra politikere, industrifolk og forretningslivet. Den begivenhed er kendt som “Grebet efter magten” eller på tysk Machtergreifung.

Om natten den 27.februar 1933 blev Rigsdagsbygningen i Berlin sat i brand. En hollandsk kommunist Marinus van der Lubbe blev fundet skyldig i at have startet ilden. Hitler påstod at denne begivenhed skulle markere en kommunistisk opstand. En forordning om branden i Rigsdagen Reichstagsverbrandordnung, der blev vedtaget 28.februar 1933 trak de fleste af de borgerlige frihedsrettigheder hvilket gjaldt forsamlingsfrihed og pressefrihed. Forordningen tillod politiet at fængsle folk uden at fremsætte en anklage. Lovgivningen blev fulgt af en massiv propagandakampagne der førte til offentlig opbakning af tiltagene. Den nazistiske organisation SA (Stormtropperne) tog sig af voldeligt at undertrykke kommunisterne, ved i hele landet at være med til at fængsle 4000 medlemmer af det Tyske Kommunistiske Parti.

I marts 1933 vedtog Rigsdagen Ermächtigungsgesetz der var en tilføjelse til Weimar Forfatningen med stemmerne 444 til 94. Den tillod Hitler og hans Kabinet til at vedtage love – selv love der underminerede selvsamme Forfatning – uden at konsultere Præsidenten eller Rigsdagen. Da loven krævede to-tredjedele flertal, da intimiderede nazisterne adskillige Socialdemokrater fra at stemme – kommunisterne var allerede udelukket efter Rigsdagsbranden.

Den 10.maj 1933 udvidede regeringen til også at udelukke socialdemokrater og socialdemokrater blev decideret forbudt den 22.juni 1933. Den 21.juni havde SA angrebet kontoret for Deutschnationale Volkspartei – deres tidligere koalitionspartnere – og partiet blev forbudt den 29.juni. Det samme skete for de øvrige partier i forlængelse. Den 14.juli 1933 blev Tyskland en Et-parti-stat da en lov blev vedtaget der forbød alle andre partier end NSDAP. Det blev også gjort forbudt at stifte nye partier. Diktaturets lovlige grundlag var Ermächtigungsgesetz. Man holdt valg i 1933, 1936 og 1938 hvor der kun måtte opstille repræsentanter fra NSDAP.

Print siden her