Potsdam
Potsdam er hovedstad i delstaten Brandenburg og selvsamme delstats mest befolkningsrige med omkring 170.000 indbyggere. Den grænser direkte op til Berlin og er historisk nært forbundet med Tysklands hovedstad, da den var residensby for slægten Hohenzollern, både da de var kurfyrster af Brandenburg, konger af Preussen og tyske kejsere med deres mange slotte i byen.
Byen er først og fremmest historisk kendt som tidligere residensstad for kongerne af Preussen med talrige slotte og parkanlæg og en betydelig borgerlige kerneby i centrum. Det samlede kulturlandskab, centrum, slotte og parkanlæg blev i 1990 det største samlede område, der findes på verdenskulturarvslisten i Tyskland.
I 1912 blev det – dengang – største filmatelier i verden grundlagt: Filmstudio Babelsberg, som i dag er et af de mest moderne film- og fjernsynsproduktionssteder i såvel Tyskland som i Europa.
I løbet af det 19. århundrede udviklede Potsdam sig til et videnskabscentrum. I dag findes der 3 offentlige universitetsmiljøer (ty: Hochschulen) og mere end 30 forskningsinstitutter i byen, hvor omkring 15% af befolkningen er studerende.
LISTE OVER POTSDAMS SEVÆRDIGHEDER
Geografisk beliggenhed
Potsdam ligger sydvest for Berlin på den midterste del af floden Havels løb, i et skov- og sølandskab, der er dannet i istiden. Det er et landskab karakteriseret af brede dale og morænehøje som eksempelvis Saarmunder Endmoränenbogen (Saarmund Slutmorænebuen). Det højeste punkt i byområdet er Kleine Ravensberg, som rejser sig 114,2 m.o.h., hvor omvendt det laveste punkt er den midterste del af vandspejlet på Havel, der ligger 29 m.o.h. Byområdet består 75% af grøn-, vand- eller landbrugsområder. 25 % er bebygget.
I alt findes der 20 søer eller vandområder i Potsdam. I det urbane centrum findes Heiliger See, Aradosee, Templiner See, Tiefe See og Griebnitzsee, mens der i den landlige yderdel af byen ligger søer som Sacrower See, Lehnitzsee, Gross Glienicker See, Fahrlander See og Weisse See. Vandløbene er som nævnt Havel (Potsdamer Havel), der forbinder en lang række af søerne og derudover Sacrow-Paretzer Kanal, Teltowkanalen, Nuthe og Wublitz. Det var netop aflejringer fra Nuthe, som dannede øen Freundschaftsinsel.
I byområdet findes der 5 naturbeskyttede områder.
Region
Potsdam ligger inden for Berlins storområde og dermed i et område med i alt mere end 4,5 millioner indbyggere. Byen ligger i den europæiske Metropolregion Berlin/Brandenburg, hvis ydergrænse omkranses af andre dele af delstaten Brandenburg.
Følgende byer og kommuner grænser op til Potsdam: Berlin, Stahnsdorf, Nuthetal, Michendorf, Schwielowsee (Geltow, Caputh, Ferch) og Werder (Havel) i Landkreis Potsdam-Mittelmark såvel som Ketzin/Havel, Wustermark, Dallgow-Döberitz og Landkreis Havelland.
Byområder i Potsdam
Potsdam består af 34 bydele. Man skelner mellem ældre bydele, der er indlemmet senest i 1939, hvilket er den indre by og de vestlige og nordlige forstæder Bornim, Bornstedt, Nedlitz, Potsdam-Süd og Babelsberg såvel som Drewitz, Stern og Kirchsteigfeld – og på den anden side de områder, som blev indlemmet i byen efter 1990, hvilket gælder områderne Eiche, Fahrland, Golm, Gross Glienicke, Grube, Marquardt, Neu Fahrland, Satzkorn og Uetz-Paaren. De nye bydele ligger overvejende i den nordlige del af byen.
Potsdams udvidelser
Potsdams byområde var indtil slutningen af det 19. århundrede relativt lille. Til byen Potsdam tæller udover den indre by kun Teltower-, Brandenburger-, Berliner-, Jäger- og Nauener Vorstadt. I takt med, at befolkningstallet steg, måtte byområdet også udvides ad flere omgange. Det skete i flere forskellige dele rundt om byen, bl.a. ved at indlemme et adeligt riddergods. I 1836 udgjorde byområdet 893 hektar, og i 1905 var det vokset til 1350 hektar. I 1928 blev Park Sanssouci med dens slotte og en stor del af Insel Tornow (senere Hermannswerder) såvel som 6 godsbesiddelser med bryghuse og Telegrafenberg indlemmet i byen. Derefter var byens areal 3.206 hektar. I 1935 indlemmede man Bornim, Bornstedt, Eiche og Nedlitz, og 1939 fulgte industribyen Babelsberg og andre småbyer. I 1952 opløste man i DDR flere af disse reformer. I 2003 kom endnu en udvidelse, der forstørrede byens areal med 60% og indbyggertallet med 12%.
Potsdams klima
Potsdams vejrlig er regelmæssigt. Det er både influeret af det atlantiske klima fra nord og vest og det kontinentale klima fra øst. Ekstremt vejr som storm, hagl og store snemængder er sjældent. Temperaturerne følger gennemsnittet for det øvrige Tyskland. Nedbørsmængden er på 590 millimeter på årsbasis, hvilket er det samme som Barcelona, mens eksempelvis München ligger på 1.000 milimeter.
Siden 1874 har klimaforskningen haft til huse i Potsdam på Telegrafenberg.
Potsdams Historie: Grundlæggelsen i middelalderen
Byområdet var sandsynligvis beboet siden den tidlige bronzealder. Efter folkevandringstiden i det 7. århundrede opførte den slaviske stamme Hevellerne et borganlæg, hvor floden Nuthe udmundede i Havel. Første gang, byen nævnes skriftligt er, da Kejser Otto III. af det Hellige Tysk-Romerske Rige giver byen Poztupimi til Stift Quedlinburg den 3. juli 993. Magten i området beroede på at besidde den vigtige overgang over Havel. Navnet skulle være afledt at de slaviske ord pod (under) og dubimi (Eiche), hvilket kan oversættes Under Egene. Den dag i dag kaldes byen stadig på sorbisk Podstupim, hvilket betyder forpost.
I året 1157 erobrede Albrecht der Bär byen, da han grundlagde Mark Brandenburg. Dermed sikrede Albrecht, at dele af det tidligere Nordmark – som Mark Brandenburg – blev del af det Hellige Tysk-Romerske Rige. Potsdam var den sydøstligste hjørnepil af Mark Brandenburg indtil slutningen af det 12. århundrede. Ved overgangen over Havel byggede man en tysk tårnborg. I 1317 omtalte man første gang byen som borg og som by Postamp. I 1345 fik den byrettigheder og forblev det næste århundrede en lille markedsby. I 1416 og frem til afslutningen på 1. verdenskrig var Potsdam en del af slægten Hohenzollerns besiddelse samt deres residensby. Under Trediveårskrigen blev byen skændet to gange af storbrande.
Residensby og et stærkt opsving
I 1653 indskrænkede den Store Kurfyrste Friedrich Wilhelm landadelens magt, hvilket startede den absolutistiske tid i Brandenburg. Hans regeringstid var en af de mest indflydelsesrige i Potsdams historie. Han opkøbte de enkelte pantsatte områder af byen og besluttede sig for at udbygge den til sin anden residens ved siden af Berlin. Med udbyggelsen af byslottet og forskønnelsen af nærområdet satte han fra 1660 gang i en stor udvikling i byen.
I 1685 begyndte befolkningstallet i Potsdam at stige, da den selvsamme Store Kurfyrste underskrev Toleranceediktet. Det betød, at først og fremmest de forfulgte huguenotter, der flygtede fra Frankrig, fik beskyttelse i Brandenburg. Omkring 20.000 mennesker ankom til hele området og hjalp til med en økonomisk optur, da deres faglige kunnen bibdrog med en masse nye impulser.
I årene under Soldaterkongen Friedrich Wilhelm I. blev byen en vigtig garnisonsby. Det medførte, at befolkningstallet steg kraftigt, hvilket satte gang i et byggeri af et nyt boligkvarter med den første og anden byudvidelse. Det var også Soldaterkongen, der stod bag byggerierne af Garnisonskirken, Sankt Nikolai og Heilig-Geist-Kirche (Helligåndskirken), som stadig den dag i dag præger bybilledet. I det nyanlagte Militære Vajsenhus i Breite Strasse passede man militærets børn, opdragede dem og sidenhen skolede dem. Soldaterkongen var med til at præge bybilledet i Potsdam og forbinde byen med preussisk militarisme, hvoraf det nok klareste symbol på dette var hans Lange Kerls, der var omkring 200 særligt høje soldater, som han fik af den russiske tsar Peter den Store i bytte for Bernsteinzimmer, en af datidens største kunstskatte.
Hans søn Frederik II. den Store var en noget anden type, der lagde vægt på oplysningsfilosofien og reformer af den preussiske stat. Han besluttede sig for endegyldigt at gøre Potsdam til residensby, hvilket tydeligt kunne ses i bybilledet med fornemme gader og pladser til følge. Eksempelvis blev Alter Markt helt omdannet med borgerhuse og barokfacader. Park Sanssouci blev skabt i den form, vi – på mange måder – kender i dag. Fra 1745 opførte han i samme park sin sommerresidens Slottet Sanssouci. Siden fulgte – efter 7-årskrigen – det enorme Neues Palais. Byslottet i Potsdam og Lustgarten (Lysthaven) i bymidten blev udformet som vinterresidens, og ved alle tre slotte var den særdeles dygtige arkitekt Georg Wenzeslaus von Knobelsdorff inde over projekterne.
I oktober 1806 nåede Napoleon med sine tropper til Potsdam. De langsigtede effekter af besættelsestiden førte til en lang række af reformer af det preussiske stats- og uddannelsesvæsen. Berømt fra denne tid er Napoleons besøg ved Frederik den Stores grav i Garnisonskirken, hvor han udbrød “Havde Frederik stadig levet, var vi aldrig nået så langt“. Efter besættelsestiden fra Napoleons tropper var overstået i 1815 udviklede Potsdam sig til et forvaltningscentrum, hvor utallige embedsmænd bosatte sig i byen. I 1838 tog man jernbanelinjen Potsdam – Berlin i brug, hvilket gjorde Potsdam til et yndet udflugtsmål for mange berlinere. Den var Preussens første jernbanelinje.
I perioden Vormärz (perioden 1815-48) var byen præget af tiltagende spændinger, som man så udspille sig i Martsrevolution i 1848. I Berlin kæmpede folk på barrikaderne for en liberal forfatning. Kong Friedrich Wilhelm IV. flyttede i marts 1848 til den – at formode – roligere naboby Potsdam. Imidlertid samlede der sig oprørske soldater foran Neues Palais, hvor de forsøgte at befri tilfangetagne kammerater, men dette blev slået ned af preussiske elitesoldater. Efter den megen uro og uforløste revolution, var det vigtigste mål at retablere de gamle magtforhold. I denne periode så man store byggeprojekter som eksempelvis Nikolaikirche og den katolske kirke Sankt Peter og Pauls Kirke. Siden 1911 havde Potsdam ydermere en luftskibshavn ved Pirschheide, og i det selvsamme år blev Filmstudio Babelsberg grundlagt.
I 1914 underskrev den sidste preussiske konge og tyske kejser Wilhelm II. krigserklæringen mod Entente-magterne i Neues Palais i Park Sanssouci. Efter afslutningen på 1. verdenskrig sluttede æraen med monarki med novemberrevolutionen, og kejseren flygtede til Holland. Dermed mistede Potsdam sin status som residensby.
Weimar Republikken og nationalsocialismen
Nederlaget i 1. verdenskrig forværrede elendigheden i Tyskland. Hohenzollernes store besiddelser af ejendom og land blev for størstedelens part statslig ejendom. Tiden lige efter 1. verdenskrig var præget af stridigheder og sammenstød mellem de forskellige politiske grupperinger og paramilitære stridskræfter i staten.
I nationalsocialismens første tid fandt “Tag von Potsdam” sted den 21. marts 1933. Her iscenesatte man den ny rigskansler Adolf Hitler ved, at denne trykkede hånd med den hidtidige rigspræsident Paul von Hindenburg. Det skulle gælde som en symbolsk gestus fra den gamle orden, der hermed accepterede nationalsocialisternes ret til at tage over. Rigsdagen forsamlede sig i Garnisonskirken uden deltagelse af socialdemokrater og kommunister, idet der ikke var muligt af benytte Rigsdagsbygningen i Berlin grundet brandskader. Den lokale nazistiske leder Hans Friedrichs lod et stort antal kaserner og boliger opføre i Potsdam.
Potsdams centrum blev stærkt beskadiget i den sidste fase af krigen af de allierede bombardementer, særligt ved det store luftbombardement over byen 14. april 1945. Det område, som det gik værst ud over, var det område, der lå mellem Havel og til Alter Markt og Bassinplatz. Byslottet i Potsdam, den lange stald og Garnisonskirken udbrændte totalt. Den nordøstlige forstad i nærheden af Glienicker Brücke udbrændte ligeledes. Omvendt forblev områderne tæt på Neuer Markt og det Hollandske Kvarter og de nordlige dele af Altstadt intakte. De russiske soldater, der indtog byen i krigens sidste dage, forårsagede også en del ødelæggelser af bygninger. Det gjaldt Heilige-Geist-Kirche og Altes Rathaus. 27. april 1945 blev Potsdam indtaget af den Røde Hær.
Sammen med Oranienburg (nord for Berlin) blev der kastet rekordmange restbomber ned over byen (bomber, der ikke var blevet kastet over Berlin, og som på returflyvningen var til overs). Alene i slotsparken ved Babelsberg regner man med, at der faldt 120 bomber. Derfor er det ikke usædvanligt, at der bliver fundet ueksploderede bomber stadigvæk.
Besættelsestid og den tyske deling
På Cecilienhof, det slot, der var bolig for den sidste tyske kronprins Wilhelm von Preussen, fandt Potsdamkonferencen sted i dagene 17. juli til 2. august 1945. Sejrsmagterne USA, Storbritannien og Sovjetunionen besluttede her, at Tyskland såvel som Berlin skulle deles i fire zoner, nogle af de vigtigste resultater af konferencen; dertil kan nævnes en lignende firedeling af Østrig og Wien, de polske grænseflytninger (og dermed også tyske og sovjetiske), overenskomsten om de tyske folkeforflyttelser, Finlands neutralitet, de baltiske landes indlemmelse i Sovjetunionen og endelig denazificeringen, demokratiseringen, decentraliseringen og demobiliseringen af Tyskland.
I DDR var Potsdam forvaltningssæde for det nyetablerede Bezirk Potsdam. Den socialistiske regering var splittet i dens forhold til den preussiske arv i byen. På den ene side anerkendte man den kulturelle og kunstneriske udsmykning, på den anden side var der talrige bygningsværker, som var udtryk for den preussiske militarisme. I 1951 grundlagde man Pädagogische Hochschule Karl Liebknecht, der sidenhen blev til Potsdam Universitet. Grundet boligmangel opstod i de følgende år byområderne Schlaatz, Waldstadt II og Drewitz.
Da Berlinmuren blev opført 13. august 1961 mistede Potsdam sin direkte adgang til nabobyen (Vest-)Berlin, hvor den del af Berlin (øst), som man delte statsligt tilhørsforhold med, var placeret langt fra Potsdam. Dermed betød opførelsen af muren, at Potsdam blev afskåret fra bylivet. Bemærkelsesværdigt er den lille berlinske exklave Steinstücken, der ligger isoleret i Babelsberg. Overgangen til Berlin foregik ad Glienicker Brücke, hvor der under den kolde krig foregik udvekslinger af spioner.
Et af de byggerier, der opførtes i DDR-tiden, var Altes Rathaus, som blev ombygget, udvidet og åbnet som kulturhus under navnet Hans Marchwitza-Haus samt gjort tilgængeligt for offentligheden. I den centrale del af Potsdam var Geheime Staatspolizei aktiv og stod for fængsling og forhør af folk. Det foregik i Lindenstrasse, der meget usædvanligt er beliggende i den centrale del af Potsdam.
Potsdam efter den tyske genforening
Med genskabelsen af delstaten Brandenburg efter den tyske genforening i 1990 blev Potsdam igen delstatshovedstad.
I året 1990 blev større dele af Potsdam med kulturlandskabet en del verdenskulturarvslisten hos UNESCO. I 1993 fejrede byen tusindårsjubilæum og var i 2001 vært for BUGA: Bundesgartenschau. I den anledning blev bykanalen i Yorckstrasse igen gjort åben på en strækning af de første 300 meter. I 2004 fik byen en guldmedalje i konkurrencen Unsere Stadt blüht auf (Vores by blomstrer op).
I 1999 og igen i 2006 blev det besluttet, at Potsdams centrum skulle saneres, således at dette igen ville nærme sig det, udseende det havde haft i 1945. Beslutningen formodes endeligt realiseret i perioden 2017-20, hvor bl.a. det 90 meter høje klokketårn på Hof- og Garnisonskirche genetableres.
Befolkningsudvikling i Potsdam
Fra Potsdam første gang nævnes i 993 og indtil årene efter Trediveårskrigen var byen forholdsvis med et beskedent indbyggerantal. Trediveårskrigen og følgende sygdomme gjorde, at der i 1660 ikke boede mere end 700 personer i byen. Indbyggertallet steg dog betragteligt, da byen blev residensstad for familien Hohenzollern. I perioden fra 1800 til 1900 tredobledes befolkningstallet fra 20.000 til 60.000. 1. april 1939 steg befolkningstallet med 30.000, da man indlemmede Babelsberg og andre småbyer. 2. verdenskrig betød, at tallet faldt, hvilket dog straks vendte til befolkningsforøgelse i årene efter krigen.
I årene efter genforeningen frem til 1999 faldt byens befolkningstal med 13.000 til godt og vel 129.000 indbyggere. Den udvikling er fuldstændig vendt siden år 2000 grundet højere fødselstal i Potsdam end mange andre steder. I 2003 steg indbyggertallet, da flere oplandskommuner blev lagt ind under Potsdam. I februar 2008 var der 150.000 indbyggere, og tallet steg til 175.000 i november 2017. Prognoserne taler endvidere om, at der i 2035 vil være 220.000 indbyggere i byen.
I dag er der i tillæg til folk med hovedbopæl også omkring 7.000 mennesker med midlertidig bopæl i byen. Byen er den tredjeyngste delstatshovedstad i Tyskland med en gennemsnitsalder på 41,2 (Mainz 41 år og Kiel 41,1 år). Andelen af udlændinge er højere end i andre dele af det tidligere DDR og er mest præget af folk fra Øst- og Centraleuropa.
Religion
I slutningen af 2015 var 13,7 % evangelisk kristne, 4,9 % katolske og 81,4 konfessionsløse.
Kristendom i Potsdam
Kristendommens historie i Potsdam er præget af flere forskellige trosfællesskaber. Fra byens grundlæggelse tilhørte man det kristne provsti i Spandau, der var del af Bispedømmet Brandenburg, som blev grundlagt i 949. I 1541 indførte kurfyrsten af Brandenburg Reformationen, hvilket gjorde, at byen i århundreder overvejende var præget af protestantismen. Det var først og fremmest den luthersk-evangeliske tro, men i 1613 gik kurfyrsterne over til calvinismen/reformert kristendom. Da både hollændere og huguenotter overvejende var calvinister, opstod der i 1723 en fransk-reformert menighed, som i 1753 fik en fransk kirke.
I 1817 forenede man i Preussen de to konfessioner til den evangeliske kirke i Preussen. I starten holdt begge konfessioner til i Garnisonskirken. Overhovedet for begge kirker var kongen af Preussen, der under forskellige navne fandtes indtil 1922, siden Märkische Kirkenprovinz og fra 1947 til Evangelische Kirche in Berlin-Brandenburg. I 2004 fusionerede man med det schlesiske Oberlausitz.
Der fandtes en modreaktion mod den sammenlagte kirke, hvilket blev kaldt Evangelisch-Lutherische Kirche Preussen, der fortsatte den oprindelige lutherske kirke i Preussen. Efter længere tids forfølgelse blev den først anerkendt af den preussiske stat i 1841. Der findes også en lang række mindre frikirker, bl.a. Herrnhuter Brødremenighed.
Idet Potsdam var garnisonsby, var der talrige katolske soldater i byen. I 1868 opstod den flotte katolske kirke Sankt Peter & Paul, der er placeret midt i byen på Bassinplatz. I 1821 oprettede man det Fyrstebispelige Delegatur (en katolsk administration) for Berlin-Brandenburg-Pommern. Det blev i 1930 et Suffraganbispedømme til Breslau (i dag: Wroclaw). Efter 2. verdenskrig blev det adskilt Breslau og i stedet lagt ind som exemt, hvilket stod direkte under paven. I forlængelse af genforeningen blev bispedømmet Berlin gjort til et ærkebispedømme, som Potsdam i dag hører under.
I 1716 opstod der en russisk-ortodoks kirkemenighed i Potsdam. Anledningen var, at Soldaterkongen havde byttet sig til et kompagni af 200 ekstremt høje soldater – Lange Kerls – fra Rusland, hvor tsar Peter den Store i modbytte havde fået en af de største kunstskatte, nemlig Bernsteinzimmer (Ravværelset). I 1734 lod kongen bygge en tårnløs ortodoks garnisonskirke i forlængelse af de kongelige stalde, hvor der var plads til omkring 300 personer. Bygningen havde Frederik den Store allerede i 1755 ombygget til komediehus. Under napoleonskrigene kom det til en ny gaveudveksling fra den russiske tsar Alexander I., der forærede et russisk militærorkester til Friedrich Wilhelm III. Kongen af Preussen byggede dem en russisk landsby – en mir – og kaldte denne Alexandrowka. Tæt herved opførte han en russisk kirke: Alexander-Newski-Gedächtniskirche. Den er del af trosfællesskabet ved Berlin, der i dag omfatter cirka 1000 personer.
Andelen af kristne faldt drastisk i årene under DDR. Aktuelt lever der omkring 30.000 kristne af forskellig observans, hvilket er cirka 20% af befolkningen. Omkring 25.000 er evangeliske og 5.000 katolske. Dertil kommer flere tusind af forskellige andre konfessioner.
Jødedommen
Der er 2 jødiske menigheder i Potsdam. Den ene er en del af Zentralrat der Juden in Deutschland og havde i 2010 omkring 400 medlemmer. Den anden er uafhængig og kalder sig Gemeinde gesetzestreuer Juden. Derudover findes der det liberale Abraham-Geiger-Kollegium i Potsdam, der er det eneste rabbinerseminar i Tyskland i efterkrigstiden. Alte Synagoge i Potsdam blev plyndret under Rigskrystalnatten i 1938. Bygningen blev endegyldigt ødelagt under bombardementerne af byen. Siden har der ikke væretsynagoger i Potsdam, omend at et nybyggeri diskuteres. Planerne er blevet mere seriøse, men stadig ikke endeligt besluttet i forbindelse med den større genetablering af bymidten i Potsdam.
Andre trosfællesskaber
Siden 1998 har der eksisteret en muslimsk menighed i Potsdam. Historisk har Preussen været særdeles tolerant overfor andre religiøse samfund. I 1740 erklærede den preussiske konge Frederik den Store:
„Alle Religionen Seindt gleich und guht, wan nuhr die leute, so sie profesieren [öffentlich bekennen], Erliche leute seindt, und wen Türken und Heiden Kähmen und Wolten das Landt Pöplieren [bevölkern], so wollen wier sie Mosqueen und Kirchen bauen.“ Så længe alle religioner bekender sig i offentligheden, da kan tyrkere og hedninge komme og befolke landet, hvilket vil betyde, at vi bygger moskeer og kirker.
Frederik den Store byggede imidlertid ingen moskeer, men hans fader Friedrich Wilhelm I. havde allerede i 1739 indrettet en bedesal i det militære vajsenhus for 22 “Lange Kerls“, hvilket dermed var den første moske på tysk grund. Soldaterne var tyrkiske krigsfanger og en gave fra hertug Ernst Johann Biron von Kurland til Soldaterkongen.
Politik i Potsdam: Forvaltningshistorie
Fra 1345 stod der i spidsen for byen en konsul, som officielt blev kaldt borgmester fra 1450. Man kan første gang spore eksistensen af et byråd i 1465. I det 16. og 17. århundrede havde byrådet 4 til 5 medlemmer, heriblandt en borgmester. Siden havde den siddende landsherre (kurfyrste eller konge) en stærk indflydelse på byforvaltningen. Fra og med 1722 blev Altstadt og Neustadt styret af en magistrat, som der stod en bydirektør i spidsen for. I 1809 – i forbindelse med de mange reformer under napoleonskrigene – blev Potsdam en amtsfri by med en overborgmester i spidsen for byforsamlingen. Dette blev først ophævet under nazismen, der opløste forsamlingen og bestemte valget af overborgmesteren.
Efter afslutningen på 2. verdenskrig dannede den sovjetiske besættelsesmagt et byråd med en ny overborgmester. Rådet var et resultat af en enhedsliste, som blev valgt ved ufrie valg.
Byforvaltning
Potsdams byforvaltning har sit sæde i Stadthaus (Rådhuset) på Friedrich-Ebert-Strasse. Byen Potsdam bruger officielt set navnet/betegnelsen “Landeshauptstadt Potsdam“.
Overborgmesteren bliver valgt hvert 8. år og byrådsforsamlingen hvert 5. år ved kommunalvalg.
Den kommunale økonomi var ved en opgørelse i 2014 blandt de ringeste i hele Tyskland.
Potsdams Byvåben og flag
27. april 1994 vedtog man udseendet på Potsdams byvåben. Byvåbnet er en stiliseret variant af Mark Brandenburgs ørn på et gyldent skilt. Den variant, vi kender i dag, blev designet af Werner Nerlich i 1957. Mark Brandenburgs ørn stammer fra det segl, som Askanieren Otto I. – en søn af Albrecht der Bär – førte. Det ældste eksempel på, at ørnen har været forbundet med Potsdam, går tilbage til året 1450. Siden 1660 har byen brugt den røde ørn, tidligere med en sølvbaggrund og senere med en guldbaggrund. Den nuværende farveopsætning er fra 1753. Ørnen er brugt i en lang række byer rundt om i det tidligere Mark Brandenburg.
Byens flag er to-stribet i rød og gul og våbenskjoldet i midten.
Delstaten Brandenburg
Potsdam er som hovedstad i delstaten Brandenburg også sæde for delstatsregeringens parlament samt ministerpræsidenten, der har sæde i det Brandenburgiske Statskancelli og endelig også for alle ministerierne i delstaten.
Efter genetableringen af delstaten i 1990 havde delstatsparlamentet sæde i bygningen, hvor den Kongelige Krigsskole havde til huse på Brauhausberg. Idet bygningen ikke imødekom de behov, et moderne parlament har, besluttede et politisk flertal, at der skulle bygges en ny bygning på området, hvor det gamle byslot i Potsdam havde ligget på Alter Markt. I 2002 blev Fortunaportalen genopbygget i original stil, hvilket førte til en beslutning i 2005 om, at parlamentsbygningen skulle bygges således, at det oprindelige byslots facade blev opført originaltro som Georg Wenzeslaus von Knobelsdorff oprindeligt havde opført det. Milliardæren Hasso Plattner betalte store summer for, at dette kunne ske. Det indre er bygningen fuldstændig moderne og blev åbnet 21. januar 2014.
Det brandenburgiske statskancelli befinder sig på Heinrich-Mann-Allee 107. Delstaten Brandenburgs forfatningsret er på Jägerallee 9–12.
Offentlige Institutioner
Potsdam er sæde for en lang række offentlige institutioner og i særdeleshed retsinstanser:
- Bundesfinanzdirektion Mitte
- Bundespolizei
- Bundesrechnungshof (hovedafdelingen i Bonn)
- Deutsches Rundfunkarchiv (tysk radioarkiv)
- Handwerkkammer Potsdam
- Hauptzollamt Potsdam
- Industrie – Handelskammer Potsdam
- Kassenärtzliche Vereinigung Potsdam
- Zentrum für Militärgeschichte und Sozialwissenschaften der Bundeswehr
- Stiftung Alfred-Wegener-Institut für Polar und Meeresforschung
- Stiftung Grosses Waissenhaus Potsdam
Militærbyen Potsdam
Siden slutningen af det 17. århundrede har Potsdam haft en righoldig fortid som militærby med diverse militære indretninger. De forskellige befalingsmænd var talrige: Fra en preussiske over den kejserlige hær, rigshæren, værnemagten, Den røde Hær til NVA og til dagens Bundeswehr.
Den preussiske konge, Soldaterkongen, udbyggede Potsdam til garnisonsby og indkvarterede overvejende soldaterne i borgerhuse. I perioder udgjorde soldaterne halvdelen af byens befolkning. De militære anlæg dominerede i lang tid bybilledet og befolkningen, således at den liberale fritænker Alexander von Humboldt i 1854 beskrev byen som en “øde kaserneby”. I det 18. århundrede var “Lange Kerls” kendt som de preussiske gardersoldater, der havde en kropsstørrelse langt større end gennemsnittet, samt 1. Garde-Regiment zu Fuss og Infanterie-Regiment 9 (Wehrmacht), hvor de sidstnævnte var med i Attentatet 20.juli 1944, hvor man var tæt på at myrde Adolf Hitler.
I 1945 overtog den Røde Hær og senere NVA / Nationale Volksarmee flertallet af kasernerne. Indtil 1991 var Potsdam hjemsted for 34. artilleriedivision for sovjetiske tropper i Tyskland. Efter genforeningen var det ikke længere nødvendigt at have en så stor stående hær i Potsdam. Talrige af de historisk betydelige kaserner og militæranlæg har senere fået en ny betydning.
Siden 2001 har Einsatzführungskommando der Bundeswehr (Den Tyske hærs indsatskommando) haft sit sæde i Geltow tæt på bygrænsen. Der er omkring 500 stabsofficerer ansat.
I Zeppelinstrasse ligger Zentrum für Militærgeschichte und Sozialwissenschaften der Bundeswehr (ZMBSw) (den centrale forskning for militærhistorie og militærets samfundsmæssige betydning). Det har til huse i Villa Ingenheim ud mod Havel. Der er omkring 120 medarbejdere og er en del af det Militærhistoriske Museum i Dresden.
Siden 2008 har Bundespolizeipräsidium ligget i Potsdam.
Erhverv i Potsdam
Potsdams erhvervsliv har udviklet sig godt siden genforeningen, særligt i sammenligning med andre tidligere byer i DDR. I 2016 lå arbejdsløshedsprocenten på 6,7 % med mere end 13.000 virksomheder, hvilket var mere end 380 året i forvejen. Gennemsnittet på realindkomsten har været konstant stigende siden genforeningen.
Den gunstige udvikling siden genforeningen kan forklares med flere faktorer. Først og fremmest var erhvervet i DDR-tidens Potsdam fokuseret på forvaltning, tjenesteydelser og udvikling og langt mindre på produktion. Dermed var den pludselige omdannelse af erhvervsstrukturerne efter genforeningen gjort væsentligt nemmere, da man ikke havde en masse uvirksom industri at gøre op med. Den historiske status som forskningscentrum gjorde det langt nemmere at tilpasse sig den moderne markedsøkonomi med krav om højt uddannelsesniveau. Potsdams geografiske beliggenhed som værende blandt Berlins “Whiskeybælter” samt med gode motorvejsforbindelser og lufthavne ved byen er ideel.
Industri
Virksomheder, der kan drage fordel af at være tæt på forskningsmiljøerne, har adresse i og tæt på Potsdam. Området ved Potsdam går for at være et af de førende bioteknologiske områder i Tyskland. Der er omkring 3.200 ansatte indenfor dette område i Potsdam. I hele området med underområder er der omkring 12.000 ansatte.
De største enkeltinvestorer i de seneste år har været firmaet Oracle, der i 2001 åbnede en filial i Potsdam. Derudover har VW en af deres designcentraler (3 på verdensplan) her. Konsortiet Toll Collect har et produktionssted i Potsdam. Firmaet Katjes igangsatte en Glas- Bonbonfabrik i Babelsberg i 2006. Den største privatinvestor i byen er Hasso Plattner, som har investeret for over 200 mio. Euro i et High-Tech-Centrum.
Videnskab og forskning
Potsdam er en universitetsby med internationalt renommé og med tre offentlige universiteter (Hochschulen). I alt er der indskrevet 24.000 studerende – hvilket gælder omkring 15 % af byens befolkning. En tredjedel af byens befolkning har en universitets- eller fagskolegrad, hvilket svarer til 17% af befolkningen, på landsplan ligger antallet på 9 %.
Universität Potsdam blev grundlagt i 1991 som delstaten Brandenburgs universitet. Tidligere havde Brandenburgische Landeshochschule, Hochschule für Recht og Verwaltung Potsdam-Babelsberg ligget i byen. Universitetet er fordelt på 3 hovedindretninger Am Neuen Palais, Golm og Griebnitzsee. Der er mere end 20.000 studerende. Hasso-Plattner-Institut for softwaresystemteknikker er privat finansieret.
Filmuniversität Babelsberg “Konrad Wolf” er tysklands ældste og største mediehøjskole og har siden 2014 været universitet. Det blev grundlagt i 1954 som Deutsche Hochschule für Filmkunst og har siden 1985 båret navnet Hochschule für Film und Fernsehen „Konrad Wolf“. Universitetets Campus befinder sig i Babelsbergs filmstudio og har cirka 600 studerende (anno 2018). De studerende arrangerer årligt studenterfilmfestivalen Sehsüchte.
Fachhochschule Potsdam er et ungt universitet, der blev grundlagt i forlængelse af omstruktureringen af det østtyske videregående uddannelsessystem. Det var tidligere en satellit/underafdeling af DDR-Fachhochschule for Reklame og Gestalt i Berlin. Der læser 2.600 studenter på denne uddannelse.
Ved siden af de nævnte statslige videregående uddannelse har der i byen også været den private elitesportsskole Fachhochschule für Sport und Management Potsdam.
Byen udviklede sig siden midten af det 19. århundrede til en forskningsby. Byen er den tyske by, hvor der findes flest forskningsindretninger pr. indbygger. Det videnskabelige potentiale dækker over mere end 30 forskningsindretninger på områderne: ånd (humaniora), samfund, geo, miljø, bio samt fysik og kemi, hvor sidstnævnte rummer tre af de anerkendte Max-Planck-Institutter og Fraunhofer-Institutter. Mange af institutterne er en del af universitetet. Til forskningsinstitutterne hører: Alfred-Wegener-Institut für Polar und Meeresforschung, Fraunhofer-Institut für Angewandte Polymeerforschung, Max-Planck-Institut für Kolloid- und Grenzflächenforschung, Max-Planck-Institut für molekulare Pflanzenphysiologie, Max-Planck-Institut für Gravitationsphysik (Albert-Einstein-Institut), Geoforschungszentrum Potsdam, Leibniz-Institut für Astrophysik, Moses Mendelssohn Zentrum für europäisch-jüdische Studien, Potsdam-Institut für Klimafolgenforschung, Deutsche Institut für Ernährungsforschung i Bergholz-Rehbrücke (i bydelen Nuthetal) og Zentrum für Zeithistorische Forschung på Neuen Markt. Byen Potsdam er medlem af Max-Planck-Gesellschaft.
Film og Medier i Potsdam
I 1911 grundlagde man Filmstudio Babelsberg i Babelsberg. Det er dermed det ældste storfilmsstudie i verden og samtidig det arealmæssigt største filmstudio i Europa. Det er først og fremmest kendt for sine legendariske film fra dets første år såsom Metropolis og Der Blaue Engel (med Marlene Dietrich). I dag er det stadig filmstudie, og det hører stadig til blandt eliten i verden med fælles produktioner til film og fjernsyn i samarbejde med Hollywood.
I nazistiden var der også gang i produktionen i Babelsberg, hvor talrige propagandafilm blev produceret. Mest kendt er filmen Jud Süss. I DDR-tiden fortsatte produktionen af film her.
UFA, der er et datterselskab af den internationale mediekoncern Bertelsmann, hører til blandt de firmaer med den største omsætning indenfor film- og fjernsynsbranchen.
Potsdam har to dagspresser i form af Potsdamer Neueste Nachrichten og Märkische Allgemeine, og endelig har Der Tagesspiegel en særlig sektion om Potsdam.
Den regionale fjernsynssender RBB (Rundfunk Berlin Brandenburg) sender fra et sted i Potsdam-Babelsberg. Her står radiosenderen til Antenne Brandenburg, Radio Fritz og Radio Eins såvel som fjernsynsudsendelserne til Brandenburg aktuell og zibb. Derudover har man i Potsdam lokal-TV som PotsdamTV og radiosenderen 89.2 Radio Potsdam børne TV som Radio Teddy.
Turisme i Potsdam
Turisme får større og større betydning, og der er mere end 400.000 overnatninger om året samt mere end 1 million besøgende. Der findes omkring 50 hoteller og pensioner i byen. Siden 1990´erne er antallet af besøgende steget kontinuerligt.
I den såkaldte Medienstadt Babelsberg befinder Filmpark Babelsberg sig, en temapark, der med udstillinger, stuntshows, kulisser og rekvisitter fra film fra hele verden tager folk rundt til store filmproduktioner. I 2016 lå besøgsantallet på 330.000 årligt. Det var samme antal som Potsdams klassiske store trækplaster Park Sanssouci.
Infrastruktur
Efter at Potsdam i 1990´erne overvejende gennemgik en periode, hvor man sanerede en allerede eksisterende boligmasse, efter at DDR-tiden havde betydet et alment forfald, da har perioden siden 2010 været præget af Integrierte Leitbautenkonzept, hvor byen på en række steder er i gang med at blive retableret med sin tidligere bykerne. I første omgang gjaldt det Alter Markt, hvor det tidligere byslot blev genetableret udadtil og indadtil blev moderne sæde for Brandenburgs Landdag. Overfor genetablerede man Palast Barberini som Museum Barberini. I oktober 2017 påbegyndte man genopførelsen af Garnisonskirken, og på langt sigt skal også Stadtkanal (bykanalen) atter fritlægges.
Byen har status af venskabsby for børn i regi af UNICEF.
Vejnet ved Potsdam
Potsdam er nært koblet op på det tyske motorvejsnet, hvor Berliner Ring A10 har sit forløb syd og vest for byen. Øst for byen løber A115 fra Berlin centrum og til Berliner Ring. I Berlin kaldes den for AVUS.
Flere landeveje (Bundesstrassen) har deres forløb igennem byområdet,. Det gælder B1, B2 og B273. Byen gennemløbes af den tysk-hollandske ferierute Oranier-Route.
Potsdams landeveje B101, B96 og B179 forbinder med de lidt mindre veje, L40 udgør det meste af det sydlige opland til Berlin over Stahnsdorf, Teltow, Mahlow, Schönefeld og til Berlin (Treptow-Köpenick), den vej hedder i Potsdam-området Nuthe-Schnellstrasse.
Cykeltrafik Potsdam
I 2008 besluttede byen et cykelkoncept, der siden konstant er forblevet fornyet. I 2014 var 10% af alle veje ved Potsdam udstyret med en cykelsti. Indenfor byområdet er der 177 km cykelstier eller cykelveje. Ved hovedbanegården er der et parkeringshus for cykler.
Potsdam er derudover forbundet med flere fjernveje for cykler. Det gælder Europaradweg R1, der løber fra Rusland til Frankrig, langdistancevejen fra Amsterdam til Berlin, Havelradweg, som forløber hele vejen langs floden og Berliner Mauerradweg, der følger hele Berlinmuren rundt om det gamle Vestberlin samt Radweg Alter Fritz, som er en rundtur til byens seværdigheder.
Skibsfart ved Potsdam
Potsdam er en del af Untere Havel-Wasserstrasse. Det er den vigtigste øst-vest forbindelse for indvandstrafiks mellem Oder, Berlin og Elben. Fragtskibsfarten benytter sig af Sacrow-Paretzer Kanal. Havnen ved Lange Brücke i Potsdam er turistsejlads, hvor særligt firmaet Weisse Flotte Potsdam servicerer turisterne. Der er linjetrafik til Wannsee, Spandau, Tegeler See, Caputh, Ferch og Werder.
Flytrafik
Potsdam er forbundet med to lufthavne i nærområdet. 25 kilometer borte ligger Flughafen Berlin-Tegel, og Flughafen Schönefeld 40 kilometer borte.
Seværdigheder i Potsdam: Verdenskulturarv
Allerede i 1990 blev det samlede kulturlandskab i Potsdam erklæret for UNESCO Verdenskulturarv af begge de to daværende tyske stater BRD og DDR. Siden er parkanlæggene Sanssouci, Neuer Garten, Babelsberg, Glienicke og Pfaueninsel (Påfugleøen) med deres mange slotte og fra 1992 også Park Sacrow med Slot og Heilandskirche føjet til Verdenskulturarven. I 1999 udvidede man Verdenskulturarven med yderligere 14 mindesteder, deriblandt Park Lindstedt med slotte, den russiske koloni Alexandrowka, Belvedere auf dem Pfingstberg (på Pinsebjerget), Kaiserbahnhof og Sternwarte am Babelsberger Park (stjerneobservatorium). I alt udgør Verdenskulturarven i Potsdam mere end 500 hektar parkanlæg, og 150 bygninger fra tidsperioden 1730-1916. Potsdams kulturlandskab er dermed det største tyske verdenskulturarvsområde.
Slotte og Haver
Potsdam er først og fremmest kendt for sine slotte og haver. Berlin-Potsdam kulturlandskabet omfatter omkring 20 slotte og palæer. Den mest prominente seværdighed er Sanssouci Slottet med parkanlæg, der også tjener som Potsdams vartegn. Den preussiske konge Frederik den Store tegnede selv skitserne til slottet i rokoko stil og lod det opføre i årene 1745-47 som sommerresidens. Sommerslottet lå sydvest for residenshovedstaden Berlin og minder om den samme funktion, som Versailles havde i forhold til Paris.
Neues Palais er Potsdams største slot. Det ligger i den vestlige del af Park Sanssouci. Det blev bygget i årene efter afslutningen på 7-årskrigen 1763 på Frederik den Stores opfordring og blev færdiggjort i 1769. Det har status af at være det sidste betydningsfulde slotsanlæg fra den preussiske barok. Frederik planlagde slottet alene i repræsentationsøjemed. Det rummer over 200 rum, fire festsale og et rokokoteater. Der er over 400 statuer fra den antikke gudeverden, som smykker facaden og tagbalustraderne. På grund af den enorme mængde forsiringer betegnede Frederik hele anlægget som “fanfaronnade“, der betyder noget i retning af praleri.
Orangerieslottet, der ligger på højdedraget mellem Klausberg og Sanssoucislottet, lod Friedrich Wilhelm IV. (romantikeren på tronen) bygge i årene 1851-64. Slottet indgik i forbindelse med planlægningen af en triumfvej. Pragtvejen skulle begynde ved Triumfporten og slutte ved Belvedere auf dem Klausberg. Højdeforskellene skulle udlignes af viadukter. Det enorme projekt blev dog aldrig fuldendt, da den politiske uro i 1848 og de efterfølgende manglende finansielle midler ikke tillod projektet. Orangerieslottet blev færdiggjort med en front på 300 meter i stilarten italienske renæssance med arkitektoniske forbilleder i Villa Medici i Rom og Uffizierne i Firenze.
I Potsdams Neuer Garten, der ligger op ad bredden til Heiligen See, lod Friedrich Wilhelm II. i årene 1787-92 anlægge Marmorpalais. Arkitekterne Carl von Gontard og fra 1789 Carl Gotthard Langhans lod opføre en slotsagtig bygning i tidlig klassicisme. Marmorpalæet blev opført i rødsten, en toetagers bygning med et kvadratisk grundrids. På grund af den smukke udsigt over søen satte man en kuppel oven på det flade tag, således at det tager sig ud som et tempel. Det hvide slot på Pfaueninsel tjener som blikfang.
Belvedere auf dem Pfingstberg i den nordlige del af Potsdam er med sin italienske stil et ligeledes smukt slot i Potsdams slotslandskab. Det blev bygget i årene 1847-63 efter planer af Friedrich Wilhelm IV. i 100 meters højde, hvilket giver en fantastisk udsigt derfra, der rækker helt til Berlin. I årene under den tyske deling lå der en KGB-Central ved foden af Pfingstberg, hvilket betød, at slottet forfaldt i DDR-tiden. Men siden murens fald er slottet restaureret og stod i 2005 færdigt igen.
Ved siden af slottene råder Potsdam over 7 parklandskaber. Det mest kendte er som nævnt Park Sanssouci. Frederik den Store besluttede, at der i 1744 skulle anlægges vinterrasser på det øde bjerg. Da man udvidede parken mod vest til også at omfatte Neues Palais, anlagde man mellem Sanssouci og Neues Palais en 2,5 kilometer stik lige allé igennem parken med talrige seværdigheder: slotsbygninger, pavilloner, templer og skulpturer samt den Botaniske Have og den Historiske Mølle.
Neuer Garten opstod i 1787. Den skulle være et havearkitektoniske eksempel på tidsånden og videregive et moderne billede på den barokke ånd fra Park Sanssouci. Den mere frie natur skulle have præg af en landskabelig karakter. Træer og planter skulle tage sig mere frit ud ved, at de ikke blev rettet til. De mest kendte bygninger udover Marmorpalæet er Cecilienhof Slot samt en lille pyramide, en sfinx på den ægyptiske portal ved Orangeriet samt en obelisk.
Fra 1833 og årene derefter kultiverede den store preussiske havekunstner Peter Joseph Lenné og fyrst Hermann von Pückler-Muskau Park Babelsberg. Området ligger lige ned til Havel på et kuperet terræn. Ved siden af de to slotte ligger det 46 meter høje Flatowturm med en skøn udsigt over byen. Parken blev gennemskåret af Berlinmuren i 1961. Grænseområdet måtte ikke betrædes. Siden 1990 er parken igen blevet kultiveret, og der ligger et campus under Potsdam Universität.
Soldaterkongen lod i årene 1730-32 opføre jagslottet Stern. Kongen var en entusiastisk jæger og tilhænger af parforcejagt, hvor man lod hunde jagte byttet, således at dette var så træt, at jægeren til sidst kunne skyde det udmattede vildt. Han lod et område anlægge alene til dette formål – Parforceheide – lige uden for Potsdams byporte med 16 volde, som var bygget op i en stor stjerneform. Midt i dette område lå slottet, der blev bygget i den hollandske murstensstil. Det var de første erfaringer med det, der kort tid efter blev til det hollandske kvarter i Potsdam og var i øvrigt det eneste slot, som Soldaterkongen lod bygge.
Freundschaftsinsel ligger i centrum af byen. Navnet fik øen for omkring 150 år siden fra et gæstehus. I årene 1938-40 opstod Karl-Foerster-Garten, der var den første have for vinterblomstrende planter. Potsdams ældste have er Lustgarten, som den Store Kurfyrste lod anlægge foran det tidligere byslot i byen i 1660. I rammerne af BUGA 2001 blev denne have igen anlagt. Wildpark Potsdam kendes som “Lennes glemte have“. Den blev anlagt i 1843 og er mere end 875 hektar stor. Volkspark Potsdam er den nyeste park i byen. Den blev anlagt i forbindelse BUGA 2001 på et tidligere militært område i Potsdam-Bornstedt. Der er blandt andet en tropehal med mere end 20.000 vækster.
Potsdams kvarterer og pladser
Potsdam er i kraft af sin mangeårige status som residensstad også en europæisk præget by. Det ses i både kultur og arkitektur. Ved siden af talrige byggestile fra forskellige epoker findes der også boliger efter forbillede fra hollandsk såvel som russisk stil, for at nybyggere fra disse lande skulle føle sig mere velkomne. Tidsånden har endvidere integreret forskellige eksotiske byggerier, såsom det Kinesiske Tehus i Park Sanssouci og schweizerhusene i Klein Glienicke (de fleste blev dog ødelagt i 1945) samt Schloss Cecilienhof, som er opført i engelsk landstil. Trods byens tusindårige historie har den ingen middelalderlige bygningsværker. Skiftende regenter har opført ambitiøse byggerier med en forkærlighed for kultur og teknisk svære byggerier.
For at lokke hollandske håndværkere til Potsdam lod Soldaterkongen Friedrich Wilhelm I. bygge et helt hollandsk kvarter. En af de første hollandske nybyggere – bygmesteren Jan Boumann – overtog ledelsen af projektet. Kvarteret med 134 røde teglstenshuse med brede gavle som i Holland blev bygget mellem Nauener Tor og Peter-und-Paul-Kirche i det centrale Potsdam.
I den nordlige del af byen opstod i årene 1826/27 den russiske koloni Alexandrowka til de sidste tolv russiske sangere fra det kor, som den russiske tsar Alexander I. havde givet til den preussiske konge Friedrich Wilhelm III. Havekunstneren Peter Joseph Lenné gav hele området form som en hippodrom, gennemkrydset og med form af et Andreaskors. Kolonien var udtryk for de nære forhold mellem de to herskende familier Hohenzollern og Romanoverne, og den blev opkaldt efter Alexander I., der netop var død i 1825, og som havde givet sangerne til Preussen 15 år tidligere. Der er i alt 13 bindingsværkshuse i bebyggelsen. De ydre vægge er beklædt med halvrunde stammer og minder om russiske blokhuse. Man byggede en russisk ortodoks kirke – Alexander-Newski-Gedächtniskirche – ved det tætliggende Kapellenberg. Direkte overfor ligger Volkspark, hvor man finder et af sidste eksisterende mindesmærker for Lenin (februar 2018).
Weberviertel (væverkvarteret) i dagens Babelsberg, der er centreret om Friedrichskirche, blev opført af Frederik den Store i årene 1750-51 til bøhmiske protestanter, som var flygtet fra det katolsk dominerede Bøhmen. Frederik gav trosflygtningene skatte- og religionsfrihed. De femaksede væverhuse blev hvert beboet af to familier. Kongen beordrede, at der skulle plantes nøddetræer, da dette træ skulle bruges til produktionen af geværer. Fra og med 1790 plantede man morbærplantager for at fremme silkeproduktionen.
Alter Markt er byens historiske centrum. Her finder man fornemme bygningsværker såsom Potsdam Stadtschloss med stalde (Marstall), Lustgarten, Nikolaikirche, Altes Rathaus og Palast Barberini. I DDR-tiden opførtes der et højt hotel samt et kulturhus midt i det hele, og som af mange opfattes som skændsler. Da byslottet blev sprængt bort i DDR-tiden, efterlod det et enormt hul i bymidten. Hullet er på mange måder blevet lappet med genetableringen af Palast Barberini, Byslottet og hele Humboldtkvarteret. Selv den oprindelige Bittschriftenlinde er blevet genplantet.
Neuer Markt, hvis bygninger stammer fra det 17. og 18. århundrede, er en af de bedst bevarede barokke pladser i Europa. I midten finder man arkitekten Jan Boumanns Ratswaage. I den sydvestlige del af pladsen ligger den tidligere kuskestald, hvor man i dag kan finde Haus der Brandenburg-Preussischen Geschichte (Læs: Hohenzollern). Kabinetthaus var et bypalæ. I dette blev såvel kong Friedrich Wilhelm III. og Wilhelm von Humboldt født. I dag ligger her en lang række bygninger med kulturelle og videnskabelige indretninger.
Luisenplatz forbinder fodgængerzonen/gågaden Brandenburger Strasse med alleerne i Park Sanssouci ved Grünes Gitter (det grønne gitter). I midten af det 19. århundrede tegnede Peter Joseph Lenné en fontæne midt på pladsen. Siden 1770 har Kleines Brandenburger Tor stået mellem Luisenplatz og Brandenburger Strasse.
Byporte
Som garnisonsby var der en byport i Potsdam. Den tjente dog ikke til befæstning, men tjente først og fremmest det formål at hindre soldaterne i at desertere og at forhindre smugling af varer. Bymurens byporte, hvoraf 3 af disse stadig er bevaret, er: Brandenburger Tor, Nauener Tor og Jägertor. Grænsen mellem by- og soldaterområde Accise- und Desertations-Communikation blev først etableret i 1718 under Soldaterkongen Friedrich Wilhelm I. I dag findes der kun få rester af bymuren. Tre af byportene findes ikke længere. Teltower Tor stod på den sydøstlige side tæt ved Lange Brücke. Den tidligere Berliner Tor blev næsten totalt ødelagt i 1945, og kun en af dens sidevægge er bevaret. Fra Neustädter Tor er der kun bevaret en – i dag enestående – obelisk.
Brandenburger Tor – ikke at sammenligne med sin berømte navnebror i Berlin (Brandenburger Tor) – blev opført i 1770. Efter sejren i 7-årskrigen (1756-63) blev den oprindelige port pillet ned og erstattet af et monumentalbyggeri, der skulle symbolisere sejren i krigen. Frederik den Store havde blandt Konstantin Triumfbuen i Rom. Porten har haft to bygmestre og har derfor to forskellige facader. Carl von Gontard kom med udkastet til bysiden, mens hans elev Georg Christian Unger overtog ud mod slagsiden (Luisenplatz).
Byens ældst bevarede byport er Jägertor. Den blev opført i 1733 med en nordlig udgang for byens befolkning. Navnet fik den fra den kurfyrstelige Jägerhof, der lå lige uden for byen. Portens arkitrav og krone består af sandsten, mens de rustikke søjler er pudset tegl.
Den sidste og væsentligt større Nauener Tor stammer fra 1755., og blev opført på direkte ordre fra Frederik den Store. Om den er et første eksempel på – den i England opståede – neogotik på det europæiske kontinent, eller om den skulle minde Frederik om “hans” Schloss Rheinsberg, står ikke helt klart. Pladsen foran Nauener Tor er i dag præget af mange caféer, restauranter og barer og er et af byens tilholdssteder. Pladsen gennemskæres af sporvognslinjer.
Kultur og kulturhistorie
Fra de første bosættelser til middelalderens afslutning er de kulturelle spor fåtallige. Udgravninger på Alter Markt har fundet en slavisk borg og få lokale huse rundt om denne. Efter den tyske erobring af området (der tilfaldt askanierne omkring 1157) forblev Potsdam en lille by, der primært ernærede sig ved håndværk. Det kulturelle opsving skete først, da den Store Kurfyrste Friedrich Wilhelm i midten af det 17. århundrede udbyggede byen til sin anden residensstad. Blandt de ældste bygninger i byen er Marstall – staldene – til byslottet, der stammer fra 1669.
I 1685 gav den Store Kurfyrste med ediktet fra Potsdam tilladelse til, at de forfulgte franske huguenotter kunne indvandre til Brandenburg og Preussen. Dette satte gang i den kulturelle udvikling i området, da den franske kultur indenfor områder som litteratur og arkitektur var stærkt udviklet. Der opstod et fransk kvarter, som desværre blev næsten totalt ødelagt i 2. verdenskrig. Den franske kirke overlevede dog og er den ældste bevarede kirke i Potsdam. Blandt de mest indflydelsesrige efterkommere af huguenotterne tæller den berømte forfatter Theodor Fontane og arkitekten Carl von Gontard.
Potsdam udviklede sig ved siden af – men også selvstændigt – til et kulturelt centrum i Preussen. Frederik den Store værdsatte oplysningens tanker og støttede videnskab og kunst. Frederik var den første til at afskaffe censuren for de ikke-politiske dele af avisen og fastslog „Gazetten wenn sie interreßant seyn sollten nicht geniret werden müsten“. (Interessante aviser skal ikke begrænses). Den betydningsfulde filosof Francois Voltaire blev inviteret til kongens hof på Sanssouci på dennes foranledning i 1750. Han fik jobbet som kammerherre og blev behandlet som en højærværdig gæst. Deres forhold kølnedes dog efter 2-3 år, og i 1757 forlod filosoffen Preussen.
Frederik den Store markerede Potsdams absolutte storhedstid, da det var hans primære tilholdssted. Men de efterfølgende konger glemte ingenlunde Potsdam. Byggerierne var dog mere tilbygninger til de eksisterende strukturer. Friedrich Wilhelm IV. (1840-61), som kaldes romantikeren på tronen blev igen en regent, der yndede at bruge megen tid i byen og satte enorme byggeprojekter i gang, særligt i den nordlige del af Park Sanssouci med Orangerieslottet og belvedereprojekterne.
Efter afslutningen på 1. verdenskrig holdt kronprinsen og kronprinsessen for de abdicerede Hohenzollern stadig til på Cecilienhof. De plejede omgang med den øvre del af militæret, der stadig sværmede for det kejserlige. Det var ikke tilfældigt, at Adolf Hitler valgte at blive indsat som rigskansler i Garnisonskirken i Potsdam, da han fik velsignelsen i hjertet af det gamle Preussens militære Glanz und Gloria.
Efter afslutningen på 2. verdenskrig blev Potsdam centrum for kultur og videnskab i DDR. Regeringen ville give alle borgere adgang til et kulturelt og samfundsorienteret liv med børne- og ungdomsprogrammer, der var internationalt orienteret og fokuseret på at skabe fredselskende socialistiske mennesker, som det hed officielt. Forbilledet skulle være det sovjetiske kulturliv, der fokuserede på arbejderkultur i førkrigstiden, hvilket betød, at mange historiske bygninger og traditioner forsvandt. Blandt bygningerne kan nævnes Byslottet og Garnisonskirken. Det hed sig, at man forsøgte at fjerne al profitstræben og udbyttelse for at give alle adgang til samfundslivet.
Filmstudio Babelsberg har siden Weimarrepublikkens tid (1919-33) været et af de vigtigste filmcentre i Tyskland og i verden. I årene under DEFA (DDR) opstod der mere end 700 spillefilm og 160 børnefilm. Filmen Jakob und der Lügner blev som eneste DEFA-film nogensinde nomineret til en Oscar. I dag producerer man film til internationale produktioner og til nationalt tysk fjernsyn.
Efter genforeningen i 1990 udviklede det kulturelle liv i Potsdam sig – efter en indledningsvis langsom periode – dynamisk. Den nære beliggenhed til Berlin – og dennes udvikling til kulturmetropol – har naturligvis en stor effekt. Den tiltagende interesse for byen og dens historie har ført til talrige genopbygningsinitiativer, som har været mulig grundet en stor givertrang hos flere forskellige mæcener. Kulturlivet er altså i rivende udvikling i byen.
Kulturscene
Siden 1990´erne har den mere alternative kulturscene i Potsdam haft til huse i området Gebiet um die Schiffbauergasse i bydelen Berliner Vorstadt netop, hvor John B. Humphrey i det tidlige 19. århundrede byggede sin hjuldamper. Kendte kultursteder her er: Fabrik Potsdam, T-Werk, Kunstraum Potsdam, Schinkelhalle, Waschhaus, og hvor Theaterschiff Potsdam lægger til, netop hvor Tiefe See bliver smallere og dermed til floden Havel.
I 2006 byggede man det moderne og smukt beliggende Hans-Otto-Theater ved Tiefen-See. Ensemblet spiller også i det historiske teater i Neues Palais, der hører til blandt de smukkeste bevarede teaterrum fra det 18. århundrede. Det består af hele sydfløjens to øvre etager. De domineres af farverne rød og hvid og er derudover udsmykket i guld. Sæderækkerne er halvrunde som i de antikke amfiteatre. Der findes ingen speciel kongeloge, da Frederik den Store afstod herfra og valgte at sidde på tredje række. Da kongen ringeagtede den tyske teaterverden, var det oprindelig mest italienske og franske kunstnere, der virkede her. Der finder stadig forestillinger sted på rokokoteatret.
Museer, samlinger og mindesmærker
Byen Potsdam råder over en lang række malerier og skulpturer. Hovedværkerne er først og fremmest at finde på slottene og museeerne. Hovedparten af malerierne er på Bildergalerie i Park Sanssouci.
Billedgalleriet blev bygget på ønske af kong Frederik den Store i årene 1755-64. Det befinder sig øst for Sanssouci og er det ældste fritstående fyrstelige museumsbyggeri i Tyskland. Gallerisalen er prægtigt udsmykket med rig ornamentik og let buet tag. De dominerende stilarter i malerierne er barok, manierisme og renæssance. De berømte og mest repræsenterede er italienske og flamske malere såsom Peter Paul Rubens, Antonio van Dyck og Antoine Watteau samt Caravaggio. Dele af udstillingen blev overflyttet til Altes Museum i Berlin i 1830, da dette blev opført på den berlinske museumsø. I 2. verdenskrig blev malerierne i 1942 bragt til Schloss Rheinsberg. Først i 1958 kom en stor del tilbage fra Sovjetunionen til Tyskland.
Museerne i Potsdam dækker over en bred vifte af temaer. Mindesmærkerne belyser den yngre tyske historie eller de traditionelle internationale forhold, Potsdam har haft. Ved siden af de allerede eksisterende museer i byen er der i de seneste år opstået en lang række nye museer. Dertil tæller museet Haus der Brandenburgisch-Preussische Geschichte, som blev grundlagt i august 2003. I 1981 grundlagde man Filmmuseum Potsdam i Marstall på Alter Markt, der viser udviklingen i filmhistorien med fokus på Filmstudio Babelsberg.
Andre museer omfatter mindesmærkerne for Attentatet 20. juli 1944 og Gedenkstätte Lindenstrasse 54/55, der er et tidligere varetægtsfængsel til Stasi placeret i midten af byen. I gården til det tidligere fængsel finder man en plastikfigur af Wieland Förster. Fængslet er en lang række af celler, der fortæller om DDR´s primært psykologiske tilgang til at få de indsatte til at tilstå. Jan Bouman Haus repræsenterer historie og arkitektur for det Hollandske Kvarter. Ved Park Sanssouci befinder Mühlenmuseum sig i Historische Mühle med en udstilling om møllens drift. Derudover kan man besøge det tidligere KGB fængsel (KGB-Gefängnis Potsdam), hvor KGB´s historie i efterkrigstidens Tyskland fortælles.
I januar 2017 åbnede Museum Barberini i det genopbyggede Palast Barberini, som huser kunst fra DDR og derudover kunst fra efter 1989 fra Kunstsamlingen Hasso-Plattner-Förderstiftung.
Nowaweser Weberstube (Vævestuen Nowawes) viser den omskiftelige historie for vævekolonien Weberviertel i dagens Babelsberg. Tidligere fandt man på S-Bahn Station Griebnitzsee store transformatorer, der leverede strøm til S-Bahnen, og som i dag er indrettet til S-Bahn Museum. Museet fortæller om S-Bahnen i såvel øst som vest.
Potsdam Museum – Forum für Kunst und Geschichte på Alter Markt tilbyder en fast udstilling om byens historie såvel som særudstillinger. Det befinder sig på Altes Rathaus, der er forbundet med en moderne bygning med Knobelsdorffhaus.
Potsdam Naturkundemuseum har mere end 220.000 objekter fra Brandenburgs dyreverden at tilbyde. Museet ligger i det tidligere Ständehaus der Zauche. Det blev opført efter planer af Georg Christian Unger og hører til et bymæssigt ensemble sammen med det store militære vajsenhus. Det blev bombet og ødelagt i 1945 og senere rekonstrueret.
I Museum FLUXUS+ i Schiffbauergasse findes et museum for moderne kunst, der bl.a. har værker af Wolf Vostell, Emmett Williams, Christo og Niki de Saint Phalle.
På området, hvor RBB har til huse (Rundfunk Berlin-Brandenburg), står Deutsches Rundfunkarchiv (DRA).
Regelmæssige kulturtiltag i Potsdam
En af de mest kendte tilbagevendende begivenheder i Potsdam er Potsdamer Schlössernacht i august, som finder sted på forskellige slotte og i parker. De åbner deres døre og porte ved aftentide og byder indenfor. Deltagerantallet er hvert år begrænset til 33.000 for at skåne slotsanlæggene, og da efterspørgslen er langt større, bliver der gerne udsolgt på kort tid. Fyrværkeri til midnat afslutter seancen. Indkomsten fra arrangementerne går til sanering af bygningsværkerne.
Årligt afholdes der den Internationale Filmfest Potsdam såvel som Studenterfilmsfestivalen Sehnsüchte. I det hollandske kvarter finder der hvert år julemarked sted med Sinterklaas (julemanden) og Tulipanfest efter hollandsk brug. Derudover finder der talrige andre foranstaltninger sted, i maj har man dansefestivalen og teaterfestivalen UNIDRAM.
Fritid, musik og natteliv
SG Fanfarenzug Potsdam er et fanfareorkester fra Brandenburg, der optræder med deres fanfare i talrige internationale sammenhænge. De går ofte musicerende igennem Potsdam.
Der er flere orkestre i Potsdam: Kammerakademie Potsdam, der består af Ensemble Oriol og Persius-Ensemble, Collegium musicum Potsdam, Neues Kammerorchester Potsdam (der har til huse i Erlöserkirche), det unge Potsdam og Jugendsinfonieorchester. Deutsches Filmorchester Babelsberg er det eneste professionelle orkester for filmmusik i Tyskland. Nikolaisaal blev nyetableret som koncert- og eventhus i år 2000; Kammerakademie Potsdam samt husorkestret til Nikolaisaal har til huse her.
Kendte bands fra Potsdam er The Ruffians og Subway to Sally. I årevis har der fundet musikalske foranstaltninger sted, eksempelvis i Lindenpark som Ska-Festival og som universitetsfest. Der er et højt antal klubber og dansebarer på steder som Lindenpark, das Palmenzelt og Waschhaus. Desuden er der ikke langt til Berlins omfattende natteliv.
I 2008 åbnede Potsdamer Telegrafenberg med eventyrparken Potsdam, der har den største klatreverden i Berlin-Brandenburg. Der er blandt andet en 200 meter lang svævebane, og klatrere kan klatre 12 meter opad.
Personer der er forbundet med Potsdam: Arkitekter og landskabskunstnere
Georg Wenzeslaus von Knobelsdorff var influeret af den franske barokke klassicisme. Hans byggerier dannede grundlag for den særlige Friderizianisches Rokoko, der var Frederik den Stores mange rokoko- byggerier. Hans væsentligste byggerier var slottene Sanssouci og Potsdam byslot. Karl Friedrich Schinkel hører til blandt de mest fremragende arkitekter for klassicistisk arkitektur i det 19. århundrede. Hans første udkast, som blev realiseret, var Pomonatempel på Pfingstberg. De mest betydningsfulde byggerier i Potsdam var Schloss Charlottenhof og Nikolaikirche. Hans udkast til Schloss Babelsberg var en bygning i engelsk neogotik. Hans elev Ludwig Persius virkede som hans tætte medarbejder og vigtigste repræsentant for Schinkels skole i Potsdam. Det karakteristiske er det simple formsprog og elementerne af nygotik. Hans vigtigste værker er Heilandskirche ved Port von Sacrow, den romantiske Friedenskirche i Park Sanssouci og Dampfmaschinenhaus i Park Babelsberg, der nok også er hans mest usædvanlige bygning, da den har form af en maurisk moské. Jan Bouman – der var indvandret fra Holland – stod for opførelsen af det hollandske kvarter, det gamle rådhus, Friedrichskirche i Babelsberg og talrige borgerhuse. Derudover var han aktivt involveret i ombygningen af byslottet i Potsdam.
Have- og landskabskunstneren Peter Joseph Lenné prægede i næsten et halvt århundrede havekunsten i Preussen. Han planlagde store parkanlæg, hvor forbilledet var de engelske landskabshaver med de større sigtakser. Derudover var han også med til at planlægge byens udseende, hvor han tænkte grønne anlæg ind til befolkningens ve og vel. I 1863 blev han kåret til æresborger i Potsdam, hvor han også døde i 1866. Fyrst Hermann von Pückler-Muskau satte sig for at fuldende Park Babelsberg, som Lenné havde påbegyndt. Karl Foerster var en tysk gartner, staudeopdrætter og haveforfatter. Hans navn er forbundet med Karl-Foerster-Garten i Potsdam-Bornim samt Freundschaftsinsel, som han etablerede sammen med sin medarbejder Hermann Mattern. I 1950 modtog han æresdoktortitlen på Berlin Humboldt Universitet og i 1955 nationalprisen i DDR. Han er begravet på Alter Friedhof i Bornim.
Forbundet med Potsdam
Til de mest kendte personligheder, der er født i Potsdam, finder man: Wilhelm von Humboldt, Hermann von Helmholtz, der kendes som “Fysikkens Rigskansler”. I nyere tid optræder modedesigneren Wolfgang Joop, den tidligere brandenburgiske ministerpræsident Matthias Platzeck og entertaineren Bürger Lars Dietrich på listen over kendisser.
Byens æresborgere er Alexander von Humboldt (1849), landskabsarkitekten Peter Joseph Lenné (1863), rigspræsident Paul von Hindenburg (1933), gartneren Karl Foerster (1959), digteren Hans Marchwitza (1960) og Hasso Plattner (2017).
Historiske Rejser om Potsdam ved Anders Bager Eriksen: Begejstringen vil ingen ende tage for denne fantastiske by. Der er historien, slottene, haverne, centrum, det internationale udsyn, historien der relaterer til nazisttiden, 2. verdenskrig og Potsdamkonferencen samt DDR-tiden. Derudover har jeg selv været flittig gæst i byen i snart 20 år. Der varmer det mit hjerte at se den store udvikling, der er i gang. Hvad der varmer endnu mere er, at man har valgt at retablere og restaurere de mange smukke gamle huse. Helt eminent er initiativerne omkring Alter Markt, hvor byslottet er genetableret.
Pingback: Rheinsberg Slot | Historiskerejser.dk