Magdeburg fæstningen
Fæstningen Magdeburg hørte fra starten af det 18.århundrede og frem til 1912 til de stærkeste fæstninger i hele Preussen.
Historisk udvikling til og med Trediveårskrigen
De første befæstningsanlæg i Magdeburg kan efterspores tilbage til det 13.århundrede. Den daværende bymur forløb rundt om den nordlige del af dagens Altstadt mellem Krökentor og Otto-von-Guericke-Strasse såvel som umiddelbart syd om Domkirken. Man finder rester i området ved Wallonerkirche / Tränsberg. På grund af udviklingen over til skydevåben kunne det daværende fæstningsanlæg ikke længere bruges. I perioden 1450-1550 fandt der omfattende udvidelsesarbejde sted på bybefæstningen, det gjaldt blandt andet mere mur såvel som en anden bymur og en ny voldgrav, de første befæstning ved fronten af Elben og man byggede nye byporte med beskyttelsestårne. Derudover udbyggede man også fæstningsanlægget på den østlige side af Elben. Styrkelsen af fæstningen faldt sammen med belejringen i 1550/51 og Rigsakten – bandlysningen af Rigets love – som Magdeburg og flere andre byer blev udsat i forbindelse med indførelsen af den Lutherske Reformation. Under Trediveårskrigen holdt fæstningen også stand under belejringen der startede i 1630. Den svenske oberst Dietrich von Falkenberg beordrede ved den lejlighed befæstningens dybde udvidet fra 40 meter til omkring 150 meters dybde. Foran portene blev der opført skanser og hornværk. Udbygningen af det sydlige frontafsnit blev imidlertid forsinket under belejringen, og det var her at det lykkedes for de kejserlige tropper at indtage byen, hvilket førte til den største katastrofe i Magdeburgs historie – Massakren i Magdeburg også kaldt Brylluppet i Magdeburg, hvor mere end 20.000 af byens 35.000 indbyggere blev dræbt på tre dage. General Pappenheim hvis tropper havde hærget i byen sløjfede efterfølgende fæstningsanlægget.
Preussens stærkeste fæstning
Indtil afslutningen af Trediveårskrigen blev Magdeburg regeret af Ærkestiftet Magdeburg, mens de ved afslutningen på krigen blev et Hertugdømme under Kurfyrstendømmet Brandenburg-Preussen. Den Store Kurfyrste – Friedrich Wilhelm – af Brandenburg-Preussen gav i 1666 befalingen om istandsættelse af fæstningsanlægget. Man startede med front at bygge Bastion Cleve fronten ud mod Elben. Foran voldgravene rundt om byen anrettede man et brystværn, og på Werder – øen i Elben – blev der bygget et 800 m² stort Citadel – Zitadelle Magdeburg. I 1702 begyndte den anden fase med udbygning under ledelse af Guvernøren i Magdeburg Fyrste Leopold I. von Anhalt-Dessau. Indtil 1713 opstod der et kvarter med elleve bastioner. I et tredje byggeafsnit under ledelse af fæstningsarkitekten Hans Martin von Bosse og Gerhard Cornelius von Walrave opstod yderligere 11 bastioner med såvel tårnskanser og Fort Berge. Omkring år 1740 var nordfronten på fæstningsværket 400 meter, vestfronten 600 meter og sydfronten 300-600 meter dyb. Det samlede forsvarsanlæg omfattede et areal på 200 hektar, der spredte sig ud over 120 hektar byareal.
Fæstningsbyggeri i det 19. århundrede
I 1806 gjaldt Magdeburg som Preussens stærkeste fæstning. Byen blev belejeret i den Fjerde Koalitionskrig i dagene 28. oktober til 8. november 1806, men trods det overdraget næsten uden kamp til Napoleons tropper af Franz Kasimir von Kleist. Byen blev derefter indlemmet i det franske kongerige Westfalen og var et vigtigt led i den franske forsvarslinje ved Elben. De vigtigste tiltag til en videre udbygning af fæstningsanlægget var udvidelsen af Glacis-anlæggene til også at omfatte forstæderne Neustadt og Sudenburg. De blev nu områder med fri beskydning. Magdeburg var i årene 1813-14 i stand til at modstå en belejring fra de preussisk-russiske tropper. Efter Napoleons nederlag drog der igen preussiske tropper ind i byen 24. maj 1814.
Med indførelsen af det Ny-preussiske Fæstningssystem – Polygonalsystem – blev Magdeburg Fæstningen udbygget på ny. Voldanlæggene blev moderniseret, og Elb-bredden blev befæstet, og fæstningsportene blev nyanlagt og ombygget. Indenfor fæstningen opstod der talrige militærbygninger som kaserner og magasiner. I 1840 stod jernbanestrækningen Magdeburg-Leipzig færdig, hvilket medførte dybdegående ændringer i befæstningen. For at føre jernbanen ind i byen måtte der anlægges nye jernbane-porte – hvoraf Altes Leipziger Tor stod færdig som den første. Indtil 1873 blev der anlagt hele otte jernbaneporte indenfor fæstningsområdet. Med de kraftigere kanoner måtte fæstningsanlægget på ny udbygges. Indtil 1866 betød det et kvarter med 14 forte, som blev anlagt i en radius af 1.000 til 3.000 meter fra kernefæstningen. Fra 1890 blev mellemværkerne i form af 8 værker opført.
