Rejse til hjertet af Polen med en stribe af kulturperler i dagene 16.-23.maj 2027. Vi tillader os at bo på luksushoteller i centrum af Warszawa, Poznan og Gdansk på rejsen. Turen bringer os endvidere til Torun, Malbork, Gniezno, Chelmno og Westerplatte. Turen ligger ud med opsamling Jylland – Fyn og Sjælland på vej til færgen i Gedser til Rostock. Herfra følger vi en rute langs alle kulturbyerne i det det nordlige Tyskland og Polen, hvor byer som Stettin, Kolobrzeg og Darlowo har været tyske indtil 1945. Efter sen ankomst til Gdansk, da indkvarterer vi os direkte ud til vandet i det mest centrale af Gdansk. Dagen efter byder på byrundtur igennem centrum der er genopført med dens mange charmerende hansahuse, kranbygninger langs vandet. Gdansk spiller en kernerolle i forbindelse med udbruddet på 2.verdenskrig, da det var en torn i øjet på nazisterne at byen var under international kontrol, så det var næppe tilfældigt at de første skud i 2.verdenskrig lød på Westerplatte – en halvø der er del af havneudsejlingen på Wislafloden. Vi ser mindesmærket og udstillingen og sejler retur til Gdansk. I Gdansk er der mulighed for at komme ind at se det vel nok største museum over 2.verdenskrig i Polen, hvor der skal afsættes god tid. Gdansk spiller også en særlig rolle for kommunismens fald, med Solidaritet under ledelse af Lech Walesa og de modige værftsarbejdere på Leninværftet. Et lige så omfattende museum findes for deres heroiske indsats i 1980´erne. Efter vi forlader Gdansk besøger vi Malbork og hører om Teutonerordenen og deres enorme borg – et imponerende sted. Vi fortsætter herefter til Torun, hvor astronomen Kopernikus er født, der ligger ved Wisla og som fuldstændig overlevede 2.verdenskrig uden ødelæggelser. Vi nyder opholdet inden vi fortsætter til Polens hovedstad Warszawa, hvor vi indkvarterer os fyrsteligt, da vi bor i et historisk genopført palæ direkte ved kongeslottet på 5-stjernet ophold. En sjælden luksus, der giver os et suverænt udgangspunkt for at opleve Warszawa og høre om dets historie tilbage fra Vasa´erne til de 123 år under fremme herredømme og det dramatiske 20.århundrede, med selvstændighed, sejren over den Røde Hær i 1920, de modernistiske 1920´ere og 2.verdenskrigs frygtelige begivenheder i form af etableringen af Ghettoen og den heroiske forgæves opstand mod nazismen, til kommunisternes indtog og til genopførelsen af byen. Vi kommer rundt og ser Warszawa og har rig mulighed for at se museerne for byens dramatiske historie. Herefter besøger vi udryddelseslejren Chelmno og hører om Holocaust i Polen. Vi besøger også Polens religiøse vugge Gniezno på vej til Poznan. Poznan er vores sidste stop med centralt 4-stjernet hotel. I Polens første hovedstad får vi naturligvis den lange historie, hvor der lægges hovedvægt på opstanden i 1956, som dannede inspiration for en lang række efterfølgende opstande. En fantastisk rejse til hjertet af Polen med en stribe af oplevelser i de historiske byer.

Warszawas smukke centrum. Her kan vi se frem til 2 nætter direkte ved det kongelige slot på 5-stjernet hotel i historisk palæ. Foto fra Pixabay
Rejsens pris er 12.399 DKR (Enkeltværelsestillæg 3950 DKR) og inkluderer:
Det bemærkes at rejseforsikring samt afbestillingsforsikring ikke er inkluderet i rejsens pris. Det anbefales stærkt at
Ved bestilling af rejsen kontakt Historiske Rejser på 20 93 17 14 eller mail@historiskerejser.dk – her bedes om navn, adresse, telefon og mail – hvorpå der sendes faktura på depositum (3000 DKR) der gælder for ens tilmelding.
Opsamling på udtur: Grænsekro (Christiansfeld) – Kolding – Fredericia – Middelfart – Odense – Nyborg – Slagelse – Køge Nord. Flere af stederne med langtidsparkering
Afstigningsmuligheder hjemad: Padborg – Rødekro – Hammelev – Grænsekro – Kolding – Fredericia – Middelfart – Odense – Nyborg.
1.dag: Opsamling – Gedser – Rostock – Gdansk
Opsamlingen begynder tidligt på den Gamle Grænsekro, hvorpå vi har opsamling på tværs af Fyn ved Middelfart, Odense og Nyborg. Der er morgenmad i bussen i form af smurte rundstykker, pålægsbakker og juicebrikker. Herpå passerer vi henover Storebæltsbroen og tilbyder opsamling ved Slagelse og stationen ved Køge Nord inden det går mod færgehavnen i Gedser, hvor vi starter turen med at nyde sejladsen mod Rostock, samtidig med at vi får frokost ombord.

Indsejlingen til Rostock er en fin oplevelse. Foto fra pixabay
Efter vi når i land i Rostock venter der os en lang tur, der først går via Mecklenburg-Vorpommern i det tyske forbi byer som Stralsund og Greifswald og snart ind i Polen, hvor vi syd for Stettin passerer ind i den del af Pommern der i 1945 blev polsk og hvis tyske befolkning blev tvangsforflyttet. Turen bringer os vidt omkring i den polske historie, hvor fortællingerne både går på de oprindelige pommerske fyrster, de svenske erobrere og Prøjserne der siden overtog området. Når vi passerer Kolberg/Kolobrzeg går historien uvægerligt i retning af den ukuelige belejring under Napoleonstiden, mens vi ved Darlowo hører om Erik af Pommerns skæbne. Snart passerer vi ind i Pommerellen og dermed ind i det område, der blev polsk i mellemkrigstiden og som var en årsag til stor uro mellem Tyskland og Polen. De tyske værn fra Danzig var voldsom mod den Kasjubiske befolkning i området, da nazisterne angreb i et forsøg på en etnisk udrensning i 1939. Vi hører om dette og passerer forbi Gdynia og sen ankomst til vores centralt beliggende hotel i Gdansk. Hotel Holiday Inn City Centre. Vi spiser på hotellet første aften.
SE HOTEL HOLIDAY INN CITY CENTRE (4-stjernet hotel i 3 nætter)

Vores hotel – 3 nætter – i Gdansk kan ikke ligge mere centralt og helt ud til Wisla i centrum af Gdansk. Foto fra hotellets hjemmeside
2.dag: Gdansk – Det gamle Danzig
Efter at have haft god tid til at nyde morgenmaden, der skal vi på gående byrundtur i Gdansk.
Vi starter dog med at tage med bussen til det tidligere Leninværft, hvor Lech Walesa og værftsarbejdere i august 1980 dannede den frie fagforening Solidarnosc / Solidaritet og dermed ydmygede den socialistiske stat, der året efter indførte militær undtagelsestilstand med en massiv forfølgelse af fagforeningens medlemmer. Trods talrige fængslinger, flugt mod vesten og forsøg på at ensrette propagandaen da voksede støtten til Solidaritet til en politisk massebevægelse som regimet mod slutningen af årtiet ikke kunne komme udenom. Vi hører den fantastiske historie om de egentlige helte for kommunismens sammenbrud. Idag huser stedet et fantastisk museum. Kort herfra gør vi holdt ved et andet imponerende museum, det nationale museum for 2.verdenskrig. Der detaljeret afdækker Polens ulykkelige og blodige rolle i 2.verdenskrig. Vi bliver introduceret til museet, men fortsætter herfra til fods til det polske postkontor, der ved 2.verdenskrigs udbrud kæmpede heroisk mod den nazistiske overmagt.

Kanalkvarteret i Gdansk. Foto: Anders Bager Eriksen, Historiske Rejser
Herpå besøger vi Birgittinerkirken med det fantastiske alter i rav, der var Solidaritets kirke, som de brugte til at holde møder i. Vi passerer naturligvis også det store museum for rav, og den rolle det har spillet for byens handelsliv både som Hansestat, som uafhængig del af Polen og under Teutonerordenen. Det ligger i det charmerende kanalkvarter, hvor astronomen Jan Hevelius boede og ligger begravet. Vi hører om Jan III. Sobieski den polske konge der forsvarede Europa ved Wiens porte i 1683 og hans nære forhold til Danzig. Herpå kommer vi helt ind i centrum, hvor vi ser en række af fantastiske bygninger på vores vej rundt i byen, det gælder Krantor – den største middelalderlige kran i Europa; rødstensbasilikaen Marienkirche, den grønne port på det imponerende Lange Torv, den baltiske philharmonie, Rådhuset i Rechtsstadt, det Store Tøjhus, Artushof – hvor gildelaugene mødtes i middelalderen – Sankt Georg Skyttelauget, andre byporte som Langgasser Tor og Hohes Tor.

Gdansk emmer af atmosfære i form af gamle pakhuse og den rigdom som byen har haft som en af de vigtigste handelsbyer der ligger hvor floden Wisla møder Østersøen. Foto fra Pixabay.
Herefter bliver der fritid resten af dagen, hvor de interesserede oplagt kan tage på museet for 2.verdenskrig eller for Solidaritet. Man spiser på egen hånd om aftenen.
3.dag: Sejltur
Vi starter dagen med at køre til Westerplatte, hvor 2.verdenskrig startede da skoleskibet Schleswig-Holstein åbnede ild klokken 04.47 om morgenen den 1.september 1939 og dermed blev startskuddet på den blodigste krig i verdenshistorien. Vi hører om den heroiske kamp fra polske tropper på halvøen Westerplatte og går ud til det store mindesmærke der knejser højt over Wislas deltaområde. Herpå er der mulighed for at deltage i en sejltur retur til Gdansk, hvor vi ser det enorme havneområde for Polens vigtigste havn.

Westerplatte – monumentet for det tyske angreb der indledte Anden Verdenskrig. Foto fra Pixabay
Efter vi kommer hjem kan man nyde resten af dagen i Gdansk.
4.dag: Malbork – Torun + Warszawa
Vi pakker bussen tidligt og siger farvel til Gdansk og vores dejlige centrale hotel og gør klar til en begivenhedsrig dag. Vi starter med at køre en smule sydøstlig retning fra Gdansk, hvor vi skal besøge Malbork/Marienburg – verdens største rødstensbyggeri.
Marienburg blev grundlagt af tempelridderordenen i 1309, da ordenen søgte et nyt hovedkvarter efter at de mellemøstlige korstog var blevet indstillet. I perioden fra det enorme kompleks blev opført og frem til Ordenens forsmædelige nederlag ved Grunwald i 1410 til Polen-Lithauen, da var den enorme borg hjemsted for et væld af pilgrimme, eventyrere der ønskede at støtte ordenens nedkæmpelse af hedenske folkefærd mod øst. På turen ser vi hvor Højmesteren af Ordenen holdt til, hvilket kan sammenlignes med konger og fyrster på andre slotte, men også hvor sovesale, forsvarsværker, brønde og naturligvis de religiøse ceremonier foregik. I 1457 valgte Ordenen at skifte Marienburg ud som centrum for ordenen og istedet trække sig tilbage til det mere sikre Kønigsberg. Herefter rykkede polske konger ind på slottet, mens slottet forfaldt efter at området i 1772 blev prøjsisk. I midten af 1800-tallet begyndte prøjsiske konger at retablere slottet. I slutfasen af 2.verdenskrig blev slottet dog igen kraftigt ødelagt, hvorpå at den polske stat genopførte slotskomplekset.

Malbork eller Marienburg – den største rødstensborg/Tempelridderborg i Europa – hvor Teutonerordenen havde deres øverste ledelse indtil den blev rykket til Kønigsberg. Foto fra Pixabay
Der venter os en særdeles interessant rundtur på det enorme slot.
Efterfølgende fortsætter vi sydover langs floden Wisla og ankommer til kulturbyen Torun, der ligger smukt langs Wislas bredder og som ved et mirakel i Polen undgik ødelæggelse under 2.verdenskrig. Historisk set bliver vi i samme genre som Malbork / Marienburg, da det var den tyske orden, der grundlagde byen – som de samtidig grundlagde den nærliggende by Kulm. Byen var helt central for tysk kulturs udvidelse mod vest og her opstod slot og en utrolig livlig handel med såvel Polen som de nye samfund der opstod i prøjsiske og baltiske område, og selvfølgelig også som medlem af Hansestæderne. I 1454 brød byen – ligesom Danzig og Elbing – med Teutonerordenen og blev istedet polsk len med udpræget selvstændighed. Det fik kun byen til at blomstre endnu mere handelsmæssigt, de var særligt kendt for peberkager – mon ikke vi skal smage en sådan. I 1473 blev Nikolaus Kopernikus født byen, hans betragtninger fik ideen om at jorden var universets centrum til at vige til fordel for at sætte solen i centrum.

Nikolaus Kopernikus blev født i Torun og siden satte han gjorde han de observationer, der gjorde at man blev opmærksom på at solen var centrum i et system med planeter der cirkulerede rundt herom. Foto fra pixabay
Den stærkt detroniserede Teutonerorden havde i 1521 forsøgt sig med en erobring af Torun – eller Thorn som den hed på tysk – det slog fejl, var en slags dødskrampe for Teutonerordenen, der få år efter blev et selvstændigt protestantisk kongeligt len under de polske konger. Thorn blev også en by hvor den tyske flertalsbefolkning bekendte sig til protestantismen. I slutfasen af Trediveårskrigen indførte den polske konge Wladyslaw IV. Vasa en religiøs forståelse, hvor der var plads til såvel protestanter i byen. Man skulle helt frem til 1724 hvor det kom til religiøs uro i byen. Byen blev ramt af hårde ødelæggelser fra svenske angreb under Karl XII i 1703 og igen i slutfasen af Napoleonskrigene, hvor de havde hørt under Napoleons allierede det franskorienterede Hertugdømme Warszawa. De blev del af Prøjsen – som de allerede havde været 1793-1807 efter Napoleonskrigene, en udvikling der i form af jernbanebyggeri satte gang i en vækst i fremkomst af industri. Da man samtidig blev grænseby mod Rusland blev byen også udbygget med enorme forter.
Efter 1.verdenskrig blev byen polsk, hvilket førte til en stor afvandring fra byens tyske befolkning, der flyttede væk. Denne udvikling blev bremset med udbruddet på 2.verdenskrig, hvor Thorn blev indlemmet i Det Tredje Rige og hvor tyske værn udførte grufulde massakrer på såvel den jødiske som den polske befolkning i byen. Ved et mirakel gik den Røde Hær udenom byen i 1944-45 og som dermed undgik ødelæggelser under 2.verdenskrig, som de øvrige byer vi besøger på denne rejse ikke kan sige sig lige så heldige med. I 1997 blev hele centrum af Torun optaget på UNESCO Verdenskulturarvsliste.

Torun – overlevede fuldstændig 2.verdenskrig stort set uden ødelæggelser. Foto fra pixabay
Vi får en rundtur i centrum hvor vi naturligvis ser hvor Kopernikus blev født, ruinerne fra det imponerende slot bygget af Teutonerordenen, det skæve tårn, rådhuspladsen, peberkagemuseet og promenaden langs Wisla. Vi spiser tidlig aftensmad i den charmerende by inden vi siger farvel og fortsætter færden videre mod Warszawa.

Torun forlader vi først efter aftensmaden. Foto fra Pixabay
Vi kommer sent til Warszawa, hvor vi indkvarterer os fyrsteligt på et 5-stjernet hotel, der ligger i de historiske 1700-talspalæer Branicki og Szaniawski og som blev totalt ødelagt under 2.verdenskrig, men blev genskabt efter bl.a. den italienske maler Canalettos malerier. Vi tillader os to nætter med eksklusiv luksus i hovedstaden. Palæet har både været polsk indenrigsministerium i mellemkrigstiden og den russiske tsars repræsentant tidligere.
Vi ligger os fyrsteligt til rette !
SE HOTEL VERTE I WARSZAWA (5-stjernet hotel i 2 nætter)

Vi bor på Hotel Verte i det historisk genopførte Palæ Branicki direkte ved Warszawas kongeslot. 2 fyrstelige nætter er os i vente. foto fra hotellets hjemmeside
5.dag: Warszawa
Vi vågner og ser frem til morgenmad i fyrstelige rammer.
Efter at have nydt denne morgenmad, da gør vi os klar til at se nærområdet ved Warszawas slot til fods.
Warszawa ligger i den centrale del af Polen, der hedder Masovien og ligesom Gdansk og Torun også ved Wislafloden. Den herskende middelalderlige polske slægt var Piasterne, som også sad på magten i Krakow og Wroclaw i middelalderen. Deres slot lå imidlertid i Plock ved Wisla og ikke Warszawa. I løbet af 1200 og 1300-tallet var særligt bydelen Jazdow i Warszawa et område med tiltagende betydning både økonomisk og politisk også i form af tilkomsten af en lang række tyske handelsfolk. I slutningen af 1300-tallet så man både en lang række kirker blive bygget og det gjaldt også den tidligste del af det senere kongeslot.

Centrum af Warszawa der igen blev retableret efter at være total ødelagt under 2.verdenskrig. Foto fra pixabay
Warszawa nød godt af beliggenheden mellem de to daværende hovedstæder Vilnius og Krakow og som de Masoviske fyrsters nye residens. Warszawas betydning steg betragteligt handelsmæssigt, da Danzig i 1466 blev polsk len og dermed hele sejladsen på Wisla var kontrolleret af Polen. I 1548 forlagde enkedronning Bona Sforza sit hof fra Wavel i Krakow til slottet Ujazdowski i Warszawa, da hendes søn Sigismund II. August blev voksen vendte han dog retur til Krakow omend han oftere tog ophold i Warszawa. Da den Polsk-Litauiske Union blev etableret i 1569 indførte de et parlament – en Sejm – der skulle samles i Warszawa og vælges foran byens porte i Kamion og Wola. Det betød at de efterfølgende konger blev valgt i Warszawa, det samme gjaldt de prøjsiske hertugers eds-sværgelse. Da Wavelslottet brændte i 1596 i Krakow, da besluttede Sigismund III. Vasa at Warszawa skulle være landets hovedstad og kongelige residens. Dette skyldtes at Vasa-kongen bar ambitioner i retning af at blive konge af Sverige – som han faktisk var i disse år – og at blive Tsar af Rusland. Det oprindelige Masoviske fyrsteslot blev nu omdannet til polsk kongeslot. Warszawa udvidede kraftigt i disse år med flere nye bydele og et område, der rundt om kongeslottet blev udsmykket i såvel barok som i manieristisk stil og med et væld af statslige og fyrstelige palæer. Imidlertid var Jan II Kasimir Vasas vedvarende krav om den svenske trone med til at fremprovokere at Karl X. Gustav i 1655 rykkede ind i Polen og sammen med Brandenburgere og Siebenburgere lagde byen øde. Ødelæggelserne er kun overgået af de tyske ødelæggelser under 2.verdenskrig og 23.juni 1657 festligholdes, da Karl X. Gustav af Sverige trak tropperne tilbage og dermed fik de øvrige til ligeledes at trække sig. Vi ved at de svenske tropper nu skulle mod Danmark, der officielt havde erklæret Sverige krig.

Warszawa ligger som Torun og Gdansk også ved Wisla. foto fra pixabay
I 1668 sluttede Vasaernes regeren over Polen og istedet kom Jan Sobieski, der i den store europæiske historie huskes som Europas og Kristenhedens redningsmand ved Wiens porte i 1683, men som i Warszawa tillod store barokke mestre som Andreas Schlüter at udfolde deres talenter med et massivt byggeri af kirker og palæer. Efter hans regeringstid var det de saksiske Wettinere der fra 1697-1763 regerede. Det blev en periode med to ødelæggende krige – Store Nordiske Krig og i 1730´erne den polske arvefølgekrig som igen førte til store ødelæggelser i byen. Trods dette blev der bygget parker, palæer samt en massiv tilførsel af smuk porcelæn fra Meissen. Den sidste polske konge Stanislaw Poniatowski gjorde Warszawa til et centrum for oplysningstidens idealer med frie aviser, vinkelrette gader og 3.maj 1791 som stedet hvor den mest frie demokratiske forfatning til dato havde set dagens lys. Det medførte hårde kampe, der brød ud og i 1793 og 1795 blev resten af Polen delt op imellem Preussen, Rusland og Østrig.
I 1807 genopstod et selvstændigt Hertugdømme Warszawa, der eksisterede som fransk allieret indtil 1815. I den periode var Josef Poniatowski – bror til den sidste polske konge – hærfører fra Polen. Han mistede livet i Napoleons store nederlag ved Leipzig i 1813 og danske Bertel Thorvaldsen har udført en statue som man finder foran præsidentpaladset.
Efter Wienerkongressen i 1815 opstod Kongrespolen, hvor den russiske Tsar blev konge af Polen og hans bror Konstantin blev statholder med en forholdsvis liberal forfatning. De første år så et stort byggeboom med sig, idet universitet opstod, den første centrale polske børs og samtidig også en tidlig industrialisering. Imidlertid viste den russiske Tsar sig snart alt andet end liberal og i november 1830 ville han sætte polske tropper ind til at hjælpe med at nedkæmpe den belgiske opstand i det vestlige Europa. Det nægtede polakkerne og det førte til Novemberopstanden, som blev slået hårdhændet ned. Mere end 30.000 Warszawa-borgere flygtede til Frankrig efterfølgende, heriblandt Frederic Chopin og litteraten Adam Mickiewicz. Russerne byggede en lang række af militære installationer, der skulle overvåge byen og dens befolkning herpå. Undertrykkelsen blev kun endnu mere udtalt efter opstanden i 1863-64, hvor Russerne nu også forsøgte at russificere byen. Byen var trods dette i en rivende udvikling og industrialiseringen foregik i et hastigt tempo.
En af de mest tydelige udviklinger var en enorm tilstrømning af jødiske medborgere, hvor man ofte hørte jiddisch talt i byen ved siden af polsk. Omkring 30-40% af byens befolkning var jødisk.
Warszawa blev besat af tyske tropper under Første Verdenskrig og kom til at ligge tæt på frontlinjen krigen igennem, hvilket resulterede dels i et enormt antal civile flygtninge, en lammet industri og en mangel på de fleste fornødenheder, der også kendes som hungersnøden med et ukendt antal døde.

Jozef Pilsudski – den helt store politiske og militære figur i forbindelse med Polens genvundne uafhængighed og i mellemkrigsårene. Foto fra pixabay
10.november 1918 ankom Josef Pilsudski til Warszawa efter at tyskerne havde løsladt den karismatiske militære leder. Dagen efter overgav de tyske tropper ham den lokale magt og 16.november meddelte selvsamme Pilsudski i Warszawa at Polen var genopstået efter 123 år. Warszawa var igen Polens hovedstad. Allerede i 1920 skulle byen endvidere blive ramme om et temmelig afgørende slag mod Sovjetunionen. Polen havde forsøgt at sikre sig de polske befolkningsgrupper der bor i dagens Ukraine og Hviderusland og den vej igennem, var man kommet i direkte kamp mod den Røde Hær. Pilsudski tog selv den militære taktstop og lykkedes at redde Polens eksistens og slå den Røde Hær i August 1920 ved Warszawa, en begivenhed som Vladimir Lenin så som den ødelagte mulighed for at bringe kommunismen til Vesteuropa og i særdeleshed Tyskland. Den russiske arv blev skridt for skridt fjernet fra bybilledet i disse år. Det gjaldt eksempelvis Alexander Nevskij-Katedralen der blev erstattet af den Ukendte Soldats Grav.
I 1926 tog Josef Pilsudski magten ved et militærkup, hvorpå Polen var at regne for et autokrati og ikke et demokrati. Polens forhold til dets naboer var ret elendigt. I 1920 havde Polen besat Vilnius, hvis befolkning var omkring 60-70% polsk, men trods dette var Litauens historiske hovedstad og sikrede at deres baltiske historiske alliance lå i ruiner. Efter krigen mod USSR var forholdet – helt naturligt – præget af dyb mistillid, mens forholdet til Tyskland ligeledes var notorisk dårligt med de tyske mindretal i en del byer som eksempelvis Thorn, Kulm og Posen. Endelig var Polens forhold til Tjekkoslovakiet elendigt, da Polen udnyttede München-aftalen og forræderiet mod tjekkerne til at erobre Teschen og sikre sig dette område. Man satsede på et godt forhold til Frankrig, der havde forsvaret polakkernes erobring af Vilnius. Det viste sig ikke at være meget værd.

Warszawa blev i mellemkrigstiden udført med modernistiske pragtbygninger. Foto fra pixabay
Warszawa gennemgik dog en periode hvor man fik navnet Nordøsteuropas Paris med funktionelle og modernistisk byggeri, brede boulevarder og en lang række af parker og nok mest karakteriseret ved den ikoniske Prudential Bygning.
1.september 1939 begyndte ragnarok for Polen og for Warszawa. Luftwaffe fløj systematiske terroriserende bombetogter over byen, der i krigens start førte til at omkring 10% af den samlede bygningsmasse blev ødelagt og 28.september medførte at byen – og Polen officielt – overgav sig, hvorpå en tysk/nazistisk besættelse af byen begyndte, der var en af de værste i menneskehedens historie.
Nazisterne begyndte fra starten på en systematisk forfølgelse med henrettelser, fængslinger, eliminering af den polske intelligentsia og politiske figurer, der var baseret på en racistisk tilgang som var møntet på at eliminere den polske nation. Allerede i oktober 1940 indrettede man Warszawa-Ghettoen hvor 450.000 jødiske borgere blev gennet sammen på kun 2,4 kvadratkilometer med en dagsration på kun 80 kalorier. Fra og med 1942 blev mange i ghettoen sendt til udryddelse i Treblinka. I foråret 1943 kom det til opstand i ghettoen i forbindelse med at nazisterne ville dræbe de tilbageblevne.

Warszawa Ghettoen ryddes og en jødisk dreng kigger skrækslagen, mens de tyske soldater retter maskingeværet mod den lille dreng. Dehumaniseringen er total. Foto fra pixabay
Den ikke-jødiske befolkning havde det ikke stort bedre og i perioden fra august til oktober 1944 gjorde polakkerne opstand mod nazisterne, idet de forventede hjælp fra den Røde Hær, der stod lige udenfor byen. Her blev den Røde Hær imidlertid stående, da det ikke var Stalins plan at hjælpe Polakkerne. Hitlers ordre på den polske opstand var at byen skulle forsvinde fra jordens overflade, hvorpå at tyske tropper nidkært nedbrændte byen med flammekastere. 84% af Warszawa var totalt destrueret. Den 17.januar 1945 “befriede” den Røde Hær så endelig Warszawa, hvor ingen polsk modstand længere var tilbage.
Det Warszawa der opstod efter 1945 var både et Warszawa, hvor de historiske bygninger i centrum blev minutiøst genopført efter malerier af den italienske maler Canaletto, men også hvor der opstod socialrealistiske brede boulevarder og det stalinistiske Videnskabspalads. Det oprindelige polske kongeslot blev genopført minutiøst.
Den officielle del af bearbejdningen af fortiden i Polen i form af mindesmærker ensrettede skyldsspørgsmålet til at være tysk og nazistisk, hvilket jo også var det land der bar hovedparten af skylden. Her var det i 1970 en kernebegivenhed at den vesttyske kansler knælede og undskyldte for Tysklands skyld under selvsamme krig. Fra Sovjetunionen lød der imidlertid ingen officielle undskyldninger for deres besættelse af det østlige Polen i årene 1939-41 og efterfølgende befrielse fra 1944-45. Ved den lejlighed blev i hundredtusinder af polakker deporteret og sendt til GULAG og i titusinder dræbt, mest kendt officererne der blev sendt til Katyn.
Efter det polske opgør med kommunismen har mindesmærker for de lidelser som Sovjetunionen påførte det polske folk fundet vej til det offentlige rum.

Mindesmærke for de mange polakker der blev sendt til GULAG. Foto fra pixabay
I løbet af dagen i Warszawa vil vi se de historiske genopførte bygninger. Efter denne rundtur vil vi prioritere museumsbesøg i byen, hvor der findes prisvindende museer for Den Jødiske Ghetto under nazismen og deres horrible forhold, den store polske modstandsopstand i 1944 og endelig på kongeslottet en lang række af kunstgenstande og historisk genskabte sale.
Man spiser aftensmad på egen hånd.

Warszawa byder på masser af muligheder for spisning på egen hånd. Foto fra pixabay
6.dag: Chelmno + Poznan
Vi nyder den sidste morgen på vores luksuriøse hotel i Warszawa, hvorpå vi pakker bussen og gør klar til at forlade Polens hovedstad. Vi kører vestpå og passerer snart byen Lodz, der er kendt for at være en af Østeuropas vigtigste tekstilbyer endsige og ofte kendt som “Polens Manchester” samt for dens filmskole der har fostret store navne som Roman Polanski og Andrzej Wajda fra. Byens mange jøder mødte deres endeligt i udryddelseslejren Kulmhof / Chelmno som er dagens besøg. Når vi ankommer hertil venter der os en guide, der vil tage os rundt i området og fortælle os om de ufattelige ydmygelser og de dehumaniserende måder som folk blev dræbt på. Lejren havde kun 7 kendte overlevende idet at lejren fungerede som ren udryddelseslejr. Den var den tidligste udryddelseslejr der blev etableret (8.december 1941), og hvor drab foregik med mobile gasningsforsøg. Disse forsøg blev snart kopieret i andre uhyggelige lejre som Belzex, Sobibor og Treblinka. De fleste dræbte kom fra ghettoen i Lodz og fra området Warthegau, som nazisterne ønskede at rense for jødisk befolkning. Formålet var kun at dræbe og dermed decideret drabsfabrikker. Det menes at omkring 170.000 til 200.000 blev dræbt.

Mindesmærke for udryddelseslejren i Chelmno. Kilde Keith Harris History
Vi ser resterne af gården Kulmhof, hvor man samlede fangerne inden de blev dræbt og i udstillingen efterfølgende af de mange efterladenskaber af personlige ejendele. Området er delt op i museumsområdet og skovområdet og vi besøger begge dele. I skoven ser man mindesmærket for de dræbte samt konturerne af de bortsprængte krematorieovne.
Midt på eftermiddagen har vi oplevet rigeligt af denne historie og fortsætter videre vestpå mod Gniezno, hvor vi gør et stop ved byens smukke katedral, hvor de første polske konger blev kronet. Byen udgør Polens ældste ærkebispesæde, hvor relikvierne fra den hellige Adalbert eller Wojciech ligger. Den tjekkiske adelsmand blev dræbt på hans mission for at gøre dagens nordlige Polen kristent i årene omkring år 1000, hvorpå hans grav blev et vigtigt pilgrimsmål. Byen er også forbundet med den hvide ørn, som den slaviske stamfader Lech så i et træ beskytte sin rede – Gniezno betyder rede på oldslavisk – hvilket blev set i solnedgangen, heraf opstod Polens nationalskjold en hvid ørn på en rød baggrund.

Gniezno – Polens religiøse vugge. Foto fra Wielkopolska
Efter at have set domkirken fortsætter vi mod Poznan, hvor vi indkvarterer os på Park Inn Radisson i det centrale Poznan og spiser på hotellet den første aften.
SE HOTEL PARK INN RADISSON SAS (4-stjernet hotel)
7.dag: Poznan – byrundtur og fritid
Efter at have nydt morgenmad skal vi på byrundtur til fods i Poznan.
Folkeslaget Polanerne holdt til i området siden 700-tallet og det var også her at Polens første kendte konge Mieszko I lod sig døbe i 966, hvor han 2 år efter grundlagde Polens første kirke i form af Poznan Katedral, hvor han selv og flere andre konger ligger begravet. Det var på katedraløen midt i floden Warthe. Snart fulgte også anlæggelsen af den kongelige residens. Polens tidlige kongedømme valgte snart at opdele repræsentationen således at det religiøse centrum blev lagt i den nærliggende by Gniezno mens Poznan blev den kongelige residens og det militære centrum.

Poznan med dets charmerende centrum. Foto fra pixabay
I middelalderen inviterede Poznan tyske nybyggere til, der nød en lang række privilegier. Det var et meget attraktivt sted, da Poznans placering forbandt områderne i de baltiske, bøhmiske, tyske og polske områder og ved en meget væsentlig flod som Warthe. Trods de mange tyskere forblev byen dog polsk i sin grundessens. Byen fik stapelret og blev mere og mere central for handlen i Polen omend den mistede noget af dens historiske betydning da Polens kongelige residens fra og med midten af 1300-tallet kom til at ligge i Krakow.
I 1500-tallet blev specielt den tyske befolkning inspireret af Luthers tanker der vandt frem hos handelsborgerskabet, men ikke hos den polsktalende del af befolkningen. I 1571 blev Jesuitterordenen etableret i byen og det blev starten på en nedgang for byen, der måtte se Warszawa blive politisk centrum i Storpolen for i 1600-tallet at opleve et væld af oversvømmelser, brande og krigsødelæggelser, hvor særlig svenskernes ødelæggelser var enorme. I 1700-tallet kom en lang række tyskere til byen og i 1793 blev byen indlemmet i Prøjsen under navnet Posen. Allerede i 1807 blev de dog del af det franskstøttede selvstændige hertugdømmet Warszawa, og da Napoleon led nederlag i 1815 oprettede man Storhertugdømmet Posen. Imidlertid blandede Prøjserne sig i de interne anliggender efter den polske opstand i 1830, hvor tyske embedsmænd var med til at undertrykke polsk sprog. Efter opstanden i 1848 var Prøjsens politik langt mere aktiv, hvor Prøjsen opkøbte jord og tildelte det til tyske landmænd da man ville “germanisere” området. Denne politik blev kun intensiveret under Otto von Bismarck, hvor hans Kulturkampf blev ført mod de polske institutioner i området.
Den polske pianist Ignacy Jan Paderewski holdt 26.december 1918 en flammende tale til fordel for polsk uafhængighed, hvorpå voldsomme demonstrationer brød løs. Da Polen blev oprettet som stat blev Poznan del af den nye polske stat idet at de havde smidt tyskerne ud. Der blev bygget intensivt i årene under den polske stat, hvor det vigtigste var at der blev grundlagt et universitet. Generelt set var byen endnu mere nationalistisk polsk end resten af landet, hvilket skyldes at de lå meget tæt på den tyske grænse.
Da den nazistiske hær besatte byen 10.september 1939 var hævnen enorm. SS Einsatzgrupper rensede byen for den polske elite og for polsk modstand. De overlevende polakker blev sat på kreaturvogne til Generalguvernementet og al deres ejendom overdraget til tyske nybyggere. På trods af den enorme undertrykkelse så fortsatte en polsk modstandsbevægelse med at eksistere krigen igennem i byen. Hitler erklærede byen som “Festung Posen” i 1944 / 45 og derpå blev omkring 55% af byen ødelagt ved den Røde Hærs fremfærd.

Trods de hårde ødelæggelser under 2.verdenskrig har man i Poznan genskabt meget og først og fremmest har man farver i midtbyen. Foto fra pixabay
I Poznan så man en af de største opstande vendt mod det kommunistiske styre da arbejderne på Cegielski Metalværket nedlagde arbejdet i protest mod de elendige forhold man havde. De protesterende stormede det lokale fængsel og angreb det hemmelige politi. Derpå sendte regimet mere end 10.000 tropper ind og 400 kampvogne ind og knuste opstanden blodigt. Minimum 57 mennesker mistede livet. Opstanden fik enorm betydning, da den førte til store sympatidemonstrationer, mest vigtigt i Ungarn, hvor deres opstand hentede inspirationen herfra og internt i Polen førte den til det polske tøbrud med Gomulka og væk fra stalinismen.
Styret tillod dog ingen omtale af opstanden, men dette blev dog gjort i smug. I 1981 opstillede den lokale afdeling af Solidaritet et dobbeltkors over opstanden i 1956. Byen forblev i stærk opposition mod styret frem mod dets fald i 1989. Siden kommunismens fald har byen været i en rivende udvikling som en vigtig by mellem Warszawa og Berlin og med en meget ung befolkning.

Poznan har en rig serie af husgavlsmalerier der viser den store opstand i juni 1956 som vi fokuserer på under vores ophold i byen. Foto fra wikimedia Commons
De vigtigste seværdigheder i byen er katedralen, slottet og den gamle markedsplads og naturligvis museet for opstanden i 1956.
Der er mulighed for at deltage i fællesspisning den sidste dag.
8.dag: Hjem
Vi står tidligt op den sidste dag og forlader Poznan. Vi forlader Polen ved Frankfurt an der Oder og kører herpå nordom Berlin hvorpå der holdes frokostpause undervejs. Vi forventer at krydse grænsen først på aftenen.
Historiske Rejser har som mål at levere unikke rejseoplevelser til alle, der vil opleve verden i et historiske perspektiv. Vi arrangerer pakkerejser på en række af de områder, hvor vi er specialister og så skræddersyr vi grupperejser til grupper i alle størrelser, der ønsker deres helt egen rejse med netop den historiske vinkel I ønsker.
På Historiskerejser.dk kan rejser bestilles, foredrag bookes og rejsebøger købes. Og så kan du læse løs i arkivet med mere end 1200 historiske artikler, som vil selv har skrevet. Og vi har været alle de steder vi skriver om – lige dér, hvor historien har sat sine spor.
Din kompetente rejseleder hedder hos Historiske Rejser hedder Anders og er cand. mag. i historie og religion og har mere end 15 års rejseledererfaring.
Historiske Rejser har som mål at levere unikke rejseoplevelser til alle, der vil opleve verden i et historiske perspektiv. Vi arrangerer pakkerejser på en række af de områder, hvor vi er specialister og så skræddersyr vi grupperejser til grupper i alle størrelser, der ønsker deres helt egen rejse med netop den historiske vinkel I ønsker.
På Historiskerejser.dk kan rejser bestilles, foredrag bookes og rejsebøger købes. Og så kan du læse løs i arkivet med mere end 1200 historiske artikler, som vil selv har skrevet. Og vi har været alle de steder vi skriver om – lige dér, hvor historien har sat sine spor.
Din kompetente rejseleder hedder hos Historiske Rejser hedder Anders og er cand. mag. i historie og religion og har mere end 15 års rejseledererfaring.