Erfurt 5 dage
Turen til Erfurt vil forløbe over 5 dage, hvor der vil være oplevelser på både 1. og 5. dagen til og fra Erfurt. Derudover vil vi køre 3 spændende udflugter: henholdsvis en byrundtur i Erfurt, en tur til Luthers berømte borg Wartburg og ind i Thüringer Wald og endelig en heldagsudflugt til Leipzig. På vej til Erfurt kører vi igennem det smukke Harzen, og på vej tilbage til Danmark besøger vi Luthers hjemby Wittenberg.
Første dag mødes vi i Odsherred og kører over Storebæltsbroen til Fyn og videre af den jyske motorvej og krydser grænsen til Tyskland. Derefter ned igennem Slesvig-Holsten, Hamborg, Hannover og ad landevej ned igennem Harzen, hvor vi indtager aftensmaden på Torfhaus med udsigt mod Harzens højeste bjerg Bloksbjerg/Brocken. Derefter kører vi videre til Thüringens charmerende hovedby Erfurt. (læs om Erfurts seværdigheder)
Anden dag efter morgenmaden går vi en byrundtur i Erfurt. Her vil vi bl.a. gå ud på den smukke Krämerbrücke, videre til Augustinerklosteret, hvor Luther holdt til i sine tidlige år, domkirkepladsen og den højtravende fæstning over byen. For de særligt interesserede kan vi efterfølgende fortsætte til Erinnerungsort Töpf & Söhne. Den resterende del af dagen er på egen hånd.
Tredje dag kører vi til Leipzig. På vejen hertil lægger vi vejen forbi Lützen, stedet hvor den berømte svenske konge Gustav Adolf faldt under trediveårskrigen i 1632. Herpå kører vi til den østlige del af Leipzig, hvor vi gør holdt ved Tysklands største mindesmærke, Völkerschlachtdenkmal, der markerer slaget ved Leipzig i 1813. Derefter kører vi til midtbyen af Leipzig, hvor der bliver tid på egen hånd, inden vi sidst på eftermiddagen vil samles og tage på en rundtur i mandagsdemonstrationernes fodspor. De demonstrationer, der siden bredte sig til det øvrige DDR, og gav et enormt folkeligt pres på styret, og som førte til DDR´s sammenbrud. Efterfølgende spiser vi på en restaurant i Leipzig og kører hjem til Erfurt.
Fjerde dag kører vi til Eisenach. Her besøger vi Wartburg, den berømte borg, hvor Luther fik sit eksil og oversatte bibelen til tysk. Herefter bliver der tid i Eisenach til at indtage frokosten, hvorpå turen går til det højeste bjerg i Thüringer Wald, Grosser Inselsberg, hvor vi nyder udsigten og eftermiddagskaffen. Efterfølgende kører vi tilbage til Erfurt.
Vi forlader Erfurt efter tidlig morgenmad og kører ad den smukke rute forbi Kyffhäuser og til Luthers by Wittenberg, og vi går en tur i byen, hvor han slog teserne op på kirkedøren 31. oktober 1517. Efter en tidlig frokost i byen fortsætter vi mod Rostock, hvor vi tager færgen til Gedser og er tilbage sent i Svinninge.