Margarete III. Grevinde af Flandern
Margarete af Flandern blev født i 13. april 1350 i Male, en bydel i Brügge, og døde i 1405 i Arras. Hun var grevinde af Flandern, Artois, Nevers og Rethel samt det frie grevskab Burgund (Bourgogne). Hun var gennem ægteskab to gange hertuginde af Burgund. Ægteskabet i 1384 med Filip den Fede af Burgund var af central betydning for Burgunds voksende magt i det 15. århundrede.
Margarete III. af Flandern på et samtidigt maleri. Fra fra wikipedia
Margaretes afstamning og ægteskab med Philipp von Rouvres
Margarete var den eneste datter af Grev Ludvig II. af Flandern og Margarete af Brabant. Den 14. maj 1357 blev Margarete i en alder af kun 7 år gift med den 11-årige Philipp von Rouvres i Arras, der bl.a havde været Pfalz-greve af Burgund fra 1347 og fra 1350 Hertug af Burgund. Den 1. juli 1361 gav hun personligt Philipp sit ja. Imidlertid døde Philipp allerede 21. november samme år, og dermed var Margarete allerede enke som 11-årig. Philipps store arv blev fordelt således, at den franske konge Jean II., det frie grevskab Burgund og Artois blev tildelt Margarete af Frankrig, som var grandtante til Philipp von Rouvre og mor til Ludvig II. af Flandern og dermed farmor til Margarete.
Ægteskabsforhandlinger med England og Frankrig
På grund af Margaretes ret til at arve store territoriale områder – Flandern, Rethel og halvdelen af Nevers fra sin fader, samt det Frie grevskab Burgund, den anden halvdel af Nevers og Artois fra sin farmors side – var Margarete en eftertragtet ægteskabskandidat. Den engelske konge Edward III. bestræbte sig intensivt på at sikre Margarete som gemalinde for sin søn Edmund Langley. Margaretes fader – Ludvig II. af Flandern – tog initiativerne positivt op, og det på trods af de flamske grevers normalt venlige politik overfor Frankrig. Det skyldes først og fremmest de nære økonomiske forhold mellem Flandern og England. Flandern var under fransk lensherredømme, men den blomstrende tekstilindustri var stærkt afhængig af engelsk fåreuld. Hvis Edward III. af England indførte et eksportforbud af uld, kunne han ramme den flamske økonomi på drabelig vis. I februar 1362 indledte man forhandlinger, som de flamske byer støttede, der 19. oktober 1364 mundede ud i en ægteskabstraktat, som fra engelsk side blev underskrevet af greverne fra Arundel, Hereford, Oxford og Suffolk, mens der fra Flandern side blev underskrevet traktat fra Henrik af Flandern, Ludvig af Namur, Roland de Poucke og Gerard de Rasseghem.
Den franske konge Charles V. kunne imidlertid acceptere et sådant ægteskab, da det ville betyde, at det engelske kongehus Plantagenet ville opnå store territoriale udvidelser ved Frankrigs grænse i nord og øst. For at forhindre det flamsk-engelske ægteskab, henvendte han sig til pave Urban V. i Avignon, der gav Charles V. ret og pegede på, at ægteskabet ikke kunne accepteres, da Margarete og Edmund blev vurderet i for nær familie med hinanden. Paven annullerede den dispensation, hans forgænger Innocentius VI. havde givet og forbød udtrykkeligt ægteskabet, hvilket de flamske grever og den engelske konge måtte føje sig for.
I stedet begyndte den franske konge Jean II. at arbejde for et ægteskab mellem Margarete og sin magtfulde broder Filip den Fede, den ny Hertug af Burgund. Den franske konge var i 1360 blevet nødsaget til at indgå en traktat i Brétigny, der betød væsentlige afståelser til den engelske konge ved Calais og i Gascogne. Den flamske greve Ludvig II. vægrede sig længe mod at imødekomme franskmændene. Imidlertid blev Ludvig presset af sin moder – Margarete af Frankrig – til at ændre holdning og være mere villig til at give sin datter bort til franskmændene. Ifølge en ældre og utroværdig krønike skulle Margarete have trådt op foran sønnen og blottet sit bryst og at have truet ham med at skænde det ved at skære det af og kaste det for hundene samt at ville gøre Ludvig arveløs. Den forskrækkede greve skulle derpå have kastet sig ned på sine knæ og have lovet sin moder at ville give sin datter til de franske ægteskabsplaner.
Efter fire år lange tætte forhandlinger var store indrømmelser fra Kong Charles V. udslagsgivende, hvilket medførte en traktat mellem Grevskabet Flandern og den Franske Krone den 12./13. april 1369: Frankrig afstod de annekteringer, de havde foretaget sig i Flandern. Derudover fik Grev Ludvig II. af Flandern tilbagegivet retten som foged over borgene i Lille, Douai og Orchies, og endelig ville greven, når ægteskabet mellem Margarete og Filip den Fede var en realitet, få udbetalt 200.000 Livres. Charles V. skulle i tilfælde af, at ægteskabet ikke leverede nogle mandlige arvinger, have underskrevet, at Frankrig kun kunne generhverve sig disse byer ved anseelige købssummer. Senere gik Filip den Fede imod sin brors ønske, da han skriftligt fastslog, at disse byer var en del af Flandern. Kong Charles havde til intention at sikre Flandern som en del af Frankrig.
Brylluppet mellem Margarete og Filip den Fede fandt endelig sted den 19. juni 1369 i Sint Baafs Katedral i Gent. Finansieringen af den store begivenhed, der skulle imponere de flamske adelige og delegerede, gjorde, at brudgommen måtte sætte ting i pant for at få råd.
Hertuginde af Burgund og efterfølgende død
I 1371 fødte Margarete som det første barn en søn, den senere burgundiske hertug Johann den Frygtløse. I alt fødte hun 11 børn frem til 1389. I 1382 døde hendes bedstemoder Margarete af Frankrig. og da hendes fader døde 2 år efter i 1384, indløste Margarete III. af Flandern arven fra sin fader over blandt andet Flandern. I 1385 havde Margarete en stor andel i fredsslutningen mellem Frankrig og Gents borgere, som gjorde opstand. Da den franske konge Charles VI. befandt sig i en tiltagende sindssyge, støttede Margarete sin mand med planen om, at han skulle bemægtige sig regeringsmagten i Frankrig. Hun hadede Hertuginden af Orléans og gjorde Pierre de Craon til Connétable af Frankrig efter dennes mordforsøg på Olivier V. de Clisson.
Da Filip den Fede den 27. april 1404 døde af en sygdomsinfektion i en alder af 62 år, var han så dybt forgældet, at Margarete som enke måtte afstå deres ægteskabelige gods for at komme ud af gældsfælden. Som officielt tegn måtte den sørgende brud efterlade sit bælte, pengepung og nøglebundt i sin afdøde mands sarkofag. Dermed fralagde hun sig ansvaret for at betale Filips store gæld.
Margarete regerede nu over Arras og grevskaberne Flandern, Artois og Burgund, mens hendes ældste søn Johann den Frygtløse regerede over hertugdømmet Burgund og Grevskabet Nevers. I 1404 blev Margarete valgt til arving sammen med sin søn Anton over Hertugdømmerne Brabant og Limburg, efter at hendes tante Johanna var død i en alder af 55 år.
Margarete havde dermed udvidet Hertugdømmet Burgund langt mere, end hendes mand havde været i stand til med såvel Flandern, Artois, Brabant, Limburg, Nevers og Rethelt. Dermed var magtgrundlaget for Burgund og den store betydning, Hertugdømmet fik i det 15. århundrede, grundlagt.
Efterkommere
Margarete og Filip II. den Fede havde 7 børn, der nåede voksenalderen.
- Johann den Frygtløse (28. maj 1371, † 10. september 1419), Hertug af BurgundHerzog von Burgund, gift med Margarete von Bayern (1363–1423)
- Margarete (* oktober 1374; † 8. marts 1441) gift med Wilhelm II (1365–1417), Greve af Holland
- Katharina (* 1378; † 26. januar 1425) gift med Leopold IV. (1371–1411), Hertug af Østrig
- Bonne (* 1379; † 10. september 1399), forlovet med Jean I. de Bourbon, men død før ægteskabet
- Maria (* august 1380; † 3. oktober 1422) gift med Amadeus VIII. (1383–1451), Greve af Savoyen og siden mod pave Felix V.
- Anton(* august 1384; † 25. oktober 1415), Hertug af Brabant og Limburg, gift med Johanna von Luxemburg (* 1380/85; † 1407) og siden i 2. ægteskab med Elisabeth von Görlitz (1390–1451)
- Filip (* december 1389; † 25. oktober 1415), Greve af Nevers gift i 1. ægteskab med Isabel de Coucy (–1411) og i 2. ægteskab med Bonne d´Artois (1396–1425)
