Flandern

Flandern (Flamsk: Vlaanderen, Fransk: Flandre, Tysk: Flandern). Er den flamsk/hollandsk talende del af Belgien i det nordlige. Belgien består derudover af det fransktalende Vallonien og det multisproglige Bruxelles, samt de tysktalende områder Eupen-Malmedy. Området strækker sig over 13.522 km² og har 6.45 millioner indbyggere (anno 2015), når man undtager Bruxelles, og 7.9 millioner når storbyen medregnes.

Flanderns geografiske udstrækning er dog til diskussion, idet andre definitioner end dagens region gør sig gældende –  det være sig knyttet til kultur, sprog, politik og historie. Flandern er befolket af flamlændere, og sproget er kendt som flamsk, der er en hollandsk dialekt. Den officielle hovedstad er Bruxelles, som dog historisk ikke er flamsk, men derimod knyttet til Brabant, og som af mange flamlændere i dag forbindes med det franske Belgien. Bruxelles er da også politisk uafhængig af Flandern, da de har egen politisk administration. Den flamske lokalregering har egenbestemmelse over sproglige og kulturelle forhold samt over uddannelsesvæsenet.

På trods af, at det ikke arealmæssigt er Belgiens største område, så udgør området langt den største befolkningsandel af landet (68,5%). 7.9 millioner ud af Belgiens 11.5 millioner lever i den flamske del af landet – Bruxelles inkluderet.

I middelalderen opstod oprindeligt Grevskabet Flandern omkring år 900 og gjaldt området fra Doverstrædet og til floden Scheldes udmunding og udvidede sig fra dette område, som langt hen ad vejen er lig med nutidens belgiske provinser Vest-Flandern og Øst-Flandern sammen med nabodele i dagens Frankrig og Holland. Denne originale betydning begyndte i det 19. og 20. århundrede at få en langt bredere betydning, således at det blev normalt at bruge betegnelsen “flamsk” eller “Flandern” om hele det hollandsk-talende område i Belgien så langt væk som til floden Maas/Meuse, som at hollandsk kunst blev kaldt “flamsk kunst”, særligt “flamsk malerkunst”.

I sidste halvdel af det 20. århundrede fik det indflydelse på den belgiske statsreform, da Belgien praktisk talt blev opdelt i to store sprogområder – et fransk i syd og et hollandsk/flamsktalende i nord. Det nordlige Vlaamse Gemeenschap – det Flamske Samfund og den Flamske Region var udover det oprindelige Flandern i Belgien også Limburg, hvor Antwerpen og Mechelen lå og Brabant, hvor Bruxelles ligger, omend selve Bruxelles ikke tilhører Flandern, men områder syd for er del af Flandern. Byen var historisk hollandsktalende, men er i dag overvejende fransktalende.

Uanset hvilken definition der vælges om Flandern, så har området en vigtig og central placering i europæisk historie som centralt handelsområde og som skueplads for mange krige, når fransk, tysk, britisk og nederlandsk magt stødte sammen.

Igennem den sene del af middelalderen blev byer som Gent, Brugge og sidenhen Antwerpen nogle af de rigeste og mest urbaniserede dele af Europa i form af handel og deres forarbejdning af uld, som man omdannede til de fineste klæder, eksempelvis gobeliner. Som konsekvens af denne handel udviklede der sig en sofistikeret kultur, som frembragte imponerende arkitektoniske mesterværker og kunstværker, der overgik selv de i det nordlige Italien. Belgien var i det 19. århundrede endda centrum for kontinentets industrielle revolution, som startede i Flandern, men forrykkede sig i særdeleshed efter den belgiske uafhængighed – Belgiske Revolution – i 1830 til det fransktalende Vallonien. I den anden halvdel af det 20. århundrede moderniserede Flandern sin økonomi utroligt hurtigt, og Flandern er i dag langt rigere end den fransktalende sydlige del af Belgien og regnes for en af Europas rigeste regioner.

Geografisk er Flandern meget flad og har kun en kort kystlinje. Det meste af Flandern er frugtbar landbrugsjord og med en befolkningstæthed på omkring 500 personer/km². Det grænser op til Frankrig i vest tæt ved kysten og til Holland i nord og øst og Vallonien i syd. Bruxelles er som nævnt en enklave (to-sproget) i Flandern, som også har to eksklaver, der ligger klemt mellem Holland og Vallonien. Det er Voeren samt Baarle-Hertog der består af hele 22 eksklaver, som omkranses af Holland.

Termen Flandern i Belgien

Når man i dag siger Flandern, så har det flere betydninger:

• Det “Flamske Samfund” eller den “Flamske Nation” er fællesskabet af flamlændere socialt, sprogligt, videnskabeligt, uddannelsesmæssigt, økonomisk og politisk. Det består af 6.5 millioner belgiere (60%), og de regner hollandsk/flamsk som deres modersmål.
• De politiske inddelinger i Belgien: Den Flamske Region – der primært agerer selvstændigt i økonomiske henseender og Det Flamske Samfund – der agerer primært i kulturel henseende. Den inddrager ikke Bruxelles, som udgør en selvstændig region, mens den sidste også medregner de hollandsk/flamsk talende indbyggere i Bruxelles.
• I de politiske institutioner regerer begge de omtalte inddelinger: Den operative krop “Den Flamske Regering” og det lovgivende organ “Det Flamske Parlament”.
• De to vestligste provinser i den flamske region Vest-Flandern og Øst-Flandern danner den centrale del af det historiske Grevskab Flandern.

Flandern i nabolandene

• Et middelalderligt herredømme eksisterede fra det 8. århundrede (Flandria), indtil det blev opslugt af den Første Franske Republik. Indtil 1600-tallet havde grevskabet områder af det nuværende Frankrig og Holland.
• I det nordlige Frankrig er regionen Departément Nord også ofte kaldt Fransk Flandern. Den er delt op i to mindre regioner: Vallonsk Flandern og det Maritime Flandern (Westhoek). Førstnævnte var allerede i 1600-tallet primært fransktalende, mens den sidste først blev overvejende fransktalende i det 20. århundrede. Byen Lille identificerer sig selv som flamsk, hvilket blandt andet ses i navnet på byens jernbanestation TGV Lille Flandres. Byen kaldes på flamsk Rijssel, og kun i parentes ses det franske Lille.
• Endelig var en del af den historiske flamske region den i dag sydlige hollandske provins Zeeland.

Den flamske løve. Flandern er i dag at regne for hele den hollandsktalende del af Belgien. Historisk set forbindes det med Grevskabet Flandern, der eksisterede fra 862-1795. Dette område talte også områder i det nuværende Frankrig, til gengæld er dagens Flandern også Limburg og Brabant. Flag fra wikipedia

Den hollandsk-talende del af Belgien

Grevskabet Flandern og grevernes betydning forsvandt med tiden, men betegnelsen Flandern fortsatte med at blive brugt. I perioden 1500-1800 var betegnelsen Flandern forbundet med det sydlige Nederland. I løbet af det 19. og 20. århundrede blev det alment at referere til hele den hollandsk-talende del af Belgien som Flandern. Den sproglige forskel mellem det franske og flamske blev anerkendt i de tidlige år af 1960´erne fra Kortrijk i vest til grænsen ind til Maastricht (Holland) i øst. I den henseende er Flandern at regne for hele den nordlige del af Belgien, hvilket også omfatter Belgisk Limburg – der svarer til det middelalderlige Grevskab Loon, samt den hollandsk-talende del af det middelalderlige hertugdømme Brabant.

Denne ambivalens og flertydighed mellem det større område og det historiske grevskab – den belgiske hoveddel – eksisterer stadig. Den måde, som Flandern oftest bruges på i dag, er den overordnede generelle betegnelse, som refererer til det politiske, sociale, kulturelle og sproglige fællesskab i form af det Flamske Samfund eller til det geografiske område med de tre førnævnte institutioner i den Flamske Region.

I Kunsthistorien – men også indenfor andre retninger – er tillægsord som flamsk og nederlandsk alment brugt til at specificere kunst frembragt i området før 1580, hvor det efterfølgende mere specifikt får betegnelsen kunst fra de sydlige Nederlande. Betegnelsen “Flamske Primitivmalere” bruges på fransk, hollandsk og andre sprog som synonym med tidlige nederlandske malere. Det er ikke usædvanligt at betegne kunstnere fra området ved Maas/Meuse som flamsk kunst. Indenfor musikken er den fransk-flamske skole ofte kendt som den hollandske skole.

Indenfor de hollandsk-talende dele af Belgien har fransk aldrig fået overtaget sprogligt. Det tales som minoritetssprog som også jiddisch er blevet talt – særligt i Antwerpen i århundreder. Der tales mere end 170 forskellige sprog rundt om i Flandern, og den største gruppe er i rækkefølge: fransk, engelsk, berbisk, tyrkisk, arabisk, spansk, italiensk og polsk.

Flanderns historie: Romersk tid og de tidlige stammer

Da Julius Cæsar erobrede området – der siden senere blev til Flandern – beskrev han det som det mindst økonomisk udviklede og mest krigeriske af området Gallia Belgica. Hans informanter kunne fortælle ham, at særlig i den østlige del af området påstod stammelederne at have slægtsbånd til de germanske folk øst for floden Rhinen. Det romerske imperium gjorde hele Gallia Belgica til en samlet administrativ provins. De fremtidige grevskaber Flandern og Brabant forblev del af de provinser, der var forbundet med, hvad der siden skulle blive til Frankrig, mens området, hvor det moderne Limburg kom til at ligge, var del af frontprovinsen til Rhinen Germania Inferiore, som mere er forbundet med dagens Holland og Tyskland. Gallia Belgica og Germania Inferiore var på daværende tidspunkt det romerske imperiums to nordligste provinser. Dette var før erobringen af Britannica.

I denne tidlige romerske tid var befolkningen i, hvad der skulle blive til Flandern, den største af de belgiske stammer Menapii, mens stammerne Marsacii og Morini dog holdt til i kystregionerne. I den centrale del af dagens Belgien var stammen Nervii dominerende, og i den østlige del var det stammen Tungri. Sidstnævnte stamme havde nære bånd til de germanske stammer øst for Rhinen. En anden nævneværdig germansk gruppering var Toxandrianerne, der levede i regionen Kempen nord for, hvor Nervi og Tungrierne holdt til på grænsen mod dagens Holland.

De romerske provinser for Menapii, Nervii og Tungri svarede altså nogenlunde til de middelalderlige grevskaber Flandern, Brabant og Loon og de moderne flamske provinser: Øst- og Vest-Flandern (Menapii), Brabant og Antwerpen (Nervii) samt det belgiske Limburg (Tungri). Brabant var i romertiden forholdsvis tyndt befolket, da skovområdet Silva Carbonaria dannede en naturlig grænse mellem det nordøstlige og det sydvestlige i dagens moderne Belgien, hvilket allerede dengang var med til at skabe en sproggrænse.

Sprogligt var stammerne i syd under keltisk indflydelse, og i øst var indflydelsen fra germanske sprog stor, men der er uenighed blandt sprogforskerne om, hvilket sprog der lokalt har været talt hos de forskellige stammer, nogle foreslår en form for blandingssprog, hvor man har relateret sig i begge retninger. Fra og med det 1. århundrede f.v.t er der dog klare indicier på, at de germanske sprog var blevet dominerende.

Grevskabet Flandern

Grevskabet Flandern var et markgrevskab i det vestfrankiske rige. Den første greve, man kender til i Flandern, var Balduin I. Jernarm af Flandern, hvor han ægtede den vestfrankiske konge Karl den Skaldedes datter. Regionen udviklede sig til et økonomisk kraftcenter i middelalderen med en høj grad af politisk uafhængighed. Områdets byer forblev stærke og uafhængige, grevskabet blev svækket af gentagne erobringsforsøg fra Frankrig, som i den sene del af det 12. århundrede overtog styret. De tilbageværende dele af Flandern blev i 1191 del af nabogrevskabet Hainaut/Hennegau, der var del af det kejserlige Hellige Tysk-Romerske Rige.

I senmiddelalderen blev de flamske handelsbyer – i særdeleshed Gent, Brugge og Ypres – blandt de rigeste og mest urbaniserede dele af Europa. De vævede uld importeret fra nabolande til de fineste klæder, som de efterfølgende eksporterede til hele Europa. Det betød, at området udviklede en sofistikeret kultur, der frembragte imponerende kunst og arkitektur fuldt på højde med det nordlige Italien. Flandern blev regeret af de 4 medlemmer i form af et parlament, og som bestod af byerne Gent, Brugge og Ypres samt det stærke råd af gildelaugene i Brugge kaldet Brugse Vrije. De havde stor magt i Flandern.

Maleri af Lucas d´Heere der viser den klædeindustri der udgik fra Flandern. Det forefindes på Gents Universitetsbibliotek.

Dette borgerstyre havde betydelig magt fra den sidste del af det 12. århundrede, og områdets autonome kommuner var altafgørende i at afvise det franske forsøg på at annektere området i årene 1300-02, der endegyldigt mundede ud i den flamske sejr i Guldsporeslaget ved Kortrijk 11. juli 1302. To år senere var opstanden imidlertid slået ned, og Flandern forblev formelt set del af den franske krone. I det følgende århundrede faldt graden af flamsk rigdom, hvilket blandt andet skyldes faldet i befolkningstal som følge af den Sorte Død i 1348-50 og Hundredårskrigen (1337-1453) mellem Frankrig og England – Flanderns to vigtigste samhandelspartnere – hvilket betød et kraftigt fald i handelen og endelig en betydelig forøget britisk produktion af klæder. En industri der i øvrigt var grundlagt af flamlændere, som i det 12. århundrede var taget til Worstead og North Walsham i Norfolk og der etableret en industri, som efterhånden blev uafhængig af det egentlige Flandern.

Grevskabet Flandern var begyndt at få mere kontrol over nabogrevskabet Brabant under Ludvig II., Greve af Flandern (1346-84), der kæmpede med Johanna, Hertuginde af Brabant om området.

Ludvigs datter Margarete III. af Flandern var arveberettiget ikke bare til Flandern, men også til Burgund, Nevers og Artois og var derfor et attraktivt parti. Hun var næsten som barn blevet giftet ind i det engelske kongehus, men paven og franskmændene fik stoppet dette. I stedet blev hun i 1369 gift med Filip den Fede af Burgund. Da Johanna døde, overgik også grevskaberne Limburg og Brabant til Margarete. Det betød, at med Ludvigs død i 1384 ophørte Flanderns selvstændighed, men det blev i stedet del af det store Hertugdømme Burgund/Bourgogne, der fra 1405 valgte Bruxelles som hovedstad.

Filip den Gode, Hertug af Burgund 1419-67, var den mest berømte leder af Burgund, hvor store kunstnere som Van Eyck brødrene nød hans støtte, og hvor han politisk forstod at svinge mellem alliance med England og Frankrig på klogeste vis. Hertugdømmet blev del af det Habsburgiske Rige i 1477, da Maria af Burgund blev gift med Maximillian af Habsburg.

I 1556, da det Habsburgiske Rige blev delt i en spansk og østrigsk linje, blev man et område direkte under de spanske konger. I disse år var de nye protestantiske trosretninger allerede stærkt udbredt i området, og særligt calvinismen havde stærkt fat i byerne, hvilket gav anledning til spanske troppers ankomst til området og den Nederlandske Religionskrig, der endte med, at de nordlige hollandske områder løsrev sig, og at mange udvandrede nordpå. Efter gentagne krige med Frankrig måtte Flandern finde sig i, at de sydlige og vestlige områder blev afstået til Frankrig i 1659 (Artois) og igen bekræftet i 1668 og 1678.

Grevskabet Loon, der svarer til dagens flamske provins i Limburg, forblev uafhængig under ledelse af ærkebiskoppen i Liège indtil den Franske Revolution, men var omkredset af Burgund og stod under indflydelse herfra.

Billedstorm og religionskrig

I år 1500 blev Karl V. – senere kejser 1519-56 – født i Gent. Han arvede de 17 provinser i 1506, Spanien med dets omfattende kolonier i 1516 og blev i 1519 valgt som kejser af det Tysk-Romerske Rige. I 1549 etablerede Karl V. med en pragmatisk sanktion (1549) Nederlandene forstået som de 17 Provinser – eller de spanske Nederlande – som en separat enhed indenfor det Hellige Romerske Rige og uafhængig af Frankrig. I 1556 abdicerede Karl V. grundet dårligt helbred – han led af gigt. Han delte sit enorme rige mellem sine sønner i en østrigsk og en spansk del, og Nederlandene blev del af det spanske område under Kong Filip II. af Spanien.

I løbet af den første del af 1500-tallet var Antwerpen vokset til at blive den næststørste europæiske by nord for Alperne (1560). Den var samtidig datidens rigeste by i Europa. Ifølge historikeren Luc-Normand Tellier antog man, “at havnen i Antwerpen tjente syv gange så mange penge til den spanske krone som skatterne fra det nyopdagede Amerika”.

Antwerpen i 1576, hvor spanierne hærger og dræber mere end 7.000 mennesker, betragtes som en af de værste enkeltbegivenheder under religionskrigene i Nederlandene. Kilde: Tegning af Franz Hogenberg fra Rijksmuseum Amsterdam

Årene med den megen fremgang betød dog også, at de protestantiske tanker var nået til Nederlandene. De rige handelsfolk fra Antwerpen var blevet inspireret af såvel Martin Luther som af Jean Calvin, blandt nogle opfattet som, at den ny tro bedre korresponderede med deres økonomiske forståelse. At reformationen havde stor appel og kraft i Antwerpen, forbinder mange med det i 1514 nyetablerede augustinske kloster in Sint-Andries kvarteret. Luther, der selv var augustinermunk, havde selv oplært flere af munkene, og hans tanker flød mod byen fra 1518. De første lutherske martyrer kom fra Antwerpen. Reformationen i byen resulterede i en lang række overlappende reformtiltag: en luthersk, fulgt op af en militant anabaptistisk (døberbevægelsen), en mennonittisk og endelig den calvinistiske, som blev den stærkeste. Bevægelserne var uafhængige af hinanden.

Filip II., en streng katolik og selvudnævnt beskytter af mod-reformationen, undertrykte calvinismen i Flandern, Brabant og Holland, mens det belgiske Limburg som del af bispedømmet Liège forblev de facto katolsk. I 1566 udbrød en bølge af ikonoklasme – kaldet billedstorm – der senere er blevet set som forløberen til religionskrigene mellem katolikker og protestanter, hvor i særdeleshed anabaptisterne gik forrest. Billedstormen – hvor kalkmalerier og anden kunst i kirkerne blev ødelagt – startede i dagens franske Flandern med prædikener under åben himmel (flamsk: Hagepreken), hvilket spredte sig til den øvrige del af Nederlandene, først til Antwerpen og Gent og derfra yderligere mod øst og nord. I alt varede disse voldsomme begivenheder ikke engang en måned.

Firs-års-krigen og dens konsekvenser

Som konsekvens af urolighederne i forbindelse med billedstormen sendte Filip II. Hertugen af Alba til de 17 provinser for at nedkæmpe opstanden. Alba genindtog de sydlige provinser – på dette tidspunkt uden Flandern – der efterfølgende underskrev Unionen af Arras i 1579, hvilket betød, at man accepterede den spanske regering mod til gengæld at opnå højere grad af frihed. I 1581 indgik de 7 nordlige provinser imidlertid Unionen i Utrecht, der grundlagde republikken af de syv forenede Nederlande. Spanske tropper begyndte at kæmpe mod rebellerne, og der var i mellemtiden udbrudt krig mellem Spanien og England, hvilket tvang Filips tropper til at stoppe fremfærden og koncentrere sig om den engelske trussel. Imidlertid havde de spanske tropper allerede indtaget de to vigtige handelsbyer, Brugge og Gent. Man manglede stadig at indtage Antwerpen – verdens daværende vigtigste havn. Den 17. august 1585 indtog Spanien Antwerpen, hvilket betød, at Spanien langt hen ad vejen stillede sig tilfreds med udviklingen og grænsen mellem de spanske Nederlande og De Forenede Provinser – Holland – blev trukket. Den formelle anerkendelse af De Forenede Provinser fulgte først med Den Westfalske Fred i 1648, hvilket var afslutningen på 82 års konflikt (1566-1648)- heraf 80-årskrigen i Nederlandene.

Mens Spanien var i krig med England havde de oprørske nordlige provinser iværksat en offensiv med det formål at erobre de flamske byer tilbage, det var drevet frem af de mange flygtninge fra de gamle havne-, og handelsbyer der var flygtet nordpå og som ønskede deres byer generobret. Det lykkedes de nordlige tropper at indtage større dele af Brabant – det senere Noord-Brabant, der idag tilhører Holland samt den sydlige udmunding af Scheldes løb – Zeeland Flandern – der ligeledes idag er Holland. Derefter stoppede de spanske tropper deres fremmarch. Frontlinjen markerer langt henad vejen grænsedragningen der stadig eksisterer mellem Holland og Belgien. Vigtigst ved denne sidste offensiv, var at hollænderne havde erobret nok af det spansk-kontrollerede Flandern til at lukke Antwerpen inde og dermed gøre byens indsejling politisk bestemt. Det betød en lang nedgangsperiode for den vigtige havneby.

Da Antwerpen faldt til Spanierne i 1585 udvandrede mange af dens indbyggere til de nordlige provinser, blandt andet grundet at Schelde var blevet udelukket. De calvinistiske og jødiske købmænd udvandrede mod nord – heraf langt de fleste i Amsterdam, hvis efterfølgende enorme succes havde baggrund i denne bevægelse og hidtil kun havde været rettet mod Østersøen og Skandinavien. Mange talte om i Amsterdam at skabe Et Nyt Antwerpen.

Såvel Flandern og Brabant oplevede i kølvandet på udvandringerne en tilsvarende stagnation og tilbagegang, mens at tilstrømningen af flamske købmænd og deslige var en vigtig drivkraft i den Hollandske Guldalder i starten af 1600-tallet.

De Sydlige Nederlande 1581-1795

På trods af at den første periode under spansk herredømme blev præget af store kunstnere som Pieter Paul Rubens og Anthony van Dyck, så mistede Flandern meget af deres tidligere økonomiske og intellektuelle gennemslagskraft i tiden under spansk (1581-1713) og østrigsk (1713-1795) og fransk styre ( de sydlige områder ved Artois og Lille fra 1659, 1668 og 1678).

Kort over Flandern fra 1609. Udført af kartografen Mathias Quad og udgivet af Johannes Bussemacher

Tilbagegangen skyldtes ikke mindst en rigid imperial politisk kontrol med området samt meget heftige beskatninger, hvilket var medforårsagende til en økonomisk tilbagegang og en spansk-hollandsk samt en fransk-østrigsk konflikt. De sydlige Nederlande led hårdt ynder Den Spanske Arvefølgekrig (1701-14). Da de derefter gik fra Spansk til Østrigsk overherredømme, der fulgte der en periode under Maria Theresia og hendes søn Josef II. der betød at områderne begyndte at blomstre på ny. Inspireret af oplysningstidens idealer var Josef II. tilmed den første regent der besøgte de Sydlige Nederlande siden Kong Filip II.´s besøg i 1559.

Den Franske Revolution og Napoleonskrigene

I 1794 påbegyndte den Franske Republikanske Hær med at bruge Antwerpen som Frankrigs nordligste havn, da Frankrig officielt annekterede Flandern det efterfølgende år og etablerede følgende departementer: Lys (Leie), Escaut (Schelde), Deux-Néthes (Store og lille Nete), Meuse-Inférieure (Nedre Maas) og Dyle (Dijle). Der blev værnepligt for alle mænd i alderen 16-25 år, hvilket var en af de afgørende grunde til opstanden mod franskmændene i 1798 kendt som Boerenkrijg (Bonde Krigen), hvor de hårdeste kampe stod i området ved Kempen.

Det Forenede Kongerige Nederlandene

Efter Napoleon Bonapartes endelige nederlag i Slaget ved Waterloo i Waterloo, Brabant, da overdrog Østrig suveræniteten af dagens Belgien – minus Luxembourg og Eupen-Malmedy – ved Wienerkongressen til Det Forenede Kongerige Nederlande. Staten der kun bestod i omkring 15 år blev styret af Kong Willem I af Oranje-Nassau. Den protestantiske konge fik hurtigt igangsat en industriel udvikling i den sydlige del af kongedømmet. Det politiske system var dog ikke imødekommende overfor de sydlige egne, hvor magten lå i nord. Det sydlige borgerskabt, der altovervejende var romersk-katolsk i modsætning til det protestantiske nord; var yderligere delt på spørgsmålet omkring at borgerskabet i syd overvejende var fransktalende fremfor hollandsk talende.

I 1815 etablerede man et hollandsk senat – Eerste Kamer der Staaten Generaal. Adelen – der fortrinsvis kom fra de sydlige dele – blev mere og mere fremmedgjort fra deres nordlige kollegaer. Gnidningerne spidsede til mellem det romersk-katolske syd og det protestantiske nord og de liberale borgerlige fra syd og deres mere moderate nordlige kollegaer.

Den 25.august 1830 brød den Belgiske Revolution ud i lys lue – berømmeligt da liberale havde Operaforestillingen af Daniel Auber “La Muette de Portici” i Theatre de La Monnaie i Bruxelles. Den 4.oktober 1830 proklamerede den Provisoriske Regering uafhængighed, hvilket senere blev bekræftet af Nationalkongressen der erklærede den ny stat for et konstitutionelt monarki, hvor den første konge var Leopold I. af slægten Sachsen-Coburg-Gotha.

Flandern blev del af det ny kongedømme Belgien, der blev godkendt af stormagterne i Europa den 20.januar 1831. De facto anerkendte De Forenede Nederlande (Holland) endegyldigt eksistensen den 19.april 1839. Der havde været en lavblusset krig de to lande imellem, der dog fra 1832 havde været uden skudveksling.

Kongeriget Belgien

I 1830 førte den ovennævnte Belgiske Revolution til opsplitningen af landene Holland og Belgien. Belgien blev statsretsligt godkendt af alle andre lande i London Traktaten i 1839. Den østlige del af Limburg – Hollandsk Limburg – og den østlige del af Luxembourg – Storhertugdømmet Luxembourg måtte man dog finde sig i, at det ikke blev en del af den ny stat. Derudover blev suveræniteten over Zeeland Flandern – syd for Westerscheldes floddelta – en del af Kongeriget Holland, der dermed fortsatte med at kontrollere ind-, og udsejling fra havnen i Antwerpen, hvor de frem til 1863 lagde en betragtelig told på sejlads.

Den Flamske Bevægelse opstår

Den Belgiske Revolution var ikke voldsomt populær i Flandern og selv den 4.oktober 1830, da den belgiske uafhængighed blev deklareret, da nægtede flamske myndigheder at tage imod ordre fra den ny belgiske regering i Bruxelles. Først da Flandern blev undertvunget ved hjælp af en større fransk militærstyrke en måned senere, under ledelse af Grev /Comte de Pontécoulant blev Flandern rigtigt en del af Belgien.

Det franske borgerskab viste meget lille interesse og respekt for den hollandsk-talende del af befolkningen. Fransk blev det eneste officielle sprog i Belgien og hollandsk blev afskaffet som undervisningssprog for al mellem og højere uddannelse.

I 1834 så man endda en bølge af mistanke rejse sig mod alle der kunne tænkes at være “flamsksindede” eller være for en genforening med Holland. De blev fordømt og deres huse plyndret og brændt. Flandern blev ikke regnet for værd at investere i eller at uddanne folk i området. Et studie fra 1918 viste at i Belgiens første 88 år, da havde 80% af alle investeringer været foretaget i Vallonien – den fransktalende del. Det førte til udbredt fattigdom i Flandern, hvor omkring 300.000 emigrerede til Vallonien, hvor de søgte arbejde i tungindustrien.

De nævnte faktorer førte til en stille opstand i Flandern mod det fransktalende dominans. Det var først i 1878 at flamsk var tilladt at bruge officielt i Flandern, og det kun i det faktum at fransk vedblev at være det officielle sprog i Belgien.

I 1873 blev det tilladt at undervise på hollandsk i de små klasser. I 1898 blev flamsk og fransk erklæret ligestillede sprog i Jura og Kongelige ordrer. Det var dog først i 1930 at det første flamske universitet åbnede. I 1967 blev den belgiske forfatning endelig oversat til hollandsk.

1.verdenskrig og dens konsekvenser i Flandern

Belgien blev ualmindeligt hårdt ramt af 1.verdenskrig – mens Flandern som region blev allerhårdest ramt, da Vestfronten skar sig direkte igennem landskabet særligt rundt om den fornemme gamle tekstilby Ypres /Ieper.

Den flamske identitetsfølelse og bevidsthed voksede i takt med krigens gru. Det meste af Flandern var besat af Tyskland, der indførte flere flamsk-venlige tiltag. Hvad der var langt mere vigtigt, var oplevelsen af den arrogance som de fransk-talende officerer udviste og som var afgørende for den flamske frihedstrang. Officererne gav ofte ordrerne på fransk, på trods af at kun de færreste forstod fransk særligt godt med bemærkningen

“et pour les Flamands, la même chose!“,

Hvilket betød “For Flamlænderne, godt det samme!” . Flamlænderne var for det meste uuddannede bønder og arbejdere der som nævnt stort set ikke forstod fransk. Den lidelsesfulde erindring huskes af de flamske organisationer ved det såkaldte “Yser Pilgrimsmarch” i Dijksmuide ved monumentet Yser Tårnet.

Højrefløjsnationalisme i mellemkrigstiden og 2.verdenskrig

I mellemkrigstiden og 2.verdenskrig opstod der en lang række af højrefløjs, fascistiske eller nationalsocialistiske partier i Belgien. Idet at mange af disse partier fik lovet mere selvstændighed for flamlænderne af den nazistiske tyske regering, da samarbejdede mange af dem med det nazistiske regime. Efter krigen blev mange af disse kollaboratører – eller de sortklædte – blev anklaget og straffet, hvoriblandt der var mange flamske nationalister, hvis primære politiske mål var flamsk selvstændighed. Det gør at flamsk nationalisme ofte associeres med højrefløjs fascistisk ideologi.

Flamsk Autonomi

Efter 2.verdenskrig stod konflikten mellem flamsk-talende og fransk-talende Belgiere tydeligere frem i en lang række af konflikter, som eksempelvis det Kongelige Spørgsmål, om hvorvidt Kong Leopold III. skulle returnere på tronen – som de fleste flamlændere støttede mens Vallonerne ikke gjorde – eller om hollandsk kunne indføres som sprog på det Katolske Universitet i Leuven. Som resultat heraf blev der i anden halvdel af det 20.århundrede indført en lang række statsreformer, der omdannede enhedsstaten Belgien til en føderal stat med samfund, regioner og sprogområdet. I 1970´erne resulterede det i etableringen af et flamsk parlament og regering. I løbet af 1970´erne splittede alle de større partier op i regionale sproglige afdelinger med henholdsvis flamsk og fransk.

Adskillige flamske partier kræver stadig højere grad af flamsk autonomi, nogle endda for decideret flamsk selvstændighed, mens man i de fransk-talende området foretrækker at beholde staten Belgien som den er. De seneste regeringer – som Verhofstadt I – har overført flere føderale området til regionalt niveau.

Parlamentsvalget i 2007 gav endnu mere vind i sejlene til partierne der støttede mere flamsk autonomi, hvilket blev starten på en meget lang krise i Belgisk politik 2007-11. I perioden 2010-11 slog Belgien verdensrekorden på 541 dage for at danne en regering. Det har kun øget flamsk uafhængighed på en lang række punkter.

Flamsk uafhængighed

For nogle flamlændere er Flandern mere end bare et geografisk område med de føderale institutioner – som det Flamske Samfund og Region. Støtter af den Flamske Bevægelse kalder det endda en nation og presser på for flamsk uafhængighed, men det overvejende flertal – 75% (2012) – er stolte af at være belgiere og er modstandere af at opløse Belgien. 20% er endda meget stolte, mens 25% ikke er stolte og 8% overhovedet ikke er stolte. Blandt studerende er 90% stolte af deres nationalitet og 90% heriblandt ønsker et fortsat Belgien. Folk over 55 år er der kun en andel på 31% der er stolt af at være belgiere. Der er særlig modstand mod opsplitning af Belgien fra kvinder, folk der arbejder i serviceerhverv, de høje socialklasser og folk fra store familier.

I 2012 offentliggjorde den Flamske regering en “Håndfæstning for Flandern” hvor der i den første artikel slås fast at “Flandern er en delstat i den Føderale Belgiske Stat og dermed en del af den Europæiske Union”.

Flanderns Geografi

Flandern grænser op til Vallonien i syd, hvor Bruxelles er en enklave indenfor den flamske region. Mod nord og øst grænser landet til de tre hollandske provinser – Noord Brabant, Limburg og Zeeland Flandern – mod vest til den franske provins Fransk Flandern samt mod Nordsøen. Derudover er der to flamske eksklaver – Voeren der ligger mellem Vallonien og Holland, mens den langt mere komplicerede Baarle-Hertog er del af Flandern som en serie af enklaver og eksklaver med Baarle-Nassau i Holland. Tyskland, der har grænser til Vallonien og ligger tæt på Voeren i Limburg, deler imidlertid ingen grænser med Flandern. Den tysktalende del af Belgien – Eupen-Malmedy – ligger meget tæt på Voeren, men imellem dem ligger den fransktalende del Plombiéres.

Flandern er et stærkt urbaniseret område med en høj befolkningstæthed. De største byer er Antwerpen, Gent, Brugge og Leuven. Antwerpen har en befolkning på cirka 500.000, Gent har cirka 250.000, Brügge har cirka 120.000 og Leuven omkring 100.000 indbyggere. Bruxelles ligger indenfor den flamske region, men tæller ikke som del af den med undtagelse på kommunalt niveau.

Flandern har i grove træk to geografiske regioner: den kystnære slette med floden Yser, der dominerer i nordvest samt de centrale sletter.

Førstnævnte domineres af floden Yser og består af sandklitter og lerholdigt jord i Polderne. Polder er områder af land tæt ved havet og ofte beliggende under havets overflade, og som er blevet indvundet fra havbunden. De beskyttes af diger tæt ved havet og lidt længere inde i landet af drænede marker med kanaler.

Med lignende jordbundsforhold på nedre del af Schelde starter de centrale sletter, et smidigt langsomt stigende og frodigt landskab, der bliver vandet via de mange kanaler og når en højde på cirka 5 meter over havet. Det består af mange floddale, og i deltaområdet i den østlige del af Kempen-Region er der sand i en højde af omkring 30 meter. I den sydlige del af området tæt på Vallonien er der kuperet terræn op til 150 m.o.h. med kalkindhold i bakkerne. Ved grænsen til Holland ved floden Maas findes der en del mergelgrotter. Det højeste punkt ligger i eksklaven Voeren tæt på Holland og den Vallonske provins Liège, hvor man når 288 m.o.h.

Flanderns Administrative inddelinger

Dagens Flandern består af 13.522 km2 og er inddelt i 5 provinser med administrative områder og i alt 122 kommuner.

Provinsen Flamsk Brabant er den senest dannede. Den blev dannet i 1995, hvor man opsplittede den hidtidige provins Brabant i hele tre områder: Flamsk Brabant i nord og rundt om Bruxelles, Vallonsk Brabant i det fransktalende syd og endelig i hovedstadsregionen Bruxelles.

Den største kommunale enhed er Antwerpen, som har mere end en halv million indbyggere. Alle de forskellige underinddelinger har et valgorgan. Det er muligt for alle kommuner med mere end 100.000 indbyggere at skabe deres eget distrikt, men kun Antwerpen har gjort det indtil videre. Gent, Brugge og Leuven ville kunne følge efter.

Den flamske økonomi

I 2004 havde den samlede Flamske Region et BNP på 165.847 millarder EUR. Målt pr. indbygger var det 23% over gennemsnittet i EU. Flamsk produktivitet er omkring 13% højere end i Vallonien målt pr. indbygger, og lønniveauet er omkring 7% højere end i Vallonien.

Flandern var et af de første steder i det kontinentale Europa, der gennemgik en industriel revolution i det tidlige 19. århundrede. Indledningsvis kom moderniseringen i fødevarebranchen og tekstilindustrien. I 1840´erne var tekstilindustrien i massiv krise i Flandern, og der var hungersnød her fra 1846-50. Efter 2. verdenskrig oplevede såvel Gent som Antwerpen en hurtig udvidelse af industrier knyttet til kemisk- og petroleumsindustri. Flandern begyndte også at tiltrække udenlandske investorer. Perioden 1973-79 var hård for området grundet oliekrisen. Stålindustrien klarede sig dog fint igennem krisen. I løbet af 1980´erne og 1990´erne fortsatte Belgiens økonomiske center med at flytte sig fra det tungindustrielle Vallonien til Flandern og er nu koncentreret rundt om det flamske diamantområde (Antwerpen – Gent – Leuven – Bruxelles). Økonomien er overvejende baseret på serviceydelser.

Belgien var med til at grundlægge kul- og stål unionen i 1951 og var dermed også fra start medlem af EF. I 1999 blev det introduceret, at møntenheden i landet skulle være EURO, hvilket blev gældende fra 2002, hvor den erstattede den belgiske frank.

Den flamske økonomi er i overvejende grad eksportorienteret, særligt højprofileret gods. De primære importvarer er fødevarer, maskiner, uslebne diamanter, petroleum og petroleumsprodukter, kemikalier, klæder og tilbehør samt tekstiler. De primære eksportvarer er biler, fødevarer og fødevareprodukter, jern og stål, forarbejdede diamanter, tekstiler, plastik, petroleumsprodukter og ikke-jernholdige metaller. Siden 1922 har Belgien og Luxembourg været i en told- og handelsunion sammen og har ligeledes haft fælles valuta. De primære handelspartnere er Tyskland, Holland, Frankrig, Storbritannien, Italien, USA og Spanien.

Antwerpen er verdens førende centrum for diamanthandelen. Eksport af diamanter udgør 1/10 af Belgiens samlede eksport. Derudover er det tyskejede BASF i Antwerpen det største af sin slags udenfor Tyskland og udgør alene 2% af Belgiens samlede eksport. Andre vigtige industrier er bilproduktion, telekommunikationsbranchen og fotobranchen, som også ligger i Antwerpen. Flandern er hjemsted for adskillige videns- og teknologicentre såsom IMEC, VITO, Flanders DC og Flanders Drive.

Infrastruktur i Flandern

Flandern har et højt udviklet net af transportmuligheder, der strækker sig fra havne, kanaler, jernbaner og motorveje. Havnen i Antwerpen er Europas næststørste – efter Rotterdam Havn. Andre havne er Brügge-Zeebrügge, Gent og Oostende – hvoraf både Brugge og Oostende begge ligger ved den belgiske kyst.

Jernbanerne er drevet af et statsligt selskab, og der er andre transportformer og veje drevet af den Flamske Region.

Den primære lufthavn i området er Bruxelles-Zaventem. Derudover er Antwerpen International Airport også meget brugt, mens der findes mindre lufthavne, som dog mere er til cargo i Oostende-Brügge og Kortrijk-Wevelgem begge i Vest Flandern.

Demografi i Flandern

Den højeste befolkningstæthed finder man i området Bruxelles-Antwerpen-Gent-Leuven, hvor også byen Mechelen ligger, der er kendt som “Den Flamske Diamant”. Derudover af andre vigtige områder kan nævnes Brügge og Kortrijk i vest og Turnhout og Hasselt i øst. 1. januar 2015 havde den flamske region en befolkning på 6.444.000, og derudover er omkring 15% af befolkningen i Bruxelles regionen også at regne for flamske. Det vil sige omkring 160.000 mennesker.

Religion i Flandern

I den belgiske forfatning er sekularisme indskrevet og dermed også en ret til frit at vælge religion eller helt at fravælge religion. Denne praksis respekteres også blandt lokalregeringerne. Siden den belgiske uafhængighed har katolicisme haft en stærk modvægt i form af mange fritænkende bevægelser, der har spillet en betydelig rolle i belgisk politik i det 20. århundrede. I Flandern har der dog været en tendens til, at religionen har spillet en større rolle end i andre dele af Belgien, særligt med de Kristne Fagforeninger og det Kristdemokratiske Flamske Parti. I 2001 viste en undersøgelse, at 47% af den belgiske befolkning følte sig knyttet til den katolske tro, mens 3.9% var knyttet til islam. I 2006 viste en undersøgelse, at man i Flandern var langt mere religiøse end i Vallonien med 55%, der regnede sig som religiøse og 36%, der troede på, at Gud havde skabt verden.

Jøder har været til stede i Flandern i mange århundreder, særligt i Antwerpen. I de seneste 30 år har den muslimske indvandring været mest dominerende, og muslimerne udgør 3.9% og er den største minoritet i området, mens de udgør hele 25% i Bruxelles. Den største muslimske minoritet et marokkanere efterfulgt af tyrkere.

Uddannelsessystem i Flandern

Uddannelse er obligatorisk for alle i alderen 6 til 18 år, men de fleste flamlændere fortsætter med at studere, indtil de er omkring 23 år. I 1999 viste en statistik, at Flandern har den tredjehøjeste grad af efteruddannelse for aldersgruppen 18-21 år. Flandern får normalt en høj score i internationale undersøgelser om uddannelsesniveau. Deres gymnasiale niveau scorer i særdeleshed høje karakterer indenfor matematik og fysik. Imidlertid er succesen ikke god til at sprede sig, idet de etniske minoriteter scorer betragteligt lavere, også i sammenligning med nabolandene Frankrig og Holland.

Kasteel Arenberg hvor det katolske universitet i Leuven har deres hovedsæde – Belgien og Nederlandenes ældste. Foto fra wikipedia

Grundet den historiske politiske konflikt mellem fritænkere og katolikker er det flamske uddannelsessystem opsplittet i to grene: en sekulær gren, der er styret af samfund, provinser og kommuner og en fondsstøttet – forholdsvis katolsk – gren. For den fondsstøttede skolegrens vedkommende betales lærernes løn og bygningernes vedligehold af den flamske bevægelse. Disse skoler er helt fri til at bestemme læringsform og eksaminationsform, men må til gengæld i modydelse være klar til at acceptere, at visse minimumsstandarder for læring opnås, og at man dokumenterer dette. Det skal dog nævnes, at for de katolske skoler besidder religiøse autoriteter meget lidt magt over disse, og derudover har skolen ikke en masse magt til at ændre læring. De katolske skoler er medlem af en katolsk paraplyorganisation VSKO. Det er denne organisation, der fastsætter praksis for skolerne, og hvad de mener, der skal læres indenfor hvert område.

Der er imidlertid frihed til uddannelse i Flandern, hvilket betyder, at enhver er i sin egen ret til at vælge sin foretrukne skoler, men også at enhver organisation kan grundlægge en skole og kan blive støttet på trods af afvigende regler. Det har også resulteret i en lang række specialskoler med egne pædagogiske metoder som Rudolf Steiner, Montessori og Freinet eller jødiske og protestantiske specialretninger.

En statistik fra 2003-04 viste, at 68,30% af børnene fra 6-18 år gik i fondsstøttede skoler, mens de resterende 31,70% gik i offentlige skoler.

Skolerne er hele tiden meget fokuseret på konkurrenceelementet i at fremstå som den”bedste skole”. Forældre og børn holder sig hele tiden opdateret på, hvilke der er de bedste skoler. Disse resultater bestemmer også niveauet på de midler, man får tildelt. Dette konkurrenceelement fremhæves som en af de væsentlige forklaringer på den generelle høje kvalitet i det flamske uddannelsessystem. Systemet er dog også meget intolerant overfor skoler, der ikke præsterer godt. Det har dog også medført de store etniske forskelle, da der er en tendens til, at man skifter skole, når man ikke klarer det højere niveau i de mere elitære skoler, og dermed bliver visse skoler opsamlingsplads fot tungere elever, og her indtager de etniske minoriteter en høj andel.

Kultur – sprog og litteratur

Det tidligste eksempel på litteratur på flamsk dialekt er Hendrik van Veldekes “Eneas Romance”, der er germansk sprogs fødsel af genren Hofromancer. I denne fase af historien overgik flamsk litteratur fransk med en forfatter som Hendrik Conscience. Guido Gezelle refererede ofte til denne tid og brugte det i sine digte:

Gij zegt dat ’t vlaamsch te niet zal gaan:
’t en zal!
dat ’t waalsch gezwets zal boven slaan:’
’t en zal!
Dat hopen, dat begeren wij:
dat zeggen en dat zweren wij:
zoo lange als wij ons weren, wij:
’t en zal, ’t en zal,
’t en zal!

Guido Gezelle (1830-99). Romersk-katolsk præst fra Vest Flandern, der var kendt for at skrive på vestflamsk i sine digte. Statue i Brügge af den flamske poet. Billede fra wikipedia

Forskellen mellem hollandsk og flamsk litteratur afspejles mest i emnevalg, hvor det politiske indhold eller retningen kan være meget forskellig. Trods dette er hovedparten af den hollandsksprogede litteratur også særdeles udbredt i Flandern på samme vis som i Holland.

Nogle af de mest kendte flamske forfattere omfatter Ernest Claes, Stijn Streuvels og Felix Timmermans. De har behandlet livet på landet i det 19. og starten af det 20. århundrede, og de blev læst meget blandt de ældre generationer, men anses af moderne kritikere for gammeldags. I den tidlige del af det 20. århundrede skrev flere berømte flamske forfattere på fransk, hvilket også gjaldt nobelpristageren fra 1911 Maurice Maeterlinck samt Emile Verhaeren. De blev efterfulgt af en yngre generation af forfattere, som satte gang i den flamske bevægelse. Det var forfattere som Paul van Ostaijen og Gaston Burssens.  Forfattere, der stadig læses hyppigt  – og oversat til andre sprog – er f.eks. Willem Elsschot, Louis Paul Boon og Hugo Claus. De nyeste storsælgende forfattere omfatter Tom Lanoye og Herman Brusselmans og poeter som ægteparret Herman de Coninck og Kristien Hemmerechts.

Sprog i Flandern

Da Belgien blev etableret som stat i 1830, var der kun et officielt sprog, og det var fransk. Historisk har Flandern været en hollandsk-talende region. I mange århundreder var fransk et sekundært sprog, der – som mange andre steder i Europa – blev talt af aristokratiet. Der er stadig fransk-talende minoriteter i Flandern, specielt i de områder – 27 kommuner – hvor der stilles kommunalt sproglige garantier, og hvor man som fransktalende kan få stillet tolke og andre fransktalende initiativer til hjælp. De findes i særdeleshed i området rundt om Bruxelles – Vlaamse Rand, og de fleste er nogle, der har bosat sig i de seneste årtier. Blandt de mest anti-franske røster i Flandern, ser man med stor skepsis på, at de fransk-talende ydes denne hjælp og konstaterer, at antallet af fransktalende er stigende.

I fransk Flandern, er fransk det eneste officielle sprog og modersmål for hovedandelen af befolkningen, men der er stadig en minoritet af flamsk-talende i fransk Flandern. Fransk er ydermere hovedsproget i Bruxelles på trods af regionens officielle to-sproglige status.

Mange flamlændere kan også godt tale fransk, og børn i Flandern får deres første fransk-undervisning i skolen i 5. klasse –  når de er omkring 10 år gamle. Men da man ikke praktiserer fransk uden for skolesystemet, er franskniveauet ikke imponerende. Der har derfor været en nedadgående tendens i niveauet for fransk i Flandern. Engelsk er det tredje sprog i Flandern. De begynder normalt at lære det, fra de er 14 år, men tilstedeværelsen af engelsk i film, musik, IT og reklamer gør, at niveauet for engelsk er væsentligt højere end fransk. Flamlænderne er kendt for deres gode engelsk, hvor undersøgelser kun sætter Sverige og Malta som bedre.

Sport i Flandern

Fodbold er den mest populære sportsgren i Flandern – såvel som det er i både Bruxelles og Vallonien. Derefter er også cykling, tennis, svømning og judo populære sportsgrene.

I cykelsporten er en af de 5 store “forårsklassikere” cykelløbet “Flandern rundt” – i den anden del af Belgien er “Liège-Bastogne-Liège” en af de andre forårsklassikere – men også løbene Dwars door Vlaanderen og Gent-Wevelgem. Eddy Merckx er bredt anerkendt som den største cykelrytter til alle tider med sine 5 sejre i Tour de France og adskillige øvrige rekorder. Hans timerekord i 1972 stod i 12 år, før den blev overgået.

I tennis er Kim Clijsters 2 gange kåret som årets bedste kvindelige tennisspiller i verden – det samme som den fransktalende belgier Justine Henin.

De olympiske sommerlege blev afholdt i Antwerpen i 1920.

Flamsk Musik

Der er flere kendte musikfestivaler i Flandern, såsom det årligt afholdte Rock Werchter, Tomorrowland og Pukkelpop. I Gent afholder man årligt Gentse Feesten.

De bedst sælgende flamske grupper er den flamsk-hollandske gruppe 2 Unlimited, fulgt af Rocco Granata (italiensk født), Technotronic, Helmut Lotti og Vaya Con Dios.

Print siden her