8. august 1918 – Den sorte dag i tysk militærhistorie

Den 8. august 1918 blev sidenhen omtalt som den tyske hærs sorte dag efter et udsagn af den tyske general Erich Ludendorff, som betegnede dagen således, efter at Entente-magterne under 1. verdenskrig denne dag havde indledt den såkaldte Hundrededagesoffensiv fra 8. august til 11. november 1918.

Den 8. august 1918 er den tyske hærs sorte dag i denne krig. 

– General Erich Ludendorff

Den 8. august 1918 lykkedes det de allierede i slaget ved Amiens at opnå et gennembrud på Vestfronten. Det havde tvunget de tyske tropper på tilbagetog på en bred front. Allerede dagen efter havde den tyske hær stabiliseret sig og stoppet de allierede troppers fremmarch. Udslagsgivende for denne sejr var den massive overlegenhed, som USA´s indtræden i krigen havde affødt. Det amerikanske ekspeditionskorps blev måned for måned stærkere og stærkere. Det havde været tyskernes ambition med deres store forårsoffensiv i 1918 at nå at besejre de allierede, inden den amerikanske faktor blev for vigtig.

Udvikling efter 8. august 1918

Med sejren over de tyske tropper ved Amiens 8. august 1918 var der for alvor opstået et militært vendepunkt, og det tyske nederlag i 1. verdenskrig forekom som et spørgsmål om tid. Der var ikke tale om et strategisk gennembrud – det var i den almene stillingskrig, der herskede i 1918, næppe lade-sig-gøreligt. Der var i langt højere grad tale om et moralsk nederlag ved Amiens. På en dag mistede Tyskland 30.000 mand, halvdelen af dem kom i krigsfangenskab, hvilket gjorde indtryk på den øverste hærledelse. De almindelige stabsofficerer opfordrede Erich Ludendorff om tilladelse til at trække sig tilbage, omend denne krævede forsvar for enhver pris.

Den 14. august 1918 holdt man en konference i det tyske militære hovedkvarter i Spa, Belgien, hvor det blev besluttet at søge om forhandlingsfred, omend deres hær i store træk var intakt og rådede over 2,5 million mand på Vestfronten. De tyske stillinger var imidlertid særdeles tyndt besat – de blev holdt oppe af et spin-net af forsvarere. Kvaliteten af de tyske soldater var langt ringere end hos de allierede, og man kørte på de sidste kræfter. Man ønskede at starte forhandlinger, de forhandlinger, der siden skulle give anledning til dolkestødslegenden i tyske nationale og højreorienterede kredse.

Ludendorffs firkantede tanke om forsvar for enhver pris havde sikret de allierede en langt større sejr, da deres overlegne nye panservogne (britiske tanks af typen Mark IV) gjorde, at tabet hos tyskerne blev langt større. Først da dette stod klart for Ludendorff, tillod han en tilbagetrækning.

Den øverste hærledelse havde erkendt det udsigtsløse i situationen, og at der ikke var flere mandskabsreserver at trække på. Den 29. september 1918 opfordrede de regeringen at søge våbenhvileforhandlinger med henvisning til, at fronten kunne bryde sammen hvad dag, det skulle være. Den 4. oktober søgte den tyske regering om forhandlinger hos den amerikanske præsident Woodrow Wilson, hvor hans plan i 14 punkter gav et perspektiv. Den 11. november opnåede Tyskland våbenhvile, hvor meget af perspektivet som Wilson havde udlagt, var væk.

Print siden her