A. P. Møller Skolen i Slesvig
Sydslesvigs dansktalende gymnasium samt grundskole. Uddannelsesinstitutionen ligger smukt placeret i byen Slesvig tæt ved vandarmen Slien på det gamle kaserneområde Ved Friheden (ty: An der Freiheit), ikke langt fra det charmerende Holm Nor og det historiske centrum. Bygningen stod færdig i 2008 og har cirka 625 elever i såvel folkeskolen som gymnasiet.
Siden 1920 havde Sydslesvig haft et gymnasium i form af Duborgskolen, der lå klinet op af den danske grænse i de dansksindedes højborg Flensborg. Dette bevirkede, at de dansksindede i den sydlige del af Slesvig fik ualmindelig langt til gymnasiet, hvorfor de fleste selv at sørge for transport til Flensborg, men der var også nogle, der valgte et tysk gymnasium i stedet.
I maj 2005 meddelte A.P. Møller Fonden, at den var indstillet på at skænke de cirka 625 elever i den sydlige del af Slesvig en skole, der ville gøre transporten til og fra skolen væsentligt kortere. Dette havde i mange år været et stærkt ønske hos de dansktalende i den sydligste del af Slesvig. Derfor var det naturligt at opkalde skolen efter A.P. Møller, grundlæggeren af et af verdens største firmaer for containerfragt.
Arkitektopgaven blev givet til det renommerede firma C.F. Møller i Århus, der blandt andet har stået bag det nationale naturhistoriske museum i London, Hagastaden i Stockholm, universitetshospitaler i såvel Oslo, Stockholm samt Århus, kunstmuseet i Herning samt den ny havnefront i Aalborg. I 2010 vandt firmaet den britiske arkitektsammenslutnings pris for bedste byggeri udført af et arkitektfirma uden for Storbritannien for A.P. Møller skolen.
Grundstenen blev lagt 3. maj 2007. Ane Mærsk McKinney Uggla talte ved den lejlighed om sin families nære bånd og tætte relationer til landsdelen, der blandt andet blev begrundet i deres oprindelige afstamning fra Rømø. Et lille år senere, 1. september 2008, kunne skolen indvies af Dronning Margrethe II af Danmark. Mærsk McKinney Møller holdt tale, og Slesvig-Holstens ministerpræsident Harry Peter Carstensen deltog ligeledes i indvielsen. Siden grundlæggelsen har Jørgen Kühl været rektor. Han var tidligere leder af Grænseregionsforskningen i Åbenrå.
Området hvor skolen ligger Auf der Freiheit, blev i årene 1933-37 et kaserneområde, som det vedblev med at være under den britiske besættelse under den Kolde Krig. Det var generelt et forfaldent område, der imidlertid lå ned mod Slien. Men siden skolen er blevet bygget har området udviklet sig til et helt nyt byområde, der idag tiltrækker mange nye beboere.
Skolen har i sin korte historie hurtigt formået at tiltrække sig positiv opmærksomhed, hvor det er blevet til mere end 80.000 besøg, primært fra Danmark. Et sådant besøg fokuserer på skolens specielle arkitektur, beliggenhed, drift og ikke mindst funktion som garanti for, at der stadig vil være en stærk dansk stemme i den sydligste del af Slesvig. En hovedattraktion er Olafur Eliassons udsmykning af aulaen, hvor hans Tellurium er lamper udført som solsystemet. Derudover findes der møbler af Arne Jacobsen, et væld af gennemtænkte detaljer og en yderst fascinerende historie om, hvordan gulvet har været lagt hele to gange.
Kulturelt foregår der mange ting på skolen, det være sig alt fra teater, foredrag, ligesom Slesvig-Holstens Symfoniorkester også har lagt vejen forbi. I sommerhalvåret er den ramme om Slesvig-Holstens musikfestival.
I maj 2013 blev et afsnit af Tatort (Gerningsstedet): ” Borowski og den brændende mand” indspillet på skolen. “Tatort” er en meget kendt krimiserie i Tyskland.
Skolens vision er at give sine studerende redskaber til at begå sig i en globaliseret verden, hvor identiteten som dansk mindretal i Tyskland bliver set som en yderligere ressource udover den ressource, man allerede har fået som følge af at have gennemgået en gymnasial uddannelse.
Historiske Rejser ved Anders Bager Eriksen anbefaler:
Jeg kan kun anbefale at besøge skolen. Jeg har nu været der 2 gange, og det har været lige fascinerende begge gange. Det har været to forskellige rundvisere, der har gjort det lige godt. Arkitekturen er interessant og gennemtænkt. Beliggenheden er fantastisk og kan passende bruges til at se nærmere på Slesvig og til at gå nedover Holm og mod Domkirken.
Hvis man kommer der som gruppe, kan man forhåndsbestille en rundvisning. Det er meget fair på skolens præmisser, og det vil sige, at det naturligvis foregår udenfor skoletiden.
Pingback: Slesvig-Holsten Geografisk A-Z | Historiskerejser.dk
Pingback: Slesvig A-Z | Historiskerejser.dk