Albertinum
Er en bygning, der ligger som det østligste bygningskompleks ved de Brühlske Terrasser. Den fungerer i dag som museum for den mere moderne kunst, skulptursamlingerne og den statslige kunst i Dresden. Oprindelig blev bygningen opført i funktion af et militært tøjhus (Zeughaus). Dets navn stammer fra ombygningen i slutningen af det 19. årh., hvor det blev opkaldt efter kong Albert af Sachsen (1873-1902).
I 1546 blev det vedtaget af kurfyrst Moritz von Sachsen at ombygge den oprindelige bybefæstning i Dresden i italiensk og nederlandsk renæssance. Det var dog først under Moritz’ efterfølger Kurfyrst August, at arkitekten Casper Voigt von Wierandt opførte et tøjhus i årene 1559-63. Det blev et af de største og mest kendte tøjhuse i Europa og gjaldt som et af de væsentligste renæssancebygningsværker i Dresden. I det 18. århundrede blev der ført flere barokke elementer ind i bygningen under indflydelse af såvel August den Stærke og Friedrich August II. Preussiske tropper plyndrede bygningen under syvårskrigen (1756-63), men efterlod den uberørt. I 1877 opførte de saksiske konger militærbyen Albertstadt, hvilket bevirkede, at tøjhuset mistede sin militære funktion.
Depotet med skulpturerne, der skiftevis udstilles i Albertinum
I 1884 blev det besluttet af den saksiske landdag at forlægge såvel skulptursamling og det saksiske hovedstadsarkiv til bygningen. I den sammenhæng blev bygningen ombygget af Carl Adolph Canzler. Han udsmykkede facaden med sandsten, mens den øvrige bygning blev udsmykket i stil med den italienske højrenæssance. Indgangen til skulptursamlingen kom til at gå direkte fra De Brühlske Terrasser. I 1889 fik den navnet Albertinum efter kong Albert af Sachsen. I 1891 åbnede gipssamlingerne på øverste etage, der i 1894 udvidede til også at omfatte en plastiksamling. I år 1900 gjaldt samlingen på Albertinum under ledelse af arkæologen Georg Treu som verdens førende plastiksamling. Den var direkte årsag og inspiration til opførelsen af Puschkinmuseet 1898-1912.
Albertinum blev svært ødelagt under bombardementerne i 2. verdenskrig. Den øverste etage, taget, hovedtrappen og lysgården udbrændte totalt. Det betød blandt ande,t at hele malerisamlingen af Hermann Prell gik tabt. Mange kunstskatte blev overført til Sovjetunionen efter krigen og vendte først tilbage i 1950´erne. Fra og med 1959 husede Albertinum ikke længere kun skulptursamlingerne, da der herskede en generel pladsmangel i Dresden. Man fandt interimistisk plads til porcellænssamlingerne, kobberstikskabinettet, møntsamlingerne, skattene fra Grünes Gewölbe ligesom til militærsamlingen (Rustkammer). I 1965 kom bygningen endvidere til at huse de mere moderne malere. Fra og med 2004 vendte møntsamlingen og Grünes Gewölbe tilbage til Residensslottet i takt med, at dette blev færdigrestaureret.
Oversvømmelserne i 2002 forskånede ikke museet. Der trængte vand ind i de underjordiske depotrum, og forinden var også de moderne sikkerhedsrum under Zwinger og Theaterplatz blevet oversvømmet. Det betød, at også de ældre malermestre blev ødelagt. Ved en af de største kunstredningsaktioner i fredstid lykkedes det at skaffe hjælpere, der reddede uvurderlige kunstskatte. Efterfølgende var holdningen Bellotto skal ikke længere i et akvarium, og depoter skal ikke længere opbevares underjordisk. Privat blev der skænket så store summer, at kunstværkerne kunne saneres og dermed reddes. I perioden 2006-10 blev hele bygningsværket restaureret med en indvendig stålkonstruktion, der ligner en bro, samt med en ny indgang fra Georg-Treu-Platz.
Historiske Rejser ved Anders Bager Eriksen siger:
Samlingerne, man i dag får at se, er Museum der Moderne, som huser mestre fra det 19. og 20. århundrede. Skulpturer fra antikken vil fremtidit være at finde i Sempergallerie (den del af Zwinger, der vender ud mod Theaterplatz). Skulptursamlingens højdepunkt er den franske billedhugger Auguste Rodin, der modsatte sig akademiseringen af kunsten og gik ind for nye fremstillingsformer. Fra DDR-tiden findes der værker af kunstnerne Wieland Förster, Werner Stötzer og Helmut Heinze. Den vigtigste del er dog de moderne malermestre med folk som Caspar David Friedrichs, grundlæggeren af tysk malerromantik, derudover andre romantikere såsom Carl Gustav Jerus, Johan Christiansen Clausen Dahl og Ludwig Richter. Endvidere tyske og franske impressionister såsom Claude Monet, Edvard Degas, Max Liebermann og Max Slevogt, ekspressionister som Otto Dix, medlemmer af kunstsammenslutningen Brücke som Ernst Ludwig Kirchner, Karl-Schmidt Rottluff, repræsentanter fra Dresdner Sezession som Bernhard Kretzschmar og Carl Lohse. Såvel A.R.Penck og Georg Baselitz er viet et helt rum.
