Albertstadt
Albertstadt – Kaserne og militærindustri samlet i det nordlige Dresden
Bydel i Dresden, der opstod i 1870´erne, og som i mange år fungerede som et af de største kaserne- og militærindustrielle komplekser i Tyskland. Området blev opkaldt efter den saksiske konge Albert I, der som kronprins havde anført Maasarmée, det saksiske hærafsnit, i den fransk-tyske krig. Der opstod samtidig andre bydele i Dresden opkaldt efter saksiske konger såsom Johannstadt, Antonstadt og Friedrichstadt. Området blev næsten forskånet for de ødelæggelser, der ellers ramte Dresden så hårdt under 2. verdenskrig. Skiftende regimer fra Republikke Weimar, Tredje Rige og DDR og det genforenede Tyskland har brugt området til kaserne og militærindustrielt. I dag er dets benyttelse kulturelt, civilt og i mindre grad militært og industrielt. Der bor 2.600 indbyggere i Albertstadt, og den hører dermed til de tyndest befolkede områder i byen. Der bor kun 351/km2 i modsætning til Ydre Neustadt, hvor der bor mere end 11.000/km2.
Bydelen er beliggende i den nordlige del af Dresden. I syd grænser den op til bydelene Antonstadt, Radeberger Vorstadt og Leipziger Vorstadt og til hedelandskabet Dresdner Heide og Heller i nord. Den deles af skinnenettet mellem Dresden-Neustadt og Görlitz samt af floden Priessnitz. Den sydøstlige del af området rører sporadisk Elbdalen.
I Albertstadt finder man ikke en historisk bykerne som i de andre forstæder i Dresden. Bydelen er derimod præget af planlægning i lige linjer igennem gaderne. Ideen bag beliggenheden var, at den skulle ligge tæt på hedelandskabet Dresdner Heide og Heller, der blev brugt til militære øvelser. De to gennemskærende akser Königsbrücker Strasse på tværs og Stauffenbergallee på langs dominerer området med paradepladsen Olbrichtplatz som en slags midtpunkt. Friedrich Olbricht var tilknyttet kasernerne i Dresden som general 1933-39 og med i modstandskredsen mod Hitler sammen med Stauffenberg. Olbricht ligger begravet på Nordfriedhof i Albertstadt.
Det var en stor fordel for området, at den slesisk-saksiske jernbane mellem Dresden og Görlitz gik derigennem. Det vestlige Albertstadt gjorde brug af jernbanen indtil 2004, hvor jernbanestoppet blev sløjfet.
Ved Wienerkongressen i 1815 krævede Preussen, at den saksiske hær fik en størrelse, der gjorde, at den ikke kunne vendes mod Preussen. I 1867 fik Sachsen igen lov at operere militært selvstændigt og indføre almen værnepligt. I den fransk-tyske krig kæmpede et selvstændigt saksisk kompagni sammen med Preussen under ledelse af kronprins Albert og var del i sejren ved Sedan, der førte til den tyske samling. Beslutningen om at opføre et af de største militære komplekser med kaserne og militærindustri blev truffet i 1873. Finansieringen kom primært fra franske krigsskadeserstatninger.
Dresden var allerede kaserneby. Den største kaserne var Jägerhof ved Hauptstrasse i Neustadt. Planlægningen af Albertstadt blev udført af general Alfred von Fabrice. Ved færdiggørelsen i 1877 blev der straks udstationeret 20.000 soldater på kasernen, hvilket svarer til 2 divisioner. Efter afslutningen på 1. verdenskrig blev Sachsen nedlagt som kongerige, og grundet de store begrænsninger, der var på militær i Tyskland, måtte også kasernen gå igennem store nedskæringer. I 1934 besluttede nazisterne igen at tage dem fuldt i brug.
Indtil 1. verdenskrigs afslutning havde det meste af det østlige område været indrettet til våben- og ammunitionsfremstilling. Hele det militærindustrielle kompleks blev man pålagt at nedrive ifølge Versaillestraktaten i 1919. I mellemkrigstiden blev området attraktivt for en stribe virksomheder, bl.a. Ernemann-Werk AG (senere Zeiss-Ikon), der producerede foto- og biograffremvisere, karosseri-værket Gläser, tekstilmaskinbyggeri fra den saksiske maskinfabrik Chemnitz, radiofabrikken Mende og turbinefabrikken Brückner. Firmaerne Brückner, Kanis og Mende gjorde brug af tvangsarbejdere under nazismen. I 1935 begyndte området igen at producere til den tyske krigsindustri. I 1944 kom Dresden til at ligge indenfor de allieredes bomberadius, hvilket betød, at man rev de to skorstene i området ned, for ikke at give bombeflyene oplagte mål. Dette lykkedes også, da området næsten gik ram forbi de ellers altødelæggende bombardementer af Dresden.
Store dele af industrianlæggene blev revet ned efter krigen og bragt til Sovjetunionen. Der opstod dog en del statsejede fabrikker (VEB) i området. Der blev produceret fly, turbiner og stærkstrømsanlæg, hvilket sikrede området en status som Dresdens vigtigste industriområde frem til 1990.
I DDR-tiden husede kasernen såvel DDRs Volkspolizei samt i overvejende grad de sovjetiske tropper. I juli 1968 blev disse overflyttet til Zittauer Gebirge i Oberlausitz for at være klar til at rykke ind i Tjekkoslovakiet. I oktober 1968 vendte de igen tilbage til Dresden. Der fandtes såvel officersskoler samt en militærret indenfor området. I perioden 1985-90 tilbragte Vladimir Putin sin primære tjenestetid på kasernen. De øvrige sovjetiske tropper trak sig tilbage i 1992. Armeemuseet, der havde fungeret under såvel Sachsen som DDR, blev til Tysklands militærhistoriske museum. Dresdens byarkiv, Mitteldeutscher Rundfunk og delstatens administration har fået til huse i området. Enkelte områder i Albertstadt og større dele af Dresdner Heide er stadig militære sikkerhedsområder. De mest kendte soldater, der har fået deres uddannelse i Dresden, er Max Immelmann og Claus Schenk von Stauffenberg. Derudover har Erwin Rommel undervist på skolen i årene 1929-33.
Industrielt er de fleste firmaer lukket ned efter 1990. En af de ting, som er rykket ud til området, er Handels- og Industrikammeret. De fleste bygninger er klassicistisk Gründerzeitarkitektur. I det militære område ligger der i den østlige del infanterikasernerne, lazaret og kadetanstalt. I den centrale del ligger arsenalet (i dag militærhistorisk museum), garnisonkirken og yderligere kaserner, og i den vestlige del kavaleri og artillerikaserner. Arsenalet har siden 1918 huset militærhistorisk museum. Bygningen fik i 2011 påsat en enorm pilespids midt igennem sig af den jødisk-amerikanske arkitekt Daniel Libeskind. Garnisonkirken med det 90 meter høje tårn blev opført i årene 1893-1900 i historistisk neo-romansk stil. Kirken har det særlige kendetegn, at den både er protestantisk og katolsk. Dens enorme størrelse tillader den desuden at huse en afdeling af det saksiske bibliotek samt dukketeatersamlingen. En del civile er blevet tiltrukket af barakkerne og den grønne Hellersiedlung.
