Alskolonien
Var i Gründerzeit symbol for dannelsesborgerskabet med dets villaer, drømmehuse, små ”slotte”, prægtige haveanlæg og sejlklubber.
I 1863 anlagde den begejstrede naturven og vandsportsudøver Wilhelm Conrad en villakoloni til det bedre borgerskab. Det var Berlins første af sin slags. Stedet tiltrak kunstnere, industrifolk, bank- og handelsfolk. Det lå med prægtig udsigt til Wannsee og tæt på de skønne slotshaveanlæg ved Slottet Klein Glienicke.
Dets navn Alsen fik det tildelt i 1872 af Conrad´s svoger, General Colomier, der havde deltaget i den svære erobring af Als til søs under krigen mod Danmark i juni 1864. I den jubeloptimistiske nationalistiske stemning, der herskede i Tyskland efter den tyske samling i 1870, var det typisk at opkalde steder efter militære sejre. I 1874 opstillede man en kopi af Istedløven i zink, hvor den originale opholdt sig andetsteds i Berlin. Zinkkopien af løven står der stadig.
Efter første verdenskrig begyndte et langsomt forfald grundet de mange tvangsauktioner i hyperinflationens år. Siden fulgte statsinddragelsen af de mange jøders boliger, og endelig var den sidste fase af 2. verdenskrig hård ved området, da Volkssturm forskansede sig og forsøgte at skabe en sidste bastion mod den røde hærs fremtrængen, hvilket førte til ødelæggelse af en del af husene. Den sidste del af ødelæggelsen stod det modernistiske byggeri i 1970´erne bag. De mest kendte boliger er maleren Max Liebermanns villa og villaen Marlier, hvor Wannseekonferencen fandt sted i januar 1942.
