Berlin – Guide og introduktion
Berlin er hovedstad i Tyskland og samtidig en selvstændig delstat. Den er med sine cirka 3,6 millioner indbyggere og sine 892 km² den såvel indbyggermæssigt som arealmæssigt største by i Tyskland. Den er centrum i Metropolregionen Berlin/Brandenburg, som har omkring 6 millioner indbyggere samt det såkaldte Agglomeration Berlin med omkring 4,5 millioner indbyggere. By-delstaten består af omkring 12 kommuner (Bezirke). Ud over floderne Spree og Havel findes der talrige mindre bifloder, søer og skove indenfor byområdet.
Berlin blev første gang omtalt som by i det 13. århundrede, men var i løbet af sin omskiftelige historie og under forskellige statsformer hovedstad i Mark– og Kurfyrstendømmet Brandenburg, Preussen samt det Tyske Kejserrige. Fra 1919 og frem til i dag var det først Weimar-republikkens (1919-33) og det nazistiske Tredje Riges (1933-45) hovedstad. Fra 1949 og til 1990 var den østlige del af byen hovedstad i DDR, mens den vestlige del formelt havde hovedstad i den vestlige del af byen, men reelt i Bonn ved Rhinen. Fra 1990, hvor den tyske genforening fandt sted, har Berlin igen været hovedstad for hele det genforenede Tyskland, og er som følge heraf sæde for regering, præsident, Bundestag (parlament), Forbundsrådet, talrige ministerier samt ambassader.
Til de mest betydningsfulde erhvervsgrene i Berlin tælles turisme, de kreative/kulturerhvervene, bioteknologi og sundhedsindustri med medicinteknik og farmaceutisk industri, informations- og kommunikationsteknologi, bygge- og udlejningsvirksomheder, handel, optisk elektronik, energiteknik såvel som messe- og kongresvirksomhed. Byen er endvidere europæisk centrum for tog- og flytrafik. Berlin hører til blandt de mest innovative centre for nye firmagrundlæggelser og oplever hvert år en stigning i antallet af erhvervsdrivende.
Berlin gælder som en international verdensby indenfor kultur, politik, medieverdenen og videnskab. Byens universiteter, forskningsinstitutioner, sportsbegivenheder og museer nyder alle international anerkendelse. Metropolen har titel hos UNESCO som Stadt des Designs (Designerbyen) og er et af de mest besøgte centre overhovedet på det europæiske kontinent. Berlins arkitektur, festivaler, natteliv og mangfoldige befolkningssammensætning er kendt i hele verden.
Styreform | Parlamentarisk republik, tysk delstat (Bundesland |
Indbyggertal | 3.547.000 (31.12.2016) |
Andel udlændinge | 18,4% (1. februar 2018) |
Andel arbejdsløse | 8,7 % (1. februar 2018) |
Indbyggere i Agglomeration Berlin | 4.400.000 |
Indbyggere i Metropolregion Berlin/Brandenburg | 6.000.000 |
Areal | 891,68 km² |
Andel af areal i vand | 59,69 km² (6,7%) |
Andel af areal i skov | 163,64 km (18,4 %) |
Højde | 34-122 m.o.h |
Berlins geografi
Berlins markante seværdighed – Rotes Rathaus (Det Røde Rådhus) – har den geografiske beliggenhed 52° 31′ 7″ nordlig bredde, 13° 24′ 30″ østlig længde. To kilometer syd for dette i bydelen Kreuzberg ligger Berlins geografiske centrum. Den største afstand fra øst til vest er 45 kilometer, mens den fra nord til syd er cirka 38 kilometer. Byens er areal er lige knap 892 km². Dens opland udgøres af delstaten Brandenburg, der omkranser byen fuldstændig, hvor oplandsbyerne ligger ligesom i stjerneform – Berliner Siedlungssterne – rundt om byen. Fra den østligste bygrænse er der cirka 70 kilometer til Polens vestgrænse.
Berlin befinder sig i et gletscherformet landskab. Dens historiske centrum ligger på den smalleste del og dermed også det mest trafikgunstige sted for Berlin-Warszawa Urstrømsdalen, da Berlin gennemstrømmes af denne fra sydøst mod nordvest og af Spree i en øst-vest-retning. Den nordøstlige del af Berlin ligger på højsletten ved Barnim, mens halvdelen af byen ligger på højsletten Teltow. Det vestligste Bezirk Spandau fordeler sig på 3 områder: Urstrømsdalen, Brandenburg-Potsdams Havelområde og Zehdenick-Spandau Havel-området. Berlins landskab opstod i den yngste istid – Wisla-Istiden. For omkring 20.000 år siden var Berlin dækket af mere end 100 meter mægtige skandinaviske iskapper. Da disse begyndte at smelte for 18.000 år siden, opstod gletscherne og Berliner Urstromtal opstod.
Berlin har talrige vandområder, små floder og søer. Spree udmunder ved Spandau i Havel, der flyder i den vestlige del af byen i nord-sydlig retning. Bifloder til Spree er Panke, Dahme, Wuhle og Erpe. Havels forløb, der oprindeligt var en smeltet gletscher, har mange steder form som et sølandskab; de største udbugtninger dannes af Tegeler See og Grosser Wannsee. I Berlins byområde støder bækkene Tegeler Fliess og Bäke til.
Berlins højeste punkter er Grosser Müggelberg (115 m.o.h.) i Bezirk-Treptow-Köpenick, hvis man regner naturlige forhøjninger med. I 2015 blev det kunstige affaldsbjerg Arkenberge i Bezirk-Pankow det højeste med 122 m.o.h.. Det afløste det ligeledes kunstige bjerg Teufelsberg i Bezirk Charlottenburg-Wilmersdorf med 120 m.o.h. Dette bestod af ruinophobninger fra 2. verdenskrig. Det ligeledes kunstige Ahrensfelder Berge i Bezirk Marzahn-Hellersdorf på 114 m.o.h. er et andet højt punkt i Berlin. Det laveste punkt er Spektesee i Bezirk-Spandau med 28,1 m.o.h.
Berlins klima
Berlin befinder sig i overgangen mellem det maritime klima fra det vestlige Europa og Østeuropas kontinentale klima. Den gennemsnitlige årstemperatur i Berlin-Dahlem er på 9,5 °C og den årlige nedbørsmængde på 591 mm. De varmeste måneder er juli og august med et gennemsnit på 18,2-19,1 °C, og den koldeste måned er januar med 0,6 °C i gennemsnit. Berlins varmeste temperatur blev målt 16. juli 2007 med 38,6 °C. August måned har i gennemsnit mest nedbør med 64 mm og april måned ringest nedbør med 33 mm. Vindretningerne er oftest fra nordvest og sydvest og præget af maritime vinde, som bringer frisk og ren luft.
Den anden type af vind kommer fra øst og sydøst og er kendetegnet af højtryksvinde med kontinentale luftmasser, der alt efter årstiden bringer aldeles kolde eller aldeles varme vinde med sig. Indtil slutningen af 1980´erne var byen præget af smog, hvilket siden 1990´erne er kraftigt forbedret.
De ringe højdeforskelle i byen er også med til at bevirke et homogent byklima, men den tætte bebyggelse i de forskellige centre i byen giver betydelige temperaturforskelle i forhold til de store grønområder inde i byen og landbrugsområderne i byens udkant og opland. Særligt i sommernætterne kan der være en temperaturforskel på omkring 10 °C. Berlin drager dermed igen fordel af sine store grønområder, som udgør omkring 40% af byens areal. I 2012 havde byen 439.971 træer, der stod langs gaderne. Dette og det høje antal friholdte grønområder såsom Grosser Tiergarten, Grunewald og den tidligere lufthavn Flughafen Tempelhof med Hasenheide kaldes af klimatologer for “Kälteinseln” og bevirker et mere behageligt klima.
Bymæssig struktur
Berlin er ifølge byens forfatning inddelt i 12 kommuner (ty: Bezirke). Kommunerne er ydermere underinddelt i 96 bydele, der dog ikke er forfatningsbestemt. Bydelene har ikke forvaltning som kommunerne, men danner alligevel grundlag for en række opgaver og er af denne grund administrative enheder.
Med Gross-Berlin-Gesetz (da: Loven om oprettelse af Stor-Berlin) fra 1920 blev 8 byer, 59 landkommuner og 27 godsbesiddelser lagt sammen. Det nye Stor-Berlin udgjorde oprindelig 20 kommuner med 94 bydele med et uforandret grænseforløb som i dag. I årene 1949-90, hvor Berlin var delt i øst og vest (reelt set i 4 sektorer), lå de 12 bydele i vest og 8 i øst.
I Øst-Berlin betød opførelsen af nybyggerier i byens østlige rand – uden at overskride bygrænsen til delstaten Brandenburg – at antallet af kommuner i Øst-Berlin steg fra 8 til 11 i tidsperioden 1979-86. I Vest-Berlin forblev de 12 kommuner uforandret. Antallet af bydele blev forhøjet i 1945, da der foregik et bytte mellem den britiske og sovjetiske repræsentation, hvor West-Staaken blev givet til sovjetisk sektor (trods beliggenhed i den yderste vestlige del af Vest-Berlin), mens den britiske sektor fik Gross-Glienicke, der lå i Brandenburg, men blev del af Berlin.
I 1990, hvor Berlin blev genforenet ligesom det øvrige Tyskland, talte byen 23 kommuner. 10. juni 1998 blev det besluttet, at antallet skulle reduceres, og denne proces varede til 1. januar 2001, hvor den nåede de nuværende 12 kommuner. Antallet og udformningen af bydelene,er flere gange blevet ændret i de seneste år.
Som del af delstaten Berlin bærer kommunerne der navn uden, at det skal være med det foranstillede sammensatte ord “Berlin-Charlottenburg”. Denne sprogbrug bruges på tværs af hele Tyskland: eksempelvis Amtsgericht Tiergarten eller Finanzamt Charlottenburg
Parkanlæg, Zoologisk Have og beskyttede områder
Udover en række vidtstrakte skovområder i den vestlige og sydøstlige del er der indenfor Berlins byområde en række store parkanlæg. Da næsten alle byens gader har træer langs vejene, er Berlin kendt for at være en særdeles grøn by.
I Berlin findes der omkring 440.000 træer langs vejene, heriblandt 153.000 lindetræer, 82.000 ahorntræer, 35.000 egetræer, 25.000 platantræer og 21.000 kastanjetræer. Der er over 2.500 offentlige rekreative eller grønne områder samt parkanlæg fordelt udover 5.500 hektar, hvilket giver en alsidig mulighed for rekreation og dyrkelse af fritidsinteresser.
I centrum af byen ligger det største parkanlæg Grosser Tiergarten (da: Den Store Dyrehave). Det er det ældste parkanlæg i byen med mere end 500 års historie på bagen, først som jagtområde og siden som park. Det er ydermere med sine 210 hektar det næststørste grønområde i byen og klart det vigtigste. Det var oprindeligt et skovområde, der lå foran byens porte, og som blev brugt af den preussiske adel som jagt- og rideområde, men i takt med byudviklingen blev det gradvist omsluttet af byen. Det strækker sig fra Bahnhof Zoo til Brandenburger Tor og grænser direkte op til regeringsområderne tæt ved Rigsdagen. Parken gennemskæres af flere store veje, heriblandt Strasse des 17. juni – den store øst-vest-akse. Vejene krydser hinanden på pladsen Grosser Stern, hvor Siegessäule (da: Sejrssøjlen) siden 1938/39 har stået. Den minder om en naturpark. Karakteristisk er de mange mindre vandløb, de mange træsorter, de små søer med øer samt talrige broer og alléer. Der findes lignende anlæg som Englischer Garten, Luiseninsel og Rosengarten.
Ud over Tiergarten er også Treptower Park i den sydøstlige del af Berlin blandt byens mest betydningsfulde parker. Den blev anlagt af Gustav Meyer, den første berlinske direktør for haveanlæg i årene 1876-82. I 1896 var parken skueplads for Grosse Berliner Gewerbeausstellung (da: Den Store Berlinske Handelsudstilling). Parken grænser direkte op til Spree, og havelandskabet på bredden er et af Berlinernes mest afholdte udflugtsområder, ikke mindst grundet Gasthaus an der Spree, som Carl Ferdinand Langhans fik bygget i årene 1821/22, og som i dag hedder Zenner (marts 2018).
Berlins største parkanlæg er Tempelhofer Park, der opstod, hvor den tidligere lufthavn Tempelhof lå i perioden 1927-2009.
Den Botaniske Have i Berlin er også værd at nævne. Den ligger i den sydvestlige del af byen ved siden af institutionerne på Freie Universität og kan dermed bruges videnskabeligt og som rekreativt område for de studerende. Haven havde en forgænger, som lå i området, hvor den nuværende Kleist-Park ligger i Schöneberg. Fra og med 1897 fulgte byggeriet af det nye parkanlæg i Dahlem og Gross-Lichterfelde. Med 22.000 forskellige plantearter fordelt på et område af 43 hektar er det den tredjestørste botaniske have i verden. Großes Tropenhaus er med sine 25 meter i højden, 30 meter i bredden og 60 meter i længden det største væksthus i verden.
Der ligger flere forskellige zoologiske indretninger: Den zoologiske have med aquarium og dyrepark. Haven, der åbnede i 1844 på den tidligere bygrænse til Charlottenburg, er Tysklands ældste af sin slags og samtidig den zoologiske have i verden, som har flest forskellige dyrearter med cirka 15.000 dyr og 1.500 forskellige arter. Den noget yngre Tierpark (da: Dyrepark) skyldes den tyske/berlinske deling efter 2. verdenskrig: Da den zoologiske have lå i den britiske sektor i byen, manglede Øst-Berlin, der officielt blev kaldt “DDR´s hovedstad” (Hauptstadt der DDR), en arkitektonisk indrettet dyrehave. I 1954 åbnede så Tierpark Friedrichsfelde på det område, hvor slotsparken i Friedrichsfelde havde ligget. Den er med 160 hektar den største dyrehave som landskabspark i Europa.
Derudover råder Berlin over slotshaver som Slotshaven i Charlottenburg, Park Glienicke og Pfaueninsel (da: Påfugleøen), hvoraf de to sidstnævnte er på UNESCO´s liste for verdenskulturarven. Der findes de fine historiske parkanlæg Lustgarten, Viktoriapark, Rudolph-Wilde-Park og Schillerpark samt de talrige Volksgärten (da: Folkehaver). I 1985 fandt den tyske haveudstilling Bundesgartenschau sted i Britzer Garten,og i Øst-Berlin i Marzahn etablerede man som pendant til denne Gärten der Welt i 1987 som led i fejringen af Berlins 750-års-jubilæum dette år. I 2017 afholdt man i samme park den Internationale Haveudstilling. Derudover har Berlin parker som Mauerpark, der følger Berlinmurens dødsstribe (da: Ingenmandsland), det naturbeskyttede område Schöneberger Südgelände, Görlitzer Park og endelig Spreebogenpark.
I Berlin findes der 38 naturbeskyttede områder (status: maj 2009), der i alt udgør 1.990 hektar, hvilket er 2,2 % af det samlede areal. Dertil kommer 52 landskabsbeskyttede områder, som udgør 13% af det samlede areal. I kommunerne Pankow og Reinickendorf er det 5,4 % af de samlede arealer, der er naturbeskyttede, hvor de begge er del af Naturpark Barnim, som strækker sig ind på berlinsk areal, men overvejende ligger i Brandenburg.
Nabobyer og nabokommuner
Indtil 1945 lå forvaltningen for amterne Niederbarnim og Teltow i Berlin. Byen omkranses fuldstændigt af delstaten Brandenburg og dermed af 8 landamter og en amtsfri by med 7 byer og 20 landkommuner. De ses nedenfor oplistet i en rækkefølge, der følger urskiven rundt begyndende i nordøst:
Landkreis/Landamter | Byer og kommuner i Landamtet |
Landamt Barnim | Wandlitz, Panketal, Ahrensfelde |
Landkreis Märkisch-Oderland | Hoppegarten, Neuenhagen bei Berlin |
Landkreis Oder-Spree | Schöneiche bei Berlin, Woltersdorf, Erkner(by), Gosen-Neu Zittau |
Landkreis Dahme-Spreewald | Königs Wusterhausen (by), Zeuthen, Eichwalde, Schulzendorf og Schönefeld |
Landkreis Teltow-Fläming | Blankenfelde-Mahlow, Grossbeeren |
Landkreis Potsdam-Mittelmark | Teltow (by), Kleinmachnow, Stahnsdorf |
Amtsfri by | Potsdam (by) |
Landkreis Havelland | Dallgow-Döberitz, Falkensee (by), Schönwalde-Glien |
Landkreis Oberhavel | Hennigsdorf (by), Hohen Neuendorf (by), Mühlenbecker Land, Glienicke/Nordbahn |
Berlins historie – kort fortalt
Berlins historie strækker sig fra det tidlige 12. århundrede, men begynder at blive stadig vigtigere, jo tættere man kommer nutiden. Byen har som få spillet en afgørende rolle i de seneste århundreders historie. Den var først hovedstad i Mark Brandenburg, derefter Kurfyrstendømmet Brandenburg, så i Kongeriget Preussen og fra 1871-1918 i Kejserriget Tyskland, derpå i Weimarrepublikken (1919-33), så som nazisternes verdenshovedstad Germania (1933-45), den delte by, hvor Øst– og Vestberlin levede to isolerede liv fra hinanden og endelig siden 1990 som det genforenede Tysklands genforenede hovedstad.
Navnet Berlin
Navnet Berlin er formodentlig afledt af det slaviske begreb br’lo eller berlo med betydningen “sump, morads eller fugtigt sted” eller “tørt sted i et fugtigt område” og afsluttet med det typiske slaviske stednavn -in som suffix. Det er også derfor, at navnet oprindeligt gentagne gange omtales som “der Berlin” i bestemt form.
Imidlertid hører man langt oftere, at byen skulle have taget dens navn efter sin grundlægger Albrecht der Bär, hvilket man på byens våbenskjold ydermere finder en reference til. Bär, der betyder bjørn, efterfølges af lein, der er en formindskelse på tysk: det bliver til Bär-lein og betyder Lille Bjørn. Der er dog formodentlig tale om et såkaldt politisk betonet våbenskjold, hvor man forsøger at fortolke bynavnet ind i en tysk sammenhæng, og hvor våbenskjoldet skulle hjælpe hertil. Bjørnen på våbenskjoldet er afledt af navnet og ikke omvendt.
Markgrevskabet og Kurfyrstendømmet
I 1237 nævnes byen Cölln, der dengang lå på øen i Spree (Spreeinsel), for første gang. Syv år efter i 1244 nævnes Alt-Berlin første gang, og som dengang var bebyggelserne på Spree´s nordøstlige bred. Nyere arkæologiske udgravninger viser, at der allerede fra midten af det 12. århundrede fandtes betydelige bebyggelser på begge sider af Spree. I 1280 fandt den første beviselige Landdag i Mark Brandenburg sted i Berlin. Det tyder på, at byen allerede tidligt har indtaget en forholdsvis vigtig rolle, hvilket også understøttes af kejser Karl IV.´s Landbog fra 1375, hvor Berlin sammen med byer som Stendal, Prenzlau og Frankfurt an der Oder kan ses som de steder, hvor de højeste skatteindkrævninger kom fra. Berlin og Cölln fik i 1307 et fælles rådhus, hvorfor man her kan tale om en dobbeltby eller sammenvokset by på hver sin side af Spree.
Berlin delte skæbne med Brandenburg under Askanierne (1157-1320), Wittelsbacherne (1323-1373) og Luxemburgerne (1373-1415). I 1257 blev markgreverne af Brandenburg for første gang inviteret med til valgkollegiet, der var med til at vælge den tyske konge/kejser. De mere præcise regler blev udformet i den Gyldne Bulle i 1356, hvorefter Brandenburg var at regne som et kurfyrstendømme. I 1415 gav den tyske konge Sigismund von Luxemburg Mark Brandenburg i len til Friedrich I. af slægten Hohenzollern, hvorefter denne familie regerede over Berlin som markgrever og kurfyrster og fra 1701 som konger af Preussen.
Kurfyrsten Friedrich II. (Eisenzahn/Jerntand) påbegyndte opførelsen af et slot på øen midt i Spree, hvilket førte til utilfredse berlinske borgere. De begyndte i 1448 en opstand, der imidlertid ikke var en succes, og byen mistede mange af de politiske og økonomiske friheder, den tidligere havde nydt. I 1486 erklærede kurfyrsten Johann Cicero Berlin til hovedresidens for Kurfyrstendømmet Brandenburg.
Allerede omkring år 1280 havde Berlin tætte handelsforbindelser til hansestæderne – særligt til Hamborg. Berlin var officielt medlem af hansestæderne fra starten af det 14. århundrede, omend at det ikke satte et varigt præg på byen, hvilket man så hos mange af byerne langs Østersøen og ved Nordsøen. Kurfyrsterne forbød Berlin at være medlem i nogle byforbund efter Berliner Unwille i 1448. Imidlertid kunne der efterfølgende stadig spores et medlemsskab af Hansaen, og først i 1518 trådte Berlin formelt set ud af Hansaligaen.
I 1539 indførte man reformationen i Berlin og Brandenburg. Dette kom som konsekvens af, at kurfyrst Joachim II. havde overtaget hvervet fra sin fader Johann I. Nestor, der var stærkt anti-protestantisk i lighed med sin bror Albrecht von Hohenzollern, hvis omfattende forbrug førte til salget af afladsbreve og dermed også affødte kritik fra Martin Luther i grænsebyen Wittenberg, som lå tæt på Brandenburg. Joachim I. Nestors kone og Joachim II.´s moder var Elisabeth af Danmark – en datter af Kong Hans. Hun tog protestantismen til sig og flygtede fra Johann I. Nestor og var inspiration for sønnen til at indføre lutherdommen.
I 1613 overgik Kurfyrsterne af Brandenburg til calvinismen, hvilket ville styrke deres arveret hertugdømmer Jülich og Kleve. Berlins befolkning vendte sig kraftigt mod at bl.a. Berlins Domkirke blev omdannet efter de strikte calvinistiske forskrifter og i 1615 kom det til den såkaldte Berliner Tumult, hvor Hohenzollerne efterfølgende lovede at acceptere, at de ikke ville pådutte nogen deres religion. Det blev starten på den berømte preussiske tolerance.
I 1618 skete der hele to væsentlige begivenheder i Berlins historie. For det første brød Trediveårskrigen ud, hvilket betød, at Berlin og Brandenburg i de følgende år gentagne gange blev hærget. En tredjedel af alle huse blev beskadiget og befolkningstallet halveret. Det andet, der skete var, at den tidligere Tyske Ordensstat, der siden 1525 havde heddet Preussen og været under andre hohenzolleres domæne fra 1618 blev del af en personalunion med Brandenburg som Brandenburg-Preussen.
I 1640 overtog Friedrich Wilhelm magten. Han skulle blive kendt for at styrke Brandenburg-Preussen, både på slagmarken, hvor hans mange felttog i Polen og Pommern øgede statens magt, men også for en driftig erhvervspolitik og for at fremme immigration af særligt forfulgte folkefærd fra andre dele af Europa. I 1671 kom 50 jødiske familier fra Østrig, men det var først for alvor i 1685, hvor hans reaktion på, at huguenotterne, de franske protestanter, blev gjort fredløse i Frankrig, at han indførte Potsdam-Ediktet, hvilket betød, at mere end 15.000 franskmænd bosatte sig i Brandenburg, heraf mere end 6.000 i Berlin. Det betød, at byen omkring år 1700 var 20% fransk, og man kender mange franske udtryk i byen. Derudover kom mange fra Bøhmen, Polen og Salzburg. I Berlin udvidede han byen både nord og syd for Unter den Linden med forstæderne Friedrichswerder, Dorotheenstadt og Friedrichstadt.
Berlin som hovedstad i Kongeriget Preussen
I 1701 blev Kurfyrste Friedrich III. kronet som konge Friedrich I. i Preussen. 17.januar 1709 der fandt der formelt set en sammenlægning sted af byerne Berlin, Cölln, Friedrichswerder, Dorotheenstadt og Friedrichstadt der ifølge en forordning gjorde denne til Königlichen Residenz Berlin som der snart derefter opstod nye forstæder til. Den første konge havde særligt travlt med at udbygge Charlottenburg på imponerende vis til hans dronning Sophie Charlotte.
I løbet af 1700-tallet blev Potsdam små 30 kilometer sydvest for Berlin ligestillet som kongelig residensby, da særligt Frederik den Store (1740-86) udbyggede med imponerende slotte som Sanssouci og Neues Palais i der. I de år oplevede Berlin særligt intensivt byggeri i og omkring Unter den Linden, hvor fornemme byggerier som Statsoperaen, Zeughaus og en ny udgave af Berliner Dom blev opført. Berlin var hårdt ramt af krige, der gentagne gange truede byen særligt under 7-årskrigen 1756-63, hvor østrigske og russiske tropper stod foran byen af flere omgange.
En af de vigtigste konsekvenser af reformen af Uddannelsesvæsenet, var oprettelsen af Berlin Universitet (idag: Humboldtuniversitet på ideer af Wilhelm von Humboldt, der overtog rollen som Brandenburgs primære Universitet fra Frankfurt an der Oder. Det nye universitet udviklede sig til et åndeligt midtpunkt for Berlin og fik snart et ry der rakte ud til hele verden.
Yderligere reformer blev vedtaget under Statskansler Karl August von Hardenberg såsom indførelsen af en form for moms, afskaffelsen af gildelaug samt jødernes ligestilling samt reformer i den preussiske hær medførte efterfølgende en vækst i Berlin. De lagde grundlaget for en senere intensiv industriudvikling i byen. Kongen Friedrich Wilhelm III. vendte tilbage til byen i slutningen af 1809.
I de efterfølgende årtier til tiden omkring år 1850 opstod der i områderne udenfor den oprindelige bymur nye fabrikker, hvor mange tilvandrede til byen fik arbejde ofte som dagarbejdere. Indbyggertallet i byen fordoblede sig i disse år særligt med folk der var kommet til fra de østlige preussiske områder i Schlesien, Pommern og Østpreussen. En lang række vigtige Firmaer blev grundlagt i byen i disse år, hvoraf nogle af de vigtigste at nævne vil være Borsig, Siemens og AEG hvilket førte til at Berlin var at regne for en af kontinentets vigtigste industribyer. Den berlinske Arbejderbevægelse udviklede sig også stærkt i disse år, og stod som en af de stærkeste i verden.
I forbindelse med Martsrevolutionen (18.marts 1848 i Berlin) gav den preussiske konge Friedrich Wilhelm IV. en lang række indrømmelser. I slutningen af selvsamme år blev der valgt en ny magistrat. De demokratiske vinde holdt dog ikke længe i marts 1850 blev der indført en ny byforfatning og menighedsordning, hvor Presse-, og Forsamlingsfriheden igen blev ophævet, et tre-klasse valgretssystem indført og endelig stærkt begrænsede beføjelser til de valgte. Politipræsidenten Hinckeldey fik derimod øget sine beføjelser tilsvarende. I hans regeringstid indtil 1856 sørgede han for udbygning af byens infrastruktur; det gjaldt rensningsanlæg, vandværker, vandledninger og oprettelse af Bade og vaskeanlæg.
I 1861 indlemmede Berlin en række nye forstæder, det gjaldt: Moabit, Wedding såvel som Tempelhof, Schöneberg og Spandau. Fra og med 1862 blev byens udvidelse underlagt den såkaldte Hobrecht-Plan. Berlin havde kigget mod Paris og Baron Haussmanns plan, hvor nye gader skulle følge en flugtlinjeplan, hvor vejenes bredde skulle være store og bredde og pladserne ligeså. Højden på blokkene var 22 meter. I 1853 havde politiet stadig tilladt højere bebyggelse. Den enorme befolkningsvækst i byen gjorde at meget byggeri opstod på kort tid, og at byggespekulation, stor fattigdom og mildest talt utålelige boligforhold i lejekaserner var normen i mange arbejderkvarterer i de tætte baggårdskvarterer.
Berlin i det Tyske Kejserrige
Berlin havde som hovedstad i Preussen i løbet af 1860´erne kunne fejre landets militære store triumfer mod først Danmark i 1864 og mod det Østrigske Kejserrige i 1866. Sejrene var vundet forholdsvis hurtigt og med en meget forhandlingsstærk preussisk kansler Otto von Bismarck i stand til at få det maksimale ud af situationerne. I 1871 havde Preussen vundet endnu en krig, denne gang mod Frankrig og det betød at stort set samtlige af de øvrige tyske fyrster, konger og deslige anerkendte at de tyske stater samledes i en Lilletysk Nationalstat, hvor Østrig og Bøhmen ikke var del af riget, men ellers var samlet under de preussiske konger, der fik titel som Kejser af Tyskland. Berlin blev hovedstad i dette enorme Tyske Kejserrige med små 100 millioner indbyggere. Det betød at der foregik en endnu mere intensiv indvandring fra hele det ny rige til byen, men også at Berlin blev iscenesat i langt højere grad som tidligere med repræsentativt byggeri, der skulle vise byen som kejserlig hovedstad.
I 1877 blev byen en millionby og i 1905 havde den rundet 2 millioner. Det var ikke bare repræsentative byggerier som Rigsdagen (1885) og Berliner Dom (1905) der faldt i øjnene men selv i mange af arbejderkvartererne så man den såkaldte Gründerzeitarkitektur skabe en dybt imponerende by.
Wilhelm II. der overtog magten i 1888 oprustede også kraftigt på det militære område og fik den vej igennem viklet Tyskland ind i 1.verdenskrig, der skulle blive enden på Kejserriget.
Berlinerne oplevede som andre steder i Tyskland og Europa dagene i og omkring udbruddet på krigen som en storslået fællesoplevelse, hvor Nationen følte en samhørighed der rakte langt udover en selv. På Unter den Linden og i området tæt ved Rigsdagsbygningen stimlede folk sammen og gav udtryk for deres kampberedthed. Kejser Wilhelm II. udtalte “Der findes ikke Partier, kun Tyskere”. Tysklands øverste ledelse gav støtte til Østrigerne og deres hævn mod Serbien, hvilket fik Julikrisen til at accelerere.
I starten oplevede tyskerne sejre på Østfronten – ved Tannenberg – mens det på Vestfronten ikke gik med den ønskede hast, og det stod snart klart, at det ikke ville lykkes at nedkæmpe Frankrig på rekordtid, men at der istedet trak op til en lang stillingskrig, hvor begge parter gravede sig ned i skyttegrave. Tysklands handel blev også hårdt ramt, da samhandelen med alle ens krigsmodstandere gik i stå, samtidig med at der blev lagt en handelsblokade mod Tyskland, hvor kun neutrale lande som Holland og Danmark tillod tyskerne afsætning. I løbet af 1916 begyndte folk at opleve rationerne, sulten og knapheden. Opbakningen til krigen slog revner. Politisk opstod Spartakisterne, der brød ud fra Socialdemokraterne. Året 1916 blev præget af to store militære meningsløse slag, der kostede mere end 1 million mand livet. Hele året forsøgte tyskerne ved Verdun at slå hul igennem det franske forsvar, mens briterne ved deres modoffensiv ved Somme lagde helt ny alen for indledende bombardementer af frontafsnit. Antallet af dræbte, lemlæstede og psykisk nedbrudte i krigstilfælde havde aldrig været større. Denne tendens fortsatte i løbet af 1917, hvor tyskerne som berlinerne i slutningen af året kunne spejde mod Rusland, hvor de havde smidt zaren på porten, hvilket dog omvendt gav Tyskland lidt luft på slagmarken, da russerne indgik Freden i Brest-Litovsk.
I løbet af 1918 startede tyskerne med en stor forårsoffensiv, som de imidlertid ikke havde mandskabsmæssigt og materielt overskud til at fortsætte, og i det øjeblik amerikanerne begyndte at have mandskab til at hjælpe de vestallierede, da brød det tyske forsvar totalt sammen på vestfronten.
Afslutningen på 1.verdenskrig og farvel til Hohenzollern
Kejser Wilhelm II. var i slutningen af oktober 1918 taget til det militære hovedkvarter i den belgiske kurby Spa. Her var han vidne til det tyske sammenbrud på fronten. Den tyske flåde havde på denne tid – trods sammenbruddet – taget en beslutning om at forsøge at vende den håbløse situation med et fremtvinge et større slag mod den britiske flåde. Imidlertid nægtede en større del af matroserne i den tyske flåde i Wilhelmshaven at deltage. Hvilket fik den konsekvens, at man i første omgang droppede angrebet og sejlede flåden tilbage til Kiel. Imidlertid udviklede situationen sig her til at matroserne fraterniserede med befolkningen, der i fællesskab gjorde oprør mod soldater og kejserrige. Matrosopstanden i Kiel bredte sig til mange andre dele af Kejserriget også til Berlin, hvor politikerne var klar over at opbakningen til Kejseren var på et nulpunkt. Rigskansleren Max von Baden offentliggjorde 9.november 1918 at Kejser Wilhelm II. havde abdiceret – hvilket han reelt set ikke havde – det førte til at andre greb ud efter magten. De demokratisk valgte partier med Max von Baden og med Philipp Scheidemann i spidsen udråbte fra Rigsdagsbygningen, det der siden skulle blive kendt som Weimarrepublikken. Spartakisterne, der var de tyske kommunister, der søgte inspiration i den ny sovjetrussiske statsdannelse erobrede Berlins Byslot, hvorfra deres leder Karl Liebknecht udråbte den socialistiske Republik. Kejser Wilhelm II. hørte om begivenhederne fra Spa, og ville i første omgang sætte soldater ind mod regering og oprørere, men blev talt fra det. Istedet søgte han om politisk eksil i Holland, hvor han levede på slottene Amerongen og Doorn indtil sin død i 1941. Efter mere end 500 år med slægten Hohenzollern i Berlin, var det kapitel slut.
Weimar Republikken i Berlin.
I tiden efter Kejser Wilhelms abdicerede, da stod det ikke klart hvem magten i Tyskland ville tilfalde. Overalt i Tyskland var der opstande: Braunschweig, München, Kiel og andre steder men i særdeleshed i Berlin. Den nye men særdeles svage regering måtte nedkæmpe de militære frikorps, der ikke ville anerkende det militære nederlag i 1.verdenskrig og derudover også en del opstande fra de kommunistiske partier. Den 15.januar 1919 kom det til drab på Rosa Luxembourg og Karl Liebknecht, lederne hos Spartakisterne, det tyske kommunistparti. De blev dræbt og smidt i Landwehrkanal i Berlin. Begivenheden udløste en generalstrejke i Tyskland og satte økonomien totalt i stå. I sommeren 1919 underskrev den tyske regering Freden i Versailles, der betød at Tyskland måtte afstå store landområder til såvel Polen, Frankrig, Danmark og Belgien. De måtte betale enorme krigsskadeserstatninger, finde sig i politisk at være decimeret og militært at have en stående hær på maksimalt 100.000 mand og i en 15-årig periode at se Rhinlandet og Ruhrområdet være besat. I de første måneder af 1920 blev en socialistisk demonstration slået hårdhændet ned af politiet foran den tyske Rigsdag og i marts samme år forsøgte militæret sig med at vælte regeringen i det såkaldte Kapp-Putsch.
Berlin blev en storby i det selvsamme år, da man vedtog loven om Stor Berlin (Gross Berlin-Gesetz), hvor en lang række af omegnskommuner blev indlemmet i byen, der gik fra 66 km² til næsten 900 km² og et indbyggertal, der lå på lige under 4 millioner, hvilket gjorde byen til verdens tredjestørste efter London og New York.
Den tyske økonomi var helt og aldeles elendig i starten af 1920´erne som følge af krigens mangler og grundet Versaillesfredens begrænsninger. I 1923 oplevede man i Tyskland hyperinflation, hvor seddelpressen ikke kunne følge med i kursfaldet på pengene. Det var mere fornuftigt at bruge pengene til brændsel end til noget andet. Den økonomiske deroute stabiliserede sig i 1925, da USA og Storbritannien gik med til at yde Tyskland bilaterale lån og samtidig tvang franskmændene til at slække på indkrævningen af krigsskadeserstatninger. Det var i forlængelse heraf, at man i Berlin oplevede De Brølende Tyvere (Goldene Zwanziger), der kan eksemplificeres i blandt andet Jazzens komme, bilerne der begyndte at være overalt, det letlevende liv som man så i form af Varieté og musik fra Marlene Dietrich.
Økonomiens fornyede fremgang gjorde Berlin til Kontinentaleuropas største industriby. Det endte brat den 24.oktober 1929 da børsen krakkede på Wall Street.
Berlin som hovedstad under Nationalsocialismen
Efter den nazistiske magtovertagelse i 1933 blev Berlin hovedstad i det centralistiske Tredje Rige. Adolf Hitler og hans Rigsarkitekt Albert Speer udviklede en lang række koncepter til omdannelse af byen til Welthauptstadt Germania. Det gjaldt måske mest kendt de store akser igennem byen, hvor Strasse des 17.juni stadig ses den dag idag. Det blev brugt til at iscenesætte nazismens Blut-und-Boden ideologi, med tropper der marcherede forbi Sejrssøjlen og igennem Brandenburger Tor og derpå opad Unter den Linden. Ellers så ses de enorme planer som nazisterne havde for byen bedst i og omkring Olympiastadion, hvor det nye nazistiske styre, så en mulighed for at vise verden hvad de var i stand til ved OL 1936 i Berlin. Det meste af verden var dybt imponeret af tyskernes formåen med stadionarkitektur og organisation af legene. Speer og Hitler formåede imidlertid ikke at virkeliggøre deres ideer om det enorme Grosse Halle, da fokus snart flyttede andre steder hen.
Fra starten i 1933 begyndte regimet at forfølge politiske modstandere. I 1936-37 oprettede man nord for byen KZ Sachsenhausen, der primært tog imod politiske modstandere og iøvrigt stod for uddannelse af lejrpersonale til andre lejre. Natten mellem 9. og 10.november 1938 indfandt sig Rigskrystalnatten hvor mange berlinske jøder blev deporteret til koncentrationslejren og i 1941 blev de resterende sendt til ghettoer og arbejdslejre østpå.
Da 2.verdenskrig brød ud var der store fejringer af sejrene i de første år af krigen i Berlin. Der fra at have været en by, der overvejende ikke billigede nazismen, da var byen efterhånden præget af folk der arbejdede for nazismen, mens de oprindelige modstandere ofte var fængslet og tilintetgjort.
Berlin blev allerede angrebet første gang af det britiske Royal Air Force i efteråret 1940. Byen skulle efterfølgende blive angrebet utallige gange i særdeleshed efter 1943, hvilket førte til at byen ved krigens afslutning var omkring 70% ødelagt og i mange af de centrale dele næsten totalt ødelagt. Det var normalt for Berlinerne at søge mod store beskyttelsesbunkere som eksempelvis ved Gesundbrunnen. Slaget om Berlin i krigens sidste måneder i 1945 førte til yderligere hårde ødelæggelser af byen, hvor den sovjetiske Røde Hær rykkede frem. De sovjetiske soldater skånede ikke byens befolkning, på samme måde som nazisterne heller ikke havde skånet liv østpå. De fleste kvinder blev voldtaget og der døde omkring 100.000 i slaget. Den 30.april 1945 begik Adolf Hitler selvmord i sin Førerbunker i Berlin. Hvorefter den fortsatte regering flygtede og etablere sig i Pløn og Flensborg i Slesvig-Holsten. Den 8.maj 1945 overgav
Berlin som delt by
Efter at byen var blevet indtaget af den Røde Hær og at den Tyske Hær den 8.maj 1945 havde kapituleret betingelsesløst, da blev Berlin på baggrund af London-protokollen delt i fire sektorer ganske ligesom det øvrige Tyskland. De fire sektorer blev regeret af USA, Storbritannien, Frankrig og Sovjetunionen. Det var ikke blevet forudsagt hverken på Jalta-konferencen eller i Potsdam-aftalen at Berlin skulle deles formelt i øst og vest (Østberlin og Vestberlin). Grupperingerne i øst og vest begyndte allerede at forme sig i løbet af 1945/46, hvor de vest-allierede fandt sammen.
Den sovjetiske militæradministration i Tyskland dannede allerede den 19.maj 1945 en Magistrat für Berlin. Den bestod af en partiløs overborgmester, fire repræsentanter og 16 byrådsmedlemmer. For Stor-Berlin skulle der imidlertid dannes en fælles enhed for alle fire sejrsmagter. De tiltagende politiske forskelle mellem de vest-allierede og Sovjetunionen førte efter en valutareform i vestsektorerne i 1948 til en blokade af Vestberlin, hvor Sovjetunionen afspærrede alle indfaldsveje til Berlin; det gjaldt landeveje, motorveje, jernbaner og kanaler for skibe. De vest-allierede iværksatte imidlertid en luftbro – kendt som Berliner Luftbrücke – hvilket overvandt spærringen.
I forlængelse af at Sovjetunionen igen åbnede op for blokaden af Vestberlin, da blev Forbundsrepublikken Tyskland grundlagt 23.maj 1949 i den vestlige del af Tyskland og DDR grundlagt i den østlige del af landet. De to dele besad hver deres del af Berlin, hvor den Kolde Krig for alvor befæstede sig i 1949. Forbundsrepublikken valgte regeringssæde i Bonn, mens DDR proklamerede sin hovedstad som Berlin. Vestberlin var de facto en delstat i forbundsrepublikken med retslig særstilling og Østberlin de facto del af DDR. Øst-vest-konflikten afspejlede sig i Berliner-krisen der førte til opførslen af Berlinmuren den 13.august 1961. De to bydele var herefter i praksis delt fra hinanden. Det var kun muligt at passere via enkelte kontrolpunkter, og for DDR-borgere slet ikke og indtil 1972 var det for vestberlinske borgere kun muligt i særlige tilfælde.
Mens Sovjetunionen kun gik op i firmagtsstatus i Vestberlin, da understregede i 1975 i en note til FN at firmagtsstatus gjaldt for hele Berlin. Denne problematik blev også kaldt for Berlin-spørgsmålet.
Berlins historie er på mange måder opsplittet i perioden 1961 til 1989 i et østligt og et vestligt Berlin.
Pingback: Tysk-russisk Museum Berlin-Karlshorst | Historiskerejser.dk
Pingback: Museumsøen i Berlin | Historiskerejser.dk
Pingback: Berlin vokser ud i magtens periferi (1307-1415) | Historiskerejser.dk
Pingback: Pilgrimsruten Berlin – Wilsnack | Historiskerejser.dk
Pingback: Helligåndskapellet (Berlin) | Historiskerejser.dk
Pingback: Det tidlige Berlin (1200-1307) | Historiskerejser.dk
Pingback: Berlins middelalderlige bymur | Historiskerejser.dk
Pingback: Gråbrødreklosteret Berlin | Historiskerejser.dk
Pingback: Marienkirche (Berlin) | Historiskerejser.dk
Pingback: Barrikadeopstanden i Berlin 18.marts 1848 | Historiskerejser.dk
Pingback: 1.verdenskrig i Berlin | Historiskerejser.dk
Pingback: Berlinmuren, Kennedy og Willy Brandt 1961-75 | Historiskerejser.dk
Pingback: 1.verdenskrig (Berlins historie) | Historiskerejser.dk
Pingback: Bismarck og Gründerzeit, Berlins Guldalder: 1871-1914 | Historiskerejser.dk
Pingback: Berlin-Cölln – Dobbeltbyen ved Spree opstår | Historiskerejser.dk
Pingback: Berlins Historie: Geologien, Arkæologien og de ældste jægersamfund | Historiskerejser.dk
Pingback: Deutsches Oper Berlin | Historiskerejser.dk
Pingback: Desinfektionsanstalt Berlin-Kreuzberg | Historiskerejser.dk
Pingback: The Story of Berlin | Historiskerejser.dk
Pingback: U3 – Den pragtfulde U-bahnstrækning i Berlin | Historiskerejser.dk
Pingback: De Allieredes Museum Berlin | Historiskerejser.dk
Pingback: Sovjetisk Mindesmærke i Berlin-Tiergarten | Historiskerejser.dk