Byrundtur i Sligo
Banegården i Sligo vil være et oplagt sted for mange at starte deres ankomst til byen. Sligo Railway Station blev åbnet i 1862, da man forlængede strækningen Dublin-Longford til Sligo. I 1881 åbnede strækningen mod nord til Enniskillen og i 1895 den vestlige korridor til Galway og Limerick. Ingen af de vestlige linjer var særlig givtige, og i 1957 lukkede linjen til nordirske Enniskillen. I 1963 fulgte så en lukning af linjen til Limerick. I 1966 omdøbte man stationen til Mac Diarmada Station efter Sean Mac Diarmada fra Leitrim, der blev henrettet ved påskeopstanden i 1916. I 2014 afgår der 8 daglige tog mod Dublin. I Wine Street finder man Western Wholesale Building, en bygning, der var ejet af William Pollexfen Yeats morfar, som i 1700-tallet ejede en af de vigtigste skibslinjer i Sligo. I Wine Street finder man også Methodist Chapel (officielt Wesley Chapel), der ligger overfor biografkomplekset. De første metodister menes at være kommet til Sligo omkring år 1757. Indtil 1832 havde man til huse andre steder i byen. Den metodistiske grundlægger John Wesley besøgte byen 14 gange. I Wine Street finder man endvidere Michael Quirkes Shop, hvor butiksindehaveren selv har udskåret træfigurer fra den irske mytologi. Disse kan købes. Rådhuset Sligo Town Hall fra 1865 er en af byens mest imponerende bygninger. Den er opført i renæssance, har kalksten ved siden af en farvet facade og et rådhustårn, der tilbyder et fantastisk syn ud over havnen i byen. Foran bygningen findes en statue af P.A. Hugh fra 1916, der var borgmester i byen, ejer af den lokale avis Sligo Champion og indvalgt i det britiske parlament for North Leitrim. Famine Monument langs kajen illustrerer, hvor hårdt Sligo med opland var ramt af hungersnøden 1845-52. Der døde og udvandrede 50.000 fra området. På monumentet er et brev stilet til de udvandrede i USA, som begræder den ulykke og ensomhed, der er tilbage i Sligo. Posthuset Post Office er fra 1901 og ligger i O´Connell Street, hvor det tidligere fiskemarked i byen lå. Hyde Bridge, den mest prominente bro over floden Garavogue, er opkaldt efter den første irske præsident Douglas Hyde og har Yeats Memorial Building liggende lige op og ned af broen. Her ses en udstilling om digterens liv. På modsatte side af floden findes Ulster Bank, en fornem bygning fra 1863 med en statue af W.B. Yeats foran. Fortsæt over vejen til højre og drej til venstre i Holborn Street. Her ses mindepladen for Spike Milligan. I en tidligere presbyteriansk kirke ligger Sligo Library og Sligo County Museum, hvor man får et godt blik i områdets historie og i personer som Yeats og komtesse Markiewicz. Den primære kunstudstillingsbygning for det nordvestlige Irland findes i The Model Arts and Niland Centre i en bygning fra 1862, der også tidligere husede Kunstskolen. Klosteret Sligo Abbey blev bygget til dominikanere i 1252-53. Dette er en ruin, men huser stadig blandt andet gravmælet fra O´Connor, hvis gode forhold til Dronning Elizabeth sikrede, at klosteret ikke blev lukket. Den sidst begravede på kirkegården blev stedt til hvile i 1895. Retsbygningen Sligo Courthouse regnes for at være den fineste viktorianske bygning udenfor Dublin og er bygget af arkitekt J. Rawson Carroll i 1878, den samme arkitekt som på Classibawn Castle. På hjørnet af Abbey Street og Teeling Street finder man stedet, hvor Sligo Castle var at finde, og man kan se et motiv af dette. Et imponerende Lady Erin Monument blev rejst i 1899 til minde om 100 året for omkomne borgere fra Sligo i opstanden i 1798. I Church Street finder man Presbyterian Church fra 1828. Allerede omkring år 1700 ankommer en del presbyterianere til Sligo. hvis arkitektoniske perle er Sligo Catholic Cathedral, der blev bygget i 1874. Den blev bygget på en grund, der havde været ejet af en protestant. Denne solgte til en katolik, der havde oplyst ham, at han ville anlægge en have på grunden. Da den tidligere ejer fik nys om, at en katolsk kirke skulle ligge der, stillede han som krav, at indgangsdørene skulle vende væk fra byen. Sådan blev det også. Der er 9 klokker i tårnet og hele 69 mosaikvinduer, som giver et fantastisk indre lys. Der er plads til 4000 personer i kirken. Overfor ligger den smukke bispebolig Gilhooly Hall. Endelig findes St. John the Baptist Cathedral, der ligner den normanniske borg, som tidligere lå på placeringen. Katedralen er bygget af den tyske arkitekt Richard Cassels, og på kirkegården ligger familiemedlemmer fra Stoker og Yeats.