Carrickfergus
Carrickfergus ligger på den nordlige bred ved Belfast Lough og er kendt for at have den mest intakte anglonormanniske borg i det irske i form af Carrickfergus Castle. Fra slutningen af 1100-tallet og frem til midten af 1600-tallet var borgbyen en af de vigtigste garanter for engelsk/anglonormannisk magt i Irland.
27.000 indbyggere. Navnet kommer af Fergus´ klippe og er en af de ældste bebyggelser overhovedet i landet.
Indtil slutningen af det 17. årh var byen langt større end Belfast, og bugten byen lå ved lød dengang navnet Carrickfergus Bay. Byen var omkranset af en bymur, der stadig ses i bybilledet og dækkede et areal på 97.000 m2.
Byens navn kommer fra en historisk legende, hvor Fergus Mór mac Eirc, søn af Erc af Armoy, i det 6. årh drog fra Ulster til Skotland for at danne et kongerige, som dér blev til Dal Riáta. Da han kom tilbage fra det skotske, stødte hans skib på et vulkansk skabt klippedige, og deraf opstod navnet Carrickfergus.
Da den anglonormanniske John de Courcy i 1170 erobrede Ulster, valgte han i 1177 at opføre en borg, der i dag er den bedst bevarede normannerborg i Irland.
De Courcy blev senere fortrængt fra byen af den engelske konges repræsentant Hugh de Lacy, der byggede borgen færdig.
I 1315 stod det første slag under den skotske invasion med Edward de Bruce i spidsen i Carrickfergus, han var bror til den skotske konge Robert Bruce, der i 1314 havde besejret englænderne i Skotland ved Bannockburn. Intentionen var at samle et fælles skotsk-irsk forbund, der endegyldigt kunne sikre mod engelsk dominans. Imidlertid gik mange ting galt for den skotske landgang. I løbet af 1316 udbrød der en lille istid, hvor befolkningen sultede og de skotske soldater udviklede sig til hærgere istedet for beskyttere. Alliancen sluttede i 1318 hvor skotterne drog retur og i 1320 udråbte en skotsk uafhængighed ved Arbroath.
I 1402 blev slottet delvis ødelagt af skotterne.
I 1597 besejrede den skotske klan MacDonnell den engelske dronning Elisabeths tropper i 9 årskrigen. I 1599 blev borgen givet til jarlen af Essex Arthur Chichester, hvorfra han senere kunne administrere bosættelsespolitikken i Irland.
I Kilroot lige nord for byen havde Jonathan Swift sit første embede i årene 1694-96. Han skulle have hadet tiden som pesten, og han skrev A Tale of a Tub i denne periode, hvilket formodentlig ødelagde hans muligheder for avancement, men som også anerkendes som et af hans bedste arbejder.
Grundet en ny toldlov solgte byen i 1637 sine toldrettigheder til Belfast, hvilket betød starten på nedgangsperioden for byen. I 1689 blev byen belejret af Willam of Orange inden man overgav sig. 14. juni 1690 ankom selveste William Orange til Irland i Carrickfergus.
I 7-årskrigen var byen kortvarig besat af Frankrig i 1760. I bydelen Boneybefore forlod Andrew Jacksons forældre i 1765 Ulster og tog til grænselandet mellem North og South Carolina, hvor USA´s 7. præsident kom til verden i 1767 (Læs om Ulster Scots i Amerika). Han sad som præsident fra 1829-1837. I april 1778 lykkedes det det amerikanske skib Ranger at tvinge HMS Drake ud i nordkanalen og udkæmpe et søslag, som amerikanerne vandt overlegent. I 1790 nød United Urishmen stor støtte i byen. En af disse, William Orr, blev hængt her, og en af deres ledere, Henry Joy McCracken, blev fanget på havnen i sit forsøg på at flygte til USA.
I 1912 samledes i tusindvis af mennesker i byen for at se RMS Titanic stævne ud af Belfast Lough i retning mod Southampton.
Under 2. verdenskrig var der uden for byen store træningsområder for amerikanske soldater. Sean Lester, den sidste generalsekretær i Folkeforbundet(1940-46), var født i byen.
I 1970´erne åbnede såvel en tesktilfabrikation samt cigaretfabrikationen Rothman.
