Den tyske deling (Berlins Historie)
Da de tre hovedallierede – USA, USSR og Storbritannien – ikke kunne enes om en fælles politik i Tyskland, var alle parter indstillet på at dele landet imellem sig. Den konkrete udformning af dette blev diskuteret på konferencerne i Teheran, Jalta og Potsdam. Efter Tysklands betingelsesløse kapitulation 8. maj 1945 vedtog de allierede deres beslutning om at dele Tyskland i fire dele ved Potsdam-konferencen i juli og august 1945. Konkret betød det, at såvel Tyskland såvel som Berlin skulle deles i 4 sektorer, men dog styres via et allieret kontrolråd. Erhvervsmæssigt skulle demilitariseringen foregå autonomt i de enkelte sektorer, det gjaldt i særdeleshed demonteringen af industrianlæg, hvilket for Sovjetunionens vedkommende var en yndet fremgangsmåde i dennes zone.
Walter Ullbricht fulgte Stalin i tykt og tyndt. Foto fra wikipedia
Efterhånden viste det sig, at erhvervspolitikken i den sovjetiske sektor udviklede sig i vidt forskellige retning i forhold til de vestlige sektorer. De verdenspolitiske uoverensstemmelser førte gradvis til flere spændinger, der slutteligt førte frem til den kolde krig. I 1947 dannede den amerikanske og britiske zone den såkaldte bizone, der styrkede den vestlige del af Tyskland betragteligt. I den sovjetiske zone foretog man tværtimod en forøget demontering af tyske industrianlæg, der blev sendt til Sovjetunionen på togvogne. En sådan politik blev ført igennem for at vise, at man afviste den amerikanske Marshallplan. Som modvægt til Marshallplanen grundlagde man i den sovjetiske zone DWK (Deutsche Wirtschaftskommission), der samlede den centrale forvaltning indenfor så bredt et felt af områder som industri, finans, trafik, handel og forsyning, arbejde og socialforsorg, land- og skovværksdrift, brændstof og energi, mellemtysk- samt udenrigshandel. Detet skulle virke fremskyndende på indførelsen af det sovjetiske planøkonomiske system.
Den 20. marts 1948 forlod repræsentanter fra den sovjetiske zone det allierede kontrolråd i protest mod de vesttyske forsøg på at danne en selvstændig vesttysk stat. I de vesttyske zoner indførte man 20. juni 1948 en møntreform, der indførte den fælles møntfod D-marken i de vesttyske zoner. Det var for Sovjetunionen en bekræftelse på den tyske deling. Tre dage senere besluttede de sovjetiske repræsentanter en møntreform i deres sektor. Da den vesttyske møntreform var blevet indført i det vestlige Berlin imod den sovjetiske øverstbefalendes vilje, forsøgte Sovjetunionen at overtage kontrollen med hele Berlin. Dette blev gjort ved at indføre en blokade for land- og vandtransporten mod Berlin. De vestallierede besluttede på denne baggrund at indføre en luftbro med fødevarer mod det vestlige Berlin. Luftbroen varede i 11 måneder helt frem til 12. maj 1949.
