Dominikanerkloster Cölln

Klosteret lå i Berlins søsterby Cölln og var del af den tyske ridderorden Teutonerordenen. Klosteret ses ikke længere i dagens bybillede.

Det omtales første gang skriftligt i 1297. Klosteret bestod af et beboelsestårn, en klosterkirkegård og en treskibet halkirke,  der i 1350 målte 22 x 64 i diameter. I 1443 anlagde kurfyrsten Friedrich Eisenzahn (Frederik Jerntand) sin berlinerresidens ved siden af klosteret.

Kort før Joachim II trådte til som regent i 1535, ophævede han klosterets tilknytning til paven og sendte ordensfolkene til det tomme kloster Sankt Pauli i Brandenburg.

Tegning af klosterets placering ved slottet (kilde: Berlins Geschichte gestern und heute)

Kirken blev i 1536 Hohenzollernes hof- og domkirke og fornemt udsmykket af kurfyrst Joachim II med to tårne og direkte integreret med slottet. Klosterets tårnbygning blev i 1552 nedpillet og ombygget som klokketårn til pilgrimsbyen Bad Wilsnacks Nadverkirke, der indtil reformationen havde været slutmål for pilgrimsvandringen fra Berlin. Joachim oprettede et generelt æresgravsted for kurfyrsterne af Brandenbur, og overførte de jordiske rester af sine forfædre til Kloster Lehnin i Brandenburg. I Joachims levetid lod han stadig katolske gudstjenester foregå i de nyanlagte hofkirke. Omkring år 1600 omdannede kurfyrst Joachim Friedrich kirken fra en stiftskirke til en sognekirke – Berliner Hauptkirche.

Tårnet blev nedrevet i 1716, og i 1747 blev hele kirken nedrevet grundet sin dårlige stand. Dens funktion blev overtaget af den nyanlagte domkirke i den kongelige have Lustgarten. I 1749 overførte man sarkofagerne af kurfyrsterne til domkirkens krypt. Ved byggearbejde er man flere gange siden stødt på rester af kirken, bl.a. ved byggeriet af Statsrådsbygningen i DDR i 1961, der i dag ligger på området for kirken og igen siden 2008 i forbindelse med genopførelsen af Berlins byslot.

Det eneste spor du har efter Dominikanernes kloster i byen. Foto fra wikipedia

Historiske Rejser ved Anders Bager Eriksen siger: Som historiker er det altid interessant at få føjet nye dimensioner til ens viden. Det mest interessante er, at klosteret vedblev med at afholde katolske gudstjenester. Denne pragmatiske tilgang til reformationen så man flere steder hos de verdslige fyrster, mest udtalt hos de saksiske fyrster i Dresden, der også i perioder praktiserede katolicismen, mens den brede befolkning var lutheranere. Klostrets nære tilknytning til de tidlige Hohenzollere er vigtig. I bybilledet i Berlin kan man ikke knytte det til meget andet end de udgravninger, der står på i området ved Breite Strasse og i nærheden af Schlossplatz.

Print siden her