Edvard Beneš
Han var leder af den tjekkoslovakiske uafhængighedsbevægelse, udenrigsminister samt præsident i årene 1935-38 og igen præsident fra 1940-48, hvoraf årene frem til 1945 foregik i eksil i London. Benes var kendt som dygtig diplomat. Han levede 17. maj 1884 og frem til 3. september 1948.
Edvard Benes som han ofte huskes. Foto: Wikipedia
Ungdom og Uddannelse
Edvard Beneš blev født 17. maj 1884 i den lille bøhmiske by Kozlany i en mindre bondefamilie. Hans bror var den tjekkoslovakiske politiker Vojta Benes. Hans grandnevø er Vaclav Edvard Benes, en tjekkisk-amerikansk matematiker.
Edvard gik i sin ungdom på en grammatikskole i Prag i årene 1896-1904. I disse år i Vinohradydistriktet i Prag spillede han fodbold for klubben Slavia Prag. Da han var færdig på grammatikskolen, begyndte han at læse filosofi på Karlsuniversitetet for derefter at tage til Paris og læse på Sorbonne og École Libre des Sciences Politiques. Han færdiggjorde sin første universitetsgrad i Dijon, hvor han i 1908 fik sin doktortitel. Han tog derefter tilbage til Prag, hvor han i 3 år underviste på handelsakademiet, og da han i 1912 havde færdiggjort en disputats i filosofi, blev han lektor i sociologi på Karls Universitet. Han engagerede sig stærkt i arbejdet med at hjælpe unge mennesker.
Første eksilperiode
Under 1. verdenskrig var Benes en af de førende organisatorer af den tjekkoslovakiske uafhængighedsbevægelse fra udlandet. Han etablerede en hemmelig tjekkisk modstands- og uafhængighedsbevægelse kaldt “Maffia”. Bevægelsen var stærkt anti-østrigsk. I september 1915 drog Benes i eksil til Paris, hvor han arbejdede intensivt diplomatisk for at få Frankrig og Storbritannien til at anerkende en tjekkoslovakisk uafhængighedsbevægelse. I årene 1916-18 var han den ledende diplomat i det midlertidige tjekkoslovakiske nationalråd i Paris samtidig med, at han fungerede som såvel Udenrigs- og Indenrigsminister i den provisoriske tjekkoslovakiske regering.
I maj 1918 skulle Benes sammen med Masaryk og Stefanik have organiseret en tjekkoslovakisk hær, der skulle kæmpe med de vestlige allierede i Frankrig. Hæren skulle bestå af tjekker og slovakker, der havde mulighed for at nå fronten samt af de store emigrantgrupperinger i USA. Hæren, som skulle have omfattet op mod 1.5 million, blev dog aldrig indsat i kamp.
Tjekkoslovakiet
I perioden 1918-35 var Benes den første og længst siddende udenrigsminister i Tjekkoslovakiet. Han sad på posten i 10 efterfølgende regeringer, hvoraf han selv ledte regeringen fra 1921-22. Han sad i parlamentet fra 1920-25 og 1929-35. Han var Tjekkoslovakiets repræsentant under de samtaler, der førte til Versaillestraktaten i 1919. Kortvarigt returnerede Benes til sit hverv som professor i den akademiske verden i 1921.
I årene 1923-27 var han medlem af Folkeforbundet, og fra 1927-28 var han præsident for dette. Han var en indflydelsesrig figur ved en række internationale konferencer såsom Genoa (1922), Locarno (1925), Haag (1930) og Lausanne (1932).
Beneš var medlem af Det Tjekkoslovakiske Nationale Socialist Parti,og han var en stærk fortaler for tjekkoslovakismen og opfattede ikke slovakker og tjekker som to forskellige etniske grupperinger.
Første Præsidentperiode
Da præsident Tomas Masaryk trak sig tilbage i 1935, syntes Benes at være det oplagte valg som hans efterfølger.
Benes kæmpede kraftigt mod nazisternes krav om at annektere det tysktalende Sudeterland i 1938. I oktober 1938 blev München-aftalen underskrevet. Den åbnede op for, at det nazistiske Tyskland øjeblikkeligt kunne annektere det sudetertyske område. Tjekkoslovakiet var ikke inviteret til konferencen, men måtte blot adlyde ordren fra den underskrift, som Italien, Frankrig, Storbritannien og Tyskland satte i München. Beneš fik at vide af Frankrig og Storbritannien, at hvis ikke han accepterede, at Sudeterlandet var tabt, ville de to lande ikke garantere den fremtidige skæbne for Tjekkoslovakiet.
Den britiske premierminister proklamerer “Peace in our Time” – Benes var ikke engang indbudt, da stormagterne dikterede at Tjekkoslovakiet måtte afstå 1/3 af dets landområde. Foto: Wikipedia
Tyskerne pressede Beneš til at trække sig tilbage 5. oktober 1938. Emil Hacha blev derefter valgt som præsident. I marts 1939 besatte det nazistiske Tyskland de øvrige tjekkiske områder. Slovakiet erklærede sig ved denne lejlighed uafhængig, men blev i praksis en tysk lydstat.
Anden eksilperiode
22. oktober 1938 tog Beneš i eksil i Putney i London. Grundet bombardementerne af London flyttede Benes med familie til the Abbey ved Aston Abbotts nær Aylesbury i Buckinghamshire. Hans stab flyttede til nabobyen Wingrave og etablerede sig på Old Manor House, mens hans militære efterretningstjeneste etablerede sig i landsbyen Addington. I 1940 dannede Benes en tjekkoslovakisk eksilregering i London med Jan Sramek som premierminister og sig selv som præsident. Benes hævdede, at da han i 1938 havde afgivet sit præsidentskab, havde det været under tvang, hvilket berettede ham til at blive genindsat.
I 1941 planlagde Benes og Frantisek Moravec Operation Anthropoid, der sigtede på at attentatmyrde Reinhard Heydrich, som var lederen af rigsprotektoratet Bøhmen og Mæhren, der var den nazistiske betegnelse for de tjekkiske lande. Attentatet på Heydrich lykkedes 27. maj 1942, men resulterede i en grusom hævn fra tysk side med henrettelsen af tusindvis af tjekker og udslettelsen af de to byer Lidice og Lezaky.
Benes stod på venskabelig fod med Josef Stalin på trods af, at han ikke var kommunist. Han var overbevist om, at Tjekkoslovakiet kunne drage større fordel af at være allieret med Sovjetunionen end med Polen. I 1943 skrinlagde han derfor planerne om en polsk-tjekkoslovakisk konføderation og underskrev i stedet en militæralliance med Sovjetunionen.
2. præsidentperiode
Benes vendte tilbage til sin stilling som præsident efter 2. verdenskrig, en krig der trods enorme menneskelige omkostninger havde forskånet de fleste tjekkiske byer fra større ødelæggelser, hvilket også gjaldt hovedstaden Prag, der i de sidste krigsdage havde rejst sig mod den nazistiske overmagt.
Hans vigtigste politiske aftryk efter 2. verdenskrig var at få gennemført Benes-dekreterne, der eksproprierede al ejendom og jord fra alle borgere af tysk og ungarsk etnisk oprindelse. Denne ordning fik han skrevet ind i Potsdam-traktatens artikel 12, hvilket betød, at mere end 3 millioner tyskere og ungarere blev fordrevet fra Tjekkoslovakiet i de første efterkrigsår.
Sudeterlandet udgør de hvide områder, hvor der var et markant tysk befolkningsflertal, der blev fordrevet efter krigen. Kilde: Wikipedia
Benes var præsident for en koalitionsregering, der fra 1947 havde kommunisten Klement Gottwald som premierminister. 21. februar 1948 trak 12 ikke-kommunistiske ministre sig tilbage i protest mod, at Gottwald vedblev med at indsætte kommunister på topposter i det tjekkiske politi, en praksis, der var blevet stemt mod adskillige gange i parlamentet. Indledningsvis nægtede Beneš at anerkende deres tilbagetrækning, da han insisterede på, at ingen regering kunne dannes uden ikke-kommunistiske partier. Gottwald truede imidlertid med at iværksætte en generalstrejke, såfremt Benes ikke accepterede en kommunistisk domineret regering. Benes skrev imidlertid under grundet frygt for udbruddet af en borgerkrig, og at der verserede seriøse rygter om, at den Røde Hær ville gribe ind til støtte for Gottwald. 25. februar 1948 accepterede han de ikke-kommunistiske ministres tilbagetræden og tog en ny regering domineret af kommunister i ed. Det var i princippet stadig en koalition, men stærkt domineret af kommunister, hvilket gav det kommunistiske coup d´etat et legalt strøg.
Kort tid efter blev der afholdt valg, hvor vælgerne blev stillet overfor en enkelt valgmulighed: den kommunistisk dominerede Nationalfront. 9. maj 1948 ændrede den ny regering den tjekkoslovakiske forfatning, således at den var tæt på at være en kopi af den sovjetiske. Benes nægtede at skrive under, og 7. juni 1948 trak han sig tilbage som præsident. Gottwald efterfulgte ham.
Død
Beneš havde siden 1947 lidt af helbredsproblemer efter to slagtilfælde. Han var en slidt mand, men kæmpede videre for sit livsværk. Han døde en naturlig død 3. september 1948 i sin villa i Sezimovo Usti i Tjekkoslovakiet. Han blev begravet i haven til villaen, hvor også han kone blev nedsat efter sin død 2. december 1974.
Fiktive fremstillinger
Benes har været brugt som figur i flere fiktive historiske fremstillinger. Mens han selv levede, skrev H.G.Wells allerede i 1934 “The Shape of Things to Come”. Her forudså forfatteren udbruddet af 2. verdenskrig, som han satte til at foregå i årene 1940-50. Tjekkoslovakiet undgik at blive besat af tyskerne og havde Benes som præsident. Wells tilskriver Benes en diplomatisk fredsrolle, da han skulle have sikret en våbenhvile, der banede vejen for fred. Bogen, der fiktivt skulle forestille at være skrevet i det 22. århundrede, hædrer Benes “for at have bilagt stridigheder på en sådan facon, at det stadig aftvinger respekt den dag i dag“.
Historiske Rejser ved Anders Bager Eriksen siger: Benes er en af de mest betydningsfulde personer i den tjekkoslovakiske historie. Han var afgørende i organiseringen af den tjekkoslovakiske regering op til selvstændigheden i 1918. Som præsident er han elsket af tjekkerne, der anså forræderiet mod ham i optakten til 2. verdenskrig som den tjekkiske skæbne, som retfærdiggjorde tjekkoslovakkernes efterfølgende fordrivelser af tyskere og ungarere.
Foran udenrigsministeriet i Cerninpalæet står der en statue af Benes, hvor han ofte hædres i forbindelse officielle begivenheder.
Statue foran udenrigsministeriet i Prag
Pingback: Prag A-Z | Historiskerejser.dk