Cerninpalæet

Imponerende palæ, der huser det tjekkiske udenrigsministerium. Det var ramme om den tredje vinduesudsmidning i den tjekkiske historie i marts 1948, hvor Jan Masaryk blev fundet død udenfor palæet.

Palæets front bliver ofte beskrevet som ” kolossalt, uendeligt og dominerende”. De to hovedetager bindes sammen af 29 halve søjler, hvilket yder et væsentligt indtryk på bygningen. Denne plastiske uindtrængelighed hviler på diamantformede sokler, der fører ud i tre portaler. Taget bæres af en sal med mindre højde, men med en længde på 150 meter. Når man fra floden Moldau ser op mod silhouetten af Prags borg, er palæet den grå masse til venstre for selve borgen.

Magtens palæ på Prags borg

Palæet ligger på en forhøjning i den øvre ende af borgområdet, hvor dets have grænser op mod befæstningsanlægget, der skulle beskytte borgen. Vest-øst-ruten førte igennem Rigsporten, der lå tæt på palæet og endvidere førte forbi – det ligeledes nærliggende – Strahov Kloster.

Palæet er opkaldt efter bygherren Humprecht Jan Cernin z Chudenic, der – ikke uden problemer – erhvervede sig jordstykket. Attraktionerne rundt om palæet er mange. På den østlige side ligger hovedklosteret for Loreto i Bøhmen, på den nordlige side ligger et ydmygt kapucinerkloster og i vest de store befæstningsanlæg. Terrænet var ujævnt rundt om palæet og måtte gøres plant.

Højdeforskellene spiller stadig en rolle i dag. Palæet troner mærkværdig overlegent og upassende over den religiøse valfartshelligdom Loreto. De to deles af en plads, hvor helligdommen kun nåes ved at gå ned ad en mur, hvor indgangen næsten er gemt væk.

Palæet set fra siden

Cernin erhvervede sig området i 1666 for en sum af 21.750 gylden, og i de første byggeår var der årligt mere end 100 mand fast engageret i arbejdet. Italienske Francesco Caratti var ansvarlig for dette indtil 1692.

I 1673 var byggetempoet forøget, idet kejser Leopold I havde ytret ønske om at aflægge et besøg i Prag for at besigtige dette, da de storslåede byggeplaner var nået helt til Wien og havde efterladt et stort indtryk hos kejseren. Man antager,at Humprecht Jan Cernin ville vise, hvad en bøhmisk greve var i stand til at udføre, også selvom han ikke i lighed med andre bøhmiske grever som familierne Lobkowicz og Liechtenstein var blevet optaget i Rigsfyrstestanden.

Humprecht Jan Cernin

Kernen i byggeriet var i alt væsentlighed færdig i 1673. Den uhyrlige byggemasse “Monumentum Cerninianum” blev mere en belastning end en fryd for den gamle bøhmiske adelsfamilie. Familiens skæbne blev, at hver generation forsøgte at færdiggøre palæet, hvilket førte til en vedvarende katastrofal familieøkonomi. Familien kom aldrig til at bo i palæet, da det aldrig blev færdigt indvendigt. Humprecht Jan Cernins drøm for sine efterkommere blev aldrig effektueret. I de indledende byggeår var byggeriet blevet hårdt ramt af dødsfald, da flere af de ledende arkitekter var døde indenfor kort tid. Bygherren selv tabte på baggrund af dette lysten til at engagere sig i byggeriet, hvorfor han gav det videre til sin søn Hermann Jakob. Den unge greve havde imidlertid sin primære interesse i at videreføre og forøge sin faders store billedsamling. I 1684 fik han opført en ekstra fløj til disse malerier, der med 280 malerier var en af de største privatsamlinger i Donau-monarkiet. Denne privatsamling bestående af blandt andet Rubens og Rembrandt kan man i dag beundre i residensmuseet i Salzburg, hvor samlingen havnede efter mange rundture.

Grev Hermann Jakob påbegyndte i de selvsamme år et større byggeri i Wien, så derfor gik byggeriet langsommere frem i Prag. Der faldt ingen afgørelse, om hvorvidt man ville færdiggøre palæets festsal, der skulle være Prags mest fornemme af sin slags. De byggeansvarlige blev udskiftet flere gange. Trappehuset blev omskabt, og store kunstnere  tog del i udsmykningen af dette, såsom Freskoskabereb Vaclav Lorenz Reiner og billedhuggeren Matthias Braun. I denne tid kunne det for et øjeblik se ud som om, at byggeriet ville blive færdiggjort. I 1723 kom det imidlertid til en finansiel katastrofe, og budgetterne måtte derefter slankes gevaldigt. Greverne af Cernin måtte som mange andre rige adelige stille kejseren store summer til rådighed til kejserens mange krige og store projekter.

Efter Franz Josefs død i 1733 udfærdigede man oversigt over det fremtidige inventar, der fyldte 282 sider af herligheder. Der skulle alene være 1100 forskellige malerier udført af større europæiske malere, derudover et utal af møbler, spejle, sølv, porcelæn, tæpper og gobeliner. Dette ville gøre palæet til et af de væsentligste europæiske palæer.

I 1742 blev palæet truet med at blive sprængt i luften, idet det lå på et strategisk vigtigt sted for byens forsvar, der i disse år var besat af bayerske tropper. I tre måneder hærgede franske lejetropper betalt af Bayern på grusomste vis i byen. Ødelæggelserne fra bombardementet var imidlertid kun overfladiske sammenlignet med de ødelæggelser, som lejetropperne forårsagede indvendigt.

I 1744 påbegyndte man arbejdet med at udbedre skaderne. Da man netop var gået i gang hermed, påbegyndte preusserne en belejring af byen. I palæet blev der opbevaret tusindvis af kilo af krudt, hvilket gjorde, at man frygtede, palæet skulle blive ramt og udløse en enorm eksplosion.

I 1757 belejrede den preussiske konge Frederik II den Store Prag igen, og byggeriet blev særdeles hårdt ramt af kanonkugler.

I de følgende år valgte Adalbert Cernin ikke at bosætte sig i huset, men brugte omvendt enorme summer på at udbedre de store skader. Hans interesse var i særdeleshed at få anlagt et smukt haveanlæg. I 1779 tilbød formynderen til arvingen Johann Rudolf, fyrst Rudolf Joseph Colloredo, at kejser Josef II kunne opkøbe bygningen. Josef II så byggeriet an, men afslog at købe et byggeri, der var delvis ufærdigt og delvis i forfald.

En kort stund kunne bygningen nyde den kongelige glans, som faldt over samme: kongekroningerne af  Leopold II (1792) og Franz II (1794) blev fejret i bygningen, hvilket Cernin-greverne håbede kunne medføre et køb. Under Napoleonskrigene var en del af palæet lazaret og senere under krigene benyttet til andre militære formål. I 1851 opkøbte staten bygningen og omdannede den til en kaserne.Den var da i en sådan forfatning, at ejerne ikke havde andre valg end at omdanne bygningen totalt indvendig. Udvendig blev den imidlertid holdt i sin hidtidige stil.

Den første tjekkoslovakiske republik under præsident Tomas G. Masaryk besluttede, at det tidligere palæ skulle benyttes til repræsentative formål. Efter en gennemgribende restaurering under ledelse af professor Pavel Janak i årene 1929-34 blev bygningen udenrigsministerium for den unge stat med doktor Eduard Benes som udenrigsminister, og han skulle senere efterfølge Masaryk som præsident. Bygningen er stadig udenrigsministerium efter et kort mellemspil i årene 1939-44, hvor den var sæde for Rigsprotektoren.

Jan Masaryk, der var søn af Tomas Masaryk, den første præsident i Tjekkoslovakiet, og for mange personificeringen af den demokratiske tradition i landet, blev fundet død foran palæet i marts 1948. Alt tyder på, at han blev dræbt og kastet ud af vinduet ovenover i, hvad der populært kaldes det tredje vinduesstyrt i Prag. Denne begivenhed har været med til at placere en mørk sky over bygningen.

Mindeplade over Masaryk

Anders siger:

Du vil uundgåeligt passere den enorme bygning, og du vil formodentlig se officielle diplomatbiler udenfor, da det nu er udenrigsministeriet. Men dens enorme omfang skriger på, at man bliver slået af magten i bygningen mere end dens skønhed. Det bedste sted at kigge på bygningen er uden tvivl fra statuen af Eduard Benes, hvis politiske karriere er forbundet med stedet. 

Print siden her