Anders Bager Eriksen, 39 år
– 20 års erfaring som rejseleder
At skulle beskrive mig selv og mit forhold til rejsebranchen, er som at beskrive mit livsforløb. Så her er først lidt om mig og på dette link kan du se mit CV som rejseleder.
Min far, Birger Eriksen, var en af rejsebranchens pionerer, da han kørte som turistchauffør i årene 1959-2004 i de første år hos Skjern, fly og bus, siden Tjæreborg og fra 1972-2004 som en institution hos Gislev Rejser, hvor enhver der har haft med det firma at gøre i den pågældende periode, vil kende min far. I den tid mødte han min mor, der arbejdede som rejseleder ved hendes fasters (Anna Kristensen) nyopstartede firma Thy Rejser og uden at blive alt for familiær, det kom der min søster og jeg ud af. Min mor blev præst på Langeland, men vedblev at arrangere rejser for hendes sognebørn, oftest med min far som chauffør. Min opvækst har simpelthen været præget af rejsebranchen, og alt hvad det indbefatter af rejser og sorger og glæder.
Da jeg var færdig med gymnasiet, ville jeg holde et sabbatår, inden jeg skulle videre på universitetet, og der forekom det meget oplagt at prøve at blive rejseleder. Anna i Thy viste mig tilliden, da hun kunne huske min interesse for historie og geografi fra barnsben, og jeg lovede ikke at skuffe hende. Det kom jeg heller ikke til. I mine første studieår kørte jeg for Thy Rejser i alle mine ferier, det blev særligt meget til Berlin, Gardasøen og Prag. Kombinationen af historie som fag og rejser til de historiske steder var intet mindre end perfekt. I 2006 skiftede jeg fra Thy til Nilles, i øvrigt samme år som jeg fik erhvervskort til bus, som jeg siden har benyttet flittigt, og selvom jeg altid i princippet har opfattet mig som freelance, så har tyngden af mine rejser været hos Nilles. Destinationerne er også blevet kraftigt udvidet, hvor stamdestinationerne nu også kan siges at være Toscana, Skotland og Irland og en stribe af deldestinationer som Normandiet, Krakow, Flandern, Bruxelles, Holland, Bratislava, Budapest, Rom, Wien, Hamburg og Ligurien. De seneste år har jeg ved flere lejligheder skruet grupperejser sammen, hvor jeg i princippet står for hele opbygningen af rejsen fra bunden, og hvor rejsebureauernes eneste opgave i princippet er at stille rejsegaranti. Det giver mig en bedre mulighed for at arbejde freelance.
Jeg har haft ansættelser i såvel højskoleverdenen som på Hf. Men i begge tilfælde har savsmuldet fra rejsebranchen været for stærk en faktor og trukket mig tilbage til udgangspunktet. I skrivende stund (november 2017) er beslutningen utvetydig. Det er rejsebranchen med både traditionelle rejselederopgaver og nye selvstændige projekter for Historiske Rejser der trækker.