Erfurt Unionen
Erfurtunionen eller den Tyske Union var et forsøg på fra Preussens side at etablere en tysk nationalstat i årene 1849/50. I maj 1849, da Preussen stadig var beskæftiget med at slå Den Tyske Revolution af 1848/49 ned, opfordrede de to andre kongemagter i Trekongeforbundet Hannover og Sachsen, at Preussen burde stille sig i spidsen for oprettelsen af en forbundsstat. Forfatningsudkastet var en kopi af Rigsforfatningen fra Frankfurt, men ændret i konservativ retning.
I marts og april mødtes i Erfurt et unionsparlament, der ændrede forfatningsudkastet i mere liberal retning. Preussens forsøg på at skabe en tysk union forblev dog kun halvhjertet, da de mange ærkekonservative preussere opfattede regeringens forsøg på at skabe en forfatning for at være for liberalt. Preussens primære mål var at øge sin egen magt. En union var en mulig vej til at opnå dette, men ikke et mål i sig selv.
Hannover og Sachsen forlod de facto unionen allerede i efteråret 1849; i maj 1850 var det kun 12 ud af de i alt 26 daværende unionsstater, der var villige til at anerkende unionsforfatningen. I efterårskrisen 1850 måtte Preussen endegyldigt opgive sin unionspolitik efter pres fra Østrig og Rusland. Det Tyske Forbund blev genskabt i sin hidtidige form i sommeren 1851.
Tilhængerne af Erfurt Unionen i 1850 markeres af de lyserøde områder (kilde: wikipedia)
Betegnelser
I revolutionstiden 1848/49 omtalte man den tyske stat. Man ville opbygge den som deutscher Bundesstaat (Den Tyske Forbundsstat) eller senere som Det tyske Rige. Disse betegnelser blev også brugt i samlingsforsøgene, der siden blev kendt som Erfurt Unionen. Den vigtigste aftale, unionen baserede sig på, var Trekongeforbundet anno 26. maj 1849 mellem kongerigerne Preussen, Sachsen og Hannover, der dog netop taler om et forbund, hvortil man kunne knytte en rigsforfatning. Forfatningsudkastet fik den officielle titel Forfatning for det Tyske Rige, ganske lige som sit forbillede Rigsforfatningen fra Frankfurt.
I den første tid optrådte begrebet Den Tyske Union. Meningen var under ingen omstændigheder indledningsvis en tæt integreret forbundsstat, men nærmere det tættere konservative forbund, de tre kongeriger forestillede sig at skabe med Østrig, som regeringspapirer fra Preussen viste 9. maj 1849. Først med tillægsparagrafferne i forfatningsudkastet á 26. februar 1850 blev det tættere forbund officielt omdøbt til den Tyske Union. Følgelig brugte man denne betegnelse.
Start og Trekongeforbundet i April/Maj 1849
Udgangspunktet
I revolutionstiden havde den preussiske konge Friedrich Wilhelm IV gentagne gange udsendt signaler om, at han var beredt til at ville sætte sig i spidsen for en tysk forbundsstat. Rigsforfatningen fra Frankfurt afviste han prompte, fordi den blev ham tilbudt af liberale og demokrater. Ydermere ønskede han sig en konservativ forfatning og ville helst undgå at antage titlen af kejser. Endelig fandt han det vigtigt at opnå tilslutning fra sine standsfæller, de andre tyske fyrster og konger.
Hans vigtigste rådgiver i disse spørgsmål var Joseph von Radowitz, der sad i højre side af salen i Frankfurts Nationalforsamling. Radowitz´ enhedsplaner fik kongen til at ændre holdning, således at han ikke kun forholdt sig negativt til tyske samlingsplaner. Allerede 3. april 1849, da Friedrich Wilhelm IV afviste den kejserkrone, der var blevet ham tilbudt, lod han de øvrige tyske stater vide, at han ville stille sig i spidsen for en tysk forbundsstat, hvor de kunne indtræde, hvis de ønskede.
Joseph von Radowitz, den rådgiver, der udformede unionsplanerne for Kong Friedrich Wilhelm IV af Preussen (kilde: wikipedia)
Unionslovgivning og Trekongeforbundet
Radowitz overtog i sin væsentlighed en plan for et dobbeltforbund, som den liberale rigsministerpræsident Heinrich von Gagern havde udviklet. Ifølge denne plan skulle Preussen danne et tættere forbund med de øvrige tyske stater undtagen Østrig, den såkaldte lilletyske løsning. Denne forbundsstat skulle knyttes tæt til det østrigske kejserrige i et andet forbund. I et memorandum 9. maj 1849 indbød den preussiske regering Østrig til dette ved en unionsakt. Ifølge dette skulle den fremtidige tyske forbundsstat på den ene side og det østrigske monarki på den anden side, grundlægge den Tyske Union, der skulle fungere som uopløseligt folkeretsligt baseret forbund, der mindede om det Tyske Forbund, men som skulle udstyres med flere kompetencer og en øverste juridisk kompetence: I dette direktorium med sæde i Regensburg skulle Østrig være repræsenteret sammen med to skiftende medlemmer, hvor Østrig skulle sidde inde med formandskabet i foretagendet.
Østrig afviste imidlertid dobbeltforbundet. På en konference i Berlin, der fandt sted 17. maj 1849, var udover Preussen de øvrige fire kongeriger i det Tyske Forbund: Bayern, Württemberg, Hannover og Sachsen. De sydtyske kongeriger afviste imidlertid at deltage i en forbundsstat, men Preussen underskrev 26. maj 1849 et trekongeforbund med Sachsen og Hannover. Sachsen og Hannover bekendtgjorde imidlertid allerede dengang, at de kun ønskede at bekende sig til den forfatning, der ville følge senere, hvis samtlige tyske stater (undtagen Østrig) ville gøre det samme.
Småstaterne som eksempelvis Thüringen følte sig omvendt stadig bundet af deres støtte til Rigsforfatningen i Frankfurt. I tiden efter, at den preussiske konge havde afvist kejsertitlen, blev bruddet mellem liberale og demokrater stadig tydeligere, og rigsforfatningskampagnen gjorde, at regering og liberale blev modtagelige for unionspolitikken. Der var dog en del skeptiske stemmer, på den ene side fordi Preussen åbenlyst ville udnytte sin magt, på den anden side fordi der ville kunne bryde opstande ud, hvis Thüringen pludselig ville opgive sin støtte til Rigsforfatningen.
Langsomt overvandt man modstanden. 21. juli 1849 stemte Landdagen i Weimar for at tiltræde unionen i stemmefavøret 20-13. Til sidst tilsluttede Sachsen-Coburg-Gotha sig, hvorefter dennes fyrste Ernst II måtte opløse den modstræbende Landdag. Ifølge Ernst ville kun en preussisk anført forbundsstat kunne sikre Tyskland at opnå sine mål i sikkerheds-, indenrigs- og erhvervspolitik.
Forfatningsdokumenter
Det udkast til en forfatning, der blev offentliggjort 28. maj 1849, var for størstedelen af indholdet en ordret kopi af Rigsforfatningen i Frankfurt, der præcis var to måneder ældre. Grundlovskataloget i loven fra Erfurt blev kortere og delvis indskrænket af lovforbehold, endvidere skulle enkeltstaterne forblive selvstændige. Først og fremmest havde den preussiske konge – i sin nye egenskab af kejser – være nødsaget til at dele sin titel med fyrsterne. Kejsertitlen var kun gældende i interne rigs- og unionssammenhænge. Et fyrstekollegium, hvoraf Preussen havde en sjettedel af stemmerne, havde fået beføjelserne til udøve, fremsætte og vedtage nye love. Rigsforfatningen i Frankfurt havde taget højde for, at lovgivningsarbejdet ikke kunne blokeres med absolutte vetoer, hvilket ikke var tilfældet for fyrstekollegiet i Erfurt. Kollegiet havde absolut veto og kunne obstruere nye love fuldkommen.
Samtidig med forfatningsudkastet dannede man i Erfurt en valglov. Mens parlamentet i Frankfurt havde skabt et alment valgsystem til lige og direkte valg, så indførte man i Erfurt et valgretssystem fordelt på tre klasser med 3 kamre, hvoraf magten var baseret i det øverste kammer. Dette system var endnu mere restriktivt end det, der fandtes i Preussen. Endvidere blev der luftet ideer om at etablere en voldgiftsret med sæde i Erfurt. I et memorandum fra 11. juni 1849 blev offentligheden indviet i dette forfatningsudkast.
26. februar 1850 blev en række tillægsparagraffer til udkastet besluttet. Ændringerne bl.a., at fra at bære navnet Reich,ændrede man nu navn til Union. Bayern og andre overvejende sydtyske stater ville ikke være medlemmer, hvilket bevirkede, at parlamentskonstruktionerne blev tilpasset dette.
Unionens midlertidige Beståen
Forvaltningsråd i brydningen mellem Preussen og Østrig
