Georgium
Historie
Fra 1780 lod prins Johann Georg et klassicistisk landhus opføre nord for den daværende by Dessau. Arkitekten, som var den dominerende arkitekt ved hoffet, var Friedrich Wilhelm von Erdmannsdorff. Omgivelserne blev omskabt til et haveanlæg i engelsk stil ganske som den nærvedliggende Wörlitzer Park. I parken finder man talrige klassicistiske og romantiske byggerier, skulpturer og mindesmærker, der harmonisk er inkorporeret i landskabet og naturen.
De mest fremtrædende blandt disse bygninger er Fremdenhaus, De Romerske Ruiner, et ionisk rundtempel såvel som antikke portbuer og et mindesmærke af Fyrst Franz i antik klædning. Haven Georgengarten ligger i sammenhæng med et større å-landskab og er blevet bevaret i sin naturlige form, omend det flere steder er blevet forskønnet med statuer, mindesmærker og andre arkitektoniske indgreb. De to udsigtstårne Elbpavillon og Wallwitzburg muliggør et flot udsyn over Elben samt over havelandskabet. Georgium grænser op til Mausolæumparken, hvor flere af hertugerne af Anhalt-Dessau ligger begravet.
Anhalts Malerisamling
Schloss Georgium indeholder Anhalts malerisamling af de ældre tyske og nederlandske malere. Derudover findes der originale grafiske fremstillinger af Albrecht Dürer samt af Lucas Cranach den Ældre. Dürers berømte original Melencolia I findes her.
De mange malerier var i 2. verdenskrig under opbevaring kalkminen Solvayhall ved Bernburg. Enkelte af disse malerier blev stjålet af amerikanske soldater og er siden dukket op på det amerikanske kunstmarked. I juli 1945 beslaglagde den Røde Hærs Trofækommission samtlige kunstværker og transporterede dem til Sovjetunionen, i alt 800 malerier og omkring 17.000 grafiske ark. I 1958/59 vendte omkring 600 malerier tilbage sammen med 11.000 grafiske ark.
Pingback: Dessau-Wörlitzer Gartenreich | Historiskerejser.dk