Hovedstad i Preussen og Frederik den Store 1701-86
Kongeriget Preussen
I 1701 blev kurfyrstendømmet Brandenburg-Preussen ophævet, og kongeriget Preussen var en realitet. Dette var blevet politisk muligt, da Preussen stillede lejesoldater til den krig, der var brudt ud i 1701, om arvefølgen til den spanske trone. Her stillede det tysk-romerske rige, som Brandenburg-Preussen stadig var juridisk del af, med tropper. Da Brandenburg-Preussen var meget interesseret i at få de juridiske bånd kappet, stillede man med soldater for til gengæld at kunne blive fritstillet af den tysk-romerske krone. At det blev Preussen, der kom til at lægge navn til kongedømmet, skyldtes, at kun Brandenburg var valgtilforordnet inden for de syv kurfyrstendømmer, som skulle vælge kejseren. Derfor krævede denne, at Brandenburg ikke måtte nævnes som fremtidigt kongenavn, da det kunne opfordre til yderligere udmelding. Overgangen til kongedømme betød en kraftig ekspansion i administration, royalt prestigebyggeri og militære bygningsværker. I 1709 overtog Berlin hovedstadstjansen i Preussen frem for Königsberg i Østpreussen. Det kom til at betyde et kraftigt monumentalbyggeri, der bl.a. ses i Charlottenburg, kirkerne på Gendarmenmarkt, Zeughaus samt de fleste af de 18 byporte.
Alter Fritz
I 1740 blev Preussens uden sammenligning væsentligste regent, Frederik den Store, konge. Hans grundlæggende syn var, at hans magt var en af Gud givet gave, og at hans fornemste opgave her i livet var at udnytte denne magt til at reformere Preussen, hvilket han førte ud i livet. Specielt indenfor militær, arkitektur, filosofi og ikke mindst erobringskrige gjorde Alter Fritz, som han kaldtes, en markant forskel. Han stod selv for planlægningen af krigene og var yderst anerkendt derfor, og han tegnede sammen med sin hofarkitekt Georg Wilhelm von Knobelsdorff udkastet til mange af de byggerier, der byggedes i hans periode, og som stadig danner en væsentlig del af den preussisk arkitektoniske arv. Det ses specielt i opblomstringen af Potsdam med Sanssoucci og Neues Palais, men også bygninger som Deutsche Staatsoper, Alte Bibliothek og St. Hedwigs Kathedrale skyldes hans byggeiver. Den atmosfære af filosofisk frisind inden for grænserne af fortsat opbakning til enevælden var med til at skabe grobund for vedvarende filosofiske kanoner som Kant, Hegel, Schopenhauer og Marx, der fortsat udgør en væsentlig substans i megen nutidig videnskabsteori. Perioden kom ikke mindst til at betyde, at Preussen for alvor blev en europæisk stormagt, idet man vandt de mange krige, man involverede sig i. Frederik havde ikke regeret særlig længe, før han invaderede Schlesien, som han mente at have arvekrav på i forhold til Østrig, der netop havde fået Maria Theresia på tronen. Krigen foregik 1740-48 og endte med, at Preussen fik fuld ret over Schlesien, men også at Habsburgerne, russerne, englænderne og franskmændene var begyndt at være opmærksom på den gryende kæmpe med centrum i Berlin. Det trak op til nye kampe om Schlesien, og efter en forsvarsaftale med briterne bestemte Frederik sig for at besætte Bøhmen i 1756. Krigen, der her blev startet, blev mange gange blodigere, og Frederik måtte love for englænderne samt sit eget dygtige militær. Men det mirakel, der sikrede ham sejren, kom nærmest som sendt fra himlen. Hans værste fjende Elizabeth af Rusland døde pludselig i 1762 og blev erstattet af den uberegnelige Peter III., der var en stor beundrer af Frederik den Store. Han dikterede omgående våbenhvile med Preussen, hvilket fik Østrig til at opgive sit krav på Schlesien. Krigen havde dog kostet uhyrlige summer og over 180.000 preusseres død. I 1772 fik han overtalt Katharina den Store til at få delt store dele af Polen mellem Rusland og Preussen, hvilket betød, at det isolerede Østpreussen nu blev forbundet med resten af riget, da Vestpreussen, dog med undtagelse af Danzig, kom under riget. Det betød endvidere, at riget blev mere homogent, da det ikke længere var delt i midten. Preussen var blevet en østeuropæisk supermagt. Mange tyske kulturhistorikere hævder stadig, at det sår, som Maria Theresia og Frederik den Store fik sået mellem de to dominerende tysktalende områder, Østrig og Preussen, gjorde, at en samling af det tyske kulturområde aldrig lod sig gøre. Da Frederik den Store døde i 1786, var en storslået epoke forbi i Preussen. Hans gravmæle, Brandenburger Tor, skulle opleve helt andre strømninger end dem, Alter Fritz havde praktiseret.
