Industriel udvikling i den sovjetiske besættelseszone 1945-49
Den erhvervsmæssige udvikling i den sovjetiske besættelseszone blev massivt influeret af den sovjetiske demontage af den hidtidige industri. Det var Sovjetunionens måde at indløse sine krigsskadeserstatninger på. I rammerne af denne politik blev mere end 1000 bedrifter demonteret, inden året 1946 var omme, det drejede sig her primært om maskinbyggeri, den kemiske og optiske industri, såvel som den 2. og ekstra sporstrækning på alle banestrækninger. På et senere tidspunkt nygrundlagde Sovjetunionen omkring 200 bedrifter af hidtidig industri og overførte disse til Sovjet i form af Sovjetiske Aktieselskaber (SAG). Det var et klart brud på Potsdamtraktaten. I første demonteringsbølge i maj-juli 1945 forsvandt 460 bedrifter i Berlin alene, hvilket var omkring 75 % af den hidtidige industrikapacitet.
Følgende tal viser i procent, hvor store dele af industrikapaciteten der forsvandt i perioden 1936-52 fra den sovjetiske besættelseszone.
– 82 procent af valseværkerne
– 80 procent af jernproduktionen
– 75 procent af murstensproduktionen
– 45 % af cementindustrien
– 45 % af papirproduktionen
– 35 % af energiforsyningerne
– 30 % af skoproduktionen
– 25 % af tekstilproduktionen
– 25 % af sukkerproduktionen
– 20 % af brunkulsudvindingen
– 19 % af briketfremstillingen
I 1954 var mere end 50 % af den industriproduktion forsvundet i DDR, der havde været på dets område i 1945. Industrialiseringen var tilbage på et niveau, der svarede til 1936 på det tidspunkt, hvor nationalsocialisterne var begyndt at opruste industrielt i området. Officielt vurderede man den sovjetiske demontage til at være på en værdi af 4.3 milliarder dollar. Andre vurderinger peger endda på mellem 15 og 18 milliarder. I året 1949 menes det, at der blev fjernet industri for 2.2 milliarder mark.
Under parolen ”Junkernes jord på bøndernes hænder” (Junkerland in Bauernhand) gennemførte den sovjetiske militæradministration og KPD en jordreform i september 1945. Ved jordreformen blev en tredjedel af al jord (3.2 millioner hektar) omfordelt, heraf var 2.5 millioner hektar tidligere storjordsbrug, og 1 million hektar blev overført til statsbrug (VEG). Antallet af private brug steg drastisk til 855.000 – mere end i året 1939. Næsten alle disse var i 1961 igen statsliggjorte uden kompensation til de hidtidige ejere.
Følgende grupper fik konfiskeret deres jord uden erstatning: Det gjaldt krigsforbrydere, funktionærer og repræsentanter for det nazistiske NSDAP, såvel som alle landbesiddere, der besad jord på mere end 100 hektar. Den sovjetiske militæradministration fordelte denne jord til såkaldte ”Nye bønder” – landløse bønder, landarbejdere og flygtninge fra øst. Disse arbejdede selv med deres 5-10 hektar store jordområder. Da ingen af dem forlods ejede nogen former for landbrugsmateriel, stillede Maschinen-Ausleih-Stationen (MAS) maskiner til rådighed, da disse blev i 1949.
Da Stalin ikke ville opgive ideen om et neutralt og samlet Tyskland, foregik den vanlige socialistiske omstilling af økonomien, såvel landbrug som industri, først så sent som i 1952.