Italien A-Z
Fra Italien udgår nogle af de vigtigste kulturelle indflydelser i den europæiske historie. Det gælder Antikkens Rom, Kristendommens Rom, Middelalderens bystater såsom Venedig, Firenze, Genova og Pisa og naturligvis Renæssancen, der særligt viste sig i Toscanas styreformer, kunstskatte og ikke mindst hos genier som Michelangelo og Leonardo da Vinci.
Personligt har jeg rejst i Italien i alle mine år som rejseleder. Det har primært været til det nordlige Italien ved Gardasøen og i Sydtyrol, hvilket har bevirket, at jeg særligt har beskæftiget mig med Venedigs stormagtstid og det italiensk-østrigske forhold i Sydtyrol. I 2008 åbnede jeg dog et større kapitel, da jeg tog på min første tur til Toscana og Umbrien. Jeg har en kraftig fornemmelse af, at Italiens evige konflikt er mellem det regionale/lokale perspektiv og et perspektiv, hvor toscanere, napolitanere, sicilianere og lombardere alligevel har fællestræk, der dækker over mere end det at være under fælles regering.
I efteråret 2014 startede jeg på at lære sproget, som dog nok aldrig når et indfødt niveau, men som gør, at jeg kan gebærde mig og være del af den italienske livsglæde ved at kommunikere. Dette er en stor gave, som jeg endnu mere nyder i disse tider, hvor elektronikken skaber stadig større afstande mellem os.
Italien er delt i 20 regioner, der umiddelbart er meget forskellige, men som alligevel markerer mange af de kulturelle forskelligheder, som man oplever i landet. Det har også været min umiddelbare inddeling. I mine skrevne tekster om landet er der mest om Toscana.
Abruzzo
Jeg har ikke besøgt regionen og vil derfor heller ikke nævne meget om den, da jeg mest af alt kender den for den gode vin Montepulciano d´Abruzzo. I 2009 var regionens hovedby L´Aquila på alles læber, da et altødelæggende jordskælv gjorde 50.000 mennesker hjemløse.
Aosta Dalen (Valle d´Aosta)
Kender heller ikke meget til dette område udover, at det er et lille bjergområde, hvor hovedsproget er fransk, og at det grundet størrelsen er det rigeste område i Italien.
Apulien
Italiens hæl, der er kendt for kejser Frederik II af Hohenstaufens tilstedeværelse i området samt for de vigtige havnebyer Bari, Brindisi og Taranto. Vinområdet Salento er et andet vigtigt kendemærke for området. Jeg har stadig et besøg til gode her.
Basilicata
Kender ikke meget til området, der ligger midt i mellem hælen (Apulien) og tåen (Calabrien).
Calabrien
Italiens tå er kendt for de uvejsomme bjerge Aspromonte, hvor nogle af de mest frygtede mafiaklaner fra den sammenslutning, der kaldes Ndranghetaen, holder til. Jeg har stor lyst til at tage på udforskning i området.
Campania
Campanias hovedby Napoli er det sydlige Italiens væsentligste by. Napoli er, såfremt man medregner oplandet, Italiens største by, men det er suverænt den venligste og smukkest beliggende. Byen er præget af at være en havneby og altså åben for fremmede samt med en meget smuk udsejling igennem Napoli-bugten med udsigt til Vesuv og mod Amalfikysten. Campania har ry for at være beboet af åbenhjertige, talende og humoristiske mennesker. Jeg har været i Napoli en gang, og indtrykket var meget positivt.
Emilia Romagna
Regionen er mest kendt for at udgøre den fladeste del af Italien i form af den frugtbare Po-slette. Imidlertid er den sydlige del præget af de barske Apenniner i retning mod Toscana og Ligurien. Området er også kendt for dets mange gamle bystater som Reggio Emilia, Parma, Modena, Mantova, Ferrara og universitetsbyen Bologna med Europas ældste universitet. Regionen har i øvrigt skabt et velfærdssystem, der ikke er meget forskelligt fra det skandinaviske, hvilket ofte har fået de religiøse italienere til at betragte området som dekadent. Jeg har mest her på gennemfærdsel, dog med undtagelse af Bologna, som jeg har besøgt flere gange.
Friuli Venezia Giulia
Regionen udgør den nordligste del af Adriaterhavet og det østligste Italien med Dolomitterne. Området var under 1. verdenskrig ramme om Italiens opslidende fronter ved floden Isonzo, hvor Italien led utallige nederlag til det østrigske kejserrige. De 2 vigtige havnebyer Trieste og Udine ligger i området, der endvidere har et slovensk mindretal. Endnu et område jeg mangler at besøge.
Lazio Latium
Regionen omfatter Italiens hovedstad Rom og udgør dens opland. Rom, den evige stad, er en af verdens historisk set vigtigste byer som udgangspunkt for Romerriget og dets indflydelse, siden som pavernes by og dermed kristendommens dominans i særdeleshed i middelalderen og siden som Italiens hovedstad. I oplandet ligger derudover pavebyen Viterbo og den antikke havneby Ostia. Personligt har jeg besøgt Rom en enkelt gang og ved flere lejligheder været på gennemrejse i området.
Ligurien
Italiens fashionable region kendt for den Italienske Riviera, den smukke havneby Genova samt de unikke kystbyer Cinque Terre, Portofino og Portovenere. En større del af den italienske flåde har til huse i La Spezia. Regionen kan mest anbefales til afslapningsferie ved Rivieraen, og historisk-kulturelt er Genova en perle og meget speciel by, idet den såvel er en historisk kulturby, bjergby, havneby og rivieraby på en gang. Jeg har besøgt området adskillige gange i forbindelse med rejser til Rivieraen ved Portovenere.
Lombardiet
Regionen med Milano og de mange søer som f.eks. Lago Maggiore, Lago di Como og halvdelen af Lago di Garda. Den er en af Italiens rigeste regioner, som har fået navn fra de langskæggede forgængere Longobarderne. Området havde et af de kristne centre i folkevandringstiden i form af Pavia, den var i middelalderen en af de stærkeste bystater ledet af familierne Sforza og Visconti og har med Milano placeret sig som et af verdens vigtigste centre for mode. Endelig er det også fødested for den moderne politiske separatisme i form af såvel Lega Nord og Silvio Berlusconi.
Marche
Området var indtil 1860 en del af pavestaten og var dengang kendt for at have en af de højeste andele af analfabetisme i landet. Ordret kan navnet oversættes med “markerne”, hvilket også har gjort området til et af de mest oversete områder i Italien som et sted, man bare kører igennem. Jeg har personlig aldrig været der.
Molise
Ligger lige syd for Marche, og udover at deres hovedby hedder Campobasso ved jeg ikke meget om Molise.
Piemonte
Den nordlige industrialiserede region, der har mere fransk effektivitet over sig, end de øvrige italienske regioner. Området var den store motor i Italiens samling, idet kongeriget Piemonte-Sardinien under kongerne Vittorio Emanuele fra familien Savoyen spillede en afgørende rolle i at få Italien samlet. Torino har i mere end 100 år været Italiens vigtigste industriby med FIAT og fodboldklubben Juventus. Området er også inspireret af det finere franske køkken i form af trøfler og de liflige vine fra Barolo. Jeg har endnu området til gode, omend jeg flere gange har forberedt rejser til området med min gode ven Kenny Brandt, der ejer Vincaféen i Århus.
Sardinien
Den anden store ø i Italien og det område, hvor sproget adskiller sig mest fra Italiensk. Det siges, at over 50% af samtlige ord på Sardu er forskellige fra italiensk, og ingen af de italienere, jeg kender, forstår sardinere, hvis de taler Sardu. Øen skulle være kendt for, at både Fønikere og Carthageniensere har haft indflydelse på udviklingen på øen. Siden har øen været under indflydelse af såvel Pisa som Genova, mens disse i moderne tid rent faktisk var den ene del af kongeriget Piemonte-Sardinien, der samlede Italien. Jeg har aldrig været på Sardinien, men har fået det anbefalet adskillige gange. I særdeleshed skulle dens kyststrækninger være forunderlige, men ellers er den også kendt for sin folkemusik.
Sicilien
Sicilien er kendt for Mafiaen, men øen, der adskiller sig en del fra fastlandet i Italien, er meget andet. Historisk er den influeret af grækere, arabere, afrikanere, normannere, spaniere og endelig italienere. Det centrale Sicilien omkring Enna er det til dato mest svimlende smukke landskab, jeg har set, og en by som Siracusa er en hidtil overset perle. Jeg foretog mig min første rejse til øen i efteråret 2014. Det er bestemt ikke sidste gang.
Toscana
Det område jeg har størst kendskab til efter adskillige rejser til henholdsvis det sydlige Toscana, hvor jeg har boet i Chianciano Terme og til det nordlige, hvor jeg har boet i Montecatini Terme. Toscana erarnested for såvel etruskere, de italienske bystater og renæssancen og omfatter dels de prægtige bygningsværker, man finder i byer som Firenze, Pisa, Siena og Lucca. Men det er også det underskønne bølgende landskab kaldt Crete i det centrale og sydlige Toscana samt vinrækkerne i Chianti og Brunello.
Trentino – Alto Adige (Sydtyrol)
Denne malerisk smukke og spændende region er præget af østrigsk og tyrolsk kultur i højere grad end italiensk. Indtil 1919 var området en del af østrigsk Tyrol. Det sydlige område omkring Trento har alle dage og er stadig stærkt italiensk m.h.t. kulturen, mens det nordlige omvendt er stærkt tyrolsk i sin identitet. Endvidere er området også præget af det ræto-romanske Ladini i nogle af dalene. Alperne og Dolomitterne skaber en smuk ramme med skisportssteder som Cortini d´Ampezzo og Canazei. Jeg har været i området adskillige gange, dog mest på gennemfart, hvor en af Europas smukkeste motorvejsstrækninger bjergtager en.
Umbrien
Italiens Grønne Hjerte, som italienerne kalder regionen, idet den som den eneste ikke har nogen kyststrækning. Jeg har besøgt området adskillige gange ved rejser til det sydlige Toscana. Området er præget af vigtige religiøse byer som Orvieto og Assisi, hvor særligt sidstnævnte er væsentlig i et område, der tilhørte Pavestaten indtil Italiens samling. Trasimenosøen ligger endvidere i Umbrien, her hvor Hannibal og hans krigselefanter tilføjede Rom et af de mest ydmygende nederlag nogensinde. Umbrien deler mange karaktertræk med det sydlige Toscana.
Veneto
Regionen der er formet af Venedigs indflydelse og dermed det byzantinske og orientalsk, samt den rigdom, som Adriaterhavets Dronnings dominans førte med sig. Derudover er hovedbyen Verona en af de mest attraktive byer at bo i. Nord for Verona ligger det kendte vinområde Valpolicella med vinene Amarone og Ripasso. Syd for byen begynder Po-sletten, og øst for byen ligger Gardasøen. Det er fra ophold ved Italiens største sø, at jeg bedst kender denne rige region.