Kongeriget Polen
Kongeriget Polen (polsk: Królestwo Polskie, latin: Regnum Poloniae) var betegnelsen for den polske stat fra år 1000 og frem til 1795 samt den officielle betegnelse for det såkaldte Kongrespolen, der i årene 1815-1916 indgik i personalunion med det russiske tsardømme. Under 1. verdenskrig erobrede tyske og østrigske tropper den russiske del af Polen og oprettede ved denne lejlighed Regentskabskongeriget Polen. Det eksisterede indtil 1918.
Kongeriget Polen opstod enten i år 1000 ved, at den polske hertug Boleslaw I blev udråbt af Kejser Otto III af det Hellige Tysk Romerske Rige eller ved Boleslaws selvkroning i år 1025 til polsk konge. Sidenhen blev det udvidet til det polsk-lithauiske kongerige fra 1569. Det ophørte med at eksistere ved den tredje deling af Polen i 1795, hvor Preussen, Østrig og Rusland havde delt alle dele af Polen imellem sig. Dermed abdicerede den polske konge Stanislaw August Poniatowski.
Arveligt kongedømme
Det kongerige, der blev dannet omkring år 1000, blev splittet op i adskillige små hertugdømmer, hvilket fra 1138 betød, at kongeriget kun eksisterede på papiret, men uden konger. I 1295 blev der igen kronet en konge, nemlig Przemyslaw II. Der udviklede sig en dualisme mellem konger og stænder og et særligt polsk aristokrati. I løbet af 1300-tallet oplever man flere stærke konger i form af Wladyslaw I den Albuehøje og Kasimir den Store. Da dynastiet Piast uddør, indgås der ægteskab mellem den polske Hedwig/Jadwiga og den lithauiske storfyrste Jogaila i 1386, hvilket bliver starten på dynastiet Jagiellon, som samler Polen-Lithauen under sig. Indtil 1572 er denne slægt herskende over et enormt landområde, der er det kontinentale Europas største, og som breder sig fra Østersøen til Sortehavet.
Disse slægter sad på magten i kongeriget
- 1000–1300 Piast
- 1300–1305 Premysliderne
- 1305–1370 Piaster
- 1370–1386/1399 Capet-Anjou
- 1386–1572 Jagiellon
Valgmonarkiet
I 1569 indgik man i Lublin den såkaldte aftale om Lubliner Unionen, der betød, at den hidtidige personalunion mellem storfyrstendømmet Lithauen og Kongeriget Polen blev forvandlet til en realunion. Da Jagiellondynastiet allerede i 1572 uddøde, besluttede aristokratiet i de to stater – den såkaldte Szlachta – sig for, at kongen skulle vælges. Denne valgforordning kaldtes Rzeczpospolita, og valgkonger såvel som valgstorfyrster blev valgt på livstid, men ikke som arvedømmer. Kongerne kom fra familierne: Capet-Valois (1573-74), Bathory (1574-86), Wasa (1587-1668), Wisniowiecki (1669-1673), Sobieski (1674-1696), Wettin (1697-1763), Leszczynski (1704-1736) og Poniatowski (1764-1795).
Dobbelstaten eksisterede indtil 1791, hvor den såkaldte Majforfatning ophævede dualiteten mellem den polske krone og storfyrstendømmet Lithauen. De to rigsdele smeltede sammen i enhedsstaten Rzeczpospolita Polen, der forsvandt fra landkortet efter den mislykkede Kosciuszko-opstand, som forårsagede den tredje polske deling, og at Polen ophørte med at eksistere.
Kongrespolen
Das Rzeczpospolita levetid i årene 1791-95 blev kort, betød de tre delinger af Polen-Lithauen, at det tidligere landområde blev delt ud til henholdsvis tsardømmet Rusland, kejserriget Østrig og kongeriget Preussen. Efter Wienerkongressen i 1815 etablerede man det såkaldte Kongrespolen, der formelt set var et uafhængigt konstitutionelt monarki, som indgik i en personalunion med kejserriget Rusland, hvis tsar var konge af Polen. Imidlertid var det stærkt autokratiske tsardømme i Sankt Petersborg ikke indstillet på at lade det polske parlament have magt i eget område. I Kongrespolen demonstrerede man mod det russiske styre i den såkaldte Novemberopstand 1830/31. Opstanden blev nedkæmpet, hvilket førte til, at russerne annullerede den hidtidige ordning og omdannede deres del af Polen til en provins under navnet “Wislaland”, som man administrativt indlemmede i Rusland.
Regentskabskongeriget Polen
Under 1. verdenskrig etablerede Kejserrigerne Tyskland og Østrig et såkaldt regentskabskongerige i Polen. Det skete i forlængelse af, at de havde erobret den russiske del af Polen, og at de frygtede for de panslaviske bevægelser samt ville spille på den antirussiske holdning, der herskede i Polen. Kongeriget ophørte med at eksistere med afslutningen på 1. verdenskrig.
Pingback: Krakow | Historiskerejser.dk