Kurt Vonnegut
Amerikansk forfatter og tidligere soldat, som skrev et af de største kritiske skrifter mod den allierede krigsførsel i Tyskland i form af romanen Slaughterhouse 5 – et korstog mod børn.
Kurt Vonnegut blev født i Indianapolis i Indiana i 1922 ud af en familie af tredjegenerationsindvandrere fra Tyskland. Han meldte sig som mange andre amerikanere til krigstjeneste i Europa. På orlov på Mors Dag i 1944 erfarede han, at hans mor havde begået selvmord. Han blev taget til fange i Ardenneroffensivens Battle of the Bulge i december 1944 og sat i krigsfangelejr i Dresden. Her oplevede han bombardementet af Dresden 13.-14. februar 1945.
Under bombardementet var de amerikanske krigsfanger indespærret i en slagtekælder, der blev kaldt Schlachthof 5. Denne lagde navn til hans senere roman. Krigsfangerne overlevede og blev efterfølgende sat til at bjærge lig og slukke brande, mens civilbefolkningen angreb dem hadefuldt med sten. Vonnegut beskrev, at der var alt for mange lig at bjærge, og at tyskerne sendte soldater med flammekastere ind i kældrene, således at de blev brændt. Vonnegut blev befriet af Den røde Hær i maj 1945.
Efter krigen blev han repræsentant for et kritisk og alternativt syn på samfundet. Hans mest indflydelsesrige bog med den lange titel Slaughterhouse 5 – A Childrens Crusade, A Duty-Dance with Death. En fiktiv amerikansk soldat ved navn Billy Pilgrim (der er en pendant til Vonnegut selv) oplever bombardementet som en massakre på civilbefolkningen, hvilket følger ham resten af livet som en mare. Vonnegut var nært knyttet til den amerikanske venstrefløj og brugte megen tid på at kritisere Nixon og i sine sidste år George W. Bush og dennes engagement i Irak. Han døde i 2007.