Luftbombardementet af Dresden 13.-15. februar 1945
Bombardementet af Dresden 13.-15. februar 1945 er et af historiens mest omtalte luftangreb. Dets voldsomhed og ødelæggelseskraft var enorm, og for byen Dresdens vedkommende er ingen datoer i Dresdens historie vigtigere og mere skelsættende. Angrebet har været omdiskuteret, siden det blev foretaget, og det har givet anledning til at sætte tvivl ved den vestallierede luftkrigsstrategi. I mange år var erindringen om bombardementet præget af politiske hensyn, hvor historikere først langsomt har kunnet indkredse logikken bag det brutale angreb. I dag er der bred enighed blandt historikere om, at angrebet havde militærstrategisk betydning, og at dødstallet ikke har været over 25.000. I den kollektive erindring er der derimod ikke en fuldbyrdet accept af denne viden.
LÆS OM DRESDENS SEVÆRDIGHEDER HER
Dresden og området rundt om byen havde været udsat for luftangreb fra det britiske Royal Air Force og det amerikanske United States Army Air Force siden efteråret 1944. Det er imidlertid de 4 angrebsbølger, der fandt sted i dagene 13.-15. februar, der efterfølgende har tiltrukket sig særlig interesse. Undersøgelser har vist, at der døde mellem 22.700 og 25.000 (dette modgår fremstillinger, der peger på 6-cifrede dødstal). Derudover blev store dele af den historiske midtby ødelagt, ligesom markante dele af den industrielle og militære infrastruktur.
Angrebet forstærkede kritikken af den luftkrig, som de allierede med briterne i spidsen havde ført mod tyske byer siden 1942. Et kernepunkt for kritikken var det britiske Area Bombing Directive. Historikere diskuterer stadig den dag i dag, om disse tæppebombardementer var militærisk nødvendige og nyttige, samt hvorvidt de etisk og juridisk kan kaldes for krigsforbrydelser.
Baggrunde for angrebet
I efteråret og vinteren 1944 rykkede de allierede styrker langsommere frem end planlagt. På trods af, at de tyske tropper var spredt rundt i det store rige, lykkedes det at hindre de allierede i vest i at krydse Rhinen, således som de ellers havde bestræbt sig på med Operation Market Garden. Henimod årets slutning gik de tyske tropper endda i offensiven i form af Ardenneroffensiven. Efter betydelig fremgang for de sovjetiske tropper i forbindelse med Operation Bagration, var fremmarchen mod vest også begyndt at vise sig problematisk. Et af de største problemer var, at tyskerne havde held med at forskanse sig effektivt i de større byer, særlig Breslau og Königsberg fik etableret effektive forskansninger.
Martin Mutschmann, Gauleiter og Rigsstatholder i Sachsen, frydede sig over i julen 1944 igen at se “sit folk i angreb”. I begyndelsen kunne det historiske øjenvidne Viktor Klemperer “ikke se krigsenden for sig”.
På dette tidspunkt gjorde de allierede på begge fronter sig klar til at lade deres landtropper angribe tysk jord. Den tyske fæstning stod overfor det altafgørende slag, der ville betyde alt eller intet for det nationalsocialistiske regime. De vestallierede intensiverede fra starten af februar 1945 deres luftangreb for at gøre klar til en erobring af Ruhrområdet. Siden starten af 1944 havde de vestallierede udnyttet deres luftoverlegenhed til at bombardere talrige forskellige instanser lige fra tyske militæranlæg, trafikale forhold, forvaltningssteder, regeringsindretninger, produktionssteder og mindre tyske byer. Den Røde Hær var i slutningen af januar trængt frem til floden Oder på højde med Berlin, hvor de lige inden havde erobret størsteparten af Schlesien. Først i marts måned kom den Røde Hær til at stå så stærkt, som den gjorde i det senere slag om Berlin. Fra de østlige kampområder flygtede millioner af tyskere, i særdeleshed i retning af det midttyske område. Tyske tropper, der var blevet spredt under den sovjetiske fremrykning, forsøgte at regruppere bag den sovjetiske frontlinje.
Siden sommeren 1944 havde den britiske RAF Bomber Command planlagt et særdeles voldsomt ødelæggelsesslag (Operation Thunderclap) rettet mod den tyske befolkning for at ødelægge dens udholdenhed. I januar 1945 regnede den britiske efterretningstjeneste med, at den tyske hær stadig havde en militær kapacitet, der kunne sende 42 divisioner til kampene på Østfronten. Det gjorde, at RAF og USAAF modificerede deres angrebsplan. Dresden var allerede 2. februar 1945 blevet udpeget til undvigelsesmål i tilfælde af dårligt vejr for et angreb på Berlin. På Jalta-konferencen 4.-11. februar 1945 opfordrede den sovjetiske generaloberst Antonov de vestallierede til at bombe centrale østtyske trafikknudepunkter for at hindre yderligere tyske troppers tilkomst til østfronten, således at den Røde Hær kunne blive aflastet og dermed få lidt luft til sin fremmarch. 7. februar planlagde de allierede luftvåbens generalstabe efter en fælles aftale målene for et sådant bombardement. Den 8. februar udspecificerede den amerikanske general Carl A. Spaatz overfor Moskva en ny målliste for kommende bombeangreb. Den indbefattede en lang række mål i Berlin, Leipzig, Dresden og Chemnitz. Den 12. februar meddelte Spaatz at Dresdens trækbanegård (Friedrichstadt) ville blive angrebet den følgende dag, men i tilfælde af dårligt vejr blive udskudt til 14. februar. Her er der en stor strid historisk om, hvorvidt de vestallierede oplyste omfanget af bombardementet til Sovjetunionen eller ej. Spørgsmålet har været, om Sovjetunionen var velvidende om omfanget, eller om den kan sige sig fri fra dette.
Dresden i krigen
Ved 2. verdenskrigs begyndelse var Dresden Tysklands syvendestørste by med 642.000 indbyggere. Byområdet forblev forskånet for allierede bomber indtil august 1944, da byen lå udenfor de allierede bombeflys rækkevidde. I efteråret 1944 var Dresden sammen med Breslau den eneste større by, der var blevet forskånet for ødelæggelser, og som samtidig havde status af at være trafikalt knudepunkt samt erhvervs- og forvaltningssted i det tyske rige.
Trafikalt var Dresden det tredjestørste jernbaneknudepunkt i det tredje rige. I byen krydsede linjerne mellem Berlin, Prag, Breslau, Warszawa, Leipzig og Nürnberg. Da banegårdene i en større del af området Leipzig-Dresden-Berlin var blevet kraftigt beskadiget, da var der heftig brug af de tre banegårde i Dresden, der stadig stod intakte, nemlig hovedbanegården, Dresden-Neustadt og Dresden-Friedrichstadt. Banegårdene distribuerede de råmaterialer, der kom fra industriområderne i Freital og bjergværksdriften i Erzgebirge samt de mange industriområder i Pirna, Heidenau, Radebeul, Coswig, Bautzen og Görlitz. De store industriforetagender var forbundet via Alberthafen og godsbanegårdene i Leipziger Vorstadt. Dresden var sæde for Rigsbanedirektionen, der organiserede togdriften i såvel Sachsen som det nordvestlige Sudeterland. Derudover havde den tyske rigsbane et udbedringsværksted samt et værksted til udbedring af skinner i Dresden. Grundet de mange ledige jernbanespor opmagasinerede man jernbanevogne fra det øvrige Tyskland her.
I Dresden foregik der endvidere en del transport til og fra fronten i form af tropper og materiel, og derudover blev der også transporteret en del fanger til og fra udryddelseslejrene (i krigens sidste fase evakuerede man fanger fra udryddelseslejre). Grundet de enorme flygtningestrømme østfra fungerede Dresden som gennemgangsstation, da flygtningene ikke havde lov til at forblive i byen, idet flugt principielt set var blevet gjort forbudt af nazisterne.
Industri
Dresdens tæt bebyggede midtby bestod mestendels af historisk byggeri i stilarterne barok, renæssance og Gründerzeitarkitektur. Imidlertid var det ikke usædvanligt, at industriforetagender blev placeret i baggårde, i boligkomplekser og ofte direkte ved siden af de historiske bygninger.
Ifølge en oplysning fra det tyske Industri- og Handelskammer fra 1941 var Dresden en af første industrielle områder i Riget. Fra og med 1944 var hovedandelen af industrien koncentreret omkring rustningsindustrien. Ifølge USAAF var der i februar 1945 minimum 110 fabrikker og virksomheder aktive i Dresden,som var at opfatte som legitime militære mål. 50.000 arbejdere var virksomme i disse foretagender, hvilket eksempelvis også gjaldt del-leverancer til flyfabrikken i Klotzsche i det nordlige Dresden. Byen var et virksomt industrielt område, 44 økonomiske virksomheder indenfor bank og forsikringsvæsen, 29 maskinfabrikker, 13 elektroindustrielle fabrikker, 12 levnedsmiddelindustrier overvejende tobaksindustrier, 6 finmekaniske og optiske industrier, der indtil da havde overlevet krigen problemløst og var blevet omdannet til krigsindustri.
Lokale nævner følgende virksomheder som særligt militært vigtige:
- Kemisk industri i Niedersedlitz
- Optisk industri, i særdeleshed Zeiss Ikon i centrum og Reick
- Stålvalseværket Kelle & Hildebrandt i Grossluga
- Fabrikken for transformatorer og røntgenenheder Koch & Sterzel i Mickten
- Koblingsudstyr og apparatbyggeri hos Brødrene Bassler
- Radioteknik hos Radio-Mende
Sachsenwerk, Avus og MIAG fik leveret maskindele i Leuben. Panserværket MIAG-Mühlenbau befandt sig i den daværende bydel i Zschachwitz-Sporbitz. Fabrikker i Löbtau og i Erzgebirge fremstillede håndgranater. Rustningsfabrikken Universelle Werke J.C. Müller & Co. producerede en stribe af militære brugsgenstande vha. krigsfanger i Südvorstadt. Dresdens industri var begunstiget med krigsfanger fra fangelejre spredt ud over hele byen. Man kender til 10 bilejre fra de to KZ-lejre Flossenbürg og Auschwitz-Birkenau.
Siden slutningen af 1944 var der blevet bragt mere end 5000 lejrfanger til Dresden, herunder cirka 2000 jøder. De blev anbragt i overfyldte Jødehuse og udsat for umenneskelige vilkår under tvangsarbejde hos Osram, Goehle-værket og hos rigsbanen.
Militær
I Februar 1945 var Dresden den eneste intakte garnisonsby tæt på østfronten. I 1877 var det militære kompleks Albertstadt blevet etableret i byens nordlige del. Kasernen omfattede et vidt forgrenet kompleks med forsorgsindretninger, jernbaneopkobling med egen banegård, lagerhaller, ladestationer, hærbageri, metalforarbejdnings- og håndværksvirksomhed som sadelmagere og skræddere. Dertil skal lægges ekcerserplads, kanonskydebane, en kirke samt en officersskole. Derudover blev der lagt mindre kaserner i såvel Mickten som i Johannstadt.
Siden 1921 havde der været rigshærsenheder stationeret i byen. I 1935 anlagde man militærlufthavnen Fliegerhorst 38/III Dresden-Klotzsche (i dag Flughafen Dresden). I 1936 udbyggede Luftwaffe endvidere i området, da man ved Lufthavnen indviede Luftkriegsschule-Klotzsche, Tysklands første skole med fokus på luftkrig bredt ud på 60 bygninger. Fra og med 1940 blev lufthavnen udelukkende brugt i militær henseende. Byen havde flere steder fået integreret en række militære funktioner siden 1933. Luftkommandoen havde en station i Strehlen, og i Nickern i den sydlige del af byen opstod der yderligere et kasernekompleks for Luftwaffe. I 1939 befandt der sig 20.000 mand alene fra 6. arme på kasernerne i Dresden. I løbet af krigen blev mange af tropperne samt deres udstyr sendt til fronten. Eksempelvis blev byens antiluftskyts i december 1944 og januar 1945 transporteret til Schlesien og Ruhr. Imidlertid forblev 252 luftkanoner i området med det primære formål at beskytte de to raffinaderier i Maltheurn i Sudeterlandet og Schwarzheide i Ruhland. Det ved man fra adskillige allierede piloter, der beskrev, at der blev åbnet ild mod dem. Kasernerne blev primært brugt til at uddanne flere nye soldater. Garnisonsbyen var blevet til en lazaret- og forsyningsby. Det gjaldt også de kendte musik- og museumssteder samt knejper og hjuldampere.
Forsvars- og Fæstningssektor
I november 1944 blev der i Dresden, som i de fleste andre tyske byer, indkaldt 10 bataljoner fra det borgerbaserede Volkssturm. Dette skete for at kunne modstå kampen mod det snarlige angreb, man forventede, at byen ville blive udsat for fra sovjetisk panser. Man gik i gang med at bygge skanser, at lære kunsten at sætte panser ud af kraft, lære at samle informationer ind, samt at indsamle samtlige lastbiler i Dresden til kampen. Nogle af disse blev i januar 1945 udkommanderet til fronten. Størstedelen, heraf også Hitlerjugend, blev stationeret på kasernerne i Dresden. Disse hastigt sammenbragte tropper blev også sat ind på militærskoler for at lære soldaterhåndværket, men måtte snart grundet den knappe fødevaresituation i stedet give sig til at bygge forsvarsstillinger, da midlerne måtte gå til hæren, SS og politiet.
Den militære ledelse havde en plan om at gøre Elben til den sidste forsvarslinje mod Den Røde Hær. Denne linje skulle strække sig fra Hamborg og næsten til Prag. De flodnære byer skulle gøres til såkaldte ”fæstningsbyer” og forsvares af tropperne fra Volkssturm. Den i første omgang hemmelige befaling om at gøre området Dresden-Riesa til fæstningsområde gav Generaloberst Heinz Guderian 1. november 1944. Rundt om byen skulle der etableres panserspærring, pansergrave og skyttegrave samt anlægges artillerigrave og graves miner. De civile myndigheder i byen blev underlagt den militære generalstab.
Efter de første luftangreb på østfronten i januar 1945 fik Dresden mange forespørgsler om at overføre tropper til fronten. De fleste af disse forespørgsler blev afvist, hvilket betød, at Dresdens militære beredskab vedblev at være betragteligt indtil afslutningen af krigen. Det gjaldt såvel hærenheder, SS samt krigsmarinen. Polititropperne i byen drog dog af sted i marts 1945.
Luftforsvaret
Siden 1935 var luftforsvaret i hele det tyske rige indstillet og klar til forsvar. Dresden med dens status som Gau-hovedstad gjaldt som ualmindeligt udsat. I 1940 vistes propagandafilmen Feuertaufe (Ilddåb), der omhandlede luftbombardementerne af Warszawa i forbindelse med den tyske erobring. Ifølge SS-efterretninger havde filmen ikke afstedkommet begejstring over den heroiske erobring, men derimod en ”bedrøvet og angst stemning over krigens gru”. I hele det tyske rum havde der siden 1940 været etableret luftbeskyttelsesrum. Disse var kun tilladt for ”ariere”. Jøder måtte finde ophold i de mere begrænsede antal beskyttelsesrum i byen. I 1943 og 44 var Dresdens bombefare under alle omstændigheder kommet tæt på, da Leipzig, der ligger mindre end 100 kilometer borte, blev bombet flere gange. Breve og dagbogsskriverier fra dengang har vist, at Dresden forventede, at byen også kunne rammes, og at angst var noget, man levede med
I slutningen af 1943 begyndte den nye myndighed Dresdner Bauamt für Luftschutz at indrette flugtveje under rækkehuse ved at bryde murene mellem husene ned og anlægge underjordiske opholdsrum. Imidlertid byggede man ikke mange bunkere, da myndighederne med Gaulederen Martin Mutschmann i spidsen prioriterede den militære produktion over den civile. Mutschmann installerede imidlertid en kæmpe bunker under sin egen villa. Dette blev kraftigt kritiseret af Heinrich Himmler. Der var et forbud om, at byens befolkning måtte vokse. Gennemrejsende og flygtninge kunne højst få lov at opholde sig her en nat, før de måtte tage videre. Dette blev nøje overholdt. Fra og med 1944 tog Dresden imod en stribe af evakuerede børn fra det øvrige Tyskland, og som primært blev huset i forstæderne.
Industri og forvaltning forberedte sig også på et angreb i størrelsesordenen, som var blevet andre byer til dels. 13. oktober 1944 havde Gau-leder Martin Mutschmann kun en kommentar til de døde ved det første bombardement 7. oktober 1944:
”…Ingen skal leve i den illusion, at lige præcis hans lille by ikke bliver angrebet (…) der er ingen fredelige øer i Tyskland…”
Dette var den eneste pressemeddelelse efter det første luftangreb på Dresden.
Luftangrebene
Fra efteråret 1944 lød luftalarm og foralarm oftere i Dresden. 24. august 1944 var industriområderne i Freital (Mineralolieraffinaderiet Rhehania-Ossag i Birkigt blevet bombet for første gang samt industriomårderne i Gittersee). Der døde 241 ved angrebet.
7. oktober 1944 angreb 29 B-17 bombere fra 303.bombergruppe Dresden. De afveg fra deres hovedangrebsmål Brüx (tj: Most) grundet dårligt vejr. Med omkring 290 sprængbomber i størrelsen 500 pund, ramte man primært banegården Dresden-Friedrichstadt, samt industriområdet nord for med flodhavnen. 270 mennesker mistede livet ved dette angreb.
16. januar 1945 bombarderede USAAF igen dagen lang banegården Dresden-Friedrichstadt med 279.8 tons bomber og 41.6 tons brandbomber. Derudover ramte man også områderne Cotta, Löbtau og Leutewitz. Angrebet kostede 334 mennesker livet. Efter angrebet svækkedes luftforsvaret yderligere. På militærflyvepladsen i Klotzsche stod der 30 indsatsberedte jagere klar, men stort set uden brændstof. Trods dette faktum blev hovedparten af byens antiluftskyts forlagt til østfronten i den resterende del af januar 1945.
Efter at Luftmarskal Arthur Harris var blevet øverstbefalende for den britiske Bomber Command, skiftedes RAF og USAAF til at foretage henholdsvis natlige og dagslige luftangreb. Harris gav angrebsbefalingen til det efterfølgende massive angreb på Dresden med kodenavnet ”Chevin”. 6 eskadroner fløj 13. februar 1945 klokken 17.30 fra deres base i Sydengland ad to veje ind i Tyskland. Bagved Vestfronten fløj et følgefly ad andre ruter for at forvirre det tyske antiluftskyts.
Første angrebsbølge om aftenen 13. februar 1945
Fastelavnstirsdag, 13. februar 1945 blev luftalarmen udløst i Dresden klokken 21.45. Menneskene skyndte sig at begive sig ned i deres fåtallige beskyttelseskældre ved deres huse og boligblokke.
Angrebet begyndte med en skyfri nattehimmel. Kl. 22.03 faldt de første bomber. Der var tale om Lancaster-bomber af mærket No.83 Squadron, hvis formål var at lyse op for de bomber, der skulle til at falde. To minutter senere kastede britiske Mosquito yderligere sigtelys ned i området ved Stadion am Ostragehege nordvest for byens kerne. Mellem 22.13 og 22.28 faldt de første bomber. 244 britiske Lancasterfly fra afdelingen No. 5 Bomber Group ødelagde det meste af området mellem havneområdet Ostra-Gehege og det meste i en 45 graders vinkel i vestlig retning mod hovedbanegården. Der blev her kastet 529 luftminer og 1800 spræng- og brandbomber med en samlet vægt på 900 tons.
På disse 15 minutter blev ¾ af Dresdens Altstadt sat i brand. Angreb på enkeltbygninger var dog hverken tilsigtet eller muligt. Tæppebombardementet havde generelt til hensigt at ødelægge midtbyen. Flammerne fra midtbyen kunne ses på meget lang afstand. Mange af brandene varede 4 dage efter bombardementet.
Anden angrebsbølge natten mellem 13. og 14. februar 1945
Klokken 1.23 begyndte 2. angrebsbølge bestående af 529 Lancaster Bombefly overvejende fra britisk Royal Air Force, men også fra det canadiske luftforsvar. Disse fly kastede indtil klokken 1.54 i alt 650.000 elektronisk udløste brandbomber med en vægt på 1500 ton. De blev nedkastet over et område fra Löbtau til Blasewitz og fra Neustadt til Zschertnitz. Bomberne fra første angrebsbølge fungerede som sigteskive for 2. angrebsbølge, men ramte også engene ved Elben og Grosser Garten, hvor mange civile var søgt hen efter 1. angrebsbølge. Derudover blev kvindeklinikken Pfotenhauerstrasse, sygehuset i Dresden-Johannstadt og Diakonisseanstalten i Dresden-Neustadt ligeledes massivt ødelagt. De to første bombardementer berørte et område på mere end 15 kvadratkilometer.
Den 2. angrebsbølge ødelagde mange af de installeringer, som brandvæsenet skulle bruge for at slukke brandene. Det gjorde, at mange mindre brande fik lov til at bibringe til en effekt, hvor der blev skabt en orkanagtig ildstorm. Disse ildstorme ødelagde hele gadesystemer. I den ekstreme varme smeltede glas og metal. Det stærke lufttryk hvirvlede genstande og mennesker rundt i luften og ind i ilden. Mange brændte ihjel, andre døde af varmechok og lufttryk, og andre blev kvalt i beskyttelseskældrene. De, der flygtede fra kældrene, var i det fri udsat for bomber og ild.
Dagsangreb 14. og 15. februar 1945
De natlige angreb blev fulgt op af endnu et angreb 14. februar mellem 12.17 og 12.31. Her angreb cirka 320 B-17 bombefly fra USAAF i følgeskab af yderligere 100-200 jægerfly. Ved dette angreb, der foregik fra en skydækket himmel, blev der kastet 1.800 sprængbomber og 136.800 elektroniske brandbomber. Angrebsmålene var igen banegården i Friedrichstadt samt forskellige rustningsindustrier. Igen ramte man bydelene samt et sygehus. Grundet en vejrfront måtte to afdelinger af bombeflyene afvige mod syd, hvor de i stedet bombede Prag, i den tro at det var Dresden. I Neustadt, der ligger 35 kilometer fra Dresden, faldt der 14. februar askeregn.
15. februar klokken 10.15 styrtede den udbrændte Frauenkirche sammen. Mellem klokken 11.51 og 12.01 fulgte endnu et angreb fra USAAF, hvor 211 Boeing B-17 Flying Fortress kastede 460 tons bomber. Grundet dårligt vejr blev det et meget spredt angreb, der foregik hele vejen fra Pirna til Meissen.
Yderligere angreb
2. marts blev Dresden igen bombet, da 455 B-17 bombefly fra USAAF måtte afvige deres hovedmål Hydroværket i Schwarzheide grundet dårligt vejr. Banegården ved Friedrichstadt og Neustadt blev ved denne lejlighed ramt af 853 sprængbomber og 127 brandbomber.
Den 8. bombeflåde i USAAF fløj 17. april 1945 et sidste angreb på Dresdens byområde. Her kastede 572 maskiner 1385 tons sprængbomber og 150 ton brandbomber. Først ved denne lejlighed lykkedes det at sætte Dresdens skinnenet endegyldigt ud af drift.
Konsekvenser
Ifølge vidneudsagn var enkelte mennesker i stand til at bryde igennem kældermure, der gav dem adgang til uhærgede huse og bydele, andre fandt i Altstadt via kældrene ud til engene ved Elben og overlevede på denne vis. Omkring 1000 mennesker overlevede ved at søge ly i Annenkirche i Wilsdruffer Vorstadt. Mange døde imidlertid på deres flugt, da brandgas kvalte dem. Den hyppige dødsårsag ”kvælning” er ydermere en indikator på, at byen havde for få beskyttelsesrum og at de, der var, ofte havde for dårlig udluftning. Familier blev ofte revet fra hinanden i det herskende kaos. Mange af de overlevende blev efterfølgende traumatiseret for livet. Tusinde af mennesker var flygtet under den første angrebsbølge til mindre udsatte steder i omegnen som Mockritz, Leuben, Blasewitz, Pieschen og Löbtau.
Da bomber også ødelagde Gestapo´s centralbygning i Dresden, kunne man ikke gennemføre den sidste deportation af 198 jøder fra byen, der ellers skulle have foregået i dagene 14.-16. februar. Der døde cirka 40 jøder i Dresdens Jødehus grundet bomber, mens andre overlevede bl.a. ved at benytte de egentlige beskyttelseskældre trods et forbud. De måtte dog flygte fra byen, da Gestapo i de efterfølgende dage nidkært søgte dem trods det almene kaos, der herskede i byen. Cirka 70 jøder overlevede altså Holocaust grundet bombardementet, bl.a. forfatteren Henny Brunner, dukkespilleren Josef Skupa og litteraturforskeren Viktor Klemperer, der efterfølgende skrev i sin dagbog:
”70 bærere af Davidsstjernen blev forskånet af denne nat, for dem betød den deres redning, da det almene kaos tillod dem at undslippe Gestapo”
Ansvaret for at organisere oprydningen umiddelbart efter bombardementerne lå hos organet Det Interministerielle udvalg for Luftkrigsskader under ledelse Theodor Ellgering. Ifølge denne organiserede man indsamlingssteder til hjemløse flygtninge, sørgede for deres pleje og for at bjærge de døde sammen. Han lod ødelagte bydele afspærre ved brug af brosten. I de følgende dage blev de døde indsamlet og bragt på lastvogne og håndkærrer, hvorpå de blev bragt til offentlige pladser for at blive identificeret. Af frygt for sygdomme blev 6845 lig brændt på Altmarkt 25. februar og en del flere i krematoriet Tolkewitz. Indtil 30. april blev omkring 10.340 lig begravet, og derudover begravede man en del døde på Johannisfriedhof og på Standortfriedhof, der ikke længere eksisterer.
Offentlige bygninger, der normalt tilhørte NSDAP samt restauranter og skoler, tjente det formål at huse de hjemløse. Alene i de 5 indsamlingssteder i bydelen Plauen var der i marts 1945 registreret 16.000 flygtninge. Myndighederne sendte en del af de hjemløse til genhusning i oplandet.
I byens centrum, Bezirk IV, var der i marts 1945 stadig 4000 indbyggere. Den nordlige del af Striesen (centrumsområde) måtte huse i tusindvis af flygtninge. Trods det, at man åbnede en del næringsdepoter, så var fødevaresituationen meget knap, og selv levnedsmiddelkort havde man ikke råd til at trykke. Først i midten af april 1945 indstillede den Nationalsocialistiske Folkevelfærd forplejningen af de udbombede. Folkekammerater uden egne madlavningsmuligheder blev fra 10. april henvist til de fælles kogefaciliteter. De nazistiske myndigheder var ude af stand til at hjælpe, da mange af de steder, hvorfra man kunne have hjulpet, var brændt ned. Mange myndighedspersoner var ydermere selv døde eller flygtet. Byen var ifølge Mutschmann ”ikke længere i stand til at gennemføre en forvaltning”. Grundet denne personalemangel blev der hentet personale ind fra hele Sachsen.
Konsekvenser for byområdet
Den indre historiske bykerne, der kaldes Altstadt, brændte i store dele helt ud. I denne del af byen var der kun enkelte bevarede huse samt et landskab fyldt med ruiner. Områderne Seevorstadt, Johannstadt og Südvorstadt var endvidere hårdt ramt og bestod også overvejende af et ruinlandskab. De opslugte forstæders gamle bykerner i Mickten, Gruna og Strehlen var blevet omdannet til ruiner. Dertil var også svære beskadigelser i Reick, Friedrichstadt, Plauen, Zschertnitz og Indre Neustadt samt brande i Prohlis. I Gruna, i området mellem Schandauer Strasse og Bodenbacher Strasse, udbrændte 800 huse med 7000 beboeres hjem samt fabrikker og butikker næsten helt ud. I Hechtviertel i Pieschen i det nordlige Dresden forekom kun enkelte brandskader. Det samme var tilfældet i Albertstadt og Niedersedlitz. Det tæt befolkede Aüssere Neustadt undgik stort set ødelæggelser.
Bombeangrebene ødelagde mange kulturmindesmærker fra det senbarokke Elbens Firenze, heriblandt Semperoperaen, Frauenkirche, Residensslottet, Sophienkirche og Zwinger. Byggemyndighederne i DDR ignorerede i store træk det oprindelige arkitektoniske grundrids af byen og lod mange udbrændte bygninger nedrive. Dette gjaldt eksempelvis Sophienkirche, Albert-Theater og Palais der Sekondigenitur. Andre ruiner lod man stå som mindesmærker: Frauenkirche og Kurländer Palais. Denne strategi forstærkede ødelæggelsen af den indre midtby.
Selvom Royal Air Forces natlige angreb ikke havde sigtet direkte efter Dresdens militære produktion, ødelagde det alligevel 70 % af byens industrielle kapacitet og beskadigede forsyningsveje som gas-, vand- og kraftværker. Det følgende dagsangreb fra USAAF var præget af særdeles upræcis bombning grundet dårligt sigte. Inden maj 1945 var 60.000-75.000 ud af Dresdens i alt 220.000 boliger ødelagt. Dertil skal lægges forråd og beklædning. Ydermere var 18.000 boliger svært beskadiget og 81.000 let beskadiget. 30 % af byens butikker var ubrugelige, hvilket også gjaldt 3 indkøbscentre i Altstadt samt markedshallerne på Weisseritzstrasse, Antonsplatz og Neustädter Markthalle, hvor handel med frugt og grønt dengang var koncentreret.
Trafikken på gadeplan var nærmest fuldstændig umulig efter 13. februar. Sporvognenes ledningsnet var 75% ødelagt og skinnerne på gadeplan overdænget med ruiner eller truet af bombekratere. Byen kunne sammentælle i alt 1100 bombekratere. Alle broerne over Elben indenfor byen var beskadiget. Byens centrum, der hidtil havde været kerne om trafikken, var umulig at passere. Arbejdsplader og myndigheder måtte bevæge sig til fods igennem Altstadts ruinlandskab for at komme på arbejde. Jernbanetrafikken kunne amputeret genoptage driften 2 uger efter bombardementerne. Troppetransporterne var endda kun få dage om at genoptage driften, da skinnenettet til fjernstrækningerne forblev uberørt indtil bombardementerne 2. marts 1945.
De fleste produktionssteder måtte indstille produktionen. De var enten ødelagt, deres arbejdere døde, udbombet, eller arbejderne kunne ikke komme frem til fabrikkerne. En konklusionsrapport fra SS den 15. marts 1945 fastslog, at kun 6 produktionssteder i byen kunne fortsætte med uændret styrke. 19. februar genoptog byens kvægslagteri i Ostragehege driften, mens brødfabrikken og storslagteriet i Rosenstrasse i slutningen af marts sporadisk begyndte at virke på ny.
Konsekvenser for de Allierede
Det britiske Area Bombing var i de sidste krigsmåneder stærkt omstridt de vestallierede imellem. Efter bombardementerne i februar 1945 pressede den amerikanske militære ledelse i særdeleshed på overfor briterne for at få dem til at opgive denne taktik. I vid udstrækning dog forgæves, idet at Royal Air Force havde uddannet sit personel i forhold til denne type af bombardement.
28. marts 1945 betragtede Winston Churchill luftkrigen mod tyske byer som værende indstillet og distancerede sig fra disse i et orienterende telegramudkast henvendt til General Ismay og den britiske stabschef (Chief of Staff) samt Luftstabschef (Chief of the Air Staff).
”Tiden synes mig moden til at se anderledes på spørgsmålet vedrørende bombningen af tyske byer udelukkende med det formål for øje at forøge ødelæggelsen, dog stadig i den rette sammenhæng. Hvis ikke vil vi erobre et gennemødelagt land…Ødelæggelsen af Dresden står som en af de alvorligste anker mod den allierede luftkrig. Jeg føler, at vi bør koncentrere os mere om militære installationer tæt på frontlinjen såsom olielagre og kommunikationslinjer, end på rene terroristiske aktioner bestående af massiv ødelæggelse, hvor imponerende de end kan forekomme”
1. April 1945 blev der rundsendt en erklæring, hvor det blev betonet, at fortsatte ødelæggelser af boligkomplekser og lignende var imod de allieredes interesser i efterkrigstiden.
Den foregående dag havde Arthur Harris kommenteret på erklæringen i en skrivelse til Luftministeriet:
”Dresden bestod af en større samling ammunitionsfabrikker, et intakt administrativt centrum samt knudepunkt for transport i det østlige Tyskland. Alt dette er nu destrueret.” (Arthur Harris, 29. marts 1945)
At Harris – i modsætning til andre ledende militærpersoner – efter krigen ikke blev hædret med statslige udmærkelser i Storbritannien forstærker indtrykket af Winston Churchills efterfølgende distancering fra sin oprindelige ”bomber”, og det på trods af at Churchill oprindeligt havde støttet ideen om områdebombning (Area Bombing).
Siden August 1944 havde de allierede kastet mere end 10 millioner krigsflyveblade nedover Dresden. I disse havde de opfordret befolkningen til at overgive sig uden kamp. 23. april 1945 kastede Royal Air Force endnu en stribe flyveblade nedover den sønderlemmede by. Dresden kunne i det mindste se fronten i krigsafslutningen dreje udenom byen.
Konsekvenser for Nationalsocialisternes krigsførelse
Efter angrebene i februar overtog Werner von Gilsa kommandoen over Dresdens befæstning fra Friedrich-Wilhelm Liegmann. Hans stab var at finde i Taschenbergpalais i Altstadt samt i Albertstadt. Han åbnede fødevarelagrene og tillod bombeofre at benytte Luftvåbnets sanitetsenhed i bydelen Nickern. Han opfangede spredte troppeafdelinger og kommanderede dem i beredskab. Lettere sårede og ferierende blev bragt sammen til nye troppeafdelinger.
Det nazistiske regime håbede til det sidste, at Anti-Hitler koalitionen ville bryde sammen, så derfor fik byerne langs Elblinjen befalingen: Skal holdes til sidste mand! 10. april 1945 befalede SS-Gauleiter Martin Mutschmann sågar skoleelever, at de skulle bygge forsvarsstillinger. På de Brühlske Terrasser stillede man forsvarsskytter op. 14. april 1945 udnævnte Mutschmann officielt Dresden som ”Fæstning”, og at byen skulle forsvares med alle midler og til sidste mand.
Da værnemagten i Berlin havde overgivet sig 2. maj 1945, afblæste Gilsa ligeledes forsvaret af Dresden og befalede, at forsvarsstillingerne skulle rømmes. Efterfølgende var der tale om, at spredte grupper forsvarede den ødelagte by indtil den betingelsesløse kapitulation 8. maj 1945. Det var også først på denne sidste krigsdag, at Den Røde Hær trængte ind på byens territorium.
Efterfølgende fremstilling af bombardementet
Propaganda
Det nazistiske ministerium for Folkeoplysning og Propaganda under ledelse af Joseph Goebbels benyttede angrebet til propaganda: 16. februar fremstillede den nazistiske presse angrebet som et længe planlagt massemord samt ødelæggelse af en vestlig kulturhovedstad udført af barbarer, hvilket kunne relativere den tyske krigsskyld og i stedet fremstille tyskerne som ofre. Det tyske udenrigsministerium forfulgte samme linje, da det 19. februar bad sine diplomater om i den udenlandske presse at betone tyske ofre for den angelsaksiske bombekrig.
Rudolf Sparings artikel ”Der Tod von Dresden: Ein Leuchtzeichen des Widerstands” (Dresdens død: Et flammeskrift for modstanden) i det nazistiske magasin Das Reich fra 4. marts 1945 fremstillede angrebet i teatralsk sprog som ”fire køligt beregnede angreb med et rationale af drab og ødelæggelse.
”Til midnat dukkede en anden britisk luftflåde frem på den glorøde himmel over Elbdalen og anrettede et blodbad med sine sprængbomber og maskingeværer for de folk, der var søgt i dækning på Elbens grønne enge, et scenarie, der endda overgår Ilja Ehrenburgs fantasi”
Propagandaen opfordrede kraftigt de overlevende til, at deres eneste mulige valg nu var at yde massiv modstand mod de allierede. Den daglige nød, som de bombeallierede var blevet udsat for, blev ikke omtalt. Denne propagandatilgang skabte en ramme for den såvel individuelle erindring samt for den revisionistiske historiefortolkning af angrebet, der forholdsvis uproblematisk blev overtaget efter krigen.
Under den kolde krig forhindrede politisk og ideologisk tvang igen en tilbundsgående afdækning af bombardementet, såvel som dette også hindrede et sundt sorgbearbejdende arbejde. Eftertidens propaganda i den Sovjetiske Zone undgik at stille skyldsspørgsmål og koncentrerede sig indledningsvis om at distancere sig fra nazisterne og belønnede Dresdens borgere med et aktivt genopbygningsarbejde i byen. Det sovjetiske styre forbød offentligt at skyde skylden på den allierede krigsførsel. Dette blev dog hurtigt til antydninger som eksempelvis Dresdens første overborgmester Walter Weidauer, der ved første mindeseance 13. februar 1946 uden at nævne de vestallierede betonede, at Den Røde Hær ikke havde gennemført militærangreb på civile, og at ødelæggelsen af Dresden var helt igennem uforståelig og unødvendig.
Legender
I mange efterkrigsskildringer af angrebet refererede øjenvidneberetninger om fosforregn og lavtgående flyveres direkte beskydning af flygtninge. Historikere har flere gange efterprøvet tesen og har fastslået, at der er tale om en myte, der delvis er fremkommet grundet fejltolkninger og sindsindtryk på den kaotiske dag samt en massiv omtale af dette i den nazistiske propaganda.
Götz Bergander, der også havde oplevet angrebet, fastslog i 1977, at Royal Air Force havde brugt deres fosfordunke sidste gang under Operation Gomorrha – angrebet på Hamborg i August 1943 og derefter kasseret disse. Joseph Goebbels havde betonet overfor den paniske befolkning, at der ikke igen skulle regne fosfor ned over den tyske befolkning, et optisk bedrag, der nemt kunne laves i den almindelige bomberegn. Bergander antog, at Dresdens befolkning havde sammenblandet lysende ammunition og stavbrandbomber med fosfor. Endvidere har Helmut Schatz slået fast, at fosforgummi var uegnet til den type bombetogt og kun blev brugt til at forstærke allerede eksisterende bomber.
Den nationalsocialistiske propaganda havde siden maj 1944 systematisk hævdet, at de allierede gennemførte dybtfløjne angreb på civile for at kunne retfærdiggøre deres lynchninger af nødlandede allierede piloter. Den førnævnte artikel af Rudolf Sparing fra 4. marts 1945 er typisk blevet kaldt fødslen af legenden om de dybtgående fly over Dresden. I efterkrigstiden har adskillige historikere modgået denne legende: eksempelvis Axel Rodenberger i Der Tod von Dresden, 1951, – Max Seydewitz i Zerstörung und Wiederaufbau Dresdens, 1955 og igen den senere holocaustbenægter David Irving i Der Untergang Dresdens, 1963. Irving nøjedes imidlertid med at moderere legenden, idet han omtolkede rapporter fra USAAF til kun at hævde, at de dybtfløjne angreb blot fandt sted ved dagstid.
Flygtninge i Dresden har øjenvidneskildret enkelte dybtfløjne angreb henholdsvis 14. og 15. februar. Imidlertid var der flere problematiske ting i deres erindringer, idet ingen af disse har kunnet identificere flyenes ydre markeringer. Bl.a. derfor har man ikke vurderet deres betragtninger for historisk pålidelige. Bergander vurderede, at de eneste af disse beretninger, der kunne siges at have et vist pålydende, måtte have fundet sted 14. februar om dagen. Imidlertid er dette hverken skrevet ind i politi- endsige værnemagtsrapporter, der ellers nidkært førte ethvert angreb til protokols. Der blev kun noteret dybtgående fly som følgefly til amerikanske bombere på bombetogtet mod Prag langt væk fra Dresden. Disse var sat ind i en luftkamp mellem amerikanske og tyske jægerfly over Dresden 14. februar.
I 2007 konkluderede Sven Felix Kollerhoff, at øjenvidnerne havde sammenblandet deres erindring med andre oplevelser.
Helmut Schnatz konkluderede i år 2000, at dybfløjne angreb under det første angreb 13. februar, simpelthen havde været en umulighed, da det ikke kunne lade sig gøre at bevæge sig i jordhøjde, og at det ville have forstyrret bombeflyene, og at der derfor ville have været fly, som ville være blevet ramt. Ved det følgende dagsangreb kunne de dybtgående fly teoretisk set bedre have udført sådanne angreb. Imidlertid blev dette også afvist grundet den begrænsede brændstofration, et angreb så langt bag fjendens linjer krævede, og dette i sammenhæng med det tætte skydække, der gjorde det svært at orientere sig. Derudover efterprøvede han befalingsrækken hos såvel USAAF og RAF, hvor dybtfløjne fly kun skulle blande sig i tilfælde af særlige ordrer, men der kunne ikke findes sådanne ordrer i militæret, i pilotudsagn eller hos de nationalsocialistiske myndigheder. 8. Amerikanske US Air Force blev direkte beordret at holde sig uden for luftrummet over Dresden. RAF gav ordre til de amerikanske Mustangs om at beskyde på gadeplan, men det drejede sig om tilbageflyvningen mod det britiske og ikke om centrum i Dresden. Mange borgere i Dresden demonstrerede højlydt mod Helmut Schnatz´ konklusioner og ødelagde hans bog Tiefflieger über Dresden: Legenden und Wirklichkeit i offentligheden.
Schnatz sad med i den store historikerkommission, der i årene 2004-09 lavede en tilbundsgående undersøgelse af angrebet. I 2005 efterprøvede man 103 forskellige steder, som øjenvidner havde refereret til, hvor dybtfløjne angreb skulle have fundet sted. Det var dog kun 6 af disse steder, der lå fri til at blive undersøgt med metaldetektorer, og her var der imidlertid ingen patronhylstre eller rester af kugler at finde. Efter denne undersøgelse har man i vid udstrækning opgivet teorien om, at der skulle have forekommet dybtfløjne angreb over Dresden.
Fortællemæssige dramatiseringer
Frem til i dag har luftangrebet på Dresden været behandlet i øjenvidneberetninger, dokumentarudsendelser, romaner og spillefilm. Kurt Vonnegut, der oplevede bombardementet som amerikansk krigsfange i Dresden, skrev herom i romanen Slaughterhouse 5, der var opkaldt efter slagtehuset Städtischen Vieh- und Schlachthof i Ostragehege. Romanen er en beskrivelse, der videregiver det menneskelige inferno, som blev oplevet på gadeplan. Den britiske krigsreporter Alexander McKee offentliggjorde en øjenvidneskildring med den tyske undertitel Det tyske Hiroshima. Axel Rodenberger genudgav sin oprindelige bog fra 1951 med en fornyet kommentar.
Matthias Neutzner pointerede, at der så ofte er blevet talt om en pludselig, uventet, meningsløs ødelæggelse af et uskyldigt Dresden kort før krigens afslutning. Denne fremstilling har forvandlet sig til en kollektiv erindring, hvor historievidenskaben ofte har trange kår imod emotionelle argumenter. I det engelske sprog blev like Dresden (ligesom Dresden) en fast vending, der betegnede en altfortærende brand eller kulturødelæggende seancer. Imidlertid var den prægtige residensby, der også dengang var kendt vidt og bredt, tillige et vigtigt krigsmål og ikke alene Den uskyldige Kulturskønhed.
Forskning i offertal
De nazistiske myndigheder hemmeligholdt oplysninger om bjærgede dødstal, således at de kunne overdrive antallet overfor den udenlandske presse. 6-cifrede dødstal var allerede dengang i omløb, hvilket er tal der stadig gentages af højreekstreme og historierevisionistiske kredse.
Den svenske avis Svenska Morgonbladet bragte et tal 17. februar, hvor man formodede ”100.000 døde”, hvilket 27. februar 1945 blev refereret til nærmere at være ”200.000 døde”. I 1948 nævnte International Røde Kors et dødstal på over 275.000 i Dresden og omegn. Tallet byggede på nazistiske myndigheders papirer, der ikke var blevet kritisk læst. Røde Kors udsendingene på stedet havde kun besøgt krigsfangelejren uden for byen og ikke modtaget papirer på dødsofre. Axel Rodenberger skrev i 1951 om, at en unavngiven person ansat i Propagandastyrelsen havde meldt et dødstal mellem 350.000 og 400.000 tilbage til Berlin. F.J.P. Veale skrev i 1954 i bogen Der Barbarei entgegen (mod Barbariet) om et offertal mellem 300.000 og 500.000. David Irving vurderede i 1963 i sin bog Der Untergangs Dresdens dødstallet til at være cirka 250.000, hvilket han i et senere oplag modererede til at være 135.000. Det sidste tal byggede på en oplysning, han angiveligt personligt skulle have fået af Hans Voigt i 1961. Denne var leder af den central i Dresden, der tog sig af beviser for bortkomne personer i 1945. Hans Dollinger skrev i 1973 om dødstal på 250.000 og Rolf Hochhuth i 1974 om dødstal på 202.000. Begge henviste direkte til Irving. I 1975 markerede man i vesttyske aviser 30-året for bombardementerne, og her henviste aviserne Süddeutsche Zeitung til 135.000 og Die Welt til mellem 250.000 og op til 400.000 dræbte. Den tidligere generalstabsofficer Eberhard Matthes fra Dresden offentliggjorde et værk i 1992. Heri hævdede han, at alle Dresdens myndigheder 30. april havde fået en direkte ”førerbefaling” i en telefonsamtale om, at dødsantallet skulle konkluderes til 35.000 identificerede lig, 50.000 identificerbare personer og derudover 168.000 ukendelige lig. i alt 253.000 døde. Daværende værnemagtssoldater eller ansatte melder, at de aldrig har hørt om en sådan ordre. Endvidere synes det tvivlsomt, om Adolf Hitler på dagen for sin død ville have beskæftiget sig med en sådan befaling. I 2005 henviste Wolfgang Schaarschmidt til Hans Voigts dødstal.
Interne dokumenter imellem forskellige nazistiske myndigheder kan være med til at stille dødsantallet i tvivl. Avisen Das Reich brugte vendingen, at man under bjærgningsarbejdet havde fundet Titusindsvis af lig, ikke hundredetusindvis. 6. marts 1945 talte Joseph Goebbels på en konference i Görlitz om 40.000 dræbte, hvoraf Hitler ville skyde lige så mange allierede piloter i hævn. En konklusion hos Ordenspolitiet i Berlin fra 22.marts 1945 skrev følgende:
18.375 døde, 2.212 svært sårede og 13.718 lettere sårede
Af de døde var 50 % identificerbare; det samlede antal døde var medtaget udlændinge ”Vurderet til 25.000 i alt”. Et afsløret stykke papir fra samme dag kaldt Tagesbefehl 47 beretter om 20.204 bjærgede og vurderede, at antallet formodedes at stige til 25.000. Dette dokument blev afsløret i 1966 fra Forbundsarkivet i Koblenz, hvilket gav anledning til, at forskning kunne afsløre, at alle andre tal var blevet forfalsket ved at stille et 0-tal bagved. David Irving, der havde bygget sine tal på de forfalskede papirer, indrømmede at have taget fejl i et læserbrev i den britiske avis Times 7. juli 1966. En anden administrativ besked fra 3. maj 1945 skrev om, at der på dette tidspunkt var blevet bjærget 22.096 lig, og at man frem til 1966 i forbindelse med byggearbejde yderligere bjærgede 1.858 lig.
Historikere havde imidlertid stadig problemer med præcist at sætte dødstallet ved luftangrebene, idet der var en stribe andre tal, man ikke havde tilpas indsigt i:
- Hvor mange indbyggere havde Dresden i 1945, og hvor stor var befolkningstætheden i de hårdest ramte områder?
- Hvor mange af Dresdens borgere befandt sig udenfor byenpå grund af, at de var ved fronten, indsat som KZ-fanger eller flygtninge udenfor byen grundet hungersnød, frygt for flyangreb eller boligmangel?
- Hvor mange flygtninge fra frontområderne i Øst opholdt sig i det centrale Dresden?
- Hvor mange mennesker blev dræbt ved angrebet eller ved andre krigsrelaterede årsager?
- Hvor mange dræbte, der ikke var blevet fundet, begravet for evigt eller brændt fuldstændigt?
Forskningen i 1970´erne slog fast, at indbyggertallet i Dresden maksimalt kunne have været 700.000, og at byen højest kunne have huset 200.000 flygtninge, hvoraf maksimalt 85.000 kunne have været huset i midtbyen. Dertil skal lægges, at der siden 1944 havde været ført effektive kampagner for at sende børnene i bombely på landet, og at der eksisterede et effektivt forbud for tilstrømmende flygtninge mod at overnatte i midtbyen af Dresden. På denne basis konkluderede de fleste historikere frem til 1993-95, at dødstallet maksimalt kunne ligge på 35.000-40.000.
I 1993 erfarede Dresdens Byarkiv fra begravelsesmyndighederne i byen, at cirka 25.000 var blevet begravet her frem mod datoen 17. april 1945. Disse stammede fra angrebene i februar. Dresdens stadsarkivar Friedrich Reichert modsagde i 1994 den typiske formodning, at mange af de dræbte var uigenkendelige og konkluderede, at et dødstal på cirka 25.000 måtte være det mest realistiske at gå ud fra.
I november 2004 danneded Dresdens overborgmester Ingolf Rossberg en historikerkommission under ledelse af Rolf-Dieter Müller. Den skulle forsøge at finde frem til et endegyldigt dødstal ved angrebet for at kunne imødegå historieforfalskning. Kommissionen arbejdede udover de mange nævnte tidligere bidrag også med hidtil ukendt materiale, med arkæologisk materiale og med indsendte øjenvidneberetninger fra borgere. 17. marts 2010 afslørede kommissionen sin konklusion i en rapport efter 5½ års arbejde. Nye kilder var bl.a. begravelsesmyndigheder, byggekommissioner, fødevaremyndigheder, krigsskademyndigheder samt myndighederne for bygningsnedrivninger. Mange af disse kilder har kunnet indkredse indbyggertallet ved angrebets start væsentligt mere præcist. Udgravninger i det centrale Dresden i 1993 fastlagde, at stort set alle krigsødelagte kældre var blevet rømmet efter angrebet og derfor ikke gemte enorme mængder af lig. En femtedel af kældrene havde rødglødende sandsten, som var et tegn på, at de var blevet udsat for de temperaturer, hvor de var påvirkede af ildstormen. Man fandt 14 lig, der må formodes at have været døde grundet ildstorm. Bortkomne døde tyskere i 1945 kan kun udgøre en meget lille brøkdel af dræbte i Dresden. Elektroniske datasammentællinger af bjærgede døde, kirkegårdspapirer og dødserklæringer har givet et klarere billede af antallet af døde. Der kan man så sammenligne disse papirer med hinanden for at adskille bjærgede af døde fra antallet af døde generelt.
Ved hjælp af denne metode fremkom kommissionen i november 2009 med et dødstal fra bombardementerne på minimum 18.700 og maksimalt 25.000. Højere dødstal har man ikke fundet belæg for i andre dokumenter. I 2010 fandt man et dokument med 20.100 navne og 2.600 ukendte døde. Det fik kommissionen til at korrigere sit antal af minimumsdøde fra 18.700 til 22.700, men i øvrigt til at fastholde antallet af maksimalt omkomne.
Militære, etiske og retslige bedømmelser
Luftangrebet på Dresden fremhæves ofte som et paradespil for en forfejlet allieret luftkrigsførsel, der primært gik udover civilbefolkningen og ikke havde nogen særlig militærstrategisk betydning. Det har ofte været betvivlet, om angrebet havde til hensigt at ramme Dresdens militære installationer. I disse fremstillinger fremhæves det, at Dresden primært blev ødelagt i den kulturelle midtby, mens at lufthavnen og de store kaserneområder i byens nordlige områder blev ramt i betragtelig mindre grad. Derudover anføres det, at Dresden grundet sit manglende antiluftskyts var militærstrategisk betydningsløs.
Som modsvar til dette kan nævnes, at præcisionsbombning ikke var mulig, da målradar ikke var en del af bombemaskinerne dengang. Det betød, at man var stærkt vejrafhængig. Den ringe grad af præcisionsbombning var allerede i 1943 en af de væsentligste grunde til, at de allierede var gået over til bombardementer af hele områder. Andre steder havde de allierede benyttet sig af målradar på vestfronten, hvilket var kommet landtropperne til gode i deres fremrykning. Siden januar 1943 havde RAF og USAAF haft adgang til H2S-radaren.
Den allierede luftkrigsstrategi var fra starten omstridt i Storbritannien såvel etisk som retsligt. Imidlertid blev den sjældent diskuteret offentligt efter luftslaget om England i 1940. Her var adskillige byer i Storbritannien blev heftigt bombarderet. I februar 1943 rettede den anglikanske biskop George Bell et alvorligt angreb på den britiske luftkrigsstrategi, da den både var imod folkeretten, underminerede det etiske grundlag for den vestlige civilisation samt truede med at umuliggøre en fremtidig forsoning det tyske og britiske folk imellem. Derudover var også en del repræsentanter fra Labour imod det britiske direktiv om Area Bombing.
Landkrigsordningen fra Haag i 1907 var underskrevet af såvel Storbritannien som Tyskland. Den forbød angreb på civile mål, hvilket også omfattede bymæssige angreb. Artikel 25 i denne ordning fremhævede ”Det er forbudt at angribe: forsvarsløse byer, landsbyer, beboelsesområder med våben, hvor de er forsvarsløse”. I 1922/23 udvidede man denne landkrigsordning med tillægsparagraffer til også at omfatte luftkrig. En ny artikel (22) sagde om luftkrig: Luftbombardement, der terroriserer civilbefolkningen og ødelægger privatejendom og boliger af ikke militærisk karakter, er forbudt. Dette udkast blev dog ikke ratificeret i en folkeretslig traktat. Diskussionen om luftkrigsreglerne efter 1923 fik dog status af en ”norm-tænkning” om luftkrig: Det var internationalt anerkendt, at man ikke foretog terrorangreb på civilbefolkningen. Denne norm var også USA og Storbritannien en del af, da de hævdede, at angrebet på Dresden ikke var et terrorangreb på civilbefolkningen. RAF og USAAF betegnede Dresden som materiale og som et oplagt militært mål.
Nutidige historikere har stillet spørgsmål ved, om den såkaldte Moral Bombing, hvor massive bombardementer efterfølges af utallige flyveblade med opfordringer til at overgive sig, har virket for eller imod hensigten. Et andet spørgsmål, der her stilles, er, om briterne i den sidste fase af krigen overhovedet forfulgte krigsrationelle mål i deres bombning.
Gerd R. Ueberschär beskrev i 2001 bombardementet af Dresden som et brud med hidtidig folkeret. Der var ingen kampe rundt om byen, og det havde heller ikke ført til en hurtigere afslutning på krigen. Dermed afgrænsede han sig fra de historierevisionistiske fortolkninger. Jörg Friedrich beskrev i 2002 bombardementerne af de tyske byer i sidste krigsmåneder som militært set betydningsløse, men som ren masseødelæggelse. Hans bog fandt stor tilslutning hos højreorienterede partier som Die Neuen Rechten, og mødte kritik hos mange historiske fagfæller. Frederick Taylor beskrev i 2004 på ny Dresdens centrale placering i den tyske militærindustri, de tyske planer på Østfronten, hvoraf Dresdens infrastruktur var af afgørende betydning, samt de samtaler, der blev ført de allierede imellem på Jalta. Han fastslog endvidere, at det var Tyskland, der havde åbnet luftkrigen på den hensynsløse facon med bombardementerne af Rotterdam og af London, således at briterne havde haft svært ved ikke at gengælde tilsvarende. Imidlertid modgik han dog civile luftbombardementer som et effektivt og anbefalelsesværdigt våben, men undlod at anklage briterne for krigsforbrydelser.
Etikeren Thomas A. Cavanaugh beskrev i 2006 luftangrebene ud fra et etisk princip om dobbeltvirkning. Her konkluderede han dem som illegitime terrorbombardementer, idet effekten af angrebene kun fremkaldte døde og ingen andre sideeffekter. Den britiske filosof A.C. Grayling omtaler generelt set Area Bombing som en krigsforbrydelse etisk såvel som retsligt. Historierevisionister var hurtige til at misbruge hans person til at fordømme den britiske krigsførsel i det tyske, hvortil Grayling kommenterede: ”På trods af kritikken mod den britiske krigsførsel, så er det intet imod den forbrydelse, som Holocaust var”.
Om det i 1945 var muligt at forfølge de skyldige for luftkrigen, er tvivlsomt, idet der manglede bindende juridiske aftaler om det ulovlige. I 1977 blev områdebombardementer gjort ulovlige i en ratificeret udgave af Geneve-konventionen, som såvel Storbritannien og Tyskland underskrev. Juridisk kan man dog ikke dømme med tilbagevirkende kraft.
Mindedage
Kirkelige mindehøjtideligheder
13. februar 1946 omkring klokken 22.00 på den første årsdag klatrede 2 skoledrenge op i tårnet på Kreuzkirche og ringede med to medbragte klokker for at markere den første årsdag for bombardementerne. Siden dette har samtlige Dresdens kirkeklokker lydt den 13. ebruar klokken 21.45 – tidspunktet for luftalarmen. På 50. årsdagen i 1995 blev der iværksat en klokkesymfoni af alle Dresdens klokker. Kantoren i Kreuzkirche, Rudolf Mauersberger, sammensatte i 1947 melodien Dresdner Requiem til minde om den ødelagte by.
Umiddelbart efter krigsafslutningen i 1945 havde medlemmer fra den anglikanske kirke i Coventry, Skt. Michaels Cathedral, der var blevet ødelagt af tyske bombetogter i 1940, taget kontakt til kirkesamfund i Dresden. I 1956 begyndte et partnerskab mellem de to byer. I 2002 mødtes repræsentanter fra de to byer i Dresden under mottoet ”byg bro – udlev forsoning” for at modgå krigens had og ødelæggelse.
Mødet fandt sted på Frauenkirches område, der siden 1994 havde været under genopbygning. Den har siden 2005 stået fuldstændigt genopbygget med midler givet primært fra tyske og britiske foreninger. Siden 2005 har den været midtpunktet for forsoningsarbejdet i byen. Sømkorset fra Coventry, der består af middelalderlige tømrerkors fra kirken her, har siden denne kirke blev bombarderet i november 194, været symbol på et internationalt fællesskab, som har været ramt af krigsødelæggelser, og som har 160 medlemmer, heraf de 52 i Tyskland. Frauenkirche er det medlem, der senest er blevet optaget.
DDR
Siden grundlæggelsen af DDR i 1949 blev de døde årligt mindet i såvel Dresden som i resten af DDR den 13. februar. I takt med de ændrede politiske forhold i efterkrigstidens Dresden trådte skyldsspørgsmålet rettet mod tyskerne selv i baggrunden. Luftangrebene blev nu fremstillet som militært virknings- og betydningsløse og mest af alt som et barbarisk kulturfjendtligt angreb udført af de vestallierede. Denne udlægning var Dresdens daværende overborgmester fra SED Walter Weidauer en fremme repræsentant for. Han gentog, at de vestallierede alene bar skylden for den forbryderiske ødelæggelse af Dresden, og i øvrigt beskyldte han de vestallierede for en i dag modbevist tese, nemlig at de ville efterlade et ødelagt Østtyskland, som Sovjetunionen så måtte genopbygge. Den socialistiske propaganda overtog direkte udtryk fra den nazistiske propaganda, hvor man talte om Den luftbårne angloamerikanske stjerne, der bevidst havde ødelagt Dresden for ikke at overlade byen på sovjetiske hænder. Lothar Bol, der i 1953 sad i parlamentet for NDPD, brugte ødelæggelsen af Dresden som belæg for ”Det tætte parløb, der var mellem den amerikanske forsvarsindustris milliardærer og Nationalsocialismen, deres fælles barbariske tanker såvel som handlinger. Ruinerne i vores byer samt ligene under dem takker vi Amerika og Storbritannien for…”
Denne tænkemåde blev yderligere understøttet af den tidligere saksiske ministerpræsident Max Seydewitz i sin bog om Dresden fra 1955: Die unbesiegte Stadt. Heri hævdes det, at de to tysk-amerikanske ejere af Villa San Remo i Dresden, Charles og John H. Noble, havde medbragt en sender for det amerikanske luftvåben, der blev brugt som pejlemærke for piloterne under angrebet.
Kirkelige fredsgrupperinger påbegyndte uafhængige fredsseancer i DDR. 13. februar 1982 protesteredes der i Dresden mod den tiltagende militarisering i DDR, først med flyveblade og siden med en forsamling ved ruinerne af Frauenkirche. Dette førte til stiltiende forsamlinger årligt 13. februar op igennem 1980´erne. DDR-styret prøvede forgæves at forhindre dette ved at chikanere forsamlingen.
40. årsdagen for luftbombardementet i 1985 markerede man ved for første gang at holde taler i den indre by. Frauenkirche vedblev at være ramme om den samfundsmæssige kritik. Såvel den statslige som den regimekritiske markering relativerede ikke den tyske krigsskyld og omtalte angrebet som nødvendigt om end sørgeligt. Først siden Murens fald i 1989 har byens øvrighedspersoner for alvor markeret stærkere holdninger til årsagerne til luftangrebet.
Højreekstreme
13. februar 1990 anklagede David Irving de allierede for folkemord i forbindelse med bombardementerne af Dresden i 1945. Det gjorde han foran en forsamling på godt og vel 500 højreekstreme personer. Dermed var de første neonazister i DDR kommet til.
Fra 1998 og frem har årsdagen været brugt af højreorienterede grupperinger til at fremme andre budskaber. De årlige demonstrationer er vokset betragteligt i antal siden og står som en af de største forsamlinger af højreradikale grupperinger i hele Tyskland. Moddemonstrationerne er ligeledes voldsomme i antal, 13.000 i 2012. Det primære indhold er at få vendt gerningsmand-offer problematikken rundt, da budskabet er, at tyskerne var ofre. Dette ses igennem begreber som Bombe-Holocaust, der bærer en ulogisk dobbelthed i sig, fordi disse grupper normalt ikke anerkender Holocausts eksistens.
Byen
Dresdens byråd, foreninger, kirker, partier, fagforeninger, forbund og partnerskabsbyer udråbte på årsdagen i 2014 til en fælles betænkning for alle ofre for krig og voldsherredømme. De betonede endvidere, at den tyske krigsskyld ikke kunne relativeres, og at den eneste farbare vej frem var fortsat forsoning. Alle Dresdens borgere var inviteret til at deltage. Ved festligholdelsen i 2005 var en stribe andre byer, der var blevet ofre for bombeangreb, nævnt. Dette gjaldt Coventry, Guernica, Warszawa, Leningrad (Skt. Petersborg) og Rotterdam.
Dresdens byforvaltning har i mange år haft et forsamlingsforbud gældende 13. februar for at forhindre højreekstreme og venstreekstreme grupperinger i at skabe ballade i deres slåskampe i byen. I 2010 blev Dresden by anklaget for denne praksis, og i 2011 gav retten tilsagn om, at forbudet er delvist forfatningsstridigt.
Historiske Rejsers’ Rejseråd om at opleve Dresdens bombardement
Et ophold i Dresden er hyllet ind i bombardementerne. Du spørger konstant, om denne bygning blev ødelagt, hvornår den blev genopbygget, og af hvem den blev genopbygget. Så bombardementet er med dig overalt i byen. Hvis man skal omtale nogle særlige museer, hvor du oplever bombardementerne stærkere, så kan man selvfølgelig nævne Dresdens Byhistoriske Museum (www.museen-dresden.de). Det ligger tæt på Frauenkirche i Wilsdruffer Strasse 2. Gå direkte til udstillingen om bombardementerne, idet museet også byder på meget andet. En anden anbefaling er at besøge det Tyske Militærhistoriske Museum (www.mhmbw.de), som ligger i den nordlige del af byen og har meget fokus på Tyskland under 2. verdenskrig. Derudover har Daniel Libeskind tilføjet spidsen på en jetjager, der markerer udsynet fra piloterne udover Dresden by 13. februar 1945. Endelig er Frauenkirche et besøg værd for at sætte fokus på genopbygningen, der særligt i Altstadt dominerer alting i disse år.
Se de næste gange Historiske Rejser skal til Dresden
- Jubilæumsrejse: Murens Fald i det Gamle DDR 3..-10.november 2019
- Elbens Firenze – Rejse til Dresden 8.-12.september 2019
