Magerøya
Er en norsk ø, der ligger 6 kilometer fra fastlandet i Nordatlanten. Øen er først og fremmest kendt for en af dens nordlige spidser, nemlig Nordkap. På norsk kaldes den også “Den Golde Ø”. Øen er 35,4 kilometer fra nord til syd og 28,7 kilometer i bredden. Den dækker et areal på 436,4 km2. Den ligger mere præcist i Barentshavet, og øens østbred afslutter Porsangerfjordens vestlige side, hvor Porsangerhalvøen er fjordens østside.

Magerøya med sine krogede former. Læg mærke til, at Nordkap ikke er det nordligste punkt. Foto fra wikipedia
Øens nordligste punkt er pudsigt nok ikke Nordkap-plateauet med Nordkapklippen, men derimod den noget mindre dramatiske Knivskjellodden.

Den berømte globus på Nordkap-plateauet ovenover Nordkap-klippen. Foto: Anders Bager Eriksen
Hovedbyen er Honningsvåg med 2.367 indbyggere (2009), der ligger på sydkysten af øen. Andre byer på øen er: Kamøyvær (70 indbyggere), Skarsvåg (60 indbyggere), Nordvågen (415 indbyggere) samt Gjesvær (130 indbyggere). Dertil kommer spredt bebyggelse i landskabet. Øen har knap 3.100 indbyggere i alt. I 2004 var antallet omkring 4.000 og i 1960 omkring 5.300. Havet rundt om øen forbliver isfrit hele året, hvilket gør, at Honningsvåg kan have været et stop på den tidligere livsgivende Hurtigruten, som i dag er en vigtig turistrute.
Det højeste punkt, Gråkallfjellet med 417 m.oh. finder man, såfremt man krydser midtvejs over øen i retning af Nordkap. De tre hovederhverv på øen er fiskeindustri og turisme, der er meget betydelig, men har en meget kortvarig sæson – samt tjenesteydelser.
Arkæologer har fundet spor af menneskelig bebyggelse mere end 10.000 år tilbage, hvilket skyldes, at området ligger nordligere end den istidskappe, som vi kender i Danmark.

Rensdyr på Magerøya. Foto: Anders Bager Eriksen
I det 16. århundrede befandt der sig hele 9 fiskerlandsbyer med 6 kirker i alt. Befolkningen levede dengang af fiskeri og salg af tørfisk til købmændene i Bergen. I det 17. århundrede sank priserne som konsekvens af, at efterspørgslen faldt, da Reformationen havde medført, at man afskaffede fastedagene i store dele af Nordeuropa. Dette betød, at indbyggertallet sank alvorligt på øen. I slutningen af det 17. århundrede opstod ideen om at bygge en planlagt by for at modvirke afvandringen. Ideen blev ikke omsat til virkelighed.
I 1929 blev øen sat under den norske naturbeskyttelseslov.
Øen er generelt præget af et goldt landskab med enkelte birketræer, men ellers uden træer og et kuperet barskt landskab. I den korte sommer spirer mere end 400 forskellige planter på øen: dækfrøede planter, lav (en slags mos), mos og græs. En af disse planter, rensdyrsplanten (cladonia Rangiferina), udgør den hovedsagelige næring for rensdyrene, der græsser på øen i løbet af den korte sommerperiode. Rensdyrene ejes af samer fra Karasjok på fastlandet, som ligger på grænsen mellem Norge og Finland. Det norske militær bringer i foråret rensdyrene til øen med lastbiler. I efteråret er rensdyrene så velnærede og så stærke, at de uden problemer svømmer den korteste strækning på 1,8 kilometer til fastlandet.
I 1999 blev øen forbundet med fastlandet, da Nordkaptunnelen stod færdig (bygget 1993-99). Den er 6.875 meter lang og er på sit laveste punkt 212 meter under Magerøysund. Den hører til blandt de dybeste og stejleste tunneler i verden – lejlighedsvis er der stigninger/fald på mere end 9%. Den er del af Europavej E 69. Siden 30. juni 2012 har tunnelen været afgiftsfri. Den norske stat holdt ord. Da tunnelen havde betalt sig selv, ville man ophæve afgiften.