Neues Palais (Potsdam)

Neues Palais er et slot i den vestlige del af Park Sanssouci i Potsdam. Slottet blev bygget efter 7-årskrigen (1756-63) af Frederik den Store og stod færdigt i 1769. Det er det sidste store barokke slotsbyggeri i Preussen. Frederik havde ikke planlagt slottet som kongelig residens, men mere som et gæsteslot for besøgende ved hoffet. Kejser Wilhelm II. gjorde slottet til sin sommerresidens i perioden 1888-1918.

Slottet er i dag et museum og forvaltes af Stiftung Preussischer Schlösser und Gärten Berlin-Brandenburg. I Communs – de tidligere erhvervsboliger – er der fakulteter og dele af forvaltningen for Universität Potsdam.

Neues Palais set fra Park Sanssouci. Foto fra wikipedia

Slottets funktion

Frederik havde allerede før Syvårskrigen bestemt sig for, hvor Neues Palais skulle ligge og udfærdiget skitser til dets udseende. Han afveg fra den Friderizianske rokoko, som han ellers foretrak og ønskede sig en bygning i palladiansk stil. Hans forbilleder var Castle Howard i England og Trippenhuis på Kloveniersburgwal nr. 29 i Amsterdam. Kort før krigens udbrud havde Frederik i 1756 fået færdiggjort Haus am Kanal 41 i Potsdam, hvor byggestilen med tegl og natursten havde været forsøgt, da Frederik under et besøg i Holland i 1755 havde ladet sig inspirere deraf.

Det prægtige og bekostelige byggeri af Neues Palais kunne Preussen først tage fat på i 1763, da 7-årskrigen var ovre med et for Preussen lykkeligt resultat. Slottet skulle ikke kun udfylde praktiske opgaver for Frederik den Store, men i langt højere grad forkynde Preussens rolle som værende del af Europas stærke magter. Frederik brugte udtrykket “Fanfaronade” – praleri om byggeriet. Slottets optiske funktion sås først og fremmest i skulpturudsmykningen. De ikonografiske funktioner af slottet så man først og fremmest i den midterste Risalit ud mod havesiden, hvor bygherren havde afsluttet figurrækken med en sejrende feltherre. Frederik tolkede sig selv i samfundet således: “Nec soli cedit” (selv solen viger jeg ikke for) – en indskrift på den midterste Risalit.

På Frederik den Stores tid tjente Neues Palais som det overdådige gæstesommerhus, hvor man afholdt store fester, hvilket man ser i byggeriet i form af de tre figurer (Grazier) i hovedkuplen: Aglaia (den lysende), Eufrosyne (den letmodige) og Thalia (den feststemte). I perioden mellem april og oktober besøgte en lang række personer festerne på slottet. Det var først og fremmest Frederik den Stores søskende og deres familier, samt adels- og kongeslægter fra det øvrige Tyskland samt Europa og endelig medlemmer af det berlinske hof. Festerne på slottet var en form for demonstration for offentligheden i den pragt, som dynastiet Hohenzollern var i stand til at stille an med. Festerne tjente som magtpolitisk demonstration.

De fyrstelige gæster havde 200 rum til deres rådighed og dertil 4 festsale og et rokokoteater. Når Frederik lejlighedsvis opholdt sig på slottet, blev den sydlige sidefløj stillet til hans rådighed og kaldt Königswohnung eller Friedrichswohnung. Ved siden af fandtes to Fürstenquartiere, der var indrettet til særligt vigtige gæster. Det gjaldt den mangeårige nære ven til Frederik: Marquis d´Argens, som havde en lejlighed opkaldt efter sig. Frederiks ældste bror Prinz Heinrich havde ligeledes en lejlighed til rådighed. Tronfølgeren Friedrich Wilhelm residerede i Thronfolgerwohnung. Frederiks ugifte søster Anna Amalie – abbedisse af Quedlinburg – residerede i Prinzesswohnung. Ved særlige festligheder havde Anna Amalie funktion af førstedame, da kongen havde frabedt sig selskab af sin dronning Elisabeth Christine.

Grundrids af det enorme slot på stueplan og første etage. Fra wikipedia

Efter Frederiks død i 1786 blev Neues Palais kun sjældent brugt til større festligheder. Friedrich Wilhelm IV. tog til Potsdam i 1848, da der blev for uroligt i Berlin under martsrevolutionen.

Imidlertid fulgte demonstranterne ham til Neues Palais, hvor de preussiske tropper nægtede dem adgang til slotsområdet.

I 1859 begyndte kronprins Friedrich Wilhelm, den senere Kejser Friedrich III., at benytte barokslottet som sommerresidens.  I hans særdeles korte regeringstid på 99 dage – 9. marts til 15. juni 1888 – hed slottet Friedrichskron. Man nåede på denne korte tid at dække en af de voldgrave, der gik rundt om slottet og at iværksætte en begyndende modernisering af slottet, som Kejser Wilhelm II. kunne fortsætte i sin regeringstid. Det gjaldt installering af dampbad, elektrisk lys, badeværelser med toiletter og i det nordlige trappehus en elevator.

Kejser Wilhelm opholdt sig her i længere tid, hvilket også gjaldt sommeren 1914, hvor kejseren 5.juli 1914 tog imod diplomater fra Østrig-Ungarn sendt ud på Mission Hoyos for at skaffe tysk støtte til en forestående krig mod Serbien. Efter indledningsvis at have afvist dette, da ændrede kejseren holdning og istemte støtte der er blevet kendt som den tyske “blankocheck”. Sidenhen blev krigserklæringerne mod Entente-magterne blev underskrevet. Indtil 1918 var slottet den sidste kejser og hans kejserinde Auguste Viktorias foretrukne sommerresidens. Når kejserfamilien opholdt sig på slottet, var det ikke muligt at besigtige dette for udefrakommende.

Efter novemberrevolutionen i 1918 – og dermed Wilhelm II.´s abdikation samt kronprins Wilhelms afskrivning af krav på tronen – tjente Neues Palais som museumsslot. Indtil 2. verdenskrigs afslutning, hvor den Røde Hær plyndrede slottet, var dette i al sin væsentlighed udsmykket indvendigt jævnfør Frederik den Stores specielle og elegante forståelse af rokoko. 

Neues Palais, som det blev fremstillet i 1826 af maleren August Wilhelm Julius Ahlborn. Fra wikipedia

Arkitektur på Neues Palais

I modsætning til den rokoko stilart, som Frederik den Store havde brugt på Sanssouci Slot, foretrak han i byggeriet af Neues Palais den barokke stilart med enkelte afvigelser. Kongen forblev tro mod disse to stilarter til sin død og det på trods af, at man i det øvrige Europa var overgået til den tidlige klassicisme. I første omgang gav man Johann Gottfried Büring ansvaret for planlægningen af gæsteslottet. Han var et kendt navn, da han allerede havde været involveret i det Kinesiske tehus og Billedgalleriet. Han fik hjælp af Heinrich Ludwig Manger. Efter uoverensstemmelser mellem Frederik den Store og den besværlige bygherre overtog Carl von Gontard byggeledelsen allerede i 1764. Hans ansvar var overvejende at etablere de indre rum, da det udvendige byggeri allerede var fremskredent.

Neues Palais er et trefløjsanlæg med en frontlængde på 220 meter. Den midterste del er en 2-½-etages bygning, der er kronet med en enorm 55 meter kuppel. De tre tidligere nævnte Grazier bærer kongekronen. Kuplen har en arkitektonisk dekoration for at styrke den ydre fremtoning af slottet. Indvendigt var der ingen overdækket kuppelsal, men salen bestod udelukkende af understøttende bjælker. Guldfarvede ørne sat på lanterner kroner de to mindre kupler på de 1-etages sidebygninger i syd og nord. Den overvejende del af ydervæggene blev malet, således at det røde murstensbyggeri blev dækket til. Da der momentvis manglede tegl, brugte man denne metode for at få det til at se ægte ud. Det er kun den sydlige fløj – med Königswohnung– der er muret til med røde mursten.

Den femaksede Midterrisalit er identisk udført på såvel have- som gårdsiden med undtagelse af gavlrelieffernes udsmykning, men forskubbet en halv akse. Tre vinduesakser i midterdelen har en trekantsgavl over sig.

Neues Palais set fra luften. Fra wikipedia

Facaden har korinthiske søjler udført i sandsten. Attikaen er udført med en balustrade. Ovenpå søjlens kapitaler er der sat store attikaskulpturer – i alt 267 på hovedbygningen og 196 mindre statuer på sidefløjene. Usædvanligt er der 163 yderligere statuer i jordhøjde foran søjlerne. Billedhuggerne, der har stået bag skulpturerne, er Johann Peter Benkert, Johann Mathias Gottlieb Heymüller samt brødrene Johann David Räntz og Johann Lorenz Räntz.

Slotsrummene i Neues Palais

Ved siden af de pragtfuldt udsmykkede fyrsteboliger befandt der sig i den midterste del hele fire festsale. I Grotten- eller Muschelsaal i stueplan udsmykkede man væggene og søjlerne med skaller, glas og mineraler fra hele verden. Forbilledet var formodentlig Grottensaal på Zwinger i Dresden udført af Pöppelmann i 1712/13. I det 19. århundrede blev væggene ydermere udsmykket med mineraler, fossiler og halvædelsten, derunder i 1890 med Kilimanjaros spids fra Tysk-Østafrika (Tanzania, Burundi og Rwanda).

Marmorgalerie fører mod syd til de kongelige gemakker. Den langstrakte sal er udsmykket med rød jaspis og marmor fra Carrara. Dørene i vinduerne skaber lys i rummet. Loftsmalerierne viser dagens tre tider – die Nacht, der Morgen og der Mittag. Værkerne er udført af Bernhard Rode. De øvrige udsmykninger er i stil med det lille galleri på Sanssouci Slot. Over Grottesalen ligger Marmorsalen. Hovedfestsalen strækker sig over to etager og er fra væg til fodpanel udsmykket med forskellige marmorsorter. Salen er udsmykket med vægmalerier med scener fra den antikke mytologi og tolv marmorstatuer. De forestiller 8 brandenburgiske kurfyrster og fire kejsere – Julius Cæsar, kejser Konstantin, Karl den Store og Rudolf II. von Habsburg. Da slottet blev opført, skulle Frederik den Store have været så ivrig efter at få salen færdig hurtigst mulig, at gulvet blev slebet for hurtigt, så vandet trængte ned i bjælkerne, og der opstod fugt. Salen var derfor truet af nedstyrtning. Loftsmalerierne af Charles Amédee Philippe van Loo viser en samling af de olympiske guder, hvor Ganymedes introduceres.  Det er med 240 m² i overflade det største loftlærredsmaleri nord for Alperne. Lysekronerne er leveret af Schlesiske Glashütte Friedrichsgrund.

Obere Galerie syd for Marmorsalen er udsmykket med seks store vægmalerier fra den italienske barok. Derudover er der guldfarvede guirlander, rundmedaljoner og motiver over døren fra den tidlige klassicisme.

Slotsteateret

Slotsteateret gælder som et af de smukkeste teaterrum fra det 18. århundrede, som stadig er bevaret. Det fylder de to øverste etager i hele sydfløjen. Teateret domineres af farvene rød og hvid og er udsmykket med Hermer. Sæderækkerne er placeret i en halvrund cirkel rundt om scenen som i de antikke teatre. Der findes ingen kongeloge, da Frederik den Store ville se opførelserne fra tredje række. Kongen foretrak at se stykker med italienske og franske kunstnere og ringeagtede decideret tysk teaterkunst. Teateret er blevet moderniseret.

Communs

Slotsparken blev afsluttet med slotsbyggeriet, hvor der bagved frontsidens plads Mopke er anlagt de såkaldte Communs. Navn og formål med begge bygninger kom fra deres forbillede Grand Commun ved Versailles Slottet ved Paris. Da bygningerne stod i direkte kontakt med palæet, fandtes der køkken og andre arbejdsrum samt gæsteværelser samt værelse til administrationen. Efter udkast af arkitekten Jean Laurent Legeay stod Carl von Gontard bag byggeriet i årene 1766-69. Med store dobbelløbende fritrapper, søjlegange, kuppel og en rig udsmykning afslører de ikke det praktiske formål, bygningen havde. Forbindelsen mellem dem skabes af kolonnadebuerne med triumfporten og udgør et enhedsmæssigt helhedsindtryk og et virkningsfyldt spejlbillede, inden området går over i skov. Man udvidede byggeriet i 1769 med Garde i syd og Kastellan i nord.

Communs med kolonnadegangene imellem og i midten Triumfporten. Foto fra wikipedia

Indtil den preussiske hær blev opløst, lå der i den nordlige pavillon “Lehrinfanteriebataillon” og dets kvarter. Det videreførte man i nationalsocialismen med “Reichsschule des Deutschen Arbeitsdienstes”. Efter 2. verdenskrig blev det hjemsted for Brandenburgische Landeshochschule (sidenhen Pädagogische Hochschule „Karl Liebknecht“) Potsdam. I dag findes der i Communs og de tilgrænsende gamle stalde det filosofiske fakultet, såvel som fakulteterne for matematik, fysik og sport på Universität Potsdam.

Triumfporten

Direkte overfor Neues Palais på den side, som vender bort fra parken, står der midt imellem de to bygninger Communs den 24 meter høje Triumfport, som er omkranset af en kolonnadegang med 158 søjler og en pavillonsbygning på både den nordlige og sydlige side.

Triumfporten med udsyn til den imponerende kuppel på hovedbygningen. Foto fra wikipedia

Frederik den Store lod ensemblet bygge efter 7-årskrigen. Det står som en triumf over sejren i krigen eller i hvert fald, at Preussen mod alle odds undgik et nederlag. Det gjorde, at Frederiks taknemmelighed bød, at han skulle markere dette. I årene 2008-14 sanerede man de hårdt ramte bygninger.

Mopke

Da man byggede Communs og Triumfporten opstod området, hvor æregården – den såkaldte Mopke ligger. Det blev en plads til foranstaltning og afholdelse af militærceremonier. Fra trappe og søjlehallen hos Communs kunne publikum følge med i de militære promoveringer. Wilhelm II. lod i 1896 udgrave en tunnel mellem slottet og pavillonsbygningerne.

Park

Neues Palais ligger i den vestlige ende af Park Sanssouci, hvor Großer Allee slutter. Slottet blev  oprindeligt bygget i barok stil, men siden blev dette omdannet til en landskabspark af Peter Joseph Lenné. Siden denne tid ligger direkte østligt for slotsfløjen  Antiken- og Freundschaftstempel.

Historiske Rejser ved Anders Bager Eriksen: Neues Palais ligger i den vestligste ende af Park Sanssouci og afslutter den enorme park. Det er et kæmpestort slot med mere end 200 værelser. Frederik den Store havde planlagt slottet helt tilbage til 1755, men da 7-årskrigen (1756-63) kom i vejen, blev slottet efter denne krigs afslutning i stedet en form for triumfslot over, at Preussen mod alle odds kom ud af krigen uden nederlag. Det ses særligt ved Triumfporten mellem de to tjenerfløje Communs. Slottet har fire festsale, og Marmorsalen har en overdådig udsmykning fra top til tå. Slottet blev i årene under Frederik den Store brugt som festslot, da denne dermed kunne friholde sit Sanssouci for alt det liv, der hørte med. Hans søster Anna Amalie boede på slottet. I 1848 var det her, at preussiske soldater hindrede oprørere i at nå til orde overfor kong Friedrich Wilhelm. En anden Friedrich Wilhelm, ham der senere blev kejser Friedrich III. flyttede ind på slottet i 1859 og boede her til sin død i 1888. Hans søn, den berømte kejser Wilhelm II., boede på slottet med sin familie hver sommer. Det var her på slottet, at den sidste tyske kejser underskrev krigserklæringen mod de øvrige ententemagter i sommeren 1914. 

Print siden her