Amsterdam
Hollands hovedstad – men ikke regeringsby – der har sit navn fra Amstelfloden, som gennemstrømmer byen. Centrum har 743.000 indbyggere, hele byen har 1.043.000, og regner man Stor-Amsterdam med, er indbyggertallet 1.4 mio. Byen er berømt for sine mange kanaler, Van Gogh-, Rembrandt- og Rijksmuseum samt Anne Franks Hus og endelig de mange cykler, Red-Light-distrikt samt de utallige coffee-shops, hvor euforiserende stoffer sælges. (Læs mere om Amsterdams seværdigheder her)
Amsterdam menes skabt af borgherrerne til t´Aemstel, der byggede en dæmning for at lukke af for vandet mellem Ij og Amstel og dermed skabe grobund for en havn. Navnet Amsterdam kommer af `Amstel´ og `Dam´ – dæmningen ved Amstel. Byen fik de første begrænsede privilegier i 1200-tallet, og i løbet af de næste par hundrede år nød byen godt af den blomstrende handel, som Hansemagterne havde skabt grobund for i området, dog uden selv at være medlem af Hansaen.
I 1500-tallet blev byen et fristed for mange forfulgte religiøse minoriteter, bl.a. jøder, der flygtede fra den spanske inkvisition og huguenotter, der flygtede fra Frankrig. Jøderne grundlagde den diamanthandel, som var indledningen til adskillige hundrede års handelsmæssige velstand. Under den nederlandske frihedskrig i (1568-1648) var byen i første omgang på spansk side. Først da Antwerpen – handelsmetropolen i Nederlandene – var blevet erobret af spanierne, valgte man at gå med i oprøret. Amsterdam fordoblede næsten sit indbyggerantal i de følgende år, da det strømmede til med folk fra de flamske områder, som var endt under spansk indflydelse, folk, som flyttede deres handelsforbindelser med til Amsterdam.
Byens og Nederlandenes storhedsperiode var uden tvivl i 1600-tallet, hvor hollandske handelskompagnier etablerede handelsmæssige kontakter med det meste af verden, og den blev dermed verdenshandelens finansielle centrum i en årrække. En af de gavnlige virkninger var den enorme indvandring, man fik fra tyske håndværkere, der fik handelen og økonomien til at blomstre fortsat. I løbet af 1700-tallet forfaldt byen, og handelen gik i stå, da man førte flere krige mod franskmændene og briterne. Napoleonskrigene udgjorde et historisk lavpunkt for byen.
Efter Napoleonskrigene blev Nederlandene selvstændige med Amsterdam som hovedby, men snart opstod der dog for store uoverensstemmelser med Belgien, der løsrev sig i 1830. Amsterdam blev forbundet med såvel Rhinen som Nordsøen via kanaler, der var med til at sætte industrialiseringen i gang i byen for alvor. 1. verdenskrig var Holland neutral, men den økonomiske effekt var forfærdelig, og sult herskede i stor udstrykning i byen. Under 2. verdenskrig blev man besat, og den jødiske befolkning blev stort set udryddet – mest berømt var Anne Frank. Efter krigen oplevede byen at blive en af hippiernes yndlingssteder, da landet var meget tolerant overfor brugen af euforiserende stoffer. Derudover udviklede der sig en meget stærk anarkistisk BZ-bevægelse. Endelig har byen været hjemsted for en stor indvandring, som har udfordret den traditionelle tolerance, specielt med mordet på den hollandske filmskaber Theo van Gogh i 2004.
Læs om Amsterdams seværdigheder her