Neumünster
Neumünster (plattysk: Niemünster og Neemünster) er en amtsfri by og regionalt centrum i det centrale Slesvig-Holsten og er nævnte delstats fjerdestørste by efter Kiel, Lübeck og Flensborg.
Byen blev første gang omtalt i 1127 som augustinerstiftet Wippenthorp im Gau Faldera. Neumünster var i mange år kendt som et center for tysk klæde- og læderindustri og har ligeledes i mange år været et vigtigt trafikalt knudepunkt. I 1870 erhvervede byen sig byrettigheder. Den har siden 2012 været del af metropolregion Hamburg. Efter Lübeck, Fehmarn og Kiel er Neumünster i areal den fjerdestørste by i Slesvig-Holsten.
Historie
Middelalderen
I 1127 grundlagde den hellige Vizelin (missionær og senere biskop af Oldenburg) et augustinerstift ved navn Wippenthorp im Gau Faldera. Det nuværende navn “Neue Münster” (det nye kloster) kan føres tilbage til “Novum Monasterium”, det kloster som Vizelin lod opføre. Dette navn hører man første gang i 1136. Klosteret blev i 133o forlagt til klosterøen Bordesholm.
Neumünster lå på en østlig gren af Oksevejen, der skar igennem den jyske halvø i nord-sydlig retning. I øst-vestlig retning gik handelsvejen Lybske Trade igennem Ditmarsken-Lübeck. I 1498 grundlagde nonner fra augustinerordenen et kloster på den tidligere klosterø i floden Schwale. Det blev opløst i 1566 som følge af reformationen.
Efter middelalderen
Af hensyn til fiskeri og mølledrift opdæmmede man i 1503 første gang Schwale, hvorved der opstod små vandløb i midtbyen.
I 1760 grundlagdes i byen “Priviligierte Wollzeugfabrique” (den priviligerede bomuldsfabrik), hvilket blev startskuddet til Neumünster som en klædemagerby med centrum på den gamle klosterø. Det var den første fabrik i byen.
19. århundrede
Da Danmark indførte almen skolepligt, der også gjaldt for hertugdømmerne i 1814, blev der i byen bygget to skoler.
Postvæsenet, der var en større virksomhed i byen, besluttede i 1816 at anlægge en ekstra postcentral, der etablerede postkuske mod Kiel og Altona.
I 1824 begyndte industrialiseringen i Neumünster, da klædefabrikken Renck importerede en dampmaskine fra England. Fabrikken brændte siden ned, men blev genopbygget af klædemageren Hans Lorenz Renck, der siden byggede det første fuldtetagehus med alle produktionstrin samlet her et hus.
1800-tallet førte til en del byggeri. I årene 1828-34 blev Vicelinkirche, byens mest betragtelige arkitektoniske bygningsværk, opført. Bygmesteren var Christian Frederik Hansen. I de samme år blev der opført en fattigskole for børn med svagtstillede forældre. I byen fandtes der også en fabriksskole for børn, der virkede som børnearbejdere. Skolen var aktiv indtil 1893, da man gjorde arbejde for skolepligtige børn ulovligt.
I årene 1830-32 besluttede den daværende landsherre Kong Frederik VI af Danmark at føre nyanlæggelsen af den 94 kilometer vej Altona-Kieler Chaussee igennem Neumünster. Byens store industriforetagende Renck satte sig i spidsen for at indføre en jernbanestrækning i byen mellem Neumünster og Rendsburg. Banen blev imidlertid ikke den første, da den blev indviet i 1845. I 1844 var jernbanestrækningen Altona-Neumünster-Kiel blevet indviet. Sidstnævnte nævnes ofte som den første jernbanestrækning i den danske helstat.
20. juli 1846 havde adskillige professorer fra Kiel på området Großflecken opfordret befolkningen i byen til, at de skulle afvise det danske herskab. Imidlertid var Preussen ikke i stand til at yde denne hjælp til hertugdømmerne i Slesvig og Holsten mod den danske hær.
I 1861 oprettede man et værksted, der skulle udbedre jernbaner, og som i løbet af få år udviklede sig til en af byens største arbejdspladser. I 1864 blev byen østrigsk, i 1866 preussisk, og da byen i 1870 blev en del af kejserriget Tyskland, fik den samtidig byrettigheder.
Den sidste halvdel af det 19. århundrede blev kraftigt præget af væksten i byens tekstilindustri og den fortsatte udbygning af at være Holstens centrale jernbaneknudepunkt. Den gode og direkte forbindelse til havnen i Hamborg gjorde, at såvel råhuder som tanniner i store mængder blev importeret. Da Slesvig-Holsten tilligemed ikke havde de samme restriktive vandlove som det øvrige Tyskland, var denne import medvirkende til, at byen kunne udvikle en betydningsfuld læderindustri frem til 1913.
Byens udvikling i disse år dækkede endvidere over at blive garnisonsby (1872-1918), samt at få et større varehus i form af Karstadt (1891), Volksbank (1903) og en badeanstalt (1910). Byens silhouet foreblev helt frem til 1970´erne præget af skorstene. Det ses stadig den dag i dag i byens våbenskjold
Det 20. århundrede
- verdenskrig: i årene 1914-18 øgede byens betydning, da produktionen af læder, tekstil og metaller var af afgørende strategisk betydning. I 1917 oplevede byen i lighed med mange andre tyske byer den såkaldte Kålroevinter, der bevirkede, atet massivt antal mennesker led sultedøden.
Perioden 1913 til midten af 1920´erne steg det samlede arbejerantal fra 5.200 til over 10.000. Andelen af folk i tekstil industrien faldt fra 45,8 % til 35,4% mens læderindustriens andel steg fra 32,7% til 45,3%.
I 1870 havde klædefabrikanten Hans Lorenz Renck åbnet byparken Rencks Park, der i 1921 åbnede for alle borgere.
Nationalsocialismen
Slesvig-Holstens nationalsocialistiske parti NSDAP blev stiftet i Neumünster 1. marts 1925 af Gaulederen Hinrich Lohse. Partiet havde stor opbakning i et område som Slesvig-Holsten, der var at regne for overvejende nationalkonservativ. I Neumünster by kom der også nationalsocialister til magten. Den mest betydningsfulde nazist fra byen var amtslederen Hans Christian Hingst, der i 1941 blev udvalgt af Gauleder Lohse til at indtræde i Rigskommissariat Ostland.
Hingst havde tidligt tilsidesat de retsstatslige mekanismer, da han havde indsat SS-Hauptsturmführer Hinrich Möller som politidirektør. Det førte til fængslinger af alle statsfjendtlige personer såsom kommunister, der blev sendt i fængsel og koncentrationslejr. Politifængslet i Neumünster fungerede som KZ-lejr.
Byen havde ikke et voldsomt stort antal jødiske borgere, men de, der var, blev udsat for alle de forfølgelser, der var en del af den tyske nazisme. Det vigtige industriforetagende Adler & Oppenheimer AG blev i 1940/41 “ariseret” og omdøbt til Norddeutsche Lederwerke AG. I det sene efterår 1941 deporterede Slesvig-Holsten sine sidste jødiske borgere til Riga i det såkaldte Rigskommissariat Ostland, der stod under ledelse af Hinrich Lohse, et område, der var blevet tysk efter angrebet på Sovjetunionen 1941. Disse mennesker døde mestendels under de kummerlige vilkår i Rigas ghetto eller KZ-lejren Jungfernhof.
Neumünster blev fra 1934 påny garnisonsby, som den havde været tidligere. Flere af de hidtidige kaserner blev taget i brug igen og flere nye blev opført. I årene 1935-38 opførte man den 240 hektar store Flugplatz Neumünster. Holstenhallerne (der idag fungerer som en stor messehal) blev bygget i 1939 som kvægauktionshaller og fra august 1939 taget i brug som montagehaller til fly.
Neumünster blev bombet fra luften 8 gange under 2. verdenskrig. Det mest ødelæggende foregik 13. april 1945.
Efter 2. verdenskrig
Tyskland overgav sig 8. maj betingelsesløst, og byen blev overdraget til britiske tropper uden kamp. Derefter hørte byen til den britiske besættelseszone.
Ved afslutningen på 2. verdenskrig vidste den britiske besættelsesmagt ikke, hvorvidt den tyske befolkning ville acceptere en total kapitulation. Derfor indrettede de britiske myndigheder Civil Internment Camp No. 1 på den hidtidige læderfabrik Emil Köster i Neumünster-Gadeland. Her interneredes personer, som man formodede at have haft status som vigtige funktionærer i NSDAP. I efteråret 1945 sad der 11.000 indsatte. Ifølge den britiske efterretningstjeneste sad der et særdeles højt antal krigsforbrydere. Mange blev imidlertid løsladt, da briterne ikke kunne levere tilstrækkeligt materiale til at rejse sager mod dem. I efteråret 1946 opløste man lejren, og de 6.000 resterende indsatte blev overført til interneringslejren Eselheide ved Paderborn.
I de selvsamme år i efterkrigstiden oplevede Neumünster en flygtningebølge. Byen havde i 1947 66.945 indbyggere, hvoraf 16.375 var fordrevne eller flygtninge,dvs. cirka hver fjerde. For at kompensere for den massive boligmangel byggede man en hel ny bydel, hvor den oprindelige militærflyveplads havde ligget. Den kom til at hedde Böcklersiedlung, opkaldt efter Hans Böckler, den første indvalgte fagforeningsmand fra DGB, og som personligt lagde grundstenen.
I maj 1962 indledte arbejderne på fire store fabrikker i Neumünsters læderindustri en strejke for at indføre 40-timers arbejdsuge. Strejken blev succesrig, og branchen indførte 40-timers ugen i hele Tyskland. Ironisk nok blev strukturelle ændringer i verdenshandelen få år efter årsag til, at læder- og klædeindustrien kom i alvorlige vanskeligheder, og at bl.a. Norddeutsche Lederwerke AG i 1966 indstillede deres produktion endegyldigt. Denne nedgang fortsatte, og i 1992 lukkede den sidste af de oprindelige industrier. Byen har grundet denne udvikling haft det lidet flatterende tilnavn “Slesvig-Holstens Detroit”. Denne atmosfære af at være forladt forstærkedes yderligere, da alle 3 kaserner i byen lukkede i årene 1994-2003. Byen var i årene 1996-2014 desuden kendt for at huse et af de vigtigste neonazistiske mødesteder i Nordtyskland.
Byens vigtigste museum er Museum Tuch + Teknik, der fortæller byens vigtigste historie i sammenhæng med klædeindustrien. Derudover findes der også et jernbanemuseum, der fortæller byens historie som vigtigt knudepunkt for jernbanetrafikken.
