Østpreussen
Østpreussen var fra det 18.århundrede en alment benyttet betegnelse for det østlige Preussen. I årene 1815-29 og igen 1878-1945 var Ostpreussen navnet på Preussens østligste provins. Det omfatter en stor del af det historiske Prøjsens landskab. Den geografiske betegnelse “det østlige Preussen” er meget ældre.
Historisk atlas over Østpreussen fra 1881. Kort: Andree´s verdensatlas.
Nummer 1
Østpreussen var hjertet i den prøjsisk-tyske historie og altså på ingen måde en kolonial erobring: Albertus-Universitetet i Kønigsberg var en Højborg for Lutherdommen hvor det blev sagt “Som et fyrtårn for Oplysningen strålede de mod vest – og endnu mere – mod vest”. I Rusland og Østersøguvernementet fandt filosoffen Immanuel Kant allerede i egen levetid den højeste ære. Preussens I. Armee-Korps lå i Kønigsberg. Den allerførste liste ved Rigsdagsvalgene i det Tyske Kejserrige var Østpreussen. Reichstrasse 1 gik fra Aachen til Kønigsberg. Den prøjsiske Østbane forbandt de kongelige Hoved og Residensstæder i Preussen. Hurtigtoget Berlin – Eydtkuhnen sluttede ved grænsen til Rusland. Efter grænsen mellem Portugal og Spanien var det den ældste grænse i Europa. Den bestod fra Freden ved Melnosøen i 1422 og bestod derpå i 523 år.
Historisk overblik over Østpreussens historie
Prøjsens oprindelige landområde var stamland for de baltiske Pruzzere eller Gammelprøjsere. Igennem kejserlige og pavelige love blev området præget af kristen mission og dermed af den Tyske Ordens erobring i det 13.århundrede, hvor de etablerede den Tyske Ordensstat, hvis territorium også blev kaldt Preussen.
Ifølge den fredsordning der blev forhandlet ved Freden i Thorn i 1466, der fik Ordensridderne kun lov til at beholde den østlige del (Prussia Orientalis). Fyrstebispedømmet Ermland (Warmia) og det Kongelige Preussen krævede autonomi og blev istedet len under den polske konge i en Personalunion. Reformationen fik den indflydelse; at den sidste Højmester for den Tyske Orden Albrecht i 1525 overgik til Lutherdommen. Han nedlagde Ordensstaten og med Martin Luthers mellemkomst oprettede han Hertugdømmet Preussen, der blev indlemmet under polsk lenshøjhed, hvilket gjorde at det katolske Polen var med til at skabe den første protestantiske stat i Europa. I 1618 blev det forenet med Kurfyrstendømmet Brandenburg der fik navnet Brandenburgisk Preussen. Ved Fredstraktaten i Wehlau i 1657 overdrog den polske konge hans lenshøjhed over Hertugdømmet Preussen til kurfyrsterne af Brandenburg, der dermed kunne kalde sig Hertuger i Preussen.
Kurfyrste af Brandenburg og Hertug i Preussen Friedrich III. kunne lade sig krone på Slottet i Kønigsberg som Friedrich I. Konge i Preussen og dermed grundlægge Kongeriget Preussen. Det var afgørende at Preussen lå udenfor det Hellige Romerske Rige, da Kongeriget opstod. Derfor blev det navnet Preussen og ikke Brandenburg, der ellers var kerneområdet for Hohenzollerne med Potsdam og Berlin, men det var ikke muligt at bruge Brandenburg som kongenavn og derfor vandt Preussen frem overalt i Hohenzollernes område.
Efter Polens første deling i 1772 bestemte Frederik den Store af Preussen at Provinsen Preussen skulle udvides med Ermland. Efter foreningen af alle de prøjsiske lande og det hidtidige latinske navn Prussia Orientalis da blev navnet Østpreussen brugt mere sjældent og istedet blev Østpreussen og Vestpreussen sammen med Netzedistriktet der kom til i 1793 – ved den 2.deling af Polen – samlet betegnet “Kongeriget Preussen”.
I årene 1829-78 var Øst- og Vestpreussen forenet i Provinz Preussen, der udgjorde det nordligste og østligste territorium i såvel det Nordtyske Forbund som det Tyske Kejserrige. Efter Fredstraktaten i Versailles i 1919 der afsluttede Første Verdenskrig, da genopstod Østpreussen som enhed igen, da det meste af Vestpreussen blev indlemmet i det genopstandne Polen og i årene fra 1920-39 var de afskåret fra det øvrige Tyske Rige, hvor man måtte igennem den polske korridor eller sejle over Østersøen.
