Ostsiedlung – den middelalderlige tyske bosættelse i Østeuropa

Ostsiedlung – eller den højmiddelalderlige bosættelse af Østeuropa – betegner den indvandring af overvejende tysktalende bosættere i de østlige randområder af det Hellige Tysk Romerske Rige i Højmiddelalderen og de ændringer det gav i befolkning og retsstrukturer i de områder hvor indvandrerne bosatte sig. Det drejede sig om tiden efter år 1000 i de overvejende slaviske og delvise baltiske områder øst for floderne Saale og Elben såvel som i Niederösterreich i områder som Steiermark og i Kärnten og ind i Baltikum samt områder som Bøhmen, Polen, Ungarn, Rumænien og Moldova.

Den videnskabelige faglitteratur har siden 1970´erne tiltagende brugt begrebet den højmiddelalderlige landsudbygning og betegnet området hvor indvandringen fandt sted som Germanie Slavica. Tidligere blev et begreb som Deutsche Ostkolonisation brugt, men det er sorteret fra da det ligger tæt på kolonialismen.

I det enorme område blev byer og kolonistlandsbyer grundlagt efter tysk ret, mens allerede eksisterende byer blev udvidet og omstruktureret. I de rigsnære områder i Marken, områderne syd for Østersøen og i Schlesien da blev den vestslaviske befolkning assimileret med undtagelse af nogle få enklaver. I Polen og delvis i Oberlausitz blandede de tysktalende nybyggere sig med den slaviske flertalsbefolkning. I regionerne mellem Elben og Oder såvel som i Baltikum var det en proces der var præget af voldsom mission og erobring frem til cirka år 1150; andre steder igen var der tale om fredelig bosættelse.

Kort over de områder hvor den tyske bosættelse i Europa foregik. Kort fra wikipedia

Den historiske politiske forhistorie

Idet at bosættelsesprocessen udenfor Baltikum kun i de første år var forbundet med en militær-politisk erobring, hvilket i lige så høj grad skete på initiativ af de slaviske landsherrer og ikke med de tysk-romerske konger. Dette gør endvidere en kronologisk fremstilling svær. Trods dette fandt der indtil midten af 1100-tallet en lang række kronologiske udviklinger der dannede baggrund for bosættelserne.

I årene under Ottonerne og Salierne førte man felttog mod de østlige rigsgrænser med formålet at underkaste folkene i områderne. Disse felttog fandt sted i områder der mod vest var afgrænset af linjen Elben-Saale-Naab oh mod øst af Oder; Bober; Queis og Moldau. I de erobrede områder indrettede man såkaldte Grænsemark. Man besatte borge eller oprettede nye borge; de tjente formålet at stå for militærkontrol og inddrivelse af skat. Dog udeblev en større tilstrømning af nybyggere. Denne fase får træffende Øst-ekspansion – og ikke Øst-bosættelse. Den kristne mission indskrænkede sig til massedåb og oprettelsen af missionsbispedømmer som Oldenburg, Brandenburg og Havelberg. Det var først da de første tyske kolonister ankom i anden del af det 12.århundrede at der blev oprettet et system af sognekirker.

Man mistede imidlertid også kontrollen over allerede erobrede områder. Særligt hårde konsekvenser kom der af Slaveropstanden i 983 og en anden opstand fra Abodritterne i 1066. Derudover fik de tyske herskere mellem floderne Elben og Oder tiltagende konkurrence fra fyrsterne af Polen, der ligeledes havde en tiltagende interesse i undertrykkelsen og erobringen af de vendiske områder. Særligt den første polske konge Boleslaw I. Chrobry var succesfuld.

Otto III.s evangelium med de fire Slavia – Germania – Gallia og Roma der kommer med gaver til kejseren. Ottos Evangeliar cirka år 1000

Print siden her