Pacikationen i Gent 8.november 1576
Fredsslutningen i Gent var en alliance mellem de Habsburgiske nederlandske provinser, hvor de blev enige om at fjerne spanske lejesoldater, der var stærkt forhadt af alle parter grundet deres plyndrende hærgen og derudover at arbejde for en fred med oprørske provinser Holland og Zeeland. Den blev underskrevet 8.november 1576.
Baggrund for freden
I 1566 oplevede de Habsburgiske Nederlande betragtelige politiske opstande og civil uro der kulminerede med den voldsomme billedstorm på de katolske kirker samme år. Lederen – Filip II af Spanien – svarede ved at udnævne den hårdføre Fernando Álvarez de Toledo, Tredje Hertug af Alba som Generalguvernør og i 1567 ankom han til området med en hær af lejesoldater for at retablere orden. Den hidtidige generalguvernør Margrethe af Parma fik hendes rådgivere udraderet; på den mest hårde vis da greverne Egmont og Hoorn blev henrettet i Bruxelles eller ved at drive folk som Wilhelm den Tavse i eksil. Filip de Croÿ, greve af Aerschot forblev som leder af det royale parti.
Indledningsvis havde Hertugen af Alba ikke de store problemer med at straffe oprørerne under Wilhelm den Tavse. Problemerne blev at skulle opretholde tilstedeværelsen over lang tid, da de kongelige spanske finanser også skulle sponsorere krige mod den osmanniske sultan samt i Italien. Albas forsøg på at finansiere sin tilstedeværelse med nye skatter kvalte også støtten fra hidtil loyale undersåtter til den royale sag.
I 1572 lykkedes det så en mindre privat hær under Wilhelm den Tavse – kendt som watergeuzen – uventet og højst overraskende at invadere provinserne Holland og Zeeland. Wilhelm Oranje var herefter i stand til at overtage magten i de to provinser med hans hidtidige titel kongelige statholder, hvorefter at de to provinser var i åben revolte med regeringen i Bruxelles. Der var dermed udbrudt officiel krig mellem Holland og Zeeland og de tilbageværende 15 loyale provinser.
Borgerkrigen blev overvejende udkæmpet med lejetropper på begge sider med de spanske tercios der spillede en særlig udfordrende rolle på den royale side. Grundet den stramme kongelige økonomi fik de spanske lejetropper sjældent betaling. Der var mange mytterier men også plyndringer tæt på byer, særligt efter sejre. Det fik dog efterhånden utilfredsheden med regeringen i Bruxelles´ regering til at bryde ud i lys lue i sommeren 1576.
Pacifikationen i Gent
I 1573 var Hertugen af Alba blevet udskiftet med Luis de Zúnige y Requesens som Generalguvernør. Requesens var ude af stand til at besejre oprørerne. Han var ydermere sygdomsramt og døde i marts 1576. Hermed opstod der et magtvakuum blandt regeringen i Bruxelles, da datidens langsomme kommunikation forhindrede en hurtig udskiftning foretaget fra Madrid. Filip II. udråbte hans bror Johann af Østrig som Generalguvernør, men det tog ham adskillige måneder at indfinde sig i Nederlandene.
I denne mellemperiode overtog Hertugen af Aerschot magten. Han havde allerede foretaget sig flere uformelle fredsfølere med Oranje-støtterne, hans tidligere kolleger i Statsrådet (Raad van State). Spanske tropper gjorde oprør grundet manglende lønudbetaling, hvor de plyndrede byerne Zierikzee og Aalst. Generalstaterne indkaldte Staterne i Brabant og greverne af Hainaut den 8.september 1576 med den dagsorden at løse problemet med mytteriet blandt lejesoldaterne og de problemer de førte med sig. Holland og Zeeland blev ikke inviteret grundet deres oprørsstatus. Aerschot – der var kongens repræsentant – var på dette tidspunkt udpeget som leder af Generalstaternes statsråd. Det betød at han i praksis agerede som generalguvernør. Dette kan sammenlignes med hvad Wilhelm af Oranje havde gjort i Holland og Zeeland, hvor den kongelige autoritet var blevet udnyttet af rebeller der foregøglede at plyndre i “kongens navn”.
Generalstaterne refererede til præcedens for at retfærdiggøre deres handlinger. De havde reageret på samme vis efter Karl den Dristiges død i 1477 og Filip I. af Kastilliens død i 1506. Nu gav de provinsstaterne ret til at hverve tropper med det formål at forsvare sig mod de spanske hærgende tropper.
Allegori over Pacifikationen i Gent. Indenfor stakittet ses de Nederlandske provinser siddende som kvinder i haven der broderer, mens de plyndrende spanske tropper står rundt om med den flamske løve der forsøger at beskytte sig udført i årene 1624-26.
Hvis man ser det ud fra et perspektiv om forfatningshistorie, da påbegyndte Generalstaterne et program om institutionel udvikling. Tidligere havde Generalstaterne kun mødtes i få uger. For at kunne administrere en regering med mere permanente beføjelser, der udpegede de et rotationssystem for præsidentskabet. Præsidenten blev valgt fra en af de provinsielle delegationer der blev assisteret af en til to rådgivere – kaldt pensionaris, der ville deltage i de ugentlige møder. Dette system fortsatte i den Hollandske Republik der opstod efterfølgende og hvor rådgiverne – pensionaris begyndte at opføre sig som en besluttende komite for Generalstaterne.
Generalstaternes førsteprioritet var at indgå fred med de rebelske provinser og samtidig skabe en fælles front mod de hærgende lejesoldater. Hadet mod disse lejesoldater havde forenet rebelske og loyale provinser. Generalstaterne udpegede en komité der skulle forhandle fred med Prinsen af Oranje og provinserne Holland og Zeeland. Idet at prinsens tropper allerede havde invaderet provinsen Flandern, hvor de blev modtaget med kyshånd i den oprørske by Gent, da var det oplagt at foretage forhandlingerne i den by.
De delegerede mødtes i den første uge af oktober 1576. Rebellerne blev repræsenteret af Paulus Buys – Stor Pensionaris af Holland – samt af Filip af Marnix, herre af Sint-Aldegonde. Generalstaterne sendte Elbertus Leoninus, der var professor på Universitetet i Leuven. Forhandlerne kendte hinanden og havde allerede mødtes tidligere under de afbrudte forhandlinger i Breda i de foregående år og kendte også til hvor de største knaster ville være i forhandlingen. De vidste endvidere at forhandlingstempoet var afgørende, da kongens bror – Johann af Østrig – var nært forestående (han var forventet at ankomme til Luxembourg i starten af november). Det ville være nemmere at opnå en aftale med den royale side uden hans tilstedeværelse.
De delegerede opnåede en aftale den 30.oktober, mindre end 3 uger efter at de påbegyndte forhandlingerne. Ratifikationen af aftalen hos Generalstaterne 8.november 1576 var helt sikkert fremskyndet af spanske lejesoldaters Plyndring af Antwerpen den 4.november 1576, hvilket hjalp alle uoverensstemmelser i retning af at få aftalen ratificeret.
I forteksten til traktaten blev den hidtidige spanske regering i Bruxelles holdt ansvarlig for krigen. De Nederlandske provinser var enige om i fællesskab at spanierne og deres tilhængere skulle drives ud af Nederlandene for “at genskabe deres rettigheder, privilegier og friheder samt deres tidligere rigdom”.
I Artikel 1 talte man for en generel amnesti for gerninger begået af begge sider siden starten på konflikten i 1568. I Artikel 3 understregede man at når spanierne først var blevet drevet ud, så ville Generalstaterne give deres land tilbage til kongen, bestemme sig for spørgsmålet om religion og give alle militære installationer erobret fra oprørerne tilbage under kongens autoritet. I Artikel 5 blev det bekendtgjort at alle Albas undertrykkelser for kætteri blev tilbagekaldt og at ingen ville blive straffet for religiøse krænkelser før Generalstaterne havde besluttet spørgsmålet om religions betydning. I Artikel 4 stod det at udenfor Holland og Zeeland ville der ikke blive taget skridt mod katolikkerne.
De resterende artikler omhandlede emner som fri bevægelighed af varer og personer samt løsgivelse af krigsfanger, tilbagegivelse af konfiskeret gods – særligt fra Prinsen af Oranje, refusionen af prinsens udgifter for hans engagement i krigen mod regerings tropper før 1572, og de problemer der blev forårsaget af inflationen i Holland og Zeeland i forhold til de øvrige provinser.
Pacifikationen – bar både aspektet af at være en fredstraktat mellem de rebelske og loyale provinser samt et projekt for en udvidet forsvarsunion – en union man så for første gang 9.januar 1577 med den første Bruxelles Union.
Efter Pacifikationen i Gent
Problemet med Pacifikationen var at provinserne blev enige om meget lidt udover behovet for at konfrontere de hærgende lejesoldater. Straks da dette problem var blevet løst, da de spanske lejesoldater – Tercios – blev trukket tilbage til Italien i april 1577 – da begyndte provinserne at indtage meget forskellige holdninger til flere ting.
Kongens bror – Johann af Østrig – underskrev Pacifikationen 12.februar 1577 hvormed han gav den kongelig godkendelse. Han tillod imidlertid ikke den protestantiske tro udenfor provinserne Holland og Zeeland. Generalstaterne accepterede ham som den lovformelige Generalguvernør og godkendte endda at betale løn til hans kongelige tropper, hvilket havde været de hærgende lejetroppers største problem, at de ikke fik løn. Denne aftale blev underskrevet i Ediktet af 1577.
Ediktet af 1577 så ud til at skabe en form for status quo ante hvor Generalstaterne med tiden ville afvikle sig selv. Holland og Zeeland protesterede mod Ediktet og ville ikke ligge under for de andres handel med Spanien. De ville heller ikke opgive deres forter som de havde besat, som Pacifikationen havde foreskrevet. Forholdet mellem den ny Generalguvernør og Generalstaterne blev snart ret dårligt. Generalstaterne udpegede sågar en generalguvernør – Ærkehertugen Matthias.
I 1579 blev Alessandro Farnese den royale Generalguvernør. Straks som han overtog magten returnerede han de sydlige katolske adelige deres oprindelige privilegier. Med den spanske hær under kontrol og de lokale friheder tilbagegivet, da havde de wallonske adelige og de sydlige provinser ikke længere nogle grunde til at gøre oprør. Men i de nordlige calvinistisk kontrollerede provinser var de uvillige til at opgive deres religion lige så lidt som Filip II. var villig til at lade dem praktisere den. De fransktalende provinser dannede i konsekvens heraf Unionen af Arras, hvilket fik de nordlige provinser til at følge på med deres egen Utrecht Union. De to unioner skabte en splittelse igennem de Habsburgiske Nederlande som aldrig blev sonet.
En tegning over Pacifikationen af Gent udført af Jules van Biesbrock i 1876
Pingback: Gent - Historiskerejser.dk