1.dag: Silkeborg/Linå – Nolde – Marsken – Nordstrand og Husum
Vi samler tidligt op i Linå derfra går turen vestover og syd om Herning og forbi Ribe mod Rudbøl, hvor vi krydser grænsen til Tyskland. Vi får morgenmad i form af rundstykke med pålæg samt kaffe i bussen, der vil gøres stop på denne strækning. Undervejs hører vi om Marsklandet, Digerne og det hårde liv vestpå. Vi besøger en af Marskens fremmeste malere Emil Nolde og ser hans Atelier og Museum, der ligger lige syd for grænsen i Sebøl/Seebüll. Tilbage ved bussen får vi udleveret frokost som vi kan nyde i bussen eller i det fri. Vi kører efterfølgende af de små veje i Marsken og gør holdt flere steder, hvor vi kan gå op på de ydre diger og se udover Vadehavet. Ved Klangsbøl kan vi se Dæmningen mod Sild og fra havnen i Dagebøl og færgelejet i Slutsil kan vi se både Hooge, Langenæs, Før og Amrum. Efter at have kørt igennem Sönke-Nissen-Kog – der var den sidste inddæmning i et Kog, der fandt sted så sent som Første Verdenskrig og som var afgørende for skabelsen af Nordstrand som en ø. I Sönke-Nissen-Kog fandt det sidste hemmelige diplomatiske møde mellem Hermann Göring og britiske diplomater sted i starten af August 1939, hvor man så på mulighederne for at undgå krigen. Det mislykkedes. Hvis tiden tillader det kører vi ud på halvøen Nordstrand, der er resterne af den oprindelige ø Strand, der blev flået i stykker af utallige store oversvømmelser særligt de to store i 1362 og 1634. I midten af 1600-tallet ankom katolske hollændere, der var eksperter i digebygning og beskyttede øen – derfor tillod man helt undtagelsesvist at der kunne opføres en katolsk kirke i det ellers strengt protestantiske område. Vi ser kirken og udsigten til Pelvorm – den anden tiloverblevne del af det oprindelige Strand og hører naturligvis om det forsvundne Rungholt, den største by på vestkysten der forsvandt i Havet.
Efter ankomst går vi en kort byrundtur hvor det centrale Husum præsenteres med den indre hyggelige havn med Skibsfartsmuseet samt Markt med Marienkirche af Christian Frederik Hansen og figuren Tine. Den øvrige del af byen følger dagen efter.
Vi ankommer sidst på eftermiddagen til Husum, hvor vi indkvarterer os for 2 nætter på det fornemme og historiske hotel Altes Gymnasium, der oprindeligt er latinskole for blandt andet Theodor Storm, Ferdinand Tönnies og Slesvig-Holstens første reformator Herman Tast. Det ligger direkte midt i byen.
2.dag: Friedrichstadt og frokost på Roter Haubarg – Byrundtur i Husum
Efter morgenmaden kører vi til Frederiksstad/Friedrichstadt, der ligger hvor floderne Ejderen og Trenen løber sammen. Byen blev anlagt i 1621 af Hertug Friedrich III af Slesvig-Holsten-Gottorp for at tiltrække religiøse trosflygtninge fra særligt Nederlandene, selv katolikker blev tolereret på et tidspunkt hvor den største Religionskrig Trediveårskrigen i Europas historie hærgede. De mange hollændere satte deres præg med kanalbyggeri samt kanalhuse med fornemme gavle og kirker for Mennonitter, Remonstranter, Calvinister og deslige. Vi får en kanalrundfart i den charmerende by og efterfølgende lidt fritid i byen. Sidst på formiddagen kører vi ud i marsken til den fornemme frisergård Roter Haubarg, hvor vi spiser vores frokost på gården med de mange vinduer og med museum indvendigt.
Vi kører tilbage til Husum hvor vi er hjemme igen først på eftermiddagen. For de interesserede går vi en byrundtur, der kommer lidt videre omkring, her ser vi hvor forfatteren Theodor Storm boede, hvor der er julestemning hele året og endelig kommer vi op til slottet i Husum og endelig er der god fritid om eftermiddagen.
3.dag: Tønning – Ejderdæmningen – Ditmarsken med Dusendduwelsvarft – Meldorf – Brunsbüttels sluser
Efter morgenmad forlader vi vores hotel i Husum og kører sydpå. Vi gør et første holdt i den charmerende by Tønning, der ligger ved floden Ejderens udmunding – her hvor grænsen mellem Hertugdømmerne Slesvig og Holsten har gået i mere end 1000 år. Slottet i Tønning blev ødelagt af den danske Konge Frederik IV. som markering af den danske sejr over slægten Gottorp. Byen oplevede sit store århundrede fra åbningen af Ejderkanalen i 1784 og frem til 1895 hvor Kielerkanalen satte en stopper for at Tønning var nåleøjet mellem Nordsøen og Østersøen. Vi gør holdt på den smukke gamle til et foto inden vi fortsætter ud til Ejderdæmningen (Eidersperrwerk), der blev besluttet opført efter den sidste store oversvømmelse i 1962 hvor oversvømmelserne gik så langt op som til Rendsborg. Vi går op på den imponerende dæmning, hvor man kan lukke helt af mellem Vadehav og Ejderen i tilfælde af stormflodsvarsel. Efter kaffe ved bussen fortsætter vi ned igennem Ditmarsken og hører om Frie Bonderepublik der i år 1500 var i stand til at besejre den tungt udrustede Danske Ridderhær. Danskerne var kommet i ukendt terræn og Ditmarskerne druknede praktisk talt danskerne i grøfterne. Vi ser mindesmærket for den enestående sejr ved Dusendduwelsvarft og kører derpå indtil Meldorf hvor vi ser den betragtelig Domkirke i rødstensgotik, efter at have set kirken er det oplagt at se Graven over Carsten Niebuhr, en af de vigtigste danske opdagelsesrejsende der var fra Ditmarsken. Der er tid til at spise frokost i den hyggelige by.
Vi fortsætter herefter mod Brunsbüttel, hvor vi ser det imponerende sluseanlæg hvor Kielerkanalen møder Elben. Efter at have set sluseanlægget der sejler vi over kanalen til den sydlige side af sluseanlægget og fortsætter herefter igennem Glückstadt, der var den danske konge Christian IV.´s modsvar til Friedrichstadt, der var tiltænkt som en stor handelsby ved Elben. Vi kører igennem byen der dog aldrig blev en alvorlig konkurrent til Hamborg. Når vi kommer til Wedel lidt vest for Hamborg – så gør vi holdt ved Willkomm Höft, hvor vi ser og hører skibenes ankomst – hvor man hører nationalsangen for skibet der er på vej ind. Tilbage ved bussen er der kaffe inden det går videre ind mod Hamborg, hvor vi følger panoramavejen Elbchausse indtil Altona, hvor vi lige runder kernen i bydelen, der var dansk indtil 1864 og som indtil Napoleonskrigene var en af de rigeste dele af Helstaten og ofte også ramme om de mest liberale tendenser. Den tidligste danske jernbanelinje gik mellem Banegården i Altona som vi passerer og til Kiel. Vi kører via Palmaille og op overfor forlystelsesgaden Reeperbahn mod vores hotel der ligger indenfor voldanlægget. Vi spiser på en nærliggende restaurant den første aften.
SE MOTEL ONE AM MICHEL I HAMBORG
4.dag: Gående byrundtur i Hamborg og udflugt til Bismarcks Friedrichsruh
Efter morgenmaden der foretager vi os en orienterende byrundtur til fods i Centrum af Hamborg. Gåturen vil i nærområdet komme forbi byparken kaldt Grosse Wallanlagen – hvor Hamborg Byhistoriske Museum med den imponerende modeljernbane findes tæt på det enorme Bismarck-mindesmærke findes, parken er en fin livsnerve og byder på et væld af mindesmærker og fine bygninger. Tæt på vores hotel finder vi også komponistkvarteret, hvor komponisten Johannes Brahms barndomshjem udgør et fint museum. Vi bevæger os ind til den del af centrum hvor de to Alster-søer (Binnen-, og Aussenalster) ligger med Jungfernstieg rundt om den indre Alster, her blev den tyske Nationalsang for første gang opført overfor offentligheden. Hamborgs smukke rådhus der som en af de få historiske bygninger i centrum overlevede de hårde bombardementer under Anden Verdenskrig er også en oplagt mulighed. Den ligger hvor handelsgaden Mönckebergstrasse leder op til Hamborgs hovedbanegård, hvor man blandt andet finder Kunsthalle – hvor man i den prægtige historiske bygning finder malerkunst fra flamske 1600-talsmalere til kunst efter 1945. Det er oplagt at bruge fritid på Kunsthalle, Rådhuset eller måske Miniature Wunderland der ligger i det gamle havneområde Speicherstadt.
Midt på eftermiddagen der mødes vi igen til en udflugt der går til Friedrichsruh der ligger vest for Hamborg. Friedrichsruh er det landsted som Otto von Bismarck fik i fortjeneste for hans store rolle og betydning for den Tyske samling i 1870-71. Vi hører en masse om Bismarcks store betydning og ser det spændende museum på stedet samt går en tur op til den lille gravkapel hvor han ligger begravet sammen med hans kone. Stedet har også en anden vigtig historie, da Friedrichsruh udgjorde garageanlæg for de Hvide Busser i slutfasen af Anden Verdenskrig der bragte skandinaviske KZ-fanger hjem.
5.dag: Fischmarkt fra morgenstunden – Gudstjeneste i Benediktekirken – Elbphilharmonien
Tidligt søndag morgen kan man stå op og deltage fra starten af det traditionelle Fischmarkt ved Landungsbrücke. Markedet starter klokken 5 og slutter præcist klokken 9.30. Herfra kan vi gå direkte til den danske kirke Benediktekirken hvor der venter os gudstjeneste … (hele besøget lader jeg jer beskrive – og undlader yderligere kommentarer foreløbigt.).
Senere på dagen vil vi besøge den moderne Elbphilharmonie der blev indviet i 2017 og med en meget fornem arkitektur. Vi arbejder desuden på at vi kan arbejde på at skulle ind at se en koncert i filharmonien.
6.dag: Rendsborg – Askbjerg – Hedeby – Dannevirke – Isted Mindehal – Flensborg
Efter vi har spist morgenmad der pakker vi bussen og sætter kurs nordpå, hvor vores første stop bliver i Rendsborg. Byen hvis historiske fæstning ligger direkte midt i Ejderen med byen placeret både på nord-, og sydsiden og derfor placeret både i Slesvig og i Holsten og står som symbolet på byen der bandt Slesvig og Holsten sammen ved at den både var del af det danske len Slesvig og af det Hellige Tysk-Romerske Rige Holsten. Fæstningen ligger primært på øen i Ejderen og var ramme omkring udbruddet på Treårskrigen men også mange andre vigtige historiske begivenheder i Danmarkshistorien. Vi gør et holdt på den gamle fæstning-ø, inden vi fortsætter mod Askbjerg der ligger som smukt placeret i Hüttener Berge/ Hytten Bjerge 98 m.o.h. og som er de tysktalende i Slesvigs høj med statuen af Bismarck der stod i Nordslesvig/Sønderjylland på Knivsbjerg indtil 1919. Vi nyder udsigten og ser Bismarck-statuen inden vi fortsætter til Hedeby eller Haithabu hvor vi holder og giver god tid til at se Vikingemuseet der er blevet UNESCO verdenskulturarv. Der er gode frokostmuligheder på museet, der fortæller om vikingetidens vigtigste handelsplads. Vi kører herefter til det andet UNESCO-sted i Slesvig: Dannevirke – Danmarks lås og lukke mod syd og med en næsten 1500 år lang historie. Efter opholdet ved Dannevirke går turen igennem Slesvig By, hvor vi fra bussen ser mod seværdigheder som Gottorp Slot, Slesvig Domkirke, Holm og den danske skole A.P.Møller-Skolen. Nord for Slesvig gør vi holdt ved Isted hvor mindesmærke, mindehal og kirke fokuserer på Slaget ved Isted 25.juli 1850. Den sidste del af dagen går af den gamle landevej mod Flensborg og forbi Sankelmark. Vi indkvarterer os centralt på Hotel am Fjord i Flensborg, det ligger på den inderste del af fjorden centralt i byen. Vi spiser fælles på restaurant i byen.
7.dag: Flensborg og Glücksborg
Efter morgenmaden kører vi en tur til Glücksborg Slot der ligger utroligt smukt ved slotssøen. Vi tager ind og ser slottet der fra 1863 blev stamslot for den danske kongefamilie, men som allerede året efter har ligget udenfor Danmarks grænser. Slottet har interessante udstillinger der fortæller om en del danske konger såsom Frederik V., Christian VIII., Frederik VII. og Christian IV. På vej tilbage gør vi et holdt udenfor Marinestation Mürwik – Kejser Wilhelms Rotes Schloss am Meer (skal vi prøve at se om vi kan arrangere en rundvisning her), hvor den sidste nazistiske regering sad i krigens sidste dage. Efter vi kommer tilbage til Flensborg, da går vi en byrundtur, hvor vi kommer forbi Søndertorv med Nikolajkirken, en tur op på Museumsbjerget hvor Istedløven og museerne står, Helligåndskirken, den danske Mariekirke samt alle de hyggelige og spændende baggårde og Museumshavnen. Man har eftermiddagen på egen hånd i den halvdanske by. Om aftenen mødes vi til afsluttende middag på restaurant i byen.
8.dag: Fri formiddag i Flensborg – Knivsbjerg, Christiansfeld og Skamlingsbanken
Formiddagen starter med at være fri og på egen hånd i Flensborg og frokost indtages på egen hånd inden det går nordpå. Vi kører via Wassersleben og gør et kort ophold ved Industrimuseet Kobbermølle, der ligger smukt placeret ved Krusåen. Vi kommer ind i Danmark og kører en lille rundtur i det sønderjyske langs den nordlige Flensborg Fjord, hvor vi passerer Kollund og Rønshoved og derpå igennem Gråsten med udsigt over slotssøen og derpå den smukke kyst syd om Åbenrå Fjord igennem Åbenrå og op på den tyske høj Knivsbjerg, hvor Bismarck-statuen vi så på Askbjerg stod før 1919. Vi nyder den smukke udsigt og fortsætter herefter igennem Haderslev og til Christiansfeld, som vi kører igennem og gør et kort holdt og hører en smule om UNESCO-byen der fornemt repræsenterer brødremenigheden Herrnhutternes idealby. Vi slutter af med at køre til den danske høj Skamlingsbanken, hvor den danske bevægelse siden 1843 har holdt fællesmøder med sang og taler. Derefter går turen tilbage til Linå, hvor vi takker af efter en begivenhedsrig tur.
Historiske Rejser har som mål at levere unikke rejseoplevelser til alle, der vil opleve verden i et historiske perspektiv. Vi arrangerer pakkerejser på en række af de områder, hvor vi er specialister og så skræddersyr vi grupperejser til grupper i alle størrelser, der ønsker deres helt egen rejse med netop den historiske vinkel I ønsker.
På Historiskerejser.dk kan rejser bestilles, foredrag bookes og rejsebøger købes. Og så kan du læse løs i arkivet med mere end 1200 historiske artikler, som vil selv har skrevet. Og vi har været alle de steder vi skriver om – lige dér, hvor historien har sat sine spor.
Din kompetente rejseleder hedder hos Historiske Rejser hedder Anders og er cand. mag. i historie og religion og har mere end 15 års rejseledererfaring.
Historiske Rejser har som mål at levere unikke rejseoplevelser til alle, der vil opleve verden i et historiske perspektiv. Vi arrangerer pakkerejser på en række af de områder, hvor vi er specialister og så skræddersyr vi grupperejser til grupper i alle størrelser, der ønsker deres helt egen rejse med netop den historiske vinkel I ønsker.
På Historiskerejser.dk kan rejser bestilles, foredrag bookes og rejsebøger købes. Og så kan du læse løs i arkivet med mere end 1200 historiske artikler, som vil selv har skrevet. Og vi har været alle de steder vi skriver om – lige dér, hvor historien har sat sine spor.
Din kompetente rejseleder hedder hos Historiske Rejser hedder Anders og er cand. mag. i historie og religion og har mere end 15 års rejseledererfaring.