Paleis Het Loo
Kaldes ofte Hollands Versailles trods flere forskelle. Palæet med dets imponerende barokke slotshave ligger ved Apeldoorn i det centrale Holland. Paladset blev bygget i årene 1684-86 og haven opført i perioden 1685-92. Indtil 1962 boede den hollandske kongefamilie af slægten Orange-Nassau i slottet. Det har siden været i den hollandske stats ejendom og offentligt tilgængeligt. Het Loo betyder paladset af træ og henviser til den middelalderlige borg, der lå på stedet, da slot og have blev anlagt. Palæet er opført af arkitekterne Jacob Roman og Johan van Swieten, mens de franske landskabsarkitekter Claude Desgotz og Daniel Marot stod bag haveanlægget. Førstnævnte er en nevø til André Le Nôtre, der på mange måder satte standarden for et barokt haveanlæg, idet han stod for udformningen af haveanlægget ved Versailles. Initiativet til have og slot blev taget af William III af familien Orange-Nassau.
En oprindelig skitse af Het Loo
Selve slottet har ikke mange ligheder med dets franske sammenligning Versailles. Arkitekterne Roman og van Swieten har gjort alt for at nedjustere storheden, således at bygningsværket mere tager sig ud som et fint byggeri for gentlemen. I dets navngivning skrives der også netop, at det ikke er et slot, men derimod en ”Lust-Hof”, en ”lyst-gård”. Trods dette forsøg på at mindske magtens repræsentativitet, placerer det hele sig i spektret mellem havekunst og kunst ved hoffet med tydelig inspiration i havekunsten ved Versailles og i parisiske borgerhuse. Gårdene har rene tørre brosten, der adskilles af smedejernsporte og med boksomkransede plæner, der fra luften udgør et kors. Paladset forekommer også mindre, da det er brudt op i flere mindre dele. De forskellige mindre paladser udgør dog et symmetrisk kompleks, hvor brugen bestemmer placeringen.
I hele havekomplekset ligger den ”Store Have” bag bygningerne. Komplekset lyder ofte navnet ”Hollands Versailles” og har i princippet flere forskelle end ligheder med dets kendte franske pendant. Haven er dog typisk barok med perfekt symmetri, aksialt design, grusgange, terrasser med fontæner, basiner og statuer. Den er som sagt designet af André Le Notres nevø Claude Desgotz, men bag beslutningen stod Willem III Orange, der magtmæssigt var Ludvig 14. af Frankrigs stærkeste modstander på det europæiske kontinent. Willem kæmpede mod Ludvigs katolicisme, hvor protestanter og i særdeleshed calvinister blev stærkt forfulgt, og den absolutistiske magt, som Ludvig praktiserede, stod ydermere i kontrast til Willems status som statholder i Nederlandene og konstitutionel monark på de britiske øer med vide beføjelser til det britiske parlament. I Versailles er hovedaksen gennemgående og løber hele vejen ud i horisonten, hvilket man eksempelvis også finder i Sanssoucci-haven ved Potsdam. Haven dominerer ikke det omliggende landskab som Versailles og dets tyske inspirationer gør. Den private have er mere konservativ med rektangulære bede og dermed moderat som en renæssancehave, hvor Versailles har skabt terrasseagtige bede med flere former. Haven er ikke en konges, men en statholders. Den afsluttes af en tværgående række træer. Appelsintræerne overvintrer i orangeriet, der fik en dobbeltsymbolsk betydning for familien, som har den orange farve som sit kendemærke, og som hedder Orange-Nassau. Solkongen forbandt sig selv med Apollon, mens Willem havde sit forbillede i Herkules, som man ser mange steder rundt om i parken. I løbet af det 18. århundrede blev parken erstattet af en engelsk landskabspark.
Het Loo set fra oven
I 1960 besluttede dronning Wilhelmina, at slottet og haven skulle overdrages til staten ved hendes død. Med det forbehold, at såfremt hollænderne afskaffede monarkiet, skulle det leveres tilbage til hendes familie. I 1962 døde Wilhelmina på Het Loo, og dermed overgik komplekset til staten. Der blev foretaget en gennemgående restaurering af slottet og indrettet et nationalmuseum, der fokuserer på familien Orange-Nassaus indflydelse på Hollands historie, samt et bibliotek. Endelig er der et museum over de hollandske ridderordener. Haverne var forfaldne og i flere tilfælde helt forsvundet. I perioden 1970-84 genetablerede man de forsvundne haver i deres fordums pragt i anledning af 300-årsjubilæet.
