Revolutioner, Napoleonskrige og Vormärz
Napoleon og frygten for den franske guillotine
Preussen oplevede rystelserne efter det politiske jordskælv, som den franske revolution medførte, lige så omkalfatrende som andre steder. De franske hære hærgede til at starte med kun i nabolandene, hvor det var England og Østrig, der havde deres store problemer, men i 1806 måtte det engang så storslåede preussiske militær sande, at det blev totalt detroniseret og løbet over ende efter nederlag ved Ulm, Austerlitz, Jena, Auerstädt og Lübeck. Napoleon indtog Berlin, hvor han bl.a. hjemførte Quadrigaen på Brandenburger Tor og nød opholdet på Sanssoucci, inden han drog videre østpå for at møde sin banemand, den russiske vinter.
Den preussiske kongemagt svækkedes alvorligt, da Frederik Wilhelm III flygtede østpå til Königsberg. I Berlin udviklede der sig under den franske besættelse et skred i autoritetstroen samt en spirende demokratisk bevægelse, der fik ekstra vind i sejlene med åbningen af Friedrich-Wilhelms Universität (Humboldt Universitetet). I 1812 måtte Napoleon sande, at den russiske vinter ikke var til at besejre, og i Tyskland var modstanden mod ham blevet forenet i et stort forbund af tyske stater, der havde slået sig sammen for at besejre ham, hvilket lykkedes 1813 i slaget ved Leipzig. Det blev et afgørende slag i tysk selvforståelse, hvor troen på, at sammenhold gennem national og kulturel enhed, var midlet til at fremtidssikre Tyskland, spirede frem.
Vormärz og den tyske nationalismes fødsel
Ironisk nok kom Napoleonskrigene, i første omgang til at betyde en enorm styrkelse af Preussen. Man voksede enormt i størrelse, fik tildelt Sachsen, store dele af det såkaldte Lutherland, svensk Vorpommern, Rhinland, Saarland og Westfalen samt mindre enklaver vest for Elben ved den store Wienerkongres i 1815. Preussen var måske ikke den militære stormagt, man havde været under Frederik den Store, men det havde til gengæld fået de bedste vilkår for at blive en økonomisk stormagt i industrialiseringens tidsalder.
I tiden efter Napoleonskrigene begyndte det intellektuelle liv at hviske om et fælles tysk rige båret oppe af en stolt tysk kultur med Goethe, Schiller, Lessing, Kant og Hegel. Man snakkede i det skjulte om kongerigets mangler og fordelene ved parlamentarismen, og ikke mindst blev der tegnet fjendebilleder af de omliggende og modstridende kulturer til den tyske: Den slaviske, den romerske, den danske og den franske. Alle lande havde kontrol over tysktalende områder. På det politiske og økonomiske plan kom man nærmere en enhed med oprettelsen af den tyske Zollverein, som var med til at danne basis for en enestående handel inden for det tyske område. Der var dog ikke tilslutning fra Østrig. I Berlin kom det til udtryk i, at man blev mere opmærksom på folkets ønsker, og man gjorde mere i det byggeri, der kunne have en folkelig appel. Man omlagde Tiergarten til en folkepark samtidig med, at man i den østlige del åbnede Volkspark Friedrichshain for offentligheden. Kulturelt blev såvel Deutsches Teater som Konzerthaus på Gendarmenmarkt anlagt. Men byggeri kunne ikke gøre det alene.
Berlinerne blev vedvarende holdt hen med tomme løfter om medbestemmelse. I 1848 under påvirkningen februaropstandene i Paris gik berlinerne på barrikaderne den 18.m arts samme år for at demonstrere for folkenes medbestemmelsesret, en fri presse og en liberal valglov. Friedrich Wilhelm IV satte militæret ind, og omkring 250 demonstranter blev dræbt i gadekampe omkring Brandenburger Tor, men kongen endte med at gå på kompromis af frygt for en tysk pendant til Bastillen. Resultatet blev, at der inden for det tyske forbund blev indført det såkaldte Frankfurterparlament.
Oversigtsartikel om Berlins historie
